Interview: Stinna Toft om Indian Highway

Shilpa Gupta: In Our Times, 2008. Vokalmikrofoner med taler af Jinnah & Nehru, 1947 Courtesy:kunstneren & Gallerie Yvon Lambert, Paris.

Indian Highway er Danmarks første store udstilling om indisk samtidskunst. Hvordan er ideen til udstillingen opstået, og hvor længe har den været undervejs?

På HEART er vi utroligt stolte over at være det første museum i Danmark, der viser indisk samtidskunst. Ideen er opstået ud fra en et ønske om at sætte fokus på samtidskunstens nye kraftcentre. Efter Kina-bølgen er Indien blevet den nye region, alle har talt om de seneste år. Udstillingen har været mere end 2 år undervejs og er resultat af en omfattende research og rejser i Indien. Udstillingen er en opfølger på udstillingen Uncertain States of America - American Art in the 3rd millenium, som vi viste i 2007, der også blev organiseret sammen med Serpentine Gallery og Astrup Fearnley Museum of Modern Art i Olso, og der er flere lignende projekter om andre af samtidskunstens nye kraftcentre i støbeskeen.

Som du kort berørte, har du kurateret projeket sammen med Julia Peyton-Jones, Hans-Ulrich Obrist og Gunnar B. Kvaran, fra henholdsvis Serpentine Gallery og Astrup Fearnley Museum of Modern Art. Hvordan har jeres samarbejde fungeret, og hvilke udfordringer og muligheder har det tværnationale og tværinstitutionelle setup affødt undervejs i processen?

Indian Highway blev første gang vist i London i 2008 og dernæst i Olso i 2009. Jeg har kurateret denne 3. udgave, som nu vises her på HEART i 2010, og kurateringen er foregået i en dialog med de andre kuratorer. Som sagt har processen stået på i næsten 2 år og indledtes med en reseach rejse støttet af Statens Kunstråds internationale billedkunstudvalg i efteråret 2008, hvor jeg opsøgte udvalgte kunstnere i Indien, bl.a. i Calcutta, der ikke var blevet besøgt at de andre kuratorer. På basis af denne rejse, de to eksisterende Indian Highway-udstillinger og et omfattende researchmateriale indsamlet af de andre kuratorer har jeg foretaget det udvalg af værker, der vises her i Herning, og dette er så i sidste ende blevet godkendt af udstillingens hovedkuratorer. I tillæg til de nye værker har jeg i dialog med de andre kuratorer valgt at invitere en ny kunstnerkurator, Shilpa Gupta, til at lave en ny sektion i udstillingen med udvalgte videoværker.

Samarbejdet har været afgørende for, at vi på HEART har haft mulighed for at præsentere indisk samtidskunst. Det giver selvsagt nogle økonomiske muligheder, når man går sammen med andre institutioner om at løfte den store udgiftspost, der hedder transport af værker fra Indien til Europa, og det åbner døre at indgå i dette netværk af anerkendte kunstinstitutioner. Rent praktisk har samarbejdet fungeret via mødeaktivitet i London, Oslo og Herning samt via en del korrespondance pr. mail og pr. telefon. Det har været en utrolig spændende og lærerig proces; fra opstarten over udvælgelse af nye værker til nu snart at skulle præsentere publikum for udstillingen her om ganske kort tid.

Dayanita Singh: Dream Villa 11, 2007/2008. Variable mål. Tapet Courtesy: kunstneren og Frith Street Gallery, London.

Kan du beskrive det kuratoriske koncept bag udstillingen og de kriterier, som i har valgt kunstnere ud fra?

Indian Highway pioneer en radikal kuratorisk model, hvor kuratorer og indiske kunstnere løbende inviteres til at udvikle “udstillinger i udstillingen” og nye vinkler på indisk kunst, og gror udstillingen fra indersiden og udvikler sig på nye og uventede måder. Indian Highway er derfor heller ikke en traditionel turnéudstilling, men en udstilling der transformerer sig fra sted til sted.

Udstillingens kunstnere er udvalgt efter at skulle give et indblik i, hvad der sker i Indien her og nu. Værkerne præsenterer et bredt udvalg af medier og kunstneriske discipliner og er et snapshot af en vital generation af kunstnere, som arbejder på tværs af forskellige medier som maleri, skulptur, fotografi, video og installation. Kunstnere, der har etableret sig internationalt, vises side om side med nytilkomne på kunstscenen. Udstillingen afspejler, at det vestlige kunstmarked er i færd med at blive afløst af et globalt kunstmarked, og skal også ses i relation til den bemærkelsesværdigt hurtige økonomiske, sociale og kulturelle udvikling, Indien har gennemgået de seneste år. Som sådan er Indian Highway en vigtig præsentation af det kunstneriske pionerarbejde, som bliver udført i landet i dag.

Som et gennemgående træk udviser de udvalgte kunstnere et stærkt politisk og socialt engagement i deres kunst. En kunst, der relaterer sig til komplekse samfundsforhold i et Indien, som er præget af store forandringer i relation til miljøet, religion, globalisering, køn, seksualitet og klasse.

Under dit arbejde med udstillingen, er der så nogle tendenser i den indiske samtidskunst, som du har fundet særligt iøjnefaldende? Og hvad er dit bud på, at kunst fra Indien i den grad brager frem på den internationale kunstscene i øjeblikket?

Overordnet set står en tendens helt centralt, som jeg ser det. Indisk kunst balancerer i høj grad mellem en lokal tradition og en tiltagende global identitet, mellem et nationalt udgangskunst og en international orientering – både i forhold til materialevalg, temaer og til kunsthistorien. Netop i denne dobbelthed mellem det lokale og det globale, tror jeg, at man kan finde kilden til den popularitet indisk kunst oplever. Indisk kunst sætter fokus på noget helt centralt i vor tid; hvordan bevarer man sin identitet i en globaliseret verden i stadig forandring?

Derudover har boomet selvfølgelig noget at gøre med, at Indien er en ny økonomisk supermagt, og at balancen i verden er ved at forskyde sig. Den store voksende middelklasse i Indien har medført en velstand, der har haft en positiv udvikling for samtidskunsten og dens vækstvilkår. Det har faktisk været sådan, at banker i Indien har rådgivet deres kunder til at investerer i indisk kunst på grund af de hastigt stigende priser på auktionerne verden over.

Amar Kanwar: The Lightning Testimonies, 2007. 8-kanalers video installation 32:31 min. Courtesy: kunstneren & Galerie Marian Goodman, Paris.

For at vende tilbage til udstillingen - hvilke tre værker har berørt dig mest og hvorfor?

Først vil jeg nævne Amar Kanwars 8 kanals videoinstallation The Lightening Testimonies fra 2007, der omhandler seksuelle overgreb mod kvinder i subkontinentets historie. Det er et meget bevægende værk, der i høj grad sætter billeder på det usagte og på det, der er så svært at tale om. Det er smukt og forløsende på trods af, at det et ekstremt voldsomt tema. Det er et politisk og kønspolitisk værk, der omhandler konkrete historiske begivenheder, fx delingen af Indien og Pakistan. Men samtidig hæves indholdet op på et universelt plan, der gør det vedkommende for et publikum, hvor som helst i verden. Værket bevæger sig hinsides lidelsen og ind i et rum af tyst eftertanke, hvor udholdenhed og modstandskraft skaber rum for en mulig transformation.

Skulpturen af Bharti Kher, An absence of Assignable Cause, fra 2007 er jeg også dybt fascineret af. Det forestiller et hvalhjerte og er støbt i fiberglas i et 1:1 forhold, og dernæst er det dækket af Bindis i forskellige farver. Bindis bruges af de indiske kvinder i panden mellem øjnene som et symbol på kvinders ægteskabelige status og på det 3. øje. Det er både en dekoration og en markør af en åndelig dimension i livet, som er meget nærværende i indisk kunst. Værket har både et kønspolitisk indhold og et tema, der omhandler balancen mellem naturen og menneskene. Det virker overvældende at stå overfor det store hjerte, og samtidig er det fascinerende at gå på opdagelse i det minutiøse arbejde, der ligger bag at dække hele hjertet med de mange Bindis.

Et tredje værk, som jeg er særligt glad for på udstillingen, er et maleri skabt af Jayashree Chakravarty, Untitled 1 (The Evolving Space). Det er et utrolig smukt maleri, der omhandler balancen mellem menneskeheden og naturen, og som tillige rummer en åndelig dimension. Det er et stort maleri udført i en fantastisk lag på lag teknik, der som en hvirvelvind bevæger sig over lærredet og skaber en særegen balance mellem opløsning og ro, mellem uro og meditativ enkelhed. En stor fisk ligger i bunden, og netop fisken er et symbol, som går på tværs af alle kulturer.

Bharti Kher: An Absence of Assignable Cause, 2007. 173 x 300 x 116 cm. Bindi på glasfiber. Courtesy: Hauser & Wirth Zürich.

Hvad har du lagt vægt på i forbindelse med formidlingen af værkerne for at åbne den indiske kontekst op for et dansk publikum?

Det har ligget mig meget på sinde at formidle udstillingen, både i form af et udvidet program under udstillingen med dans, litteratur, film og musik samt ved foredrag, der perspektiverer indisk kunst i forhold til de andre kunstarter og i forhold til indisk kultur og samfundsforhold som sådan. Jeg har bl.a. inviteret en antropolog til at holde et foredrag om Indian Highway som casestudy i en undersøgelse af indisk kunst i en transnational kontekst, og Folkeuniversitetet i Herning har i perioden en serie af foredrag, der omhandler Indien i forhold til religion, og Indien som ny supermagt.

I selve udstillingen forefindes tekster på dansk og engelsk, der åbner op for en forståelse af værkerne, og der er også mulighed for at låne mp3 afspillere med audio formidling af udvalgte værker på dansk og engelsk. Herudover udgives et web katalog med fri download af tekster om udstillingens værker på både dansk og engelsk ligesom katalogerne fra udstillingerne i London og Olso sælges i HEART shoppen. Slutteligt er der tilrettelagt værkstedsaktiviteter for børn og familier, hvor der er mulighed for at arbejde kreativt med inspiration i udstillingens værker.Disse tiltag vil forhåbentlig være med til på forskellig vis at formidle værkerne - og deres forhold mellem netop det lokale udgangspunkt, de globale tematikker og et internationalt kunstnerisk formsprog - for et dansk publikum.

Tak.

Vivek Vilasini: Between one shore and several others (Just what is it … after Richard Hamilton), 2008. 152,5 x 152,5 cm. Arkivbestandig tryk på papir. Courtesy: kunstneren.

Jayashree Chakravarty: Untitled 1 (The Evolving Space), 2009. Akryl og olie på lærred. Courtesy: Aicon Gallery.

Nalini Malani: Tales of Good and Evil (diptyck), 2008. I alt: 205,5 x 274 cm. Digitalt pigmenttryk på Hahnemühle bambuspapir 12 paneler. Courtesy: Galerie Lelong, Paris.