Interview: Polis, polis, potatismos - Utställning om ett brott

Elin Lundgren: Änkor måste ju också vara nakna ibland, 2010. Video still.

Kan du starte med at lave en kort præsentation af dit bidrag til udstillingen?

Jeg har lavet et videoværk med titlen Änkor måste ju också vara nakna ibland, der udspiller sig i Hotel Savoys madsal. Idéen til værket opstod egentlig af min store passion for Beck- og Wallander-filmene, som jeg ser i min fritid, når jeg bare skal slappe af i mit hoved. Det fascinerer mig hver gang, at uanset om det er Beck, Wallander, Kommissær Lindley eller en hvilken som helst anden kommissærkarakter, så har de alle et tilbagevendende stereotypt ansigtsudtryk, som de altid kommer op med, når de går og funderer over en kriminalsag. Baggrundsmusikken bliver mere fortættet og går op i lydstyrke, så der opstår en følelse af suspense hos seeren. Ofte står kommissæren og kigger ud i luften på en meget intens måde. Bare skuespilleren har det her specielle ansigtsudtryk, så forstår du allerede, hvad de tænker. Jeg ville gerne undersøge, hvordan det virkede, hvis jeg indoptog det her specielle kropssprog og udspillede det i et videoværk.

Dit værk fremstår i nogen grad også som en undersøgelse af kønsroller – kan du fortælle lidt om det?

Alt, hvad jeg laver, tager udgangspunkt i mig som kvinde i samfundet, og det som specielt slog mig ved Kommissær Beck-filmene var, at der er utrolig få skildringer af kvindelige politifolk. Oftest har de en anden funktion, eller de får tildelt en mindre rolle. Vi bevæger os mod udgangen af 2010, men udviklingen går stadig langsomt, og når kvindelige politifolk portrætteres, så er det enten med historien om, at de har et barn og en familie, de må tage sig af, eller også bliver det et emne, at de er lidt for maskuline. Der er altid noget, som nedvurderer kvinden i hendes politirolle, noget som har seksuelle undertoner eller noget negativt vedrørende hendes udseende. Det, synes jeg, er vældig interessant. Samtidig bed jeg mærke i, at mange af de kvindelige skuespillere helt ukommenteret tager et mandligt kropssprog til sig, hvilket jeg i min video forsøger at mime. Jeg ville ikke klæde mig ud som en mand eller forsøge at være Gunvald Larsson. Jeg ville bare spejle deres kropssprog og dermed skabe en hel film om mig som tænkende, genial, intuitiv og kvindelig kommissær.

Elin Lundgren: Änkor måste ju också vara nakna ibland, 2010. Video still.

Hvilke overvejelser gjorde du dig omkring det at arbejde ud fra et litterært forlæg?

Jeg havde nogle forbehold omkring det at lave en performance, for det er oftest det, jeg gør, og det folk forventer. Hvis jeg skulle lave en performance over Polis, polis, potatismos, så ville det bare ende med at blive en skabelon eller en imitation af en hændelse i bogen. Det er vældig svært, når man får udleveret en specifik bog og karakterer, man skal gå ud fra. Det gælder virkelig om at finde en personlig tilgang, og min personlige tilgang til projektet var min indgående interesse i den her mentale forbrydelsesudredning og stereotype mimik, som alle de her kommissærer lægger for dagen. Min tilgang har også været, at jeg udenfor mit kunstnervirke altid har drømt om at spille Gunvald Larsson, hvilket nok aldrig kommer til at ske, men nu fik jeg chancen! (griner)

Hvad inspirerer dig i dit daglige arbejde?

Ofte opstår mine idéer enten af et billede, jeg ser, eller en følelse, der støder mig. Det kan fx være følelsen af at være udsat eller skrøbelig. Når der sker en magtforskydning, der gør, at man pludselig føler sig magtesløs eller uretfærdigt behandlet. Det kan også bare være, at jeg tilfældigvis ser noget på gaden, der får mig til at reagere, og så spinder jeg videre på det. Et sådant mentalt billede kan sidde i hovedet på mig i flere år, og lige pludselig får jeg idéen til en stor performance eller en anden form for værk affødt af netop det billede. Fx lavede jeg for nogle år siden en performance her i Malmø med hundrede sminkede kvinder, der så ud, som om de var blevet mishandlede (performancen Back in Baby’s Arms, red.). Netop den performance blev født af, at jeg tilfældigvis mødte en kvinde, der var blevet brutalt mishandlet. I situationen vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre, så jeg gav hende min flaske og sagde, at hun gerne måtte få panten! Så min inspiration kan komme af alt fra et billede eller en historie i avisen til mine egne minder og absurde erfaringer, som jeg efterfølgende iscenesætter.

Sammenstillingen af brutalitet og humoristisk forløsning går igen i mange af dine værker, og også i dit aktuelle videoværk. Hvordan balancerer du de to fænomener?

Det falder mig ikke vanskeligt. Mit værk til denne udstilling kan forstås som et personportræt af mig. Det er hårdt og brutalt og fandens skrapt, men jeg har altid været fascineret af det onde. Man er jo altid et menneske med en nuanceret historie, og værkets historie er samtidig min. Det hårde og brutale såvel som det humoristiske har spillet en vigtig rolle hele mit liv, og det er fint, at det er sådan. Jeg er ikke bange for at behandle og undersøge det. I forhold til min kunst mener jeg, at man - hvis man vælger det - har muligheden for at påvirke folk i en bestemt retning - komme med et statement - og måske berører folk uden for deres hverdagsrutiner. Som kunstner kan jeg forskyde alt et lille øjeblik, og måske bliver mit publikum inspireret til at gøre noget andet, end hvad de normalt ville. Måske endda noget bedre. Jeg tror kunst og kultur har en enorm kraft, hvis man vover og tør at bruge den.

Patrik Aarnivaara: En lite annan tid - Sju personers motsägelsefulla och ofullständiga fornimmelse, 2010. Variable mål. Plexiglas, træ.

Kan du starte med at præsentere, hvad du har lavet til udstillingen?

Jeg har produceret fem værker, som alle er helt nye og lavet specifikt til denne udstilling. De fem værker befinder sig på fem forskellige steder i og omkring Malmö. Jeg har i den grad, det var muligt, forsøgt at lade dem smelte ind i bymiljøerne, og samtidig har jeg haft for øje, at de skulle have lidt at gøre med det sted, de vises. Jeg har blandt andet installeret et værk ved Limhams skytteforening. På ydermuren af et forfaldent hus har jeg ophængt et sort flag med hvid tekst, hvorpå der står Ekstremistgrupperna från Lund är förbannet fredliga. Jeg har eksperimenteret med at koble nogle ord, der har vidt forskellige konnotationer. Teksten er samtidig skrevet i en form, som er et internationalt aktivist-symbol. Værket går på den måde i dialog med 1970’ernes bz’erkultur. På Hotel Savoy har jeg lavet en geometrisk skulptur i changerende regnbueplexiglas. Den er tænkt som en abstrakt visualisering af de syv personer, der i bogen sidder til bords med Viktor Palmgren, da mordet sker. Værket kan forstås som et fiktivt diagram over deres sammenlagte indtryk af hændelsen. Når du bevæger dig omkring den, kan du aldrig få et fuldstændigt overblik over den. På Kirsebergs Torg har jeg installeret et kobberskilt på en bænk, hvorpå der er et citat fra bogen. Citatet beskriver politimanden Skacke, som har fået til opgave at pågribe morderen. Han plages af meget ambivalente følelser omkring det, da morderen er fra arbejderklassen og ikke har haft de bedste odds i livet. Samtidig findes der et fængsel i nærheden af Kirsebergs Torg, hvilket er grunden til, at værket er placeret lige præcis dér. Mange af værkerne er lavet med henblik på, at de muligvis kan blive siddende selv efter udstillingsperioden.

Patrik Aarnivaara: En lite annan tid - Ockupanterna, 2010. Flag. Patrik Aarnivaara: En lite annan tid - Lagen, 2010. Indgraveret kobberskilt.

Hvordan har det været at arbejde med et litterært forlæg i forhold til hvordan du normalt arbejder?

Det har været lidt anderledes, da man er tvunget til hele tiden at forholde sig til bogen. Man arbejder ikke umiddelbart ud fra ens egen interesse, og man har ikke selv samlet materiale til værket. Men jeg startede med at beslutte mig for, at jeg ikke ville lave noget, der fuldstændigt illustrerede bogen. Jeg ville lave værker, der kunne relateres til bogen, men som også var selvstændige. Visse værker har en direkte forbindelse til bogen, men skulpturen på hotellet er fx et værk, som kan have noget at gøre med bogen, men det kan også sagtens stå alene. Flaget på huset kan også relateres, men det rejser samtidig spørgsmål, der ikke nødvendigvis skal aflæses i forhold til bogens narrativ. Man kan fortolke det ud fra den plads, hvorpå det er installeret. Jeg forsøgte at vride det hele lidt, så jeg kunne lave værker, der havde deres eget rum.

Hvordan forholder denne udstillings værker sig til dit generelle kunstneriske projekt?

Den metode, jeg normalt benytter mig af, går kraftigt igen i de værker, jeg har lavet til Polis-udstillingen. Jeg er altid meget inspireret af arkitektur og geometriske former, og så arbejder jeg også meget ud fra forskellige politiske ideologier og kunsthistoriske teorier. Jeg forsøger altid at koble de ting sammen. Mine værker handler ofte om samtiden, og om hvordan vi forholder os til de her forskellige former. Ofte arbejder jeg med en konceptuel tilgang. Jeg har for eksempel lavet et værk, der handlede om synsvinkler. En synsvinkel er en bestemt måde at se på eller indtage noget, og jeg synes, det var interessant, hvordan fænomenet både benyttes indenfor skulptur, billede og tekst. Generelt arbejder jeg meget med emner, jeg kan materialisere igennem både visuelle og tekstuelle medier.

Elisabet Apelmo & Marit Lindberg: Vi är svenska poliser, vi är snälla, 2010. Performance.

Kunne I starte med at lave en præsentation af jeres værk?

Marit: Vi har lavet en performance, der hedder Vi är svenska poliser, vi är snälla. Hver dag kl. 13.15 i udstillingsugen kører en politimand en hollændervogn ind på Stortorget. En hollændervogn anses sædvanligvis som en slags magtdemonstration, da den jo kan have mange politifolk indeni, men denne politimand er alene. Da han har parkeret vognen hopper han ud, og så begynder han pludselig at danse! Til at begynde med kan han se lidt genert og tvivlende ud, lidt ligesom når man er den første på dansegulvet. Det er lidt for lyst, og musikken er lidt for lav, men det ændrer sig hurtigt! Han danser udelukkende til musik fra 1969 og frem, og særligt til upbeat-musik af kvindelige musikere, der har en politisk agenda. Han begynder med Patti Smith, så Eurythmics, så the Knife og til sidst Laleh. Han kommer desuden til at kører rundt til andre pladser i Malmö, der har relation til projektet Polis, polis, potatismos.

Elisabet:Værket opstod som en reaktion på det faktum, at politiet er den eneste gruppe i samfundet, der lovligt har ret til at udøve vold. I Sverige findes der en organisation, der hedder Reclaim the Streets, som består af flere hundrede mennesker. De indtager gader, der er trafikerede, og så holder de ellers bare en kæmpe gadefest med dans og musik. Flere af de aktioner er endt i ganske voldsomme konfrontationer mellem politiet og danserne. Vores performance fungerer som en slags forskydning af de her events, da det er politiet, der pludselig danser. Men det opleves stadig som en magtdemonstration, for han har jo loven på sin side og kan danse, hvor han vil.

Hvordan forholder titlen sig til værket?

Marit: Titlen Vi är svenska poliser, vi är snälla kommer sig af en historie, der udspillede sig for mange år siden. To små drenge stak af hjemmefra og tog til Stockholm med tunnelbanen. Da de kom til Stockholm, blev de taget af vagterne, som ringede til politiet. De to børn var begge indvandrere, så da politiet kom, sagde nogle af politimændene ”vi är svenska poliser, vi är snälla”, for at børnene kunne forstå, at de ikke var farlige politimænd. Når man kommer fra et krigsramt land og har set sine forældre blive udsat for politivold, så har man måske ikke lige lyst til at følge med politiet. Den historie dukkede ret hurtigt op, da vi begyndte at tale om vores værk.

Elisabet: Vi blev også opmærksomme på en historie for et par år siden, hvor politiet tilbageholdte fem tolv-trettenårige indvandrerdrenge og stillede dem op imod en mur i omkring 40 minutter. Politiet anklagede dem for en grov forbrydelse, der senere viste sig at være sket fem minutter efter, at drengene var blevet stillet op imod muren. Hele episoden fremstod virkelig underlig og absurd. Politiet havde dokumentation og alt muligt, men den forsvandt pludselig. I en sådan situation kunne de ikke rigtig sige ”vi är svenska poliser, vi är snälla”!

Elisabet Apelmo & Marit Lindberg: Vi är svenska poliser, vi är snälla, 2010. Performance.

Hvordan har I brugt det litterære forlæg?

Elisabet: I Maj Sjówall og Per Wahlöös bog handler det om en rigmand, der bliver myrdet, og da morderen til sidst fanges, viser det sig at være en mand fra arbejderklassen. Politiet, der skal anholde ham, fremstår egentlig ret triste over det, for de har hele tiden stået på den udsattes side og sympatiseret med arbejderklassen. Da vi begyndte at diskutere vores kunstværk opdagede vi, at der var en spænding mellem på den ene side bogens fiktive 1960’ere under den svenske velfærdsstats opbygning og på den anden side den aktuelle debat i medierne angående det svenske politi, specielt i Malmö. Man har bl.a. fundet ud af, at man i visse kredse af det svenske politi kalder indvandrerdrenge for 'abedjævle' og 'Neger Niggersson', så et sted i spændfeltet mellem de to tidslige og sociale epoker har vi ville positionere vores værk. Samtidig er det interessant at se, hvordan værket ændrer karakter alt afhængigt af, hvor man oplever det. Möllevangstorget og Kirsebergstorget er fx hovedsageligt beboet af indvandrere og socialt udsatte grupper som psykisk syge og alkoholikere, mens Stortorget mest er befolket af socialt velbemidlede og turister. Det har i høj grad en effekt på værkets overordnede udtryk.

Ja, jeres performance intervenerer jo i det offentlige rum. Hvilke tanker har I gjort jer omkring det?

Marit: Det har været vigtigt for os, at vores politimand havde en rigtig politiuniform på, ikke en som var for gammel. Han skulle være autentisk og troværdig. Jo mere virkelighedstro han fremstod, jo bedre ville vores performance virke som helhed. Det er også grunden til, at vi var rigtig glade for skuespilleren Magnus Schmitz. Han ligner en ægte lyshåret svensk politimand. En rigtig typisk en af slagsen.

Elisabet: Vores performance blev også opført foran Malmös politigård, og her var det virkelig morsomt at se, de rigtige politifolk komme ud og se på. De opfattede ikke lige med det samme, at det var en performance, men så nærmest ud til at tro at det var en af deres egne, der var blevet tvunget til at danse.

Tak