Interview: Zven Balslev

Zven Balslev: Cult Pump – the purgatory (installationsview), 2010.

Dit forlag Smittekilde afgik ved døden på Overgaden - Institut for Samtidskunst fra fredag den 23. april kl. 17 til søndag den 25. april kl. 17 - hvorfor?

Jeg er glad for, at du spørger til Smittekilde og det at drive forlag og lave bøger generelt, da det er en stor del af min praksis. Mit udgangspunkt for at lave kunst og udstillinger udspringer i høj grad af zines, hæfter og bøger. Som på denne udstilling, der indeholder et maleri, der fungerer som et "omslag" eller "forside" til udstillingen, som var det en gigantisk billedbog. Bøger er magiske. Man bladrer i sider lavet af papir, og teksten udvikler sig, eller et nyt uventede billede møder en. Jeg er sygelig fetichist, hvad tryksager angår.

Smittekilde var ganske enkelt kørt træt til sidst, der blev længere og længere mellem udgivelserne, og det hele virkede lidt for useriøst. Desuden har det længe været mit ønske at starte et nyt forlag, med knap så mange begrænsninger. Ment på den måde at jeg ikke længere gider at arbejde for andre kunstnere, der har deres forventninger til udgivelserne. Jeg er åben overfor samarbejde, men er mindre interesseret i at agere kunstforlag. Og sidst men ikke mindst så var navnet Smittekilde lidt for dybt forankret i en meget defineret subkultur. Med det nye forlag Cult Pump er det frit og kun op til mig, hvad der bliver udsendt. Man kan sige, at det er forsøg på at skære navlestrengen over.

Din tegnestil er meget ekspressiv. Et gennemgående motiv er noget, der måske bedst kan betegnes som overgearede psykiske tilstande og situationer. Som fx en mand, der får et blowjob, mens han spiller dukketeater med to hånddukker, der ser ud som om, de er ved at læse "Smølferne og bzz-myggen" eller "Pengesmølfen" - hvorfor?

Tja, det må være op til den enkelte at analysere sig frem til, hvad der foregår i detaljerne i tegningerne. Motiverne stammer alle mulige steder fra, b-film, pladecovers, tv, tegneserier,reklamer, drømme osv, men jeg prøver så vidt muligt at gengive den sindstilstand, der for mig er interessant som kunstner: En forvirret og overgearet psykose som ofte kendetegner mennesket i dag og generelt.

Zven Balslev: Cult Pump – the purgatory (installationsview), 2010.

Dine tegninger virker som stills fra en større fortælling, som når en struds stikker hovedet ind i en peberfrugt. Det forekommer mig at være synonym for din måde at fortælle historier. Historierne er uden egentlig begyndelse, uden ende, uforløste. Det gælder især dine collager, hvor den umiddelbare sammenhæng mellem de enkle tegninger ikke ved første øjekast er til at gennemskue - hvorfor?

Noget af det, der tiltrækker mig ved kunst kontra underholdning (tegneserie/film/musik osv) er netop den mangel på forklaring. Nogle vil måske kalde det kryptisme, lidt som når man finder et uddrag af et iturevet brev på gaden uden at vide noget om afsender, modtager osv. Jeg vil gerne have de her fortællinger, du nævner, til at rumme flere lag af betydninger, til at tilpasse sig beskueren. Jeg vil gerne have dem til at være åben overfor fortolkninger, samtidig med at de altid er en forvrænget bid af virkeligheden.

Hvorfor skal udsagnene være åbne og tilpasse sig beskueren?

Jeg er ikke politiker eller reklamemand, men kunstner. Jeg føler ikke behov eller forpligtelse til at levere en facitliste til mine værker. Kunst repræsenterer for mig natur og frihed og fungerer bedst, hvis den er fucked up, grim, rodet og selvmodsigende, præcis som mennesket er det. Hvis et barn i en af tegningerne ser en pingvin, der nyder en slikkepind, mens en perverterede skolelærer i den samme tegning ser noget helt andet, skal jeg ikke dømme, hvad der er den mest "rigtige" fortolkning!

I pressemeddelsen til din udstilling står der, at du er inspireret af den tyske billedkunstner, Kurt Schwitters, som du ser dig selv nært beslægtet med på baggrund af jeres fælles brug af tilsyneladende værdiløse genstande i collagen som metode til at forrykke genstandens egentlige betydning. Det forstår jeg ikke! Hvorfor lave collager af gamle kasserede tegninger?

Pressemeddelser er tit ret åndssvage. Det handler om at få et nyhedsmedie til at bide på krogen og omtale den pågældende udstilling. Det er dog ikke nok at skrive, at man har lavet en serie billeder, der er inspireret af dit og dat eller ser sådan og sådan ud. Der skal helst være en morsom lille overskrift, lige til at copy-paste, i stil med "Kunstner bruger ægte zombieblod i psykedeliske tegninger".

Her er det nu ikke lykkedes særlig godt, en støvet avantgardist fra forrige århundrede er ikke just det bedste udgangspunkt for kulturjournalister i mangel på sensationer. Men altså denne her er en arketypisk pressemeddelse som den giver sig ud omkring den offentlige kunstscene. For er det interessant at "rykke en værdiløs genstand som metode til at forrykke genstandens betydning"? Ikke nødvendigvis. Jeg har taget en værktitel af Kurt Schwitters (Die Kultpumpe, 1919) og gjort til mit eget projekt som en hyldest til en kunstner, hvis værkproduktion jeg er meget optaget af. At jeg laver kunst af kasserede tegning, er kun den halve sandhed. Den mere præcise forklaring er, at jeg har klippet en stak halvgode tegninger ud og omformet dem til større, detaljerede kollager, og derved gjort dem bedre og mere komplekse.

Zven Balslev: CULT PUMP #24, 2009. Gouache og collage på papir.

Nu kalder du selv Kurt Schwitters en støvet avantgardist, men samtidig skriver du, at du er meget optaget af hans værkproduktion. Hvad har Kurt Schwitters at sige en kunstner, der lever i 2010, og som minimum har en 10 mbit internetforbindelse og som kan se TV3 og dermed Robinson Ekspeditionen og Paradise Hotel?

Jeg kan desværre ikke tage TV3! Hvad har Kurt Schwitters at sige til mig? Jeg er først og fremmest optaget af hans arbejdsmetode, mens jeg dybest set synes, at mange af hans ting ser ud af helvedes til. Det er bestemt ment positivt, da jeg mener, at det vidner om en kunstner, der tage nogen chancer i modsætning til al for mange kunstner i dag, der leverer alt for velpolerede produkter. For at vende tilbage til arbejdsmetoden så synes jeg, at det er cool at lade tilfældigheder bestemme slagets gang og bruge det, der nu omgiver en til at skabe kunst. Det tragiske ved Kurts historie er, at hans hovedværk Merzbau (en kompleks arkitektonisk hule bygget i hans eget hjem af fundne materialer mm) ikke længere eksisterer i dag. Han byggede det af to omgange, og det blev først destrueret af et bombetogt i Hannover under anden verdenskrig, senere i Oslo i 1950´erne af en ildebrand. Det, jeg vil sige, er, at historien om den tid, de værker er blevet skabt i, samt den mystik, der omgiver et ikke-eksisterende værk, fascinerer mig i lige så høj grad som hans efterladenskaber.

Dine collager består af tegninger fra perioden 2000 til 2010 og kan vel karakteres som en slags erindringscollager. Ud fra hvilke kriterier har du sammensat collagerne: et cut-up-princip eller har der fundet en styring sted, hvis hvorledes?

Jeg har tømt de snavsede gemmer og er bare begyndt et sted, uanfægtet af årstal på de pågældende brøkdele, dvs at i en collage kan der være 10 år imellem to tegnede dele eller fotokopier. Så, ja, det fungerer som erindringsfortællinger eller som retrospektiver uden kronologisk rækkefølge.

Zven Balslev: CULT PUMP #17, 2000-2010. Tusch og collage på papir.		Zven Balslev: CULT PUMP #15, 2000-2010. Tusch og collage på papir.

Visse steder synes jeg dit billedsprog minder om Philip Guston - er det en kunstner, der siger dig noget?

Jeg er selvfølgelig bevidst om Gustons værker og kan godt lide ham, uden at være total fan. Efter Guston, i 1980´erne, opstod der i USA og Frankrig en ny bølge af eksperimenterende tegneserie og grafik. Jeg tænker her på RAW magazine og Le Dernier Cri, som i højere grad har været med til at skole min stil end Guston.

Hvordan?

Hvis du på den ene side har et spor, som nogen vil definere som ungdomskultur, hvor kunst er en integreret del af en livsstil og hvor det originale værk ikke har nogen særlig betydning, såsom i tegneserier, pladecovers, koncertplakater, zines osv, og på den anden side white cuben og museet , hvor kunst helst ikke må berøres og mere repræsenterer en økonomisk værdi, så har det nok været i det første spor, at jeg har lært at tegne. Guston hører mere til museet, hvor fx Raw magazine er mere eksperimenterende, frit og ukonventionelt.

På udstillingen indgår to malerier, der er malet af skiltemalere i Kina - hvorfor? Og hvor henter du inspiration til valg af motiver?

I det ene billede, som jeg nævnte før, det som fungerer som "forside" til udstillingen, har min hensigt været at få en hel fremmed hånd til at fremføre billede, snarere som en unika plakat, end som et maleri. Jeg er meget interesseret i skiltemalernes hel nøgtern og ufølsomme malestil. Det referer til bogomslaget som artwork (en forfatter er jo aldrig den der laver omslaget til sin bog), men også til afrikanske eller indiske håndmalede filmplakater. Ofte er det faktisk designet, der løfter oplevelsen, når man læse eller kigge i en bog, og andre gange er filmplakaten meget bedre end filmen.

Det andet billede er lidt sværere at forklare. Det er et fundet billede, altså en slags ready-made, der forestiller to afrikaner ved en pumpe. En kultpumpe? Man ved ikke, om det pumper ud eller ind, eller hvad det pumper. De to billederne fungerer altså begge som "omslag" til udstilling, er pæne og kontrollerede, mens indholdet er snavset, og vi har igen en metafor for mennesket.

Tak.

Zven Balslev: CULT PUMP #12, 2009. Tusch på papir.