Interview: Pernille With Madsen

Pernille With Madsen: Kollaps, 2006. Video (still)

Vil du sætte lidt ord på de værker, vi kan opleve på udstillingen og måske starte med Kollaps, som vises her på Horsens Kunstmuseum?

Jeg kan starte med installeringen af den, for jeg har fundet to former for installering af den. Der er den, vi ser her, hvor projektionen vises på en lille plexiglasmodel, som mere eller mindre mimer motivet på videoen: vægge – flader. Det vil sige, det er et illuderet rum lavet ved hjælp af plader i almindelig tømmerstørrelse: 2,5 m plader bygget til et rum, som står og falder sammen, og idet de rammer gulvet, hvirvler der noget op fra gulvet, som er iturevet papir. Det er sagen underordnet, hvad det er, der hvirvler op. Videoen bliver ret euforisk og let. Jeg synes selv, at det er et meget sjovt sammenfald mellem, at pladerne er store og besværlige og siger klask!, når de rammer gulvet, og så er det blevet til den her lette diskoagtige scene.

Den er meget hvid og sart, og man får det her indtryk af et hvidt poetisk univers – selvom det, der sker, jo er meget støjende og voldsomt.

Jeg kan godt lide den her forvirring af skala. Det er meget nedtonet her i forhold til andre ting, jeg har lavet, hvor man bliver mere forvirret over, hvad der er stort, og hvad der er småt.

Mit udgangspunkt for at lave Kollaps var, om man kunne lave et fald, som varer evigt. Altså i princippet. Det er så ikke lige præcis det, det er blevet, men det var det, der var udgangspunktet. Altså om man kan strække det der øjeblik, før man rammer jorden, den der ubalance – om man kan lave en lang ubalance. Et fald, der aldrig bliver forløst. Lige dér, hvor du mærker, du har mistet balancen, men inden du rammer jorden – og så bruge det moment ude af kontrol som et euforisk moment.

Hvordan har du rent praktisk lavet optagelsen?

Jeg byggede et rum på 10 x 10 m, og så har jeg sat flere plader op inde i rummet. Uden for rummet står der nogle mennesker på stiger og skubber til pladerne med kæppe så de falder.

Så der er altså mange plader, der falder. Det er ikke bare nogle få, som på grund af redigeringen ligner mange?

Der er mange plader. Men det er også redigeret til at være et uendeligt rum.

Det er euforien ved ubalance. Det handler mange af mine ting om: at prøve at blive stående det sted, hvor ting ikke balancerer. Meget af det handler også om at konstruere desorientering. Konstruere følelserne af at blive væk, ikke at kunne finde vej. Ude af kontrol og desorienteret på en lystfuld måde. Det er min eneste måde at være samfundsundergravende på. Jeg kan ikke finde ud af at argumentere i almindelig politisk debat,fordi jeg ikke kan finde ud af, hvad anden position der er end den diametrale modsætning. I det spil findes der kun klichéer for modspil. Så det er en lyst til at opfinde et sted uden for den der dialektik mellem højre og venstre og rød og sort.

Det er da en relativ vanskelig opgave, du har givet dig selv…

Jeg påstår bestemt ikke, at der bliver lavet realpolitiske ændringer…

Pernille With Madsen: Januar - Februar (januar), 2009. Video (still)		Pernille With Madsen: Januar - Februar (februar), 2009. Video (still)

Lad os gå videre til dobbeltværket Januar/februar.

Ja, det er to forskellige udsigter ud af et vindue. Det er set ud af et vindue over på en facade overfor. Foran vinduet hænger der nogle persienner, og på de persienner har jeg klistret et print af udsigten på den anden side. I det ene tilfælde er det et direkte print, og i det andet tilfælde er det et negativt print. Jeg tror, at det, som jeg bedst kan sige, er, at videoerne generer en følelse af uendelig indendørs – altså af at være uendeligt indendørs samtidig med, at de også har det her aspekt med, at det er et billede af udsigten, hvorpå der er klistret et billede af udsigten, og så står man så og skifter mellem de to billeder af udsigt.

Så vi ser et billede af udsigten og et billede af et billede af udsigten skiftevis?

Ja, og igen det der øjebliks tab af kontrol, som er lystfuldt – eller noget at ” trippe på” – det, at man kan blive i tvivl om, hvad det er, man ser. Skiftet i blikket, som er ret direkte her. Skiftet mellem to blikke. Hvis man forstyrrer sit syn, så man kan skabe desorienteringen igen, så man kan blive væk et øjeblik eller ”trippe” et øjeblik på, hvad det er, man ser, og hvor det er, man er henne.

Ligger der ikke nogen betydning i, hvad det er for en udsigt, vi konkret ser?

Det er to ret forskellige udsigter. Den ene er et klassisk arbejderboligbyggeri fra 1930 – 40’erne, og det andet er noget moderne Ørestadsbyggeri fra Islands Brygge - det som i folkemunde hedder ”glas og stål.”

Nu er det to forskellige værker – men hører de sammen, er der nogen sammenhæng?

Jeg har kaldt dem Januar og februar, og det er jo noget værre føleri, fordi det appellerer til en stemning. Men jeg valgte alligevel, at januar så sådan ud, og februar så sådan ud. Januar var melankolsk, hjemlig, indendørs, og februar var blank og glat.

Men du tænker ikke i politiske budskaber eller samfundskommentarer, når du får ideen til et værk? Det er mere et hverdagsbillede eller et poetisk øjeblik?

Nej, det er eskapisme. Det er et ønske om at forsvinde, men stadigvæk forblive i den her verden, for den kan jeg da meget godt lide. Og jeg tror på, at det er det bedste, vi har gående for os.

Pernille With Madsen: Transition, 2008. Video (installationview)

Pernille With Madsen: Transition, 2008. Video (still)		Pernille With Madsen: Transition, 2008. Video (still)

Så er der det værk, der hedder Transition…

Ja, det er taget fra den funktion i videoredigeringen, den opløsning som sammenføjer to klip i videoredigeringen, altså den måde som billede A bliver til billede B på. Så det er bare den måde, et billede bliver til et andet på, og det kan så gøres mere eller mindre kunstfærdigt. Den mest usynlige er nok, den der hedder: ”Fade.” Det er sådan en overblænding. Men der mange ret kunstfærdige af slagsen, som man kan kalde mønstre, der bevæger sig. Det er så meningen, at de enten skal sløre en overgang eller understrege en fortælling. Jeg satte mig for at udføre nogle af de her transitions analogt foran kameraet som en slags dukketeater. Så det er oversættelsen af en digital effekt til noget fysisk analogt, hvilket jo er en forholdsvis håbløs foreteelse. Jeg var fascineret af dem som mønstre. Men der er også det her med, at der så meget her i verden, der er svært at forstå, fordi det foregår digitalt, og det forstår mennesket altså basalt slet ikke. Mennesket forstår bedre noget, der vejer og fylder noget…

Altså er det 12 mennesker, der udfører en ret vanskelig koreografi, som du filmer…

Ja, besværet i udførelsen blev ligesom en del af pointen. Det besvær, jeg har gjort mig her, er så at opstille 12 mennesker på et gulv, hvor jeg så filmer dem ovenfra. Jeg har så udstyret dem med en stor hvid, firkantet paphat med et sort klæde lagt over. Det, som jeg så prøver at udføre, er zoom-transitions, altså zoomovergange. Der er én, hvor billedet zoomer ind og drejer rundt og bliver mindre, indtil det forsvinder. Én, hvor billeder bliver skåret over i fire dele, drejer rundt og forsvinder og én, hvor billedet bliver skåret op i tolv billeder, som drejer rundt og forsvinder. Mine billeder er kun sorte og hvide – og det var rigeligt besværligt. Det sorte klæde danner det sorte billede, og den hvide paphat danner det hvide billede. Så det er tolv mennesker, der står på et gulv og drejer rundt, mens de river det sorte klæde af deres hvide paphat. Det er så først en, fire og tolv.

Og det kan vi så se som din kommentar til denne overgang til det digitale: at vende udviklingen på hovedet og overføre den digitale funktion til det analoge?

P: Ja!

Pernille With Madsen: Scene for udsigt, 2007. Video (still)

Det sidste værk på udstillingen er værket Scene for udsigt.

Det er et værk fra en serie på otte. Men jeg har valgt, at der skal være forskellige værker med her. Så jeg har plukket ud i nogle serier, fordi det er sådan en præsentation af, hvad jeg har lavet. Scene for udsigt er helt konkret en svingdør til Fields, som ligger i Ørestaden. En svingdør med skrift på, hvor man kan se, hvornår de har åbent. En svingdør, der drejer rundt, som jeg har været ude at filme og har taget med hjem i værkstedet hvor jeg så tømrede en lignende konstruktion som svingdøren. Det vil sige to plader sat over hinanden, koblet til en motor. Og så har jeg projekteret videobilledet af svingdøren op på konstruktionen med motor og genfilmet den. Så det er to rotationer oven på hinanden. Det er sådan en dobbeltsvimmelbevægelse. Det er igen det her med, hvad der er fysisk til stede, og hvad der er et billede.

Videobilledet er repræsentation hentet ude i virkeligheden. Det ligner 3D. Men den anden er sådan en konstruktion bygget i værkstedet - fysisk 3D i det her tilfælde, før det hele så bliver klasket sammen og filmet til endnu en gang 2D. Så det er to gange rumligheder klasket sammen til et nyt fladt billede. Alle optagelserne fra de otte sekvenser er fra Ørestaden, fra DR byggeriet.

Kan de ses som metakommentarer til en virkelighed, som du har rekonstrueret?

Ja, man kan kalde dem svimmelheder, fordi man bliver væk. Hvad findes hvor? Hvilken grad af repræsentation er vi ude i? Min eufori over det skyldes at jeg kunne opløse den der arkitektur, fordi den er så overgrebsagtigt - så ”midt i opsvingshalløjsaet” - så magtdemonstrationsagtig…

Så her dekonstruerer du lige Fields…

Vi tripper lige lidt på og opløser det så!

Værkerne er meget stille og poetiske, men samtidig handler de om at se, og om det samfund vi er en del af, der er mange niveauer…

Jeg tror ikke, man kan konstruere et poetisk billede. Jeg stiller en eller anden præmis op for, hvad der skal ske, og så må vi se, hvordan det ser ud. Et kriterium er selvfølgelig, om det er muligt at se for andre, hvad det var, det skulle. Det skal have en forførelseskraft for at komme andre ved. Men der skal også være en chance for kunne se, hvad konstruktionen, der lavede billedet, var.

Tak