Interview: Peter Martensen - Statens Kunstfonds 3-årige arbejdsstipendie

Peter Martensen: A Test, 2010. 80 x 100 cm. Olie på lærred.

Hvordan vil du med egne ord beskrive dit kunstneriske projekt?

Det er ikke noget, jeg har klart defineret. Det er en gradvis undersøgelse. Jeg ser måske en lille flig af et eller andet, som jeg forfølger, fordi jeg kan mærke, at det er rigtigt. Det, som driver mig, er først og fremmest fascination og lyst. Jeg kigger selvfølgelig også på, hvad der bliver lavet af samtidskunst og prøver at forholde mig til det, men jeg er samtidig godt klar over, at jeg ikke kan eller skal rette mig ind i forhold til, hvad der rører sig. Sådan arbejder jeg ikke. Dengang jeg var ung, var jeg meget bevidst om, at jeg ville være samtidskunstner og på forkant, men i takt med at lysten forsvandt, dengang jeg havde det sådan, tænkte jeg: Nej, jeg må kunne gøre det, jeg har lyst til! Og det har jeg så gjort.

Det, jeg laver, handler om mennesket i dag, især det demokratiske menneske. Det sjove er, at jeg fortrinsvist arbejder med det formelle, men da jeg er en del af det samfund, som jeg lever i, kommer det formelle til at afspejle nogle politiske og etiske ting. Det kommer så at sige med ind af bagvejen. Jeg er meget bevidst om ikke at adressere nogle bestemte budskaber i mine værker, for det bliver meget ofte plakatagtigt og uinteressant. Det er vigtigt for mig, at kunst er organisk, naturlig og ubesværet.

Peter Martensen: Theater, 2010. 80 x 100 cm. Olie på lærred.

Men hvad er det, der optager dig rent formelt ved maleriet?

Overordnet set opfatter jeg maleriet som et instrument på linje med en violin eller en guitar. Maleriet er flere gange blevet erklæret dødt, men der er aldrig nogen, der ville sige, at guitaren er død. Man kan altid udtrykke noget nyt. Det, der er den store farce i diskussionerne om maleriet, er, at der er mange, der tror, at bare fordi et maleri tilsyneladende ligner noget, man har set før, så er det det samme. Men det er det ikke. Det er dér, at kæden er sprunget af mange gange. I det 20. årh. har der været en tendens til at se på de store spring og store brud, hvad kunsten jo selvfølgelig også har afspejlet. Men man kan ikke blive ved med at bevæge sig væk fra mennesket. Det skal stadig have en eller anden forbindelse til det, vi gør, ellers er der ikke rigtig nogen mening med det. Derfor er jeg som sagt holdt op med at spekulere i store nybrud. Det er klart, at når man arbejder med maleriet, er der en masse faldgruber. Klicheerne ligger i kæmpe stakke på begge sider, men de er jo i virkeligheden sandheder, der bare er blevet fortærskede. Men trods alt sandheder. Derfor bruger jeg bevidst klicheerne, som når jeg arbejder med en klonet gennemsnitsmand i hvid skjorte. Jeg anvender ham udelukkende som rent billedelement, han repræsenterer ikke en bestemt person. At male et billede minder meget om musik. Jeg bruger malingen og farven som et organisk materiale, som jeg kan spille på og skabe noget ud fra. Min tilgang til maleriet er både meget nøgtern og kølig og samtidig meget følelsbetonet. Jeg er dybest set romantisk i min grundtanke, men det forsøger jeg at holde stangen ved i videst muligt omfang at neutralisere de følelser, der måtte vise sig i billedet. Derfor bruger jeg fx ikke farver, fordi de har en evne til at kalde på følelsesmæssige konnotationer.

Kan du uddybe, hvorfor du har fravalgt farverne?

Jamen, først og fremmest for at undgå farvernes symbolik. Og for at undgå det klassiske maleris dogme om karnation, hvor huden skal ligne hud. En tredje ting er, at jeg altid har været meget optaget af sort-hvid fotografier og film. Jeg kan sidde og kigge på dem i timevis og digte videre på dem. Farven kaster så mange associationer ind i et billede, man kan fx straks se på en hud, om den er sund eller usund, men når det er sort-hvidt, bliver man opmærksom på, at det bare er et billede. Det skaber en form for distance.

Peter Martensen: The Game, 2010. 140 x 180 cm. Olie på lærred.

Du nævnte før det demokratiske menneske. Hvad dækker det over?

Det er et begreb, som er opstået efter, at jeg er begyndte at lavet billederne med de skjorteklædte mænd. Jeg havde tænkt en del over, at når alle beslutninger bliver demokratiseret, så mindskes passionen, i og med at alt bliver nivelleret. Mange af mine billeder minder mig om den følelse af, at det hele er så gennemsnitligt. Men jeg arbejder også altid hen mod, at mine billeder skal afspejle en gådefuldhed. Det er fundamentalt for mig. Hvis jeg, når jeg arbejder med et billede, selv kan blive i tvivl om, hvad fanden der foregår, så bliver jeg tændt. Det gør det lettere for mig at male. Det er mere spændende.

For at blive ved dine klonede mænd. De er ofte fanget i ret voldsomme bevægelser, men alligevel er det, som om de ikke kommer nogen vegne og er låst fast?

Det er jo kunst, ikke virkelighed. Det er bare en gengivelse af nogle mennesker, som er sat ind i en malerisk kontekst. Jeg bruger dem til at komponere et billede over. Som sagt er de ekstra fortolkningslag noget, som kommer ind af bagvejen. Jeg ved sådan set ikke selv, hvad mine billeder siger. Jeg kan kun vurdere, om jeg synes, det hænger sammen eller ikke hænger sammen, og om billedet fungerer som maleri eller ej. Jeg er tilfreds så længe, de kan skabe en følelse af undren. Jeg opfatter tilværelsen som én stor gåde, og det er nok det, det handler om. Jeg vil gerne pege på, at det hele ikke er så banalt endda. Det er faktisk ret underligt.

Peter Martensen: The Party, 2010. 140 x 180 cm. Olie på lærred.

Hvorfor maler du kloner?

Det er noget, jeg kom lidt snublende ind i. Jeg har altid gerne villet male mange mennesker i det samme billede, og jeg fandt hurtigt ud af, at det var meget nemmere at male dem ens i stedet for at skulle overveje, hvilket tøj de skulle have på. Derudover var jeg heller ikke så interesseret i deres fysiske forskelligheder, mere af deres gestik og positurer.

Men menneskene i dine billeder interagerer ikke. Der er ingen udpræget kontakt mellem dem. Hvordan kan det være?

Det er rigtig. Det bliver meget let pinligt i et maleri, når en person fx lægger hånden på skulderen af en anden. Hele maleriets historie er indlejret i den type fagter. Derfor har jeg har forsøgt at gå uden om dem og lægge mig et slags intetsted. Også for at kunne se mine egne billeder.

Du har beskrevet dit udtryk som 'mental realisme'. Hvad dækker det over?

Det er en betegnelse, jeg har fundet på for at kunne forklare folk, hvad jeg det er, jeg laver. Det er jo en slags realistisk maleri, jeg laver - det må man jo sige. Men hvad er realistisk maleri? Normalt er det forbundet med at gengive virkeligheden, som den er, men som jeg ser det, gengiver jeg den mentale virkelighed. Sindet farver jo virkeligheden og alt det, vi ser.

Peter Martensen: The Catholic, 2010. 130 x 100 cm. Olie på lærred. Peter Martensen: Model, 2010. 40 x 50 cm. Olie på lærred.

Arbejder du også med andet end maleri?

Ja, jeg er begyndt at arbejde en del med video. Jeg har tit tænkt, at mange af de ting, jeg malede, burde omsættes til levende billeder. Det har nogle gange været lidt irriterende, at de ikke kunne bevæge sig, at det hele blev så stift. Men der er også en udveksling mellem min brug af de to medier. Jeg har fx brugt en del stills som forlæg til nye malerier, så filmene fungerer også lidt som en slags skitsebøger.

Ligger videoerne motivisk i forlængelse af malerierne?

Ja. Den første video, jeg lavede, hedder Loop og er helt uden lyd. Man ser to mænd, den ene ligger ned og den anden står op med en bold, som han giver slip på, og ham, der ligger ned, griber den og giver den tilbage til den første osv. Efterfølgende har jeg bl.a. lavet en, der hedder Prelude, hvor tre mænd sidder i hver sin stol og nynner. Det er faktisk den samme mand, som jeg har lavet tre film med og efterfølgende klippet sammen, så det ser ud som om, at de tre versioner af ham sidder i det samme rum. Jeg havde lavet en slags partitur til ham, der instruerede ham i, hvor meget og hvor højt han skulle nynne, og hvor meget han skulle bevæge sig. Han kan ikke rigtig synge, men han har jo en stemme, og de toner, som han har i sig, svinger godt sammen, når der er tre af ham. Han rammer lige forkert hver gang. Det værk opfatter jeg som en blanding af video og et korstykke. Jeg har jo arbejdet med lyd i mange år sammen med andre kunstnere, og det smelter lidt sammen i det værk.

Peter Martensen: The Specialists, 2010. 50 x 60 cm. Olie på lærred.

Hvordan er din interesse for lyd opstået? Og kan du fortælle om de lydeksperimenter, du laver?

Jeg har altid spiller guitar, og dengang jeg gik på akademiet lavede jeg faktisk en LP sammen med Uffe Steen, som i dag er jazzguitarist. Vi havde et band, der hed Vestenvinden. Det eksisterede et halvt år, men da jeg startede på akademiet, lagde jeg musikken lidt på hylden. Senere begyndte jeg at spille klassisk guitar, og det gjorde jeg en del år, hvorefter jeg gik tilbage til den elektriske igen og blev medlem af en gruppe, der spillede improvisationsmusik inspireret af Jimi Hendrix og Jerry Garcia. På et tidspunkt fik vi et nyt medlem, Svend Danielsen, som dukkede op med støvsugere og alle mulige mærkelige ting, som vi begyndte at tage med som lyde. Det åbnede vores ører op til en ny verden, og så begyndte vi alle sammen at tage ting med. Derfra gik det helt af sig selv, og der er med tiden kommet flere og flere til. Nu er vi ca. 14-15 stykker, både musikere og billedkunstnere, og vi har alle vores tilgang til det. Det er bare lydeksperimenter, men det får selvfølgelig en eller anden form, og vi har været ude og spille i kirker og på jazzfestiavler. Vi er dog overhovedet ikke ambitiøse. Det er er ren og skær fornøjelse. Der er ikke nogen leder af gruppen, ligesom vi altid har et nyt navn, når vi optræder, fordi vi starter fra scratch hver gang. Vi øver aldrig, vi stiller os bare op og ser, hvad der sker. Det kan nogen gange være røvsygt, hvis vi ikke er inspirerede, men vi har vedtaget en regel om, at man ikke kan gøre noget forkert. Vi gør det så godt, vi kan på et givent tidspunkt, og så er det det rigtige.

Peter Martensen: Passager, 2010. 200 x 95 cm. Olie på lærred. Peter Martensen: She II, 2010. 60 x 50 cm. Olie på lærred.

Stafetsprøgsmål fra Jeannette Ehlers: Hvorfor maleri?

Fordi det er det eneste, jeg kan. Sådan rigtigt. Der er nok nogen, der ville sige, at man skal gøre det, man ikke kan, fordi det måske er der, hvor man udvikler sig mest. Men for mig handler det om at være mest muligt tilstede i det, jeg laver. Maleriet er dér, hvor jeg har følt mig hjemme, og derfor det sted, hvor jeg bedst kan udtrykke mig. Jeg ved ikke noget bedre end at male.

Til sidst skal vi bede dig om at stille et stafetspørgsmål til den næste kunstner i interviewserien om modtagerne af de 3-årige arbejdsstipendier. Hvad vil du gerne spørge Evren Tekinoktay om?

Tror du Gud kan lide kunst...og hvis ja, hvilke kunstnere ville han elske højest?

Tak.