Interview: Party and Lost

Hannah Heilmann, Randi Jørgensen, Sigrun Gudbrandsdottir, Katrine Malinovsky, Vibeke Mejlvang, Tanja Rau og Sofie Hesselholdt.

Jeres udstillingsprojekt bliver beskrevet som en undersøgelse af forhold omkring individ og fællesskab. Hvad har i fundet ud af?

Sigrun Gudbrandsdottir: Vi har ikke evalueret, hvad vi har fundet ud af endnu. Vi havde en masse forestillinger om, hvad det ville kræve af os hver især at gå ind i sådan et samarbejde, og jeg er ikke sikker på, at de forestillinger egentlig levede op til virkeligheden. Det har været en meget organisk proces og utrolig positiv. Der har ikke været nogen vulkanske udbrud eller kriser.

Katrine Malinovsky: Vi brugte faktisk de første tre måneder på at sidde og mest af alt snakke. Det var både sjovt, men også lidt hårdt og en anelse enerverende. Vi havde en stor udstilling, men hvornår kommer vi igang med at producere noget. Den lange indledende periode har så vist sig at gøre, at vi har kunnet accellerere enormt op til afslutningen. Det har virkelig været en proces, hvor man skulle fralægge sig sine egne idéer, lægge noget af det man plejer at gøre fra sig, og kunne gribe de andres idéer og tænke videre på dem, sådan at man når frem til nogle værker, hvor der ikke er én afsender, men hvor det er vores fælles udtryk.

Hannah Heilmann: Jeg synes, at det handler meget om en form for mental sammensmeltning, og for at den kan finde sted, har vi været nødt til at smelte ned. Der er fx det her skib, og det var først da Tanja beskrev det, som noget der var sunket - sådan at man kunne starte forfra - at jeg fangede den egentlige betydning i det. Det er en meget romantisk tanke, men det gælder for mange af værkerne. Der er flere af værkerne, der har noget dystopisk over sig. Som nogle platforme for at noget andet kan ske. Det er måske det, man gerne vil opnå, når man skal lave noget sammen.

Jeg har været meget optaget af, hvordan man kan gøre det, hvordan foregår det. De punkter hvor det er lykkedes os at lave noget, har tit at gøre med fx timing eller nedsmeltning - mere end at der lige kom den helt rigtige idé. Hvis man forestiller sig, at det er sådan verden fungerer i det hele taget - og det tror jeg, at det er - så er det i virkeligheden et ret interessant perspektiv. Jeg tror, at det handler meget om sammensmeltning.

Sigrun Gudbrandsdottir: Selve dét at tage udgangspunkt i et ’fællesskab’ som tema for en udstilling, har føltes meget farligt, fordi det i princippet kunne ende helt galt. Vi vidste, at vi skulle investere noget, for ellers ville det blive virkeligt åndssvagt og uambitiøst, men præcis hvordan vi skulle have det til at gøre ondt, var vi ikke klar over. Det var vi nødt til at opfinde, og gå tilbage til et nulpunkt. For at det skal gøre ondt er jo ikke det samme som at det skal gøres ekstremt. Processen som sådan afspejler sig på den måde meget i de værker, der er kommet frem. Hele den undersøgelse og udforskning, der sker fra det tidspunkt, man vedtager, at man skal lave et arbejdsfællesskab, til det rent faktisk lykkes at producere og skabe noget. Det er en helt parallel proces, som også er sjov at skyde ud på nogle større forestillinger om fællesskab i det omgivende samfund generelt. På den måde kan man sige, at vi har foretaget en slags grundforskning i at arbejde i fællesskab og i at tage udgangspunkt i det som idé.

Sofie Hesselholdt: En anden ting er, at vi tilsammen er de her fire grupper, og ikke har én leder. Det har været et udfordrende element, at man ikke har kunnet udnævne én leder, for der er en hel del koordinering i at være otte mennesker, der skal mødes og få ting til at ske. Vi har afprøvet forskellige modeller. På den måde har det været en lang, organisk proces, hvor man hele tiden har måttet omforme og tilpasse sig og struktuerere udfra et nu og her.

Hannah Heilmann: Ja, og er det en praktisk ekspertise, som så bestemmer, hvem der bestemmer, eller er det en vision? Det er jo også virkeligt interessant i forhold til alle mulige andre og større sammenhænge. Jeg tror, at nogle af de værker, som vi er blevet mest glade for, er nogle af dem, som vi har stået og modelleret sammen. Jeg synes, at der er nogle af dem, der har noget meget maleri-agtigt over sig. Noget helt pinligt. Vi stod faktisk på et tidspunkt kollektivt og lavede abstrakt ekspressionisme!

Så en stor del af processen har handlet om, at finde et fælles fundament?

Hannah Heilmann: Vi skulle smelte ned, så vi kunne smelte op igen.

Sofie Hesselholdt:: Vi har jo skrevet eksplicit i pressemeddelelsen, at vi af uddannelse er opdraget til at tro på det her. Vi er børn af halvfjerdserne, og vi er vokset op med en tro på en generel fællesskabsfejring, men man kommer altid til kort i fællesskaber. Nogle gange støder man ind i egne begrænsninger og nogle gange støder man ind i andres.

Hannah Heilmann: Samfundet er jo lige nu helt vildt i tvivl om, hvad det skal mene om fællesskaber og har været det i mange år. Forestillingen om fællesskabet er lidt blafrende, men jeg mener personligt, at det er positivt ladet. Og samtidig; når jeg siger det højt, så bliver jeg også helt usikker. Men jeg synes, at det lyder flot med fællesskab. Er det pinligt?

Randi Jørgensen: Jeg synes i den kontekst, at det er meget sigende, at det første værk, vi blev enige om, er hesten, eller rideturen. Vi rider alle rundt på den samme galopperende hest i en stor cirkel, som en fejring af det heroiske fælleskab. På en eller anden måde, så er det blevet mere og mere sort sidenhen, og vi er kommet dybere ned i alle følelserne omkring fælleskab.

Hannah Heilmann: Det er i hvert fald blevet mere og mere mudret, og mere og mere plumret og pulpet siden!

Sigrun Gudbrandsdottir: Samtidig med at gruppen har stået mere og mere klar, og er blevet mere og mere bevidst om, hvad vi ville med det. Man kan sige at hesten måske var et postulat om, at fællesskab er godt og rigtigt. Men derefter har vi jo været igennem en masse billeder som fx kannibalisme. Hvor man kan sige, at hvor hesten rider rundt i en ring og ikke kommer nogle vegne, der kan kannibalisme, selvom det lyder vældigt undergravende for fællesskabet, også være et symbol på, at man optager næring fra hinanden i en dynamisk proces. Lige præcis dét element har vi forfulgt meget langt i nogle værker.

Har hele processen som sådan betydet noget for jeres generelle opfattelse af fællesskaber?

Sigrun Gudbrandsdottir: Der er forskellige lag i det på den måde. Fællesskab som begreb, er jo interessant at gå ind i - det er interessant at forske i - men det er måske lige stort nok at sige, at arbejdet i denne gruppe påvirker ens syn på alt andet. Lige så snart man går ind og analyserer en sammenhæng, som man indgår i, så bliver man selvfølgelig klogere. Men selve det at indgå i dette arbejdsfællesskab, har for mig været ekstremt givende. Det føles som at løfte i flok på en måde, som jeg slet ikke havde forestillet mig det kunne være.

Vibeke Mejlvang: Vi har også været et lykkeligt match. Konstellationen har været virkelig god. Vi har allesammen været enormt ansvarlige Der har ikke siddet nogen og gemt sig, når der skulle laves en kedelig ting. Men det har nok også været konstellationen af de her fælleskaber, der har gjort det. Jeg har i hvert fald siddet i andre sammenhænge, hvor det har været meget diffust og gået trægt, og hvor man skulle prøve at lave stor kunst og det ikke lykkedes af samme grund.

Hannah Heilmann: Der har været nogle perioder, hvor vi allesammen har været frustrerede og pludselig allesammen har været stressede, men vi har været det sammen.

Katrine Malinovsky: Jeg synes da også, at der har været et tidspunkt i arbejdsprocessen, hvor man har været virkeligt irriteret, og hvor man tænkte: Hold kæft, det gider jeg ikke, det her, jeg orker det ikke...

Sigrun Gudbrandsdottir: Der var også et tidspunkt, hvor vi ikke var sikre på, at det ville blive til noget, og jeg var bange for, om vi ville ende med et eller andet middelmådigt

Vibeke Mejlvang: Det er sjovt, for sådan har jeg overhovedet ikke haft det!

Randi Jørgensen: Men det er også ret stort, at komme ud på den anden side og have lavet et værk, hvor man har givet helt slip. Jeg tror ikke på, at man partout i sin egen gruppe kan ændre kurs og taktik. Jeg tror, at der skal et eller andet ekstremt til. Der skal stå syv andre og sige, at man skal blive ved, og jo... den skal være grøn! Jeg synes, at der i selve den proces er blevet åbnet op for mange nye ting.

Sofie Hesselholdt: Pulpelandskabet aldrig var sket i Hesselholdt & Mejlvangs regi. Der er helt sikkert opstået noget, som jeg tror ingen af os har kunnet lave eller få til at opstå på egen hånd eller i vores grupper.

Så det har altså været af særlig værdi at lave et samarbejde i forhold til selve det udtryk, der er kommet frem?

Tanja Rau: Ja, for der er kommet nogle værker ud af det, som ikke har noget tydeligt aftryk af nogen af os, men derimod et fælles.

Hannah Heilmann: Det er klart, at de folk, der ser udstillingen så må bedømme, om de synes det er mere spændende, end hvis vi havde lavet noget hver for sig. Men for os har det været enormt spændende. Der er et eller andet dobbelt forløb mellem vores proces og projektet om at lave noget fælles. Det er klart, at vi er vant til at arbejde i grupper, og det ligger implicit at vi interesserer os mere for, hvad det vil sige at lave kunst i en gruppe, end alene. I udgangspunktet har vi været optaget af at finde ud af, hvor mange man egentlig kunne være om at lave et kunstværk; hvor meget vi har kunnet presse processen. Er det et postulat, og kan man rent faktisk gøre det, bliver det til noget mere og bedre og kan det rent faktisk gennemføres.

Man kunne også frygte en grød af almindeligheder.

Tanja Rau: Det der er styrken i mange af værkerne - og det der er svært at finde i værker lavet af kun en person - er, at de har noget som også er til stede i fx en by. Der er en eller anden form for liv og mærkelig skævhed, når mange mennesker er til stede samtidig, og har været med i skabelsesprocessen. Der opstår sammenstød mellem fremmedelementer, som man aldrig ville kunne opnå som enkeltperson.

Sofie Hesselholdt: Men samtidig så har jeg været overrasket over, hvor færdige værkerne vi har fået produceret. Det ligner jo kunst! Det er jo afsluttede værker i en konkret form. Jeg har kunnet frygte, at det ville ende med at blive meget mere diffust, og at det ville komme til at handle om processen i sig selv. Men det vi er endt med er noget, der er meget værkorienteret.

Hannah Heilmann: Ja, det er store, samlede værker. Vi kunne hver især have siddet og lavet små detaljer, og så kunne man have sat det sammen. Men det har vi ikke gjort. Vi har lavet seks værker, og i det store hele føler jeg, at vi har tænkt dem sammen, at vi har lavet det hele sammen.

Katrine Malinovsky:-Vi mødtes sidste sommer, hvor vi blev inviteret af Vibeke og Sofie, hvor de foreslog, at skulle lave noget sammen. Stemningen blev hurtig, at vi ikke skulle lave en typisk gruppeudstilling, hvor vi delte rummet op. Vi besluttede at lave alt i fællesskab. Vi kendte ikke hinanden specielt godt, så det var lidt ekstremt. Indimellem er det klart at man har tvivlet mere eller mindre på, om det egentlig kunne lade sig gøre. På den måde er vi kommet i mål med dét, vi har sat os for.

Hannah Heilmann: Det sjove er jo også, at når vi skal tale om udstillingen, så kommer vi allesammen til at tale om processen i stedet for, og det er ikke fordi, at det ikke er interessant at tale om værkerne i sig selv, men fordi det er svært at tale om noget på egen hånd, som er skabt fælles.

Tak