Interview: Peter Callesen

Peter Callesen: White Window, 2010.

Vil du fortælle lidt om nogle af dine værker på denne her udstilling?

Det første værk hedder My Castle. Det består af et slot lavet i pap, som indeholder en masse videoer af mine tidligere performances. Det refererer også til nogle af mine andre tidlige værker, hvor jeg byggede meget eventyrlige ting i pap. Det handlede om den umulige tilbagevenden til barndommen. Min overordnede tanke med denne udstilling har været at arbejde med arkitekturen her på stedet. Både spirene og de her støttepiller, som stikker ud af siderne på mit slot, refererer til kirkens form. Det er måske endnu mere tydeligt i værket White Window, som er en kopi af kirkens vindue. Ruderne er lavet, så det passer til et A4 ark, og i dem har jeg indsat skitser, tegninger og udklip, som jeg har gemt på i lang tid. Oppe i hjørnet opløser værket sig og bliver til en ruin.

Nikolaj Kirke er interessant rent arkitektonisk, men også svær, fordi det er en kombination af white cube og gotik. Det er lidt absurd, når man ser udstillinger herinde, for de fleste udstillinger bevæger sig kun op 3-4 m i højden, de forholder sig ligesom ikke til hele rummet. Derfor var det et bevidst valg, at jeg ville inddrage rummet og prøve at arbejde i højden. Jeg ville med andre ord lave noget, der tog kampen op med den arkitektoniske ramme, men som samtidig havde en kvalitet i sig selv.

Peter Callesen: White Window (detalje), 2010.		Peter Callesen: My Castle, 2010.

Hvorfor er du så optaget af arkitektur?

Arkitektur handler om at bygge noget, men samtidig er der en risiko for, at byggeriet kollapser eller styrter sammen, hvad det uvægerligt vil på et tidspunkt. Jeg ser det som en metafor for livet.

Det ville du nok ikke høre en arkitekt sige...

Nej, du har nok ret. Men det har jo nok noget at gøre med, at jeg arbejder i papir eller pap og skildrer ruinen og forgængeligheden. Derfor er der også værker, som direkte forholder sig til arkitektur og krop fx Human Ruin, som er en ruin af en gotisk katedral med en silhuet af en menneskekrop. For mig handler det om kroppen som sjælens tempel. Der er en form for forgængelighed og noget skrøbeligt over det, men der er også et absurd skalaforhold.

Det knytter også an til min parafrase over et anatomisk atlas fra 1500-tallet af en fyr, der hed Valverde. I det oprindelige billede står han også med en kniv i hånden og holder sin egen hud, så man kan se musklerne - i sig selv fuldstændigt absurd. Ham her holder ikke kun sin hud, han holder også hele sig selv eller hele sit billede. Der er en masse myter, der knytter sig til flåede hude, fx om helgenen Skt. Bartolomæus, som ifølge myten blev flået levende. Motivet refererer til Michelangelos dommedagsbillede i det Sixtinske Kapel. Man mener, at ansigtet på huden rummer et selvportræt af Michelangelo. Og uden anden sammenligning så er ansigtet i mit værk også også et selvportræt.

Peter Callesen: Hanging Image, 2008.

Valverde, 1560. Michelangelo,1535.

Half way through, hvad betyder den titel?

Jeg laver en del skeletter. Det er jo et memento mori (lat. husk at du skal dø, red.), og det har jeg arbejdet en del med. Halvvejs gennem papiret, men også gennem livet. Men det sjove ved denne her er jo, at det er skelettet, der er mest levende. Det bryder fri af papiret og bliver levende. Den næste hedder Eismeer, og det er selvfølgelig en direkte Caspar David Friedrich reference med undergangstemning.

Jeg ser klippene som selvstændige værker, der er spredt ud. Hvert lille værk er ligesom en verden for sig. Men jeg håber også, at idérigdommen og kreativiteten forstærkes værkerne imellem. For mig går det ud på at skabe det store i det små. I værkerne ligger der også den her romantiske tanke om, at den store natur vinder over mennesket.

Peter Callesen: Half way through III, 2008. Peter Callesen: Half way through III (detalje), 2008.

Hvad med værket White Diary

I White Diary er hele værket klippet ud af notesbogen i midten. Det var et forsøg på at skabe noget, der var lidt mere komplekst. Der er stadigvæk den samme logik med, at alt papiret kommer fra bogen. Det blev til en blanding af et landskab og en slags labyrint, nogle ord og måske noget anatomi i form af hjernevindinger, øje og tænder. Ideen med værket er, at det er svært at skabe sig et overblik. Jeg har i hvert fald tit en tendens til at nærmest grave mig ned i detaljen og leve i min egen verden. Det gør det sværere at se det store billede. Hvis man nu bevæger sig rundt om værket på et tidspunkt, vil man opdage, at der faktisk er et billede i det store hele. Jeg er inspireret af nogle gamle teorier, som gik ud på, hvor f.eks. samvittigheden konkret befandt sig i hjernen. I det hele taget er jeg ret optaget af at kortlægge af alle mulige ting. Så det er mit forsøg på at skabe en helhed af broer, et kompliceret vejnet, åkander, skabe med skeletter, ord der ikke slår til og de følelser, der opstår, når man ikke kan finde vej, eller når det hele ikke giver mening - alt sammen er blevet til hjernevindinger. Jeg havde i udgangspunktet en overordnet plan for, hvad jeg ville lave, men undervejs blev det ret fabulerende.

Peter Callesen: White Diary, 2008. Peter Callesen: White Diary (detalje), 2008.

Hvornår begyndte du at arbejde med papiret?

Det startede jo faktisk med nogle mere rå papkonstruktioner, og så er tingene efterhånden blevet mere og mere forfinede. På et tidspunkt begyndte jeg så at lave forskellige ting ud af A4 ark - det var vel i 2003 eller der omkring. Jeg er meget optaget af transformationen fra det todimensionelle til det tredimensionelle. For mig er der stadig et magisk element i at opleve, hvordan tingene tager form. Jeg benytter gerne fraværet af noget til at skabe en effekt, så der bliver et spil imellem silhuetten og det positive, eller det der var, og det det bliver til.

Hvorfor bevægede du dig ind i papirets verden?

Jeg valgte det, fordi jeg synes, det var udfordrende rent teknisk. Men også fordi det har en let og legende kvalitet, en umiddelbarhed og spillet imellem det værdiløse og det delikate. Papir er et helt fantastisk materiale, det besidder en særlig skrøbelighed. Jeg bilder mig ind, at det gør oplevelsen af kunsten mere intens, når man ved, at værket let kan forgå. Jeg synes samtidig, at det er interessant at arbejde med den transformation, der ligger i at prøve på at få papiret til at ligne noget andet end papir. Det handler om at presse materialet på flere forskellige måder, også nogen gange udover dets fysiske format. Jeg laver tit runde former ud af noget fladt papir, altså former der runder begge veje, double-curved. Det burde man i teorien ikke kunne, men det kan man så alligevel, og det er interessant at udforske. Og så kan jeg godt lide den blanding af en håndværksmæssig og en konceptuel tilgang, der ligger bag værkerne.

Peter Callesen: Resurrection, 2008.

Hvad er det for en slags papir du arbejder med?

Det er ofte 115 g syrefrit A4 kopipapir. Der er faktisk en pointe med, at det er så hverdagsagtigt et materiale. Det er noget, vi alle sammen bruger, og det er derfor så tæt på ingenting, som man kan komme. Det giver en stor kunstnerisk frihed at skabe historier og dramaer på denne måde. Det har selvfølgelig også noget at gøre med skala. Hvis værkerne var større, ville de virke postulerende. Og jeg synes også, det er mere underfundigt, når man skal bevæge sig helt tæt på for at se, hvad det forestiller.

Du har for nylig modtaget Eckersberg-Medaillen, hvad betyder det for dig?

Det er jo en kollegial anerkendelse, så det er jeg jo selvfølgelig oprigtig glad for.

Tak.

Peter Callesen: Eismeer II, 2008.

Peter Callesen: The Painter, 2010.