Interview: Pernille With Madsen

Pernille With Madsen: Opløsning #1 (installations view), 2010. Tapestriber på vindue og væg.

Hvordan har du tænkt udstillingen i forhold til det udstillede rum og rummets kontekst?

Det forreste rum er lavet som en installation eller en kulisse om man vil. Det kunne være lavet til optagelser, men jeg valgte at tro på, at det kunne opleves uden “det styrede blik” – altså uden kameralinsen. Det er noget, jeg har arbejdet en del med i andre værker, hvor jeg har troet, at de kunne foregå i rummet, men i praksis har været nødt til at foregå som et billede, man forstår som et andet sted.

Noget ret sjovt er, at det udefra kommer til at ligne en butiksindretning – en “Deres” tøjbutik fra 1985. Men det er ikke en kulisse for noget andet end sig selv. Det er kun til for sin egen effekt. Det er bl.a. til for at få en 7 x 5 meter væg til at vibrere og blive “ubegribelig” i betydningen ikke til at fastholde i ét blik. Optagelserne til de to næste rum er også fra et butikslokale – et nedlagt et af slagsen – og der opstår en eller anden kobling mellem de to rum.

Kan du fortælle lidt om udstillingstitlen Opløsning og om hvordan titlen relaterer til titlen på værket Kollaps, som du har udstillet på Horsens Kunstmuseum?

Jeg kan bl.a. godt lide ordet ”Opløsning”, fordi det ofte bruges i daglig tale af folk i Fona og den almindelige dansker med hang til digitalt spejlreflekskamera. Derudover var udgangspunktet for værkerne opløsningen på et almindeligt gammeldags fjernsyn og den ”effekt” af interferens, det kan generere, når man filmer noget kontrastfyldt, sort/ hvidt mønstret, så fjernsynet ikke kan fastholde billedet, som ”løber”, flimrer og genererer et ustyrligt billede. Ellers er titlerne ret ”lige ud af landevejen”. Det er, hvad der sker i værkerne. Begge titler Kollaps og Opløsning kan lyde dramatiske, men de er ikke et psykologisk individuelt anliggende eller et realpolitisk anliggende. Det er mere som en tilstand – der enten kan nydes eller være ubehagelig – som blæst eller svimmelhed. Det er en tilstand, som man kan lide eller ej.

Pernille With Madsen: Opløsning #2, 2010. Videostill.

Så der er ikke nogen politiske antydninger i titlerne?

Nej, ikke i titlerne, de er som sagt afstedkommet af, hvad der foregår i værket. Jeg ser tilstandene Kollaps og Opløsning som euforiske. Det er meget stilfærdige og æstetiske værker, og det er ikke dramatiske omvæltninger, der fører til noget andet, men en konstant ubalance. Jeg har da selvfølgelig ikke noget imod at producere modbilleder til forestillingen om balance og ligevægt som ideal. Jeg er træt af idealet om ligevægt og orden – og synes ikke at dets modsætning er ”skøre kunstnere” eller sindslidende, men at ubalance er et grundvilkår. Og det er ikke ment som noget dårligt.

Kan du fortælle noget mere om videoværket?

Udgangspunktet var egentlig at forsøge at opløse mig selv til “interferens”, at lave eller finde baggrunde og scenerier, der ikke kan vises på en almindelig fjensynsskærm uden at opløses i flimmer – altså kontrastfyldte stribede eller mønstrede rum eller flader - og så selv optræde på de der baggrunde. Som en gammeldags fremtidsdrøm om at forsvinde ind i sit fjernsyn.

Så fandt jeg det her nedlagte butikslokale med spejle fra gulv til loft og vinduesfacade til Nørrebrogade og Mimersgade. Jeg tænkte, at lokalet var perfekt til at konstruere mit forsvindingsnummer. Men efterhånden tog lokalet mere og mere over og lavede sit eget forsvindingsnummer. For det ender altid med, at noget af den fysiske virkelighed blander sig med min forestilling og laver sit eget, som jeg ikke kunne have fundet på. Jeg har forsøgt at lave et tredie rum ved hjælp af rummets spejleffekter og beliggenhed. Selv kalder jeg det en dokumentation af den tilstand, det var muligt at generere i det rum. Jeg bruger rummets spejleffekter til at ”svimle” mellem tre forskellige rum sammenføjet i ét: udenfor (Nørrebrogade), indenfor (rum der er i gang med at falde fra hinanden), og et ekstatisk (ikke eksisterende) rum inde i spejlet, som jeg konstruerer.

Pernille With Madsen: Opløsning #2, 2010. Installationsview, dobbelt videoprojektion. Pernille With Madsen: Opløsning #2, 2010. Videostill.

Og kan du fortælle om den konkrete arbejdsproces i det nedlagte damemodemagasin?

Jeg bor på Ydre Nørrebro og har gået forbi stedet mange gange og beundret sammensætningen af mint og viol og tænkt, at damer er en uddøende slags. Pludselig var vindueudstillingerne fjernet, så man kunne kigge ind i det her helt fantastiske spejlrum. En hel barokbalsal af halogen-spots, tykke tæpper og uendelighedseffekter. Lokalet stod til nedrivning, men var muligt at leje af Københavns Ejendomme til en uhyrlig sum.

Mens jeg gik og arbejdede faldt lokalet mere og mere fra hinanden. I det hele taget tog rummet mere og mere over og lavede sit eget “trip”. Det lå over for Nørrebro Station som er et område, hvor der bliver brændt ret meget testosteron og rastløshed af. Indgangs partiet var godt til mobilsamtaler og kanonslag, og efter nytår var der ingen ruder tilbage mod Nørrebrogade. Det var i det hele taget en ret kold og angstprovokerende omgang: Spøgelser i de 500 kvm. tomme kælderlokaler nedenunder, hjulspin og hjemløse udenfor og mig selv som en guldfisk i en meget stor glasbowle, når jeg tændte balsals-hallogenlamperne. Nogen røvede juvelerén på den anden side af gaden, så lokalet “var helt alene” der midt i afspæringen fyldt med blå blink. Alle de omstændigheder fyldte meget, mens jeg lavede optagelserne, men er blevet siet mere eller mindre fra – ihvertfald som konkrete omstændigheder. Jeg er ikke interesseret i at fortælle historien om Ydre Nørrebro i journalistisk form. Men har nærmere vendt det om som en omvendt Verfremdungseffekt for at opløse det udenfor til noget, som er lige så uvirkeligt, som det rum jeg prøver at lave i spejleffekterne – så rundstykker fra et Føtex-banner, busser og snevejr bliver lige så svimmelt som resten.

Pernille With Madsen: Tidsmaskine (installationsview), 2010. Videoprojetion med skygger.

Værket Tidsmaskine i rum nummer to er det en introduktion til videoværket?

Nej, det er det ikke. Det er sit eget og egentlig mere uafhængigt af “optagelsesstedet”. Det er en opstilling, der kunne laves, hvor som helst, da den i al sin enkelhed er to spejle på hver sin væg over for hinanden. Jeg har valgt at kalde den Tidsmaskine efter Flann O´Brian´s filosof De Selby og hans teori om, at man kan forskyde tiden baglæns ved en uendelig spejling pga. lysets forsinkelse i spejlingen. Det er igen en svimmelhed i forhold til, hvor man befinder sig – det spejlede/filmede rum, papskiverne oven i projektionen og spejlet og cirklerne gentaget på væggen. Rigtig dårlig hjemmelavet sci-fi med papskiver, der ligner en rumpistol – synes jeg selv.

Du peger på det ikke-rationelle eller ubalance via et slags left-over-space: Damemodemagasinet. Og har tidligere beskæftiget dig med offentlige rum. Er du en slags neo-situationist?

Jeg er ofte inde og vende omkring det stedsspecifikke og dermed også ofte omkring det offentlige rum, men det ender som oftes som eksempler på steder og forsøg på at opløse steder. Deres samfundsmæssige kontekst står derfor og blafrer ved siden af værket. Det er meget present i tilblivelsen og fravalgt som konkrethed i det færdige værk. Nok fordi mange af værkerne handler om stedløshed, det er en del af deres eskapistiske svimmelhed, men de er nødt til at være fysisk virkelige til start. Et “point of departure”.

Situationisterne troede på en sandhed bag kulissen eller bag fremmedgørelsen. Jeg tror ret meget på fremmedgørelsen eller kulissen i sig selv og for sin egen skyld, altså at man kan konstruere andre kulisser end de eksisterende. Jeg besøgte en udstilling om regnskovsindianere på Nationalmuseet, og som jeg lå der i en hængekøje med høretelefoner og fugtmåler på væggen og lurede tricks til videoprojektioner, kom jeg i tanke om, at jeg i hele mit voksenliv har forsøgt at finde tilfredsstillende former for fremmedgørelse. At finde tilfredsstillende former for fremmedgørelse – sådan ser jeg mit arbejde.

Tak.

Pernille With Madsen: Tidsmaskine, 2010. Installationsview af videoprojektion spejlet på modsatte væg, hvorpå der er tegnet cirkler på spejl og væg.