Le Cien ne va plus, 2006

Foto: tranquillium photography

I 1969 gik Valie Export en tur gennem Wiens gader med sin partner, kunstneren Peter Weibel, i snor. ”Aktionen”, der havde titlen Aus der Mappe der Hundigkeit, var tænkt som en provokerende tematisering af det stadigt ubalancerede magtforhold mellem kønnene i den borgerlige kultur.

I sommeren 2006 gik kunstneren Cornelia Sollfrank ligeledes en tur med en mand i snor. Denne gang var stedet et indkøbscenter i en forstad til Hamborg (i øvrigt tæt på den store retrospektive Peter Weibel-udstilling i samleren Harald Falkenbergs galleri) og manden var ikke hendes partner, men en person ved navn Monty Cantsin (en multipel identitet ’opfundet’ af mail art-kunstneren David Zack i 1978). Og ligesom Export tiltrak Sollfrank stor opmærksomhed fra de omkringstående mennesker. Mange greb straks deres mobiltelefoner og begyndte at tage billeder af optrinnet, og en lille gruppe børn besluttede sig for at sympatisere med ’hunden’ ved at lege, at de var dens hvalpe og følge den rundt i indkøbscentret, mens et midaldrende par diskuterede om det var en s/m-leg.

Le Cien na va plus (frit oversat: ”hunden går ikke længere”), der var titlen på performancen, udgjorde første del af Sollfranks fortløbende projekt ”Revisiting Feminism”, hvor hun gennem forskellige former for reenactment, hacks og remixes undersøger muligheder for en feministisk praksis i dag, både i forhold til den almene kultur og til kunsten hvor feminismen ikke længere er en marginal kommentar, men en etableret del af historien, af mytologien. Som hun selv formulerer det:

”Is feminism obsolete or is it being re-invented? Today, feminist engagements and gender-sensitive approaches have proliferated across a broad spectrum of disciplines and movements. The de-territorialization and re-location of feminist practices and discourses in multiple and heterogeneous fields and contexts calls for a re-evaluation of the (visible and invisible) impact of feminism on different areas of social praxis and the possibilities for re-imagining feminist politics as an emergent moment in the dynamics of social change.”

Cornelia Sollfranks baggrund for at stille disse spørgsmål er den såkaldte cyberfeminisme, hvor hun siden starten af 90´erne har været en af de toneangivende figurer, blandt andet som medstifter af kollektiverne –Innen og Old Boys Network og som forfatter til den polemiske artikel ”The truth about cyberfeminism”.

Cyberfeminismen er et mangfoldigt og modsætningsfuldt felt (og ikke nogen decideret bevægelse), men et fællestræk er en ambition om at opdatere den feministiske diskurs i forhold til et teknologisk paradigme. Sollfrank repræsenterer den mere legende tongue-in-cheek ’fraktion’, der trækker forbindelser til især Marcel Duchamps identitets- og seksualitetsspil og humor. I sine værker, der spænder fra performance og institutionsinterventioner til software og tekster, søger hun at skabe tvetydigheder, der destabilisere konventionelle forestillinger og bringer betydninger i nyt spil. For netop i sådanne tvetydigheder kan man øjne alternativer til en stadig mere dominerende rationalistisk (læs: maskulin) teknologi- og kulturforståelse.

Se mere på www.artwarez.org