Interview: Torben Ribe

Torben Ribe: Dust, Kiwi, Ruccola (installationsview), 2010.

Dust, Kiwi, Rucola. Hvorfor egentlig ikke ”Think! Mineral, Silk Road”? Hvilken rolle spiller titlen for synet på udstillingen?

”Dust”, ”kiwi” og ”rucola” er navnene på tre af de farver, jeg har brugt. De spiller ikke en decideret central rolle i udstillingen, men foruden den bevidst kluntede og opremsende karakter det giver titlen, kan jeg godt lide den strukturelle forbindelse mellem ordene. Kiwi og rucola tilhører lidt den samme kategori, nemlig madvarer, men alligevel er de ret langt fra hinanden hvad angår smag, udseende osv. Støv er også noget rimelig hverdagsagtigt men ligger alligevel et helt andet sted. Og så er det en sjov sammensætning af ord med forskellig nationalitet: ”dust” er engelsk, ”kiwi” er en international betegnelse, og ”rucola” er et italiensk navn, vi også bruger i Danmark. Den måde hvorpå de tre ting hænger sammen og så alligevel slet ikke, synes jeg siger noget passende om udstillingen. Den kunne sådan set også godt have heddet ”Think! Mineral, Silk Road”, der blot er et andet firmas navne for de samme farver, men jeg synes alligevel det første forslag er lige de 2% mere sexet.

Torben Ribe: Lime Fantasy (Drunk), 2010. 155 x 122 cm acrylic, glass fiber, ply wood, metal		Torben Ribe: Pink Geyser, 2010. 161 x 122 cm. acrylic, filler, color pencil, plaster board		Torben Ribe: Gone (Autumn Green), 2010. 170 x 122 cm acrylic, wall paper, ply wood, scar plug

Det er ikke ligefrem en udstilling, der gør brug af ”Untitled”. Selve værkerne har også nogle ret sigende titler.

I udgangspunktet satte jeg nogle meget enkle spilleregler op, der skulle sikre, at titlerne næsten harmonerer med hinanden, og at de samtidig understreger det, jeg gerne vil sige med værkerne. Først og fremmest måtte de ikke indeholde nogle eksplicitte kulturelle referencer hverken til kunst eller andre æstetiske fag. Jeg ville også undgå at bruge fremmedord, og i det hele taget skulle titlerne være rimelig simple og gerne en anelse banale. De skulle have karakter af noget emotionelt, næsten anti-akademisk. Ikke at jeg som afsender ikke gerne vil indgå i en teoretisk og kunsthistorisk dialog, men fordi værkerne sigter mere mod en ordløs tilstand. Trods deres umiddelbare og simple udtryk, spiller de på komplekse visuelle strenge og fungerer i det hele taget på et ret intuitivt plan.

Dette selvreferentielle rum gør dem vel sagtens til en slags ”rigtige” malerier?

Alle ord skaber associationer og til netop ”Untitled” knytter der sig nogle bestemte referencer; f.eks. til minimalistisk og konceptuel kunst. Det ønskede jeg at komme ud over ved at have en mere hverdagslig tilgang.

Apropos hverdag, så har jeg gennem årene noteret mig de mange timer, du tilbringer på atelieret, og tager jeg f.eks. dit konkretistiske ”smøreri” fra udstillingen Kontrapunkt i betragtning, vil jeg gerne spørge: "Har din kunstneriske praksis det, man kalder en ”rugbrødsmotor”"?

Jeg ser i grunden meget min praksis som et almindeligt arbejde, hvor man gennem en investering i timer og tankevirksomhed forhåbentlig når frem til nogle spændende resultater. Og ja, det kører meget på de helt basale ting omkring mig. Min umiddelbare omverdens materialitet og betydning er rugbrødsmotoren, der driver hele maskineriet.

Torben Ribe: Tonic Dream, 2010. 160 x 122 cm acrylic, board, wood, metal, plastic

Hvordan går du konkret til arbejdet?

Oftest begynder et værk med, at der en bestemt sensibilitet eller betydningsladet fysikalitet, som fanger min opmærksomhed – om det så er et stykke lyserødt savsmuldstapet med en skæv udsugningskanal, eller en mugplet kombineret med et gult felt. Langsomt begynder arbejdet at tage over og få sit eget liv, og så prøver jeg blot at holde fast og assistere det frem mod den perfekte form. Den varierer selvfølgelig uendeligt fra værk til værk. Frem for at have en ego-drevet kunstpraksis prøver jeg nærmere på romantisk vis at sætte mig i værkets sted. I stedet for at lade min egen signatur gå forud for udforskningen, forsøger jeg at blive ét med den situation, jeg skaber, eller måske rettere genskaber. På et tidspunkt mister jeg så interessen, eller også synes værket ganske enkelt færdigt.

Torben Ribe: No Mango, 2010. 165 x 122 cm acrylic, wall paper, ply wood, wood

I hvilken ’run down’ farvehandel henter du dine materialer, og hvilken obskur etiopisk popmusik lytter du til, mens du arbejder? Måske spørger jeg blot til din meget præcise casting af en virkelighed, hvor tegnene også får lov at leve deres helt eget liv.

Det gode ved at være lidt ude af trit med sin samtid er, at man får kastet alle mulige produkter i nakken. Kommer man med vilje for sent, er mange materialer ikke længere så populære, men alligevel synes jeg, de har nogle visuelle og emotionelle kvaliteter, der er værd at undersøge nærmere. På en måde er det det samme med musikken. Jeg prøver bare at finde noget, som er normalt på en unormal måde; noget som indeholder den der ubestemmelige afvigelse fra normen, lidt lige som en middelaldrende herre i sælskindsfrakke.

Torben Ribe: Dust, Kiwi, Ruccola (installationsview), 2010.

Hvilken rolle spiller hastighed og teknik i dit arbejde? Du synes at producere serielt med en palet af spor, som du kompositorisk og psykologisk spreder over en række adskilte, men alligevel nært forbundne flader.

Min tilgang til kunst er forholdsvis intuitiv, så derfor er jeg simpelthen nødt til at afprøve tingene for at se, om de fungerer. Noget sorterer jeg så fra, og noget af det viser jeg offentligt. Det betyder, at jeg helt konkret er tvunget til at lave en masse for at blive i stand til at sige det, jeg gerne vil. Derfor har jeg en ret høj hastighed. Desuden orienterer min produktion sig på en måde efter mellemrummene mellem værkerne, altså efter hvordan de mange enkelte elementer spiller sammen og forholder sig til hinanden. Det er der, den egentlige betydning ligger. Jeg bliver også derfor nødt til at have en ret stor volumen i selve produktionen, simpelthen for at der kan blive tale om et reelt værk. Teknik derimod er ikke noget, jeg feticherer som sådan. Det er blot et middel til at nå målet.

Alligevel anvender du en ret specialiseret type af spordannelse; så at sige den modsatte af en dygtig håndværker, der virkelig gør sit bedste. Du har en evne til at lave fejl på en yderst præcis og delikat facon.

Jeg prøver til stadighed at blive bedre til at gengive de overflader og den sensibilitet, jeg godt vil italesætte gennem mit arbejde. F.eks. tog det ret lang tid at finde ud af, hvordan jeg skulle få det helt rigtige gennemslag af fugt på et af malerierne for ikke at tale om troværdige spor af ektoplasma. Det er nok en form for dygtiggørelse, en beherskelse af et visuelt sprog. Men jeg bruger blot min teknik til at udforske verden og måske give den lidt tilbage.

Torben Ribe: O.K., 2010. 154 x 122 cm acrylic, glassfiber, ply wood, phone switch, leather

At skulle mime mug. Det er givetvis noget, der sagtner farten i hvert fald for en stund. Det kan faktisk være yderst møjsommeligt at få det til at se så legende let ud.

Det virker, som om min interesse generelt bevæger sig længere og længere væk fra det konceptuelle, hurtigt omsættelige og frem mod noget mere skulpturelt og stofligt. Af gode grunde giver det et lidt lavere tempo, idet vi har at gøre med faktisk, fysisk materialitet frem for hurtige ideer, readymades o.a.

Måske er du mere poppet end pop og formel hinsides enhver kendt formalisme. Hvad hedder mon den fancy postmoderne klub, hvor du kan møde ligesindede?

Jeg har nogle gange sagt, at jeg arbejder med noget, man måske kan kalde for ”fiktionaliseret formalisme”. I udgangspunktet interesserer jeg mig tydeligvis for kunstens – og især maleriets – grundlæggende spilleregler: form, farve, komposition, etc. Altså nogle helt basale ting, man kunne kategorisere under kunstens formelle aspekter. Imidlertid udsætter jeg disse for en form for fiktionalisering, der får det til at se ud, som om der er gået en anden type af handling forud. Jeg skaber så at sige en falsk forhistorie, lidt lige som ’prewashed’ jeans. Hver eneste komponent synes også at indgå i en sammenhæng, der ligger uden for det enkelte værk. Det gælder i særdeleshed værkerne på denne udstilling; de opfører sig omtrent som rekvisitter fra en B-film, du aldrig får at se.

Torben Ribe: Quiet, 2010. 160 x 122 cm acrylic, wall paper, ply wood, light bulbs, wood		Torben Ribe: Colours of Harmony (Pregnant), 2010. 165 x 122 cm acrylic, glass fiber, ply wood

Grunden til, at du kan have en sådan erklæret empatisk praksis er, at citationstegnenes mosaik for dig er blevet en selvfølgelighed. Er det uproblematisk blot påny at give sig værket i vold?

Umiddelbart kan det måske virke en anelse naivt, men på den anden side er situationen lidt, som du selv beskriver den. Det ligger allerede som en implicit forståelsesramme for en kunstnerisk produktion anno 2010, at der ufravigeligt er gået en kunsthistorie forud; at man faktisk ikke kan undgå at ligge i et eller andet spor. Derfor behøver man heller ikke tydeliggøre sine referencer, fortælle hvem man er inspireret af, eller hvilken tradition ens værker indgår i. Tidligere oplevede jeg det som en stor befrielse, at jeg uforskammet kunne bruge andre folks kunst og i det hele taget diverse kulturelle udtryk som et materiale på lige fod med blå maling eller et stykke træ. Men efterhånden som denne arbejdsmetode blev så udbredt, at det var svært at finde noget, der ikke allerede opererede i et indviklet referentielt system, mistede jeg ligesom interessen. Og gang på gang blev jeg alligevel misforstået – referencen blev i sig selv opfattet som målet for værket frem for blot dets udgangspunkt – så derfor begyndte jeg at gå nye steder hen. Selvfølgelig er udstillingen stadig en henvendelse til maleri og skulptur som sådan, men det har ikke været en primær inspirationskilde. Så når der på væggen hænger en lyserød abstraktion, der er komponeret diagonalt ligesom de russiske konstruktivister gjorde det, så er den tilstede gennem flere led, end man lige skulle tro. Det egentlige motiv er nemlig taget fra en opgang i Berlin, hvor der for år tilbage må have stået en eller anden dekoratør, som på sin egen måde var fascineret af suprematismen. Ud fra en lille gengivelse på min mobiltelefons display har jeg nu genskabt hans arbejde om end med nogle lidt andre midler, f.eks. med en sort ledning i stedet for en sort streg. Alt i alt afhænger det lidt af øjnene, der ser, hvor henvisende mit system er. Hvis man er kunst-nørdet og i øvrigt ser forbindelser alle vegne, så er det sikkert også det, man får øje på her, men udgangspunktet har mest været den verden, jeg møder gennem min almindelige færden.

Torben Ribe: Silk Skin, Spa, Pasta, 2010. 165 x 122 cm acrylic, wall paper, ply wood, wood, cable, ventilation hatch

Disko-nosser og en monolit af havregryn. Det er parentes bemærket to tidligere værker, jeg her refererer til. Er der noget, der ikke er dig helligt? Du tager humoren ret alvorligt, og enhver form for alvor synes i dine værker at få karakter af noget humoristisk.

Der er nogle ting, jeg ikke bekymrer mig så meget om, og så er der meget, jeg finder interessant. Men selvfølgelig er der ikke noget, der står i vejen, noget jeg ikke kan tillade mig. At værkerne ofte har en humoristisk karakter, tror jeg har mere med min person at gøre, end med hvad jeg forventer mig af kunst generelt.

Det er bare dig, som er sjov?

Jeg betragter egentlig ikke selv mine ting som sjove, om end det er lidt forskelligt fra værk til værk. Jeg synes i grunden, denne udstilling er mere tragikomisk, næsten melankolsk, og det har jeg også prøvet at understrege i titlerne. Jeg har altså ikke en eksplicit ambition om at være morsom, det er nok bare min vinkel på verden. Men det har også at gøre med et valg, du tager på et tidspunkt, tror jeg; hvad har du overhovedet lyst til at fokusere på.

Torben Ribe: Carpe Diem Mom, 2010. 165 x 122 cm acrylic, glassfiber, plywood, orange

Sammenligner man f.eks. med surrealismen, der netop i høj grad narrativerer objektet, kan det pudsige sagtens tages meget alvorligt, fordi det bruges til at beskrive en dimension ved tilværelsen, der ellers ikke er umiddelbart tilgængelig.

Jeg er tit blevet beskyldt for at være ironisk i mit billedsprog. Men så vidt jeg har forstået det, er ironi, når man siger én ting og mener noget andet. Jeg har ret svært ved at se, hvordan det kan gælde i henhold til billeder. Hvordan kan man lave en konkretion i lilla og sort, og så mene det modsatte? Om man mener noget eller ej, er et helt forkert parameter at anvende på billedkunst. Jeg har lavet et værk, så selvfølgelig står jeg inde for det. Der er altså nogle grundlæggende begreber, som måske fungerer udmærket i hverdagen, men mindre godt i forhold til visuel kultur, f.eks. om noget er grimt eller smukt. Det interesserer mig overhovedet ikke. Jeg er langt mere optaget af, om noget er brugbart eller ej.

Det tegner din suveræne konkretisme. Dine billeder er placeret i deres eget rum, i verden her og nu.

Ja, de skaber deres egen verden med aldeles interne spilleregler, og derfor findes deres kontrast heller ikke et andet sted. Mine værker er ikke hverken den ene eller den anden halvdel af et modsætningspar.

Torben Ribe: Dust, Kiwi, Ruccola (installationsview), 2010.

Hvis jeg spillede din udstilling baglæns, ville jeg så afsløre nogen som helst form for sympati med djævlen, eller i det mindste med hans advokat?

Nej desværre, der er ingen skjulte betydninger. Alt, hvad du forventer at få ud af udstillingen, er lige for næsen af dig, det er bare at gå i krig. Faktisk synes jeg, den her udstilling skiller sig lidt ud fra, hvad jeg ellers har lavet. Den opererer i højere grad uden sikkerhedsnet. Ofte bliver alle de referencer, der måtte være, brugt måske ikke netop som en løsning, men i hvert fald som en sikker del af afkodningen. Lærde folk kan nævne et navn på en eller anden kunstner eller på en kunsthistorisk periode, og så tror de ligesom at have fanget pointen. Men som jeg nævnte før, har jeg altid nærmere misbrugt det referentielle udgangspunkt, så det har faktisk hele tiden været en falsk sikkerhed. Denne gang ville jeg gerne lave en udstilling med færre direkte henvisninger, hvis nogen overhovedet, for derved at gøre det hele lidt mere farligt for både mig selv og beskueren. Noget på en gang simpelt og komplekst.

Jeg synes bestemt, man opfatter en benhård imødekommenhed.

Man er blot lidt mere alene.

Torben Ribe: Dust, Kiwi, Ruccola (installationsview), 2010.

Hvad ville være det mest patetiske, du kunne foretage dig?

Hmmm...det jeg laver nu, formodentlig, og det jeg lavede sidste år og forrige år. Maleriet er jo taber-mediet per excellence. Det er det, alle starter med, og så efterhånden som de bliver mere modne, finder de på noget mere fornuftigt at lave; nogle andre medier og større systemer at indgå i. Eller også får de et rigtigt arbejde. Men vi er nogle få, som fastholder interessen for den håbløse konstruktion, der hedder ”maleri”. Det er dette had/kærligheds-forhold til mediet, denne kritik gennem en fortsættelse, der er så fantastisk og som genererer en masse værker.

Noget der er så lidt?

Så let og så svært.

Torben Ribe: Dust, Kiwi, Ruccola (installationsview), 2010.

Et trick-spørgsmål. Hvad ville du gøre, hvis du en dag vågnede op og kunsthistorien ikke længere fandtes, Internettet var lukket, fordi det alligevel ikke var en god idé, og nogen havde været og fjerne alle dine kulørte magasiner?

Jeg ville nok tage ned på atelieret og se om ikke, det gik alligevel.

Det er jeg helt sikker på, det ville, men hvor længe tror du?

Som alle andre kunstnere er jeg selvfølgelig afhængig af en offentlighed, så hvis den også var forsvundet, tror jeg ikke, jeg ville synes, det var så sjovt mere. Og som sagt er jeg rimelig afhængig af verden omkring mig. Jeg står ikke som et stort skabende geni og finder på det hele selv. Tværtimod tager jeg verden ind, omformer den og skider den ud igen. Så hvis næsten alle informationskilder var tørret ud, ville det nok alligevel se anderledes ud, afføringen ville blive en anelse hård.

Men du har lagret ret meget, har du ikke?

Jo, både mentalt og digitalt.

Torben Ribe: Blue Sky (Indoor), 2010. 165 x 122 cm acrylic, wall paper, ply wood, cable, switch, cornflakes

Tiden har gjort, at vi igen kalder dine ”combines” for malerier, og installationskunsten er blevet sit eget medie. Hvad er der alligevel tilbage at hente i installeringen?

Det startede endnu tidligere med ”assemblagen”, som det jo hedder; de russiske konstruktivister, Picasso, Brague og selvfølgelig Duchamp. Senere kom så Rauschenberg og Johns med deres ”combine paintings”. Det virker dog som om betegnelserne – især dem af fransk oprindelse – støver lidt i munden i dag. Til min fernisering var der nogen, der sagde, at mine værker hverken fungerer som maleri eller som skulptur. Det tager jeg bestemt som en kompliment, for det er netop den hybride tilstand, jeg syntes er spændende: rummet mellem det hyperrealistiske og det abstrakte, mellem det virkelige og det symbolske. Jeg har derfor også ønsket en iscenesættelse, der multiplicerer nogle af de problemstillinger, som de enkelte værker arbejder med. Helt konkret fungerer de hver især som et udsnit af en væg med ting og sager på, som sider i et selvbestaltet katalog over designmæssige anormaliteter. Efterfølgende er de blevet hængt op på galleriets vægge, som imidlertid også er bemalede. Fysisk er der altså en masse lag oven på hinanden, og jeg synes, det er spændende at se, hvad der sker, når det er vanskeligt at afgøre, hvornår det ene niveau slutter, og det næste begynder. Nogle af maleriets sædvanlige kvaliteter er overført til væggene, og nogle af verdens objekter er overført til værkerne. Så der er lidt rod i forskellige forhold. Og når der så oven i købet, som det er tilfældet på et par af værkerne, hænger mindre malerier på ”væggene”, så sker der alt i alt nogle ret sjove kategoriale forskydninger.

Torben Ribe: Lonely, 2010. 165 x 122 cm acrylic, wall paper, ply wood, wood, canvas, frame

Måske har du i grunden lavet en rigtig installation, idet udstillingen i videre forstand aktiverer nogle af det faktiske udstillingsrums ellers usynlige fysiske kvaliteter: strømføring, luftkanaler, afløb etc.

Der skabes et dobbelt fokus, dels på alle de hverdagsting, der bruges rent æstetisk i værkerne, og dels på den æstetiske kvalitet, der kendetegner de egentligt praktiske løsninger i rummet.

Torben Ribe: Dust, Kiwi, Ruccola (installationsview), 2010.

Det er givetvis symptomatisk at dine malerier ligner virkeligheden, men hvordan, tror du, det ville føles, hvis verden derude for alvor begyndte at ligne dine malerier?

Mine værker var allerede derude et sted, også før jeg lavede dem.

Tak.