Interview:
Kuratorisk Aktion om Pia Arke

Installations view af udstillingens temasektion 4 Etnoæstetik i Den Frie Udstillingsbygning med malerier af Pia Arke til venstre, fotoværket De tre Gratier (1993) midtfor, hendes 6 x trykte menukort udført til SAS Greenland Polar Class (1989) i venstre vitrine og hendes publikation Etnoæstetik (1995) i højre vitrine.

Hvad er Kuratorisk Aktion, og hvorfor har I valgt at kalde jer det?

Frederikke: Kort fortalt er Kuratorisk Aktion et kuratorkollektiv, som Tone og jeg grundlagde for præcis fem år siden, hvor vi selv udgør den faste kerne.

Tone: Navnet blev til, fordi Frederikke og jeg gik sammen om at lave et forslag til den samtidskunstfestival i København, der gik til teamet bag U-Turn, og i den forbindelse var det vigtigt at få skabt en kollektiv identitet. Frederikke har i sit individuelle kuratoriske arbejde anskuet socio-politiske problemstillinger fra queer og feministiske synsvinkler, mens jeg i mit har gjort det fra et race-, etnicitets- og klasseforskelsperspektiv, og derfor var det oplagt at slå pjalterne sammen. Vi mener begge, at det kuratoriske medie kan fungere som en slags social transformator, der kan bidrage til en de-programmering og gentænkning af begivenheder, idéer og problematikker, som i sidste ende kan medføre en social forandring. Deraf navnet Kuratorisk Aktion.

Pia Arke: Krabbe/Jensen, 1997. 102 x 171,5 cm. Fotografisk collage. Tilhører Det Nationale Fotomuseum, Det Kongelige Bibliotek, København.

Hvad er baggrunden for udstillingen – har I selv taget initiativ til den, eller er I blevet hyret af andre til at lave projektet?

Frederikke: Man kan sige, at vi har valgt dem, der har valgt os. Efter Pia Arkes død i 2007 tog vi initiativ til at danne Pia Arke Selskabet for at samle de energier, initiativer og muligheder, der ligger i hendes kunstnerskab. Selskabet bestod til at starte med af 6-8 personer – blandt andre Jarl Borgen, som er formand, samt Trine Bryld og Carsten Juhl – der efterfølgende formelt har valgt os til at lave udstillingen.

Tone: Så begyndte en lang konceptualiseringsproces, hvor vi sammen med de øvrige medlemmer af Pia Arke Selskabet indgående diskuterede forskellige læsninger af Arkes værk og forskellige forventninger til udstillingen. Derefter arbejdede vi selvstændigt videre med at udvikle en egentlig struktur for udstillingen, der kunne tilgodese begge, og med en omfattende fundsraising, hvor Pia Arke Selskabet fungerede fungerede som garant. På længere sigt er selskabets rolle også at udvikle konkrete strategier for, hvordan Arkes værk kan bevares, kommunikeres og udstilles i fremtiden.

Installation view af udstillingens temasektion 6 Legende i Den Frie Udstillingsbygning.

Kan I uddybe konceptet bag udstilingen – hvordan har I samlet de mange tråde i Pia Arkes værk?

Tone: Allerede inden Arke gik bort, talte vi med hende selv om at lave en større præsentation af hendes arbejder. Frederikke og jeg har kurateret en række projekter, som omhandler den nordiske kolonihistorie, og Arke deltog i et af disse projekter, Rethinking Nordic Colonialism, som fandt sted i de tidligere skandinaviske kolonier i 2006. På baggrund af dette samarbejde fik vi idéen til at kuratere en større præsentation, som bl.a. skulle undersøge, om Arkes marginalisering, specielt på den danske kunstscene, var en effekt af den samme fortrængning, som kendetegner Skandinaviens forhold til sin ganske omfattende kolonihistorie. Arke var en af de få kunstnere i regionen, som tog livtag med denne historie og dens problematikker, og derfor et vigtigt kuratorisk greb i Tupilakosaurus-udstillingen været at forsøge at holde hendes praksis og undersøgelsesfelt åbne for andre, der ønsker at tage Arkes tråd op og fortsætte hendes kunstneriske udforskning af den nordiske kolonihistorie. Derfor fravalgte vi formatet for en traditionel retrospektiv udstilling, der jo normalt har til sigte at præsentere en definitiv, endelig læsning af et kunstnerskab, hvorved dets betydningspotentiale lukkes, og har i stedet forsøgt at gennemlyse hendes efterladte oeuvre fra mange forskellige vinkler. Det har vi bl.a. forsøgt at gøre ved at udstille værkerne i temasektioner, som muliggør såvel punktnedslag som tværlæsninger, frem for at udstille dem i kronologisk orden. Et andet vigtigt greb var beslutningen om at vise hendes værker i både et kunstrum og i et kulturhistorisk museum. Udstillingen består således af i alt 9 temasektioner, hvor 6 sektioner vises i Den Frie Udstillingsbygning, mens de sidste tre vises på Nationalmuseet. Dermed har vi både været i stand til at belyse flere forskellige aspekter af hendes værk og samtidig synliggøre, hvordan hendes kunstnerskab opererer på en række forskellige diskurser og kontekster – ikke bare æstetiske, men også forskningsmæssige og kulturhistoriske og deres konstruktion af “Grønland”. Herudover har det været vigtigt for os at vise Arkes værker i samspil med hendes researchproces ved at inddrage materiale fra hendes arkiv.

Frederikke: Et andet væsentligt greb er den gratis guide på 100 sider, som vi har produceret til udstillingen. Her præsenterer en række folk, som enten har arbejdet med Arke, hendes værk eller metoder, deres perspektiver på kunstnerskabet, og på den måde bliver der åbnet op for endnu flere stemmer og kontekstualiseringer. I forbindelse med konceptudviklingen af udstillingen kan man måske også fremhæve, at behovet for at gentænke det retrospektive udstillingsformat blev meget tydeligt allerede i den begyndende research-fase, hvor vi fandt vi ud af, at Arke havde opløst mange af sine værker.

Installation view af udstillingens temasektion 8 Den excentriske eskimo i Nationalmuseets Etnografiske Samling. Sektionen består af et filmprogram med titlen Den excentriske eskimo kurateret af Selskabet for Dårlig Etnografisk Film, som Pia Arke grundlagde i 2000 sammen med Erik Gant og Anders Jørgensen.

Hvad mener du med, at hun opløste sine værker?

Frederikke: Jamen, de eksisterer ikke mere. Hun har fx opløst nogle serier ved at give enkelte billeder til sin bror, som så har pillet dem ud af rammerne og brugt dem til noget andet. Eller hun har selv beskåret store og vigtige fotografier. Så på den måde er vi virkelig blevet bekræftet i, at vi ikke kunne lukke hendes værk ned, for hun har ikke selv gjort det.

Tone: Det er selvfølgelig ikke karakteristisk for Arke alene at arbejde med et løst værkbegreb – det tror jeg størstedelen af verdens samtidskunstnere gør i dag. Man skaber en installation til en pågældende udstilling, som så efterfølgende opløses; et fragment af installationen gives måske til en ven, et andet fragment smides ud, mens et tredje indgår i en ny installation. Men det øjeblik, hvor det gik op for os, at flere af Arkes såkaldte hovedværker var blevet opløst eller forsvundet, og vi gik lidt i “panik”, var også det øjeblik, hvor vi blev klar over, hvordan de klassiske, vestlige klassificerings- og registreringsregimer ubevidst opererede på os, og manifesterede sig som den her skjulte trang til at vise hele hendes oeuvre i pæn orden. Det har klart været en af de mest lærerige momenter i arbejdet med udstillingen: Det øjeblik, hvor vores blinde vinkler blev synlige for os selv, og hvor vi turde at lade Arkes praksis og metode operere på os i stedet for at udsætte hendes værk for det, som hun gjorde op med; nemlig den vestlige orden og dens klassificerings- og repræsentationssystemer. Kuratorisk Aktion repræsenterer jo i en eller anden forstand “fjenden” i Arkes projekt, fordi vi som to danske, hvide, kvindelige kuratorer befinder os på den forkerte side af kolonialismens skillelinje – nemlig kolonisatorens – og derfor risikerer at kolonisere Arke og det postkoloniale Grønland hun undersøger en gang til. Måden, vi har forsøgt om tackle det paradoks på, har altså været at udsætte vores (under)bevidsthed og praksis for hendes metode og hendes kunstneriske dekonstruktion af den danske fantasi om Grønland og om Danmark.

Pia Arkes illustrerede tidsskriftsartikel Spæk og videnskab (oprindelig bragt i tidsskriftet "Passage, nr. 31/32", 1999) installeret i udstillingens temasektion 9 Skandinavisk panorama i Nationalmuseets Etnografiske Samling.

I gør meget ud af at fremhæve kolonialismens og Vestens systematik som modsætning til Arkes praksis. Kan I ikke prøve at beskrive, hvad hendes praksis er, og hvordan den står i kontrast til vestlig kultur og tankegang?

Tone: Selvom vi, både sammen og individuelt, har arbejdet med kolonialistiske problematikker i årevis, har Tupilakosaurus været det absolut sværeste projekt, bl.a. fordi det er så vanskeligt at verbalisere Arkes praksis. Bare det at finde en titel til udstillingen tog os flere måneder. Vi endte op med Tupilakosaurus – en titel som vi har hentet fra Arkes eget arbejde – fordi den giver et meget præcist billede af såvel hendes værk som hendes metode. Tupilakosaurus er et hybridord, som består af “tupilak” – den grønlandske betegnelse for en mytologisk figur –og “saurus” – en vestlig, naturvidenskabelig betegnelse, der nærmest er synonym med arternes oprindelse. For os repræsenterer Arke o’et i midten, fordi hun med sin praksis fremstår som en slags masen sig ind mellem og skubben til forestillingerne om grønlandsk mytologi og vestlig diskurs og deres operationer. Hun skubber både til Vestens idé om, hvad det oprindelige Grønland er, og til Grønlands egen selvopfattelse ved at fucke de to diskurser op og blande dem sammen. Arke beskrev sig selv som en “bastard”, forstået på den måde at hun så sig selv som både dansk og grønlandsk og hverken dansk eller grønlandsk. For hende var idéen om rene identiteter og oprindelige, homogene kulturer en umulighed, og hendes kunstnerskab handler om at påpege blandingselementet som en konsekvens af kolonialismen. I kraft af den er Danmark og Grønland blevet blandet i en sådan grad, at vi ikke forstå det ene land uden at anskue det andet og vice versa. Arkes projekt handler i høj grad også om at gå tilbage i tiden og fiske de sider af den dansk-grønlandske kolonihistorie frem, som er blevet udeladt, bagateliseret eller fortrængt. Som hun selv skrev på et af sine værker: “Jeg fisker knogler og kranier op, det er ikke behageligt, men det ser morsomt ud.” Ved at gøre det åbner Arke muligheden for mentalt at bearbejde og forsone sig med nogle af de traumer, som kolonihistorien har efterladt, og lade parterne komme videre i en eller anden forstand. For hendes værker understreger med sit blandingsgreb og dobbelte blik, at dette er et arbejde, som ikke bare skal gøres i Grønland, men i høj grad også i Danmark, hvor vi er tilbøjelige til at fortrænge kolonihistorien meget mere, og hvor vi decideret opfatter os selv som en slags “barmhjertig samaritaner”, som har bragt “civilisationen” til Grønland. Men jeg tror, at den allervigtigste pointe i Arkes kunstnerskab er erkendelsen af, at vores skæbner, identiteteter og historier unægteligt er bundet sammen af det kolonialistiske forløb; der er ikke længere noget, der er rent, oprindeligt, uberørt hverken i Grønland eller i Danmark.

Frederikke: Som sådan står Arkes projekt heller ikke i direkte kontrast til vestlig videnskab. Hun trak jo i allerhøjeste grad på den, og jeg tror, at hun ret langt hen af vejen syntes, at den var meget brugbar, men selvfølgelig også super problematisk. Det fantastiske ved Arke er netop, at hun formåede at få det forhold frem, at kolonihistorien mere handler om et både-og frem for et enten-eller.

Pia Arkes collage Uden titel (De tre Gratier) fra 1994 installeret i udstillingens temasektion 9 Skandinavisk panorama i Nationalmuseets Etnografiske Samling.

Kan I fortælle lidt om de valg, I har truffet, da I skulle opdele udstillingen i to dele?

Tone: Med hensyn til Nationalmuseet har det hovedsageligt været et spørgsmål om at skabe en dialog mellem Arkes værker og den permanente samling af grønlandske og inuitiske kulturgenstande. Stærkt inspireret af den amerikanske kunstner Fred Wilson, som i begyndelsen af 1990'erne indledte en kritisk analyse af måden, hvorpå vestlige museer og kulturinstitutioner medvirker til at skabe fortolkninger af historisk sandhed og kunstnerisk værdi, og i en række installationer blotlagde de mange fordomme, som vores kulturelle institutioner producerer, har vi kurateret Arkes værker ind i montrerne på Nationalmuseet for at lade hendes værk pege på museets og dermed Danmarks ret entydige framing af grønlandsk og inuitisk kultur. Som Arke fremhæver i sit essay Etnoæstetik fra 1995, som vi har genoptrykt i en engelsk-grønlandsk-dansk udgave i forbindelse med udstillingen, er det karakteristisk for Vestens etnografiske og antropologiske museer, at dem, der framer udstillingen, selv er fraværende i billedet – og det samme gælder Nationalmuseets permanente udstilling. Bortset fra en buste af Knud Rasmussen hengemt i et hjørne er kolonimagten Danmark ikke repræsenteret i samlingen, som hovedsageligt består af endeløse rækker af spyd, harpuner, kamikker og kajakker pænt ordnet på rad og række. I Etnoæstetik skriver Arke selv, at hendes værk delvist kan ses som en pegen på Vestens usynlige framing, som en beretning om Vesten set udefra fra grønlænderens synspunkt. Det har vi brugt som et kuratorisk stikord og har forsøgt at placere værkerne i Nationalmuseet, således at de peger på museets iscenesættelse af “grønlandskhed” og “grønlandsk kultur”.

Installations view af udstillingens temasektion 7 Jeg fisker kranier og knogler op i Nationalmuseets Etnografiske Samling med inkjet print af annoteret, iturevet og sammenstillet hulkamerafotografi fra ca. 1993 klæbet op på en af museets montrer og diptykon med hulkamerafotografi, farvefotografi og blyant på karton fra 1990 placeret inde i montren.		Pia Arkes værk Uden titel, år ukendt, installeret i udstillingens temasektion 7 Jeg fisker kranier og knogler op i Nationalmuseets Etnografiske Samling. Tilhører Annette og Jørgen Gant.

Hvordan har samarbejdet været med Nationalmuseet, og hvordan har de reageret på jeres kritik af deres udstillingspraksis?

Frederikke: Allerede fra starten, da vi præsenterede idéen, var de meget åbne. Min fornemmelse var, at de lidt har ventet på en eller anden form for irritation udefra, og at de var klar over, at de har brug for et paradigmeskifte eller en ny måde at gøre tingene på.

Tone: Der har også været nogle sjove, logistiske spørgsmål og forhold vedrørende samarbejdet, som vi ikke har tænkt på som kuratorer af samtidskunst. Blandt andet skulle vi og vores teknikere fremvise en straffeattest for overhovedet at få lov at komme ind og arbejde på museet, og en del af værkerne skulle fryses ned, inden de kunne komme ind i samlingen, for at undgå bakterier, termitter og parasitter, som kunne ødelægge de øvrige genstande. Men som Frederikke siger, har Nationalmuseet været helt fantastiske. I modsætning til eksempelvis Sverige har vi i Danmark ikke haft samme tradition for at invitere samtidskunstnere til at gå i dialog med eksisterende kulturhistoriske samlinger, så det var meget modigt og åbensindet af museet at sige ja til projektet – og endda at lade os kuratere værker ind i selve montrerne. Det, at vi kommer udefra, har måske gjort det lidt nemmere for museet at forholde sig til Arkes og vores kritiske perspektiv. Da Nationalmuseet ikke selv står som afsender af udstillingen, kan det lettere distancere sig fra de indgreb, som det finder for voldsomme, og omfavne de greb, som er interessante for dem at arbejde videre med.

Udstillingen rejser i marts videre til Nuuk, hvor vi vil installere den på samme måde med nogle sektioner i Grønlands Nationalmuseum & Arkiv og nogle sektioner i Grønlands kulturhus, Katuaq. Noget, vi er meget spændte på i den forbindelse, er, hvordan værkerne kommer til at fungere i det grønlandske nationalmuseum. Der vil de være omgivet af mange af de samme grønlandske genstande, men i montrer med en grønlandsk framing. Det bliver interessant at undersøge, i hvor høj grad Grønland har påtaget sig Danmarks repræsentation af Grønland, og hvordan Arkes værker vil virke i en samtidens grønlandske kontekst, nu hvor Grønland har valgt øget selvstyre fra Danmark.

Pia Arkes værk Nature Morte alias Perlustrationer 1-10 fra 1994 installeret i udstillingens temasektion 7 Jeg fisker kranier og knogler op i Nationalmuseets Etnografiske Samling. Tilhører Brandts Museet for Fotokunst, Odense.

Hvad har jeres arbejde med udstillingen betydet for jeres syn på Pia Arkes værk?

Frederikke: Man kan på forhånd selvfølgelig godt være nervøs for om materialet holder, når man har arbejdet så intenst med noget i halvandet år, men for mig er hendes værk bare blevet mere genialt og endnu mere komplekst. Hendes evne til både at så tvivl og til at turde noget er meget berigende.

Tone: Man kan sige, at Arke arbejdede tongue-in-cheek på en Duchamp'sk måde. Hendes statements synes pga. hendes bastardiseringsbegreb og -metode, hvor man altid præsenteres for både det ene og det andet på én gang eller alligevel ingen af delene, at rumme deres egen modsætning, hvorfor man som beskuer aldrig helt kan begribe og fastholde værkernes mening. De arbejder så at sige kontinuerligt på en. Alt i alt ser jeg denne hybridiserings- og bastardiserings praksis som en meget præcis analyse af den postkoloniale tilstand, der har relevans langt ud over den nordiske region. Satsningen med udstillingen er derfor også et forsøg på at fremhæve, at Arke er en kunstner med et globalt budskab og af internationalt format.

Tak.

Detalje af Pia Arkes De tre Gratier, 1993. 4 dele: hver 110 x 91 cm. Indrammede s/h fotografier. Tilhører Brandts Museet for Fotokunst, Odense.

Detalje fra Pia Arkes Nature Morte alias Perlustrationer 1-10, 1994. 62,2 x 52, 2 cm. Indrammet s/h fotografi. Tilhører Brandts Museet for Fotokunst, Odense.

Pia Arke: Legende III, 1999. 190 x 168 cm. Collager med kort, fotografier, pergamentpapir og sukker. Tilhører Søren Arke.