Interview: Rikke Benborg

Fortæl om værkerne på udstillingen Black Prom på Co-Lab

Jeg har lavet 2 videoer til udstillingen, begge sort/hvide, og begge med Anna Blume Stahn som skuespiller, eller figur skal man vel nærmere kalde det, da hun i begge værker er fuldstændig statisk.

Videoen i det første rum (Black Prom 2010) er i virkeligheden ret simpel. Det er de samme to videoer, der ligger oven på hinanden men den ene er gennemsigtig og i negativ. De bliver så spillet henholdsvis forlæns og baglæns så de to lag møder sig selv på midten, det sted hvor filmen går helt i sort.

Det bliver et slags tvetydigt portræt, hvor Anna hele tiden påfører og afklæder sig aftrykket af sit eget ansigt, som en maske, der på samme tid kan skjule og afsløre en identitet. Det er en dobbelthed, som jeg har været optaget af de seneste par år, og som rummer det bevidste og ubevidste på samme tid, det indre og det ydre, drømmen og virkeligheden. Her med Anna, opstår et udefinerbart visuelt rum, der gør at man bliver draget ind i billederne, og man kommer et eller andet underligt sted hen, hvor man ikke rigtigt kan sætte fingeren på hvad der sker. Det er mere end bare et negativ der ligger ovenpå.

Jeg er generelt ikke så interesseret i at vise en video der handler om det eller det. Jeg vil meget gerne skabe et rum med mine ting, som man kan blive suget ind i - eller træde ind i for den sags skyld. Så må man selv gå på opdagelse. Måske rører det én, måske ikke. Måske siger det én noget, måske ikke.

Med dette værk er der nogen ting der har fanget mig i processen. Det er ikke et planlagt værk som sådan - det er noget der er sket mens jeg har leget med materialet. Jeg blev selv fanget ind og var helt opslugt af det udtryk der opstod og valgte selvfølgelig at bruge den selvom det ikke var planlagt.

Rikke Benborg: Uden titel, 2010. Video		Rikke Benborg: Uden titel, 2010. Video

Udgangspunktet for den anden (Uden titel 2010) er et mareridt jeg havde som barn, et der er fulgt med ind i mit voksenliv. Jeg har slået hul på mit knæ mens jeg leger udenfor, og for at stoppe blodet, putter jeg mos ind i såret. Jo mere jeg forsøger at standse det, jo mere vokser såret - op og ned ad benet, og helt ind til knoglerne. Det er et billede som altid har fulgt mig. Jeg har tænkt på at arbejde med det længe, og kom til at tænke på det i forhold til mugformationer, fordærv, ting der vokser, og sygdom i det hele taget. Jeg arbejder nok meget i en drømmeverden, i det surreele, hvor tid og rum bliver opløst.

Det der tidligere har optaget mig, når jeg har arbejdet med drømmebilleder - eller ideen om indre og ydre, side om side - er en frustration over at man ikke kan gøre de ting håndgribelige. Ikke fordi drømmene skal gå i opfyldelse, med der er ligesom en grænse man ikke kan overskride. Man kan tage nogen stoffer, man kan gøre forskellige ting, meditere, hvad ved jeg, men man kommer aldrig helt derhen. Jeg kan ikke helt få min egen indre og min egen ydre virkelighed til at smelte sammen. Det er noget jeg hele mit liv har været optaget af, også som barn. Det har gjort at jeg også gerne vil stille spørgsmålstegn ved om det man normalt betegner som uvirkeligt ikke er ligeså virkeligt som "det virkelige".

På udstillingen Soft Shields of Pleasure (Den Frie udstillingsbygning 2008) deltog jeg med videoen It's a poor sort of memory that only works backwards (2008), hvor jeg havde bygget et Ames rum (irregulært rum som anvendes til at skabe en optisk illusion), hvor det handler meget om perception, om hvorvidt man kan stole på det man ser. Det er igen det med hele tiden at sætte spørgsmålstegn ved tingene, virkeligheden, perceptionen. At lege med variabler af virkeligheden. Det er det der interesserer mig.

Mine videoer er ikke sådan at de handler om noget bestemt. Det er heller ikke narrative fortællinger som sådan. Det er meget billeder, der foregår over tid, hvor jeg gerne vil befinde mig et sted, hvor udsynet er lidt skævt, på kanten af det normale. I pressemeddelelsen til Black Prom kaldte jeg det selv vrangforestillinger i en sort/hvid verden, som jeg synes beskriver det meget godt... men faktisk er det specielt døden, der optager mig lige nu, og selvfølgelig sygdom og fordærv, skyggesiderne og de dæmoniske drømme; jeg vil gerne arbejde videre med de ting, først og fremmest med udgangspunkt i det materiale jeg sidder med nu.

Det er vigtigt for mig når jeg arbejder at det er en process, så ting kan få lov til at opstå som med videoen med masken. Jeg arbejder stadig med optagelserne og jeg er slet ikke færdig med dem. Det er dertil jeg kunne nå med den tid jeg havde til rådighed. Med nogle projekter må man tage en beslutning og sige at det ender sådan - færdig - næste projekt. For denne her filmede vi materialet 12. december og udstillingen åbnede 9. januar, så det er rigtig kort tid. Selvfølgelig har jeg arbejdet på det inden, men jeg har også en lille dreng der endnu ikke er startet i vuggestue, og det meste af tiden er det svært at få de to ting til at spille sammen. Så altså visningen har været langt tidligere i processen end normalt, og så må jeg bare arbejde videre med det. Det er jo ting der stadig optager mig. Ofte har man en idé når man går igang, men undervejs tager projektet en drejning, som det også skal have lov til at tage - hvor materialet dikterer hvad det egentlig er for et værk du skal lave. Det kræver man har tid, så materialet kan få lov at gøre de ting det vil. Det er i sidste ende materialet der skal bestemme. Jeg tror ikke man kan ikke forcere en idé ned over nogle billeder der vil et andet sted hen.

Tak