Interview: Rose Eken

Rose Eken: Because the night (belongs to us), 2010. Video: 7:30 min. Videostill.

Du har arbejdet med det her rockunivers et stykke tid. Hvordan har du grebet det an til denne udstilling?

Jeg arbejder med mange forskellige materialer og måder at formidle på, men her har jeg mest fokuseret på at lave video. Udgangspunktet er et miniatureunivers, som kommer af min fascination af rummet omkring musik. Dels det fysiske rum, men også stemningen og det, der sker mellem musikerne. Og mellem publikum og musikerne. De ting prøver jeg at formidle gennem rummets fortælling. Så ved at rekonstruere koncertsteder, barer eller øvelokaler i miniature prøver jeg at skabe en eller anden skævvridning, som formidler nogle af de oplevelser, man har omkring musik. Specielt koncertstedet interesserer mig. Især når der ikke er nogen mennesker, hvor de henligger i en underlig venteposition. Det samme med barer og offentlige steder generelt. Den her venten på at deres funktion skal blive opfyldt; i den ligger der en fortælling. Det kan også være det ekko, der er til stede i rummet lige efter noget er sket, og som gør, at man som beskuer begynder at associere.

Jeg skaber selvfølgelig selv en fortælling, men den er meget åben. For mig handler det om at skabe tegn og ting, som gør, at folk selv kan lave deres egen fortælling. I den film, som er med i udstillingen, er hotellet blevet omdrejningspunktet. Jeg synes, det er et interessant sted på alle mulige måder. Hoteller er jo egentlig vildt uhyggelige! Gulvtæppet i det hotel jeg har skabt er af den grund også en parafrase over gulvtæppet fra The Shining. På den måde er der alle mulige grunde til, at det ser ud som det gør. Men hotellet i sig selv er interessant. Både som en rockmytologisk ting, og som afsæt for at hoppe ind i alle mulige rum. Man kan også sige, at det afspejler min måde at arbejde med fortælling på, og den måde jeg zoomer ind på musikhistorien.

Det var ud fra den idé, at jeg begyndte at skabe en ret åben historie, som er en slags rejse i natten. Som fortælling har den ikke hverken begyndelse eller slutning. Det er en struktur, som gentager sig i mine film, når jeg tænker over det. I det her værk starter man ved et poolbord, og der slutter man også. Så i princippet har man måske aldrig forladt det. Man har stået og spillet pool hele tiden, og de ting, der er er sket, er bare en erindring. Eller noget, som kommer til at ske senere.

Men altså, rockmusikken... Folk bliver ved med at spørge mig hvorfor. Jeg er interesseret i musik på rigtig mange forskellige planer. Også i forhold til fankultur, som jeg i princippet synes er ret underlig, men egentlig også meget fascinerende. De her Take That-piger som står i kø i flere timer og skriger sig helt bevidstløse. Det er egentlig en forrygende ting. Men helt vanvittig.

Rose Eken: Because the night (belongs to us), 2010. Video: 7:30 min. Videostill.

Jeg synes, der er en stor sanselighed i den måde, du skildrer det her miljø. Der er sådan en dvælende langsomhed over din video, og så har du broderet set-lister fra forskellige koncerter i silke...

Det er helt klart, at en stor del af det, jeg laver, afspejler, at jeg er pige. Jeg bliver mere og mere bevidst om det og prøver at sætte det op imod det meget maskulint dominerede rockunivers. Både i min tilgang og i mit valg af materialer. Som for eksempel i broderierne, der helt klart er en omvendt måde at formidle det her univers på. Hvad angår sanseligheden ligger det jo i selve den måde, vi oplever musik.

Der skal samtidig være en stoflighed i mit output. Det er nok derfor, jeg ikke bare kan gå ud og finde den virkelige verden - kun. Jeg skal igennem det her klippe-klistre, -bygge og -konstruere for at være med i det.

Er det også en kærlighedserklæring?

Ja, helt klart.

Men det sanselige har at gøre med at tilegne sig noget eller komme tæt på noget?

Ja, det har det vel egentlig. Jeg synes, at noget af det interessante ved musik er, at det er så stor en fællesnævner og identitetsskaber. Alle har en mening om den eller den stjerne. Men det er samtidig også en meget individuel og privat ting. Man har hørt et eller andet stykke musik og er blevet rørt, ikke!? Helt personligt. Det er egentlig ret fascinerende, for det kan billedkunst også. Bare ikke helt på samme måde. Musikken går bare direkte ind. Det er måske meget der, min fascination ligger. Jeg synes samtidig, det er interessant at tage noget virkeligt og gøre det uvirkeligt. At det hele ligger og vipper på kanten af et kunstrum, som samtidig er så overbevisende, at vi gerne vil tro på det. Det gør det egentlig super åndsvagt og tegneserieagtigt. Specielt de 1:1 ting jeg har arbejdet med i keramik tidligere – det er jo vildt åndsvagt med en rulle gaffa i keramik. Men det synes jeg er vildt skægt. At tage det genkendelige og overføre det til noget andet, så det pludselig bliver ufamiliært. Ikke at man bliver utryg som sådan, men det bliver skægt, eller det bliver dumt. Man vrider det, og det gør, at man begynder at reflektere over det oprindelige på en ny måde.

Er det derfor du arbejder med så mange forskellige fremstillinger af rum?

Ja. Det er egentlig opstået ret ubevidst på mange måder. Det har hele tiden været min tanke, at den rigtige scene skulle være en del af installationen. At der i forhold til videoen både skulle være et konstrueret element og samtidig en rigtig scene.

Rose Eken: Setliste (Maria), 2009. Detalje. 70 x 100 cm. Korsstingsbroderi, bomuld på silke.

Hvordan opstod idéen med at invitere ni komponister til at lave soundtracks?

Jeg er meget fascineret af den måde lyd og billeder kan fortælle og formidle sammen. Det handlede om, at jeg ville udfordre mig selv i forhold til, hvad jeg kunne med video. Jeg var interesseret i, hvordan jeg kunne folde det endnu mere ud. Og på en måde, så jeg ikke kendte det hele på forhånd. Jeg har lavet sådan en film før, så i princippet kender jeg processen. Så det handlede også om at skubbe mig ud, hvor jeg ikke helt vidste, hvordan tingene ville ende. Jeg har heller ikke arbejdet sammen med nogen før. Men det her har egentlig heller ikke været direkte samarbejde. De har fået helt frie hænder.

Jeg tænker, at din video er lidt en ”same old story”-story. Vi kender jo alle historien om rockstjernelivet og dets klassiske komponenter. Og her får den så flere forskellige soundtracks. Er du også optaget af en trivialitet omkring rockhistorien?

Altså, der er en del af filmen, som er et rockmuseum. Faktisk har jeg lavet nogle ting i samarbejde med det kommende rockmuseum. Jeg synes, et rockmuseum er ret interessant og på mange måder vildt problematisk. For hvorfor skal vi gå ind og se på nogle guldplader og gamle guitarer? Hvordan kan det blive interessant? Jeg synes, det er meget frustrerende, når det bliver for direkte. Det er måske der, hvor jeg sjovt nok synes, at jeg kan formidle det bedre, for jeg prøver at formidle stofligheden og stemningen. Lugten af røg og ølsjatter og alle de her ting. Går man ind og ser Jimi Hendrix' gamle spade, så er Jimi Hendrix der bare ikke. Det samme med Hard Rock Café... Alle de steder siger mig ikke rigtig noget, og jeg har faktisk aldrig nogensinde været på Hard Rock Café. Jeg tror heller aldrig, jeg kommer det. For sjælen er der ikke. Det kommende rockmuseum forsøger også at lave nogle andre ting, men det er helt klart også noget, de skal tage fat i, synes jeg. For hvad gør man ellers? Rockhistorie er en gammel floskel, men samtidig bliver vi aldrig trætte af den. Vi bliver ved med at skabe nye stjerner og dyrke de gamle.

Vi bliver også ved med at gå ind og se film om en ny stjernes storhed og fald - med et nyt soundtrack...

Ja, lige netop. Den historie bliver vi bare aldrig trætte af, og det var også ideen bag at invitere mange forskellige musikere til at lave lyden til den samme film. På den måde bliver man sat i en ny stemning og følelse, når der så kommer et andet lydbillede. Selvom man ser de samme billeder. Det er i hvert fald eksperimentet. Det handler om, hvordan de her ting går i dialog og formidler forskelligt, så der opstår nye referencer og associationer. Pludselig er man transporteret et helt nyt sted hen i forhold til, da man så filmen ti minutter før. Måske husker man noget tilbage fra en helt anden koncert, man har hørt for lang tid siden. Eller hvad det nu kan være. Det er det, jeg synes er skægt ved det her projekt.

Tak.

Rose Eken: Setliste (Per), 2009. 70 x 100 cm. Korsstingsbroderi, bomuld på silke.