Kopenhagen.dk - kunsten kommunikerer!lørdag d. 11. februar 2012. 11:54
Kunststyrelsen 2112Statens Kunstraad 0212
Kopenhagen - info om samtidskunst > Interviews > Interview: Peter Lav

Annoncer:

Andersens 0212
Kunsthøjskolen Ærø
Kunsthøjskolen Holbæk
Kunstnernes Påskeudstilling 2012
Det Fysnke Akademi
Gl. Holtegaard - showtime

[03. september 2010]
Interview
Peter Lav og Joakim Eneroth i gang med at sætte udstillingen Swedish Red / Alone with Others op, 2010.

Interview: Peter Lav

I 2006 fik København et nyt galleri, der eksklusivt har sat fokus på fotografiet. Peter Lav Galleri, der tidligere lå i Bredgade, er nu flyttet til Esplanaden 8D og har fået Galleri Christina Wilson og LARMgalleri til naboer. Kopenhagen har mødt Peter Lav til en snak om galleriets nye lokaler, profil og fremtidsplaner. Under Kopenhagen Contemporary har galleriet fredag d. 3. september fernisering, hvor kunstfotografier af Svenske Joakim Eneroth og danske Lykke Andersen kan opleves i de nye lokaler.

Peter Lav er uddannet Cand.mag. fra Københavns Universitet.

Interview:Winnie Nielsen
Foto:Peter Lav Galleri
Lykke Andersen
Through the Forest
04. september - 23. oktober 2010
Peter Lav Gallery
Esplanaden 8D, 1263 Copenhagen K København K
Onsdag-fredag 12-17, lørdag 12-15


Joakim Eneroths udstilling Swedish Red / Alone with Others under opbygning, 2010.



Hvad betyder det for galleriet, at det har fået nye lokaler?

Fundamentalt set er galleriet jo det samme. Men vi er rigtigt glade for den nye placering. Bredgade (Peter Lav Galleris lå før på Bredgade red.) har manifesteret sig som et midtpunkt for gallerier, og der er flyttet mange yngre og spændende gallerier til området. Det er fantastisk stadig at være en del af det. Det bekræfter, at det er her, det sker, hvis man gerne vil se noget spændende samtidskunst. Samtidigt har vi fået en gård, hvor LARMgalleri, Christina Wilson og jer selv ligger. Det giver mulighed for at skabe en synergi, som vi håber, vi kan udvikle de kommende år.


Hvad kendetegner Peter Lav Galleris profil? Hvilke kunstnere vælger du fx at udstille?

Det er primært unge up-coming kunstnere. Hvor jeg startede med primært at vise skandinaviske kunstnere, er vi begyndt at brede os mere ud. Nu har jeg også en sweitzisk kunstnerduo samt en engelsk og tysk kunstner. Man kan sige, at vi forsøger at få endnu mere internationalt fotokunst repræsenteret i galleriet. Generelt er det vigtigt, at man blander kortene både med danske og internationale kunstnere.


Hvorfor er det vigtigt?

Det er vigtigt i forhold til kunstmesser, men også i forhold til at højne niveauet i det hele taget. Der bliver mere at vælge i mellem, når vi skal ud og finde kunstnere til galleriet. Det giver flere muligheder, når man vender sig ud mod verden og ser på, hvad der rører sig inden for samtidsfotografiet, på gallerier og kunstmesser i udlandet. Det er spændende at kunne præsentere dem for et skandinavisk publikum, nye kuratorer og museumsfolk og på den måde også at være med til at bringe dem videre.


Har du overvejet at udstille videokunst og installationer? Og i så fald hvordan skulle det integreres med de to rum i galleriet?

Jeg har faktisk længe gået med tanken om at vise fotografi i sammenhæng med andre medier. Dvs. at vi også arbejder med kunstnere, som ikke bare arbejder inden for fotografi, men også inden for video og installation. Det giver ydereligere et perspektiv til fotografierne, som udstilles. Både det at arbejde med rummet og installationen. Video ligger jo i ret naturlig forlængelse af fotografiet. Så det er klart en mulighed, som vi vil kikke nærmere på. Fx arbejder den sweitziske kunstnerduo, som vi også viser på Art Copenhagen, både med skulptur og fotografi, så man vil sagtens kunne komme til at se nogle udstillinger, hvor der er flere medier involveret.



Joakim Eneroths udstilling Swedish Red / Alone with Others under opbygning, 2010.



Ud over rum 1 og rum 2 har du også et lille ekstra rum…

Ja, vi har også et lille videorum, hvor vi af og til vil vise videoer. Enten som et soloprojekt eller som forlængelse af, hvad der udstilles i det store udstillingsrum.


Du har været med på kunstmesser de seneste år. Hvilke fotografer vælger du at tage med? Er der nogle, som er mere egnet end andre?

Først og fremmest er kunstmesser en utrolig vigtig del af vores målsætninger. Markedet for fotografi er ikke så stort i Danmark, så det er ekstremt vigtigt at komme i kontakt med udlandske samlere. Der er vi godt på vej, men der er stadig mange flere perspektiver og muligheder. Hvilke kunstnere man tager med afhænger meget af, hvilke projekter de enkelte messer har gang i, og hvordan det passer i forhold til de forskellige messer. Der er fx nogle, som viser mere traditionel fotografi, mens andre messer er fokuseret på mere konceptuelle ting. Så kommer det også an på de kontakter, man har. Det kommer an på, om de kender kunsterne i forvejen. Og om det er kunstnere, som bliver ved med at udvikle sig og skabe nye projekter. Det afhænger også af, hvor godt det går kunstneren, fx om de har haft museumsudstillinger eller er blevet indkøbt til kunstsamlinger. Sådanne nogle ting forsøger man at arbejde videre med på kunstmesser.


Du siger at du udstiller og sælger up-coming kunstnere, men samtidigt nævner du kunstnere, der for nogle allerede virker etablerede i og med, at de udstilles på museer. Hvordan skal det forstås?

Det kommer an på, hvordan man definerer ’up-coming’. Jeg definerer det som nogle, der har haft nogle museumsudstillinger, men som også har potentialet for at komme videre og få nogle større udstillinger på nogle endnu mere præstigefyldte steder. Med andre ord er det kunstnere, der er på et mellemstadie i deres karriere, og som, jeg mener, har mulighed for at udvikle sig og få flere museumsudstillinger.


Ville du være åben for, at der også blev udstillet nogle kunstnere, som ikke har udstillet på museer, men som du synes lever op til galleriets profil og standard?

Helt sikkert. På næste udstilling viser jeg fx en kunstner fra Akademiet, som skal udstille i rum 1, et mindre udstillingsrum. Hvis jeg synes, folk har et spændende projekt, tager jeg dem gerne ind, men typisk er det kunstnere, der har en eller anden form for udstillingsvirksomhed bag sig.



Lykke Andersen: Through the Forest, 2010. Installationsview.



Lad os tale lidt om de to kunstfotografer, du præsenterer i de nye lokaler. Hvad er det fx du godt kan lide ved Joakim Eneroths fotografier?

Jeg synes, han har et projekt, som indholdsmæssigt har stærk relevans i dag. Fx tematiserer hans serie Sweedish Red noget, som, jeg synes, er meget typisk i tiden, ikke mindst i Danmark. I forsøget på at skabe tryghed for sig selv, isolerer man sig nærmest for verden.


Eller isolationen bliver en konsekvens af den tryghed, man forsøger at skabe?

Ja, det kan man sagtens sige. I hans anden serie Alone with Others, arbejder han også med nogle ting, der ligger i tiden og med nogle eksistentielle vilkår. Jeg synes, han får det frem i sine værker på en rigtig fin og underspillet måde. Han er også en kunstner, som er blevet solgt til store kunstinstitutioner som Tate Modern og Moderna Museet i Stokholm.


Lykke Andersen udstilles i det store udstillingsrum. Hvad kendetegner hendes fotografier

Samtidskunst, som beskæftiger sig med naturen, er både et skandinavisk fænomen såvel som noget, man kan se mange andre steder. Naturen som tema bliver bearbejdet på forskellig vis. Lykke gør det på en original måde.


Hvordan er det originalt?

Forstået på den måde, at selvom der er en natur, så er det jo en natur, der eksisterer i vores bevidsthed, og som vi hele tiden forsøger at gøre et eller andet med og iscenesætter, så den passer ind i vores verden. Ved at vise de her udstoppede dyr på en karikeret måde, så er det som om, at vores iscenesættelse af naturen, som jeg ikke tror, at vi er specielt bevidste om, kommer tydeligt frem.



Lykke Andersen: Through the Forest, 2010. Installationsview.



Hvad er det for et ’univers’, hun skaber?

Det er et karikeret univers, som på sin vis er fuldstændigt urealistisk og grotesk. Man kan sige, at vores forestilling om, hvad naturen skal være, også er grotesk på et eller andet plan.


Hvordan?

Jeg tror, at vi skaber en masse drømme og fantasier, som vi læser ind i naturen, og som vi gerne vil have skal passe ind i vores egen verden. Der er mange bymennesker, der skaber et idealiseret og romantiseret billede af naturen. Hvor man ligesom forsøger at skabe et eller andet fantasibillede. Naturen er så tæt knyttet til menneskets bevidsthed og tankekræft. Det er bl.a. dét, jeg mener, at Lykke viser i sine fotografier af naturen og de udstoppede dyr. Hun skaber et karikeret univers, der kan ses som en kommentar til vores idealiserede forestillinger af naturen.


Hvad er det ved de to kunstneres værker, som har den kvalitet, du søger hos fotografer til Peter Lav Galleri?

Jeg synes både, at de har nogle æstetiske og værdimæssige kvaliteter. Som sagt skildrer Eneroth noget, som rammer tiden. Det, at skabe tryghed og isolere sig fra omverden, får den konsekvens, at man afskærmer sig fra den verden, der omgiver os. Og det kan ende i lidt af et skræmmebillede. Hans fotografier har nogle budskaber, som er relevante for vores samtid, og billedernes budskab har noget på hjertet, udover de æstetiske kvaliteter. Det gør sig også gældende for Lykkes billeder.

 

Hvad kan vi forvente os af Peter Lav Galleris fotografer i 2010? Kommer der noget nyt og uventet?

Vi arbejder jo hele tiden på at skabe nye overraskelser og finde nye kunstnere. Det er vores vision hele tiden at finde kunstnere, som er med til at udvikle fotografiet og manifestere det som en vigtig kunstart.

 

Tak.

 


Related:

fra kopenhagen.dk:

[05. november 2008]
[20. august 2008]
[10. juni 2008]
[19. maj 2008]
[30. december 2007]
[05. november 2007]
[01. maj 2007]
[19. marts 2007]
[04. december 2006]
[01. august 2006]
[07. marts 2006]
[10. december 2005]
[15. maj 2005]


 

Send side

 

© 2000 - 2006 kopenhagen publishing
kopenhagen har modtaget tilskud fra Kunstrådets fagudvalg for billedkunst, Kulturministeriets Tidsskriftstøtteudvalg og MONTANA