Interview: Simon Dybbroe Møller

Summer opening hours in August

and by appointment

Simon Dybbroe Møller: To Whom It May Concern , 2010. Papir, søm.

Kan du kort skitsere, hvad udstillingen handler om?

Jeg ved ikke, om den egentlig handler om noget. Det er en række værker, der alle sammen på en eller anden måde forsøger at starte forfra – de beskæftiger sig med en utopisk forestilling om overhovedet at kunne starte forfra. Simpelthen at gøre rent bord og begynde igen.

Det første man møder på Galerie Kamm, er en hvid papirlap på døren?

Ja, det er et lille, ret uanseeligt værk og samtidig meget in your face. Det er en seddel, der hænger på galleriets glasdør. Den er hamret fast med et søm, der går igennem glasset. På seddelen står der med maskinskrift This Is To End Whatever Agreement We Have Had og så er den underskrevet af mig og dateret med udstillingens startdato. Galleridøren bruges som en slags billboard eller en opslagstavle, på samme måde som Luther gjorde det i 1500-tallet. Jeg anvender altså galleridøren til at kommunikere med en offentlighed.

Hvilke aftaler er det, du vil have til at ophøre?

I og med at det er min soloudstilling og oven i købet i den by, hvor jeg også bor, er der selvfølgelig også mange besøgende, som jeg kender. Så man kan for eksempel læse det på sådan et personligt plan og sige, at det handler om at afslutte alle aftaler, altså uskrevne aftaler - de magtforhold, det hierarki, de rutiner og de forventninger, som altid eksisterer i relationer mellem mennesker. Men samtidig er værket i kraft af titlen To Whom It May Concern, stilet til en ikke nærmere defineret modtager, som altså kan være gud og hver mand, for eksempel også mig selv. Værket skyder sig selv i foden, det indeholder så at sige sin egen modsigelse på flere forskellige planer. Sedlen er sømmet fast i den her glasdør, som for at understrege det resolutte og fandenivoldske i udsagnet, men egentlig kan det jo slet ikke lade sig gøre, man kan ikke hamre et søm gennem en glasdør. Og så er det en slags aftale, jeg laver. An agreement to end all agreements. Men med hvem? Min modpart bliver jo ikke spurgt til råds. Det er en fuldstændig umulig tanke, at man vil være i stand til at starte forfra i sin relation til andre mennesker.

Simon Dybbroe Møller: And Now To Begin, As If To Begin,  2010. Foto i rammer, ståltråd.

Kan et værk muliggøre det umulige?

Det er det, kunsten kan og det jeg tror jeg er i stand til med det her værk. At virkeliggøre en umulig tanke. Eller i hvert fald at lave en virkelig, fysisk manifestation af den. Aftalerne holder jo ikke op med at eksistere, men jeg påstår det. Peter Laugesen skriver et sted at 'digtet er den korteste vej i sproget mellem ord og handling'. To whom it may concern er en ekstremt stor tanke, som rent faktisk bliver virkeliggjort, bliver fysisk og til stede via et relativt lille greb.

Kan du godt lide den pondus der ligger i lyrikken?

Altså, jeg har altid prøvet at se på min kunst gennem litterære briller, altså sammenligne det med former indenfor litteraturen. Det kan nogle gange være en hjælp til at se tingene anderledes. Mange af mine ting fungerer som sådan nogle små kortprosa-agtige sproglige vignetter, som er meget minimale og som så forhåbentlig eksploderer bagefter. Jeg tror værket To Whom It May Concern har, hvis det altså er lykkedes, hvilket jeg håber og tror at det er, så er det godt nok et ret hurtigt værk, men det kan læses på mange forskellige måder. Når jeg har talt med folk om, hvad de har troet det handlede om, har der været mange udlægninger, fra ekstremt personlige til mere generelle udstillingsteoretiske læsninger.

Simon Dybbroe Møller: And Now To Begin, As If To Begin, 2010.  Foto i rammer, ståltråd. Simon Dybbroe Møller: And Now To Begin, As If To Begin, 2010. Foto i rammer, ståltråd.

Du har bundet billedrammer sammen med ståltråd, indeholdende fotos af ting som violiner, spande og servietter - vil du fortælle om det værk?

Titlen er nøglen. Værket hedder And Now To Begin, As If To Begin. Det er forskellige stablede billeder. Et billede, som hænger på væggen, der er bundet sammen med flere billeder foran. Og det er altid i kategorier - f.eks. 5 violiner stablet ovenpå hinanden, 5 billeder af aspiriner, 5 mandoliner ovenpå hinanden. Det er et sprogligt system, det allermest gængse - rimet - der er brugt til at udvælge de her objekter. De fotograferede objekter rimer simpelthen på værkets titel. Jeg har fotograferet de her objekter og så har jeg anordnet dem således at den yngste udgave af tingen hænger forrest og den ældste bagest. Simpelthen bare generationer af det samme objekt så at sige. Det yngste objekt skygger for dem bagved. Det handler igen om at starte på ny, selvom man godt ved, det ikke kan lade sig gøre. Men man bilder sig ind, at man godt kan, for overhovedet at kunne forsøge det.

Hvad ligger der i det system, du har udvalgt tingene fra?

Objekterne er som sagt valgt ud fra det her ret dumme fonetiske system. Det der så sker er, at det her system, sammenholdt med at der blot er tale om repræsentationer, tømmer objekterne. De handler ikke mere om sig selv. Violinen handler ikke om violinen eller dens funktion, fordi den bare er udvalgt efter et system. De udvalgte objekter bliver til ting som sådan - alting i hele verden.

Simon Dybbroe Møller: Abstract For A House That Is Not, 2010. Filttæppe. Simon Dybbroe Møller: Abstract For A House That Is Not, 2010. Filttæppe.

Hvorfor er der spredt væg-til-væg gulvtæpper ud på gulvene?

Det værk hedder Abstract For A House That Is Not. 'Abstract' som kan læses på to måder - som i noget, der er abstrakt, eller som det engelske abstract, altså et udkast eller et resumé. Det er et tæppe til et hus, jeg har tegnet. Det er hele husets grundrids, der er spredt ud over galleriet, men til dels rullet op, således at man som beskuer sådan set ikke får noget helt indtryk af, hvad det hus er. Så det er gulvtæpper til et hus, der ikke eksisterer, men som jeg rent faktisk har designet. Der er bare ikke nogen, der kender det. Normalt i arkitekturen ville man lave en model, som så ville være beskrivelsen eller formidlingen af huset, men jeg har sprunget det led over og i stedet lavet en fysisk manifestation af grundridsset. Hvilket egentlig er tættere på det endelige resultat, men samtidig fuldstændig lukket og uigennemtrængeligt for beskueren. Værket vil altid blive udstillet i rum, der er for små, så man aldrig vil kunne sprede det helt ud. Og jeg installerer tæpperne, som jo samtidig også bare er farveflader, ret frit, så der er tale om en bastard mellem en rent materialeteknisk ret direkte manifestation af et hus, der altså ikke eksisterer, og så et abstrakt monument til det her hus. Det er underligt introvert og direkte på samme tid.

Jeg synes der ligger en melankoli i værkerne - kan du genkende det?

Jeg ved ikke, om det er melankoli. Eller jo, en melankoli født af, at jeg jo udstiller umuligheden af at virkeliggøre bestemte ting. Så altså en desillusion, der føder en langeweile eller ennui, der så afstedkommer nogle manifestationer, der forsøger at udfylde det her tomrum.

Du har formuleret 5 punkter i det pressemateriale, der akkompagnerer udstillingen - 5 betragtninger, erfaringer, oplevelser. På Galerie Kamm kan man finde 19 punkter mere i et hæfte. Hvad betydning har de tekster for værkerne?

Pressemeddelelsen består af 5 anekdoter, som starter med nummer 20. De 19 foregående punkter har jeg skrevet løbende til forskellige udstillingskataloger siden 2005. Det er min plan at fortsætte til jeg dør. Hver gang jeg er blevet bedt om at skrive et statement, er jeg gået til næste nummer på min interne liste over anekdoter og skrevet dem ned. Det er små historier, der i en eller anden grad har informeret mit virke. Nogle gange meget direkte, nogle gange er sammenhængen mindre tydelig. I det her tilfælde er det ret tydeligt, hvad relationen er til udstillingen.

Simon Dybbroe Møller: To Whom It May Concern, 2010.  Papir, søm. Simon Dybbroe Møller: To Whom It May Concern, 2010.  Papir, søm.

Vil du eksplicitere den relation?

F.eks. historien om de sammenbundne kors på en mexicansk kirkegård. Det er nærmest kildemateriale til As Now To Begin, As If To Begin. Der er tale om familiegrave, tror jeg. For hver generation, der dør, bliver et nyt kors bundet på det foregående. Det der så sker er, at materialerne skifter. Det er altid et kors, der bliver bundet på, men i et nyt materiale, et nyt tidsvarende design. Og navnene begynder sådan at skygge for hinanden. Det er jo et sindssygt godt billede på, hvordan tingene er. En violin eller en spand forbliver jo det samme, men hvert år genopfinder industrien de her objekter. I nogle af de andre anekdoter er det nærmere informationer, der måske ikke direkte har været udgangspunktet for at lave udstillingen her, men som jeg synes er interessante at tænke på i forhold til den. Nogle er dem er historier, som alle egentlig godt kender, f.eks. dette med Martin Luther, der brugte den her dør som opslagstavle. Og forskellige historier om arkitektur og om OBS (Oplysning til Borgerne om Samfundet). Men ideen med teksterne, det der er sjovt ved dem, er at de har været publiceret i så forskellige sammenhænge. Nu er de for første gang samlet. Jeg bruger så at sige gruppe udstillingskataloger til at lave mine egen publikation. Når man får fat i et udstillingskatalog og der kommer nogle vignetter, der starter med tallet 6, fremkommer det underligt uformidlet. Man kan ikke rigtig forstå, hvad det handler om. Den eneste, der så at sige har overblikket er mig selv eller en meget, meget opmærksom beskuer, som går ud og køber alle de her bøger. Og nu har jeg så for første gang, i forbindelse med denne udstilling, samlet dem alle sammen ved at kopiere dem fra de forskellige kataloger og sat dem sammen til et lille kompendie - den foreløbige publikation. Men teksterne fortsætter jeg som sagt med at skrive.

Hvad er værdien i at udstillingen er relativt uformidlet?

Jeg har ikke noget imod pressemeddelelser, men der er jo en risiko for at man reducerer værkernes potentiale. Jeg synes ikke, at den her udstilling har brug for den form for formidling, jeg synes det var mere interessant at producere flere knopskud af mulig mening.

Simon Dybbroe Møller: This Is Shadows Out Of Focus Between Programs, 2010. 16 mm projektion på fladskærm og lyd.

Vil du fortælle om videoprojektionen?

This Is Shadows Out Of Focus Between Programs er en totalt ny state of the art fladskærm, som så at sige bare er blevet pakket ud og sat op på et stativ i rummet. Den har aldrig været i brug. På skærmen projiceres en film fra en 16 mm projector.

Ja, man opdager først, når man går hen til værket og bryder det projicerede lys, at skærmen er død.

Præcis. Man tror i første omgang at skærmen kører. Den er sådan set også tændt, men der er ikke noget billede, kun lyden kommer fra skærmen. Billedet kommer fra 16 mm'eren. Så det bliver sådan en slags shoot-out mellem den her gamle maskine og den nye, som er i familie med hinanden som apparater til gengivelse af levende billeder. Den her fladskærm er jo noget af det grimmeste der findes, samtidig med at den er et splinternyt teknologisk vidunder. En fabriksny repræsentant for fjernsynsmediet. Et medie, som vi godt ved er ved at forsvinde. I hvert fald sådan, som vi kender det.

Projiceringen ligner forskellige afskygninger af et øje og der lyder samtidig munkesangslignende toner - en nærmest mytisk stemning?

Ja, det er vel en af de ting, jeg forsøger med værket. At banke noget mystik ind i den her genstand. Det, der bliver projiceret, er genskabte fjernsynslogoer, som jeg selv har lavet på Jørgen Clevinsk maner, med lim og saks og lidt cigaretrøg. Der er et CBS logo, BBC logo og TVA. Logoer, der alle sammen bruger øjet. Ursymbolet 'The All Seeing Eye'. Og fra fladskærmen hører man en kor-udgave af en tv jingle, jeg har indspillet med nogle venner. Det der sker, fordi den står på det her stativ, fordi den er helt ny, fordi den ikke selv rent faktisk gør noget, fordi der er det her musik – er at den bliver enormt skulpturel og væsentlig. Som om den stod i et gammelt egyptisk tempel eller i en kirke. Så jeg forsøger at ophøje den og arbejde mystik ind i den. De her øjer er et af de største, stærkeste og måske ældste symboler vi har, men det er blevet brugt så meget at det egentlig er fuldstændig tomt. De bliver projiceret midt på skærmen, så skærmen nærmest bliver en kyklop. En af myterne om kykloperne er, at de byttede deres ene øje med Hades imod at kunne se ind i fremtiden. Hades gav dem derefter muligheden for at forudsige deres egen død! En anden ting, jeg godt kan lide, er tanken om, at den her skærm vil blive behandlet med fløjlshandsker, fordi den er kunst og forblive helt uridset og jomfruelig og aldrig blive brugt til det den kan, men istedet igen og igen få projiceret det her øje på sig.

Simon Dybbroe Møller: Installationsview, 2010.

Hvad ligger der i udstillingens titel Fast Flickering Black Bugs on a Cool White Background?

Det er en beskrivelse af det billede, der er på en skærm, når der er tv-sne.

Er det også en form for nulstilling?

Ja, en nulstilling, eller en form for fejl. Noget information, der er uvæsentlig. I den her beskrivelse bliver det lige pludselig et billede, som betyder noget eller som har et potentiale. Så man kan sige at hele udstillingen handler om den her tomhed, der indtræffer og som er nødvendig, når man forsøger at starte forfra. Altså forsøget på at tage alle de her ting og tømme dem så meget, at de fungerer nærmest som abstrakt materiale. Jeg forsøger i mange af de ting, jeg laver nu at finde måder, hvorpå jeg kan udstille det her visuelle rod, vi omgiver os med, og tømme det, så tingene igen er døde ting, som bare repræsenterer alt.

Du har udtalt at du lader dine værker tale til dig og skabe sig selv?

Det var for at forklare - man bliver jo sat i alle mulige båse - at jeg f.eks. ikke er en konceptuel kunstner, hvor folk måske forestiller sig, at jeg sidder og konstruerer et værk fra scratch. Så det jeg vil sige med den udtalelse er, at det gør jeg ikke. Jeg opfatter mig selv som billedhugger.

Simon Dybbroe Møller: And Now To Begin, As If To Begin, 2010. Foto i rammer, ståltråd.

Hvordan forløber sådan en arbejdsproces?

Der er ikke nogen arbejdsproces som sådan. Jeg læser og spiser og ser film og taler og er og så en gang imellem får jeg en idé - eller, ikke en ide i den forstand - men falder over noget, som interesserer mig. Det kan være sådan helt banalt. Den udtalelse, du refererede til før, handler om at jeg i og for sig bare forsøger at være opmærksom på, hvad sproget og materialet kan. Intentionen eksisterer så at sige kun som et filter for, hvad det er, jeg lægger mærke til. Med andre ord er jeg i høj grad passager på mit eget virke. Det er ikke mig, der kører bilen. Jeg sidder bare og kigger ud af vinduerne og når jeg får en tanke, så fortæller jeg den til chaufføren.

Hvordan opstår dine værktitler, kommer de forud for værket?

Nej. Det gjorde de engang. Tidligere havde jeg masser af titler, før jeg havde værkerne. Men sådan er det ikke lige nu. De opstår tit samtidig med værket. Fordi titlen jo også ofte er en forklaring til mig selv om, hvad det er, jeg synes er interessant.

Tak.