Interview: Nina Kleivan - Statens Kunstfonds 3-årige arbejdsstipendie

Nina Kleivan: In the dream it is always night, 2007. Videostill.

Hvordan vil du med egne ord beskrive dit kunstneriske projekt?

Jeg tror ikke, at du som kunstner kan stå og se på dit eget værk udefra - i hvert fald ikke særlig nuanceret eller troværdigt. Du er alt for involveret, og du risikerer, at ordene trækker alt luft ud af værket. Læs kunsthistorie eller litteratur, hvis det er ordene, du er forelsket i, hvad som helst. Sådan er det i hvert fald for mig, og det er jo det eneste, jeg kan tale ud fra. Jeg har selv læst kunsthistorie, fået min bachelor endda. Men jeg har fået en temmelig stor lede ved alle de ord, der pakker tingene ind, og næsten bliver et værk i sig selv – et temmelig voluminøst og vulgært værk efter min mening. Er det ikke bare et gardin du trækker ud over noget, der i bund og grund skal opleves visuelt?

Samtidig er der selvfølgelig nogle hovedtendenser i mine værker, og jeg bruger gerne det personlige i mit projekt. Min far sad i tysk fangelejr under anden verdenskrig og beskæftigede sig senere som social antropolog med ”oprindelige folk”, sydamerikanske indianere ikke mindst, og når vi i min barndom sad rundt om middagsbordet, blev der tit talt om tortur og kz-lejre og al mulig anden menneskelig ondskab, egentligt alt for meget for et barn. Mange af mine værker handler derfor meget naturligt om forholdet mellem offer og bøddel, magt og afmagt og om sammenstød mellem umage størrelser eller par. Nogle gange er der måske humor på spil, men rundt om hjørnet lurer der altid noget foruroligende, noget man måske kunne sige er ”gået galt”.

Du nævnte, at du også er uddannet som kunsthistoriker? Har det haft nogen indflydelse på din kunstneriske praksis?

Jeg kommer fra en akademisk familie, og derfor lå det lige for at fortsætte i det spor. Men samtidig var jeg nok den dumme i familien, hvor det hed sig, at det da i det mindste var godt, at jeg ku’ tegne. Da jeg startede på kunsthistorie, fik jeg næsten øjeblikkelig en klar fornemmelse af, at jeg ikke hørte til der. Studiet var på det tidspunkt fuld af hattedamer og plisserede nederdele, jeg kedede mig og ville hellere have hænderne i materialerne, så derfor søgte jeg ind på kunstakademiet. Da jeg læste kunsthistorie var jeg optaget af barokken, de store mestre, de store følelser. Det storladne og patosagtige betog mig, men hele kategoriseringstanken er jeg som sagt inderligt imod. Fx fulgte jeg et kursus på universitetet om De Unge Vilde, og i løbet af undervisningen skulle vi tolke et af deres billeder. Da mine studier på universitetet og kunstakademiet overlappede hinanden i den periode, foreslog jeg, at jeg kunne spørge kunstneren dagen efter om hendes intentioner med værket, men fik at vide ”at sådan gør vi ikke her”. Det var i min øjne helt håbløst.

Nina Kleivan: Another End, 2009.. Videostill.

Du arbejder både med maleri, installation, video og fotografi. Hvor meget betyder arbejdet med det specifikke medie for dig?

Jeg synes, det er fantastisk, at der er så mange medier og udtryksmåder, og jeg kan enormt godt lide at veksle imellem dem. Jeg har lige siddet og arbejdet med kultegning i en længere periode, og nu kan jeg godt mærke, at jeg trænger til at lave noget andet. Jeg glæder mig fx meget til at arbejde med video igen, fordi det er en helt anden måde at lege på. Jeg er ret utålmodig og rastløs af natur, så der skal helst ske noget nyt. Jeg ville blive sindssyg, hvis jeg kun skulle stå og polere på den samme granitblok i et helt år.

I dine videoværker og fotografier arbejder du i høj grad med det fortællende og personlige, ofte med lidt foruroligende og surreelle undertoner. Er det udtryk for en interesse i de mere ubevidste og surreelle aspekter af virkeligheden?

Nej, det interesserer mig ikke. Jeg har rigeligt stof i det bevidste, al den virkelighed der hele tiden vælter ind over en, og derfor har jeg ikke brug for at undersøge det abstrakte eller det ubevidste. De temaer, som jeg arbejder med, udvikler sig hele tiden i nye retninger.

Nina Kleivan: Potency (Pinochet), 2000. C-print. Nina Kleivan: Potency (Hitler), 2000. C-print. Nina Kleivan: Potency (Stalin), 2000. C-print.

Nina Kleivan: Potency (Mao), 2000. C-print. Nina Kleivan: Potency (Mussolini), 2000. C-print. Nina Kleivan: Potency (Saddam Hussein), 2000. C-print.

Dit nok til dato mest omdiskuterede værk er fotoserien Potency fra 2000, hvor du har fotograferet en baby klædt ud som moderne tids største diktatorer. Hvordan ser du på det projekt i dag, 10 år efter?

Det er lang tid siden, at jeg lavede den serie, og jeg er sådan set selv helt færdig med projektet. Oprindeligt lavede jeg serien, dengang jeg fik mit yngste barn. Jeg havde været igennem en periode, hvor jeg i forbindelse med graviditeten lå på hospitalet i 3 måneder, og efter jeg var kommet hjem, var jeg i en lang periode bundet til en kørestol, og jeg var ved at blive desperat. Jeg måtte i gang igen. Og så tænkte jeg, at jeg kunne lave et eller andet med min nyfødte datter. Det blev så til en serie på ti fotografier, ni billeder hvor hun er klædt ud som mandlige diktatorer, mens hun på det sidste er nøgen, så man kan se, at det er en pige. Ikke at det var det væsentlige – havde jeg fået en dreng, havde jeg lavet serien alligevel, nøgenheden synes jeg er vigtig – men at hun så er en pige, er måske en ekstra lille gevinst for serien. Da jeg lavede det, synes jeg, det var både rigtigt og spændende. At lave et værk for at trykke på nogle provokations- eller publicityknapper var slet ikke min intention. Værkerne blev efterfølgende vist i Kulturhuset Stockholm og var med Galerie Asbæk på Art Forum Berlin og Galleri Bo Bjerggaard på kunstmesse i Torino. Allerede dengang var der naturligvis nogle reaktioner i forhold til at benytte fx Hitler som ikon, men ikke noget som for alvor overskyggede helheden eller selve værket.

Da min bog ENIGMA så udkom tidligere i år ville Politiken gerne omtale den, og de efterspurgte præcis de billeder. Det startede en overvældende mediestorm. Lige siden marts har jeg haft en ansat til tage sig pressen. Googlede man 'baby' og 'Kleivan', da det hele var på sit højeste i midten af marts, kom der 48.500 hits op, mine billeder var med i musikvideoer og dukkede op i de mest bizarre sammenhænge. Jeg havde også givet nogle enkelte interviews, men jeg oplevede næsten hver gang, at journalisterne havde deres helt egne vinkler, der lå meget fjernt fra værket, og citaterne blev mere og mere forvrængede. Til forskel fra dengang jeg lavede serien, er Internettet jo i dag et helt andet medie, helt anderledes udbygget, og distributionen af informationer er tilsvarende blevet lynhurtigt, så pludselig er billederne nået ud til folk overalt. I begyndelse var det mest billedet af Hitler, som provokerede, men nu får jeg også reaktioner på de andre. Fx fik jeg en mail fra en serbisk journalist, der gerne ville vide, hvorfor Milosovic var med blandt diktatorerne, for det havde han i hendes øjne ikke noget at gøre med. Der var også en henvendelse fra en journalist fra Torontos største avis, og i den sammenhæng bestod provokation i, at jeg havde fotograferet babyen nøgen. Det er ret interessant, men også skræmmende at opleve, hvordan vi ser verden med så forskellige øjne. Herudover har der været helt ufattelige mængder af mails og telefonopkald fra galninge, der på alle mulige måder har truet mig, villet koge mig levende, skære mig i småstykker og alt mulig andet. Nu ved jeg alt om, hvordan nettet i sin grelleste form også fungerer.

Nina Kleivan: Somewhere between walking and waking, 2007. Videostill.

Men hvad ville du gerne fortælle med serien?

Det, som jeg syntes, var interessant, var sammenstillingen af uskylden i form af babyen og diktatorerne som udtryk for det ladede, det ikke-uskyldige. Babyen er det ubeskrevne blad, og hvad er det så, der gør, at vi bliver, som vi bliver, hvad er det der bliver fyldt på os – her så sat på spidsen med ”menneskelige” eller ”historiske” ekstremer. Samtidig er billederne måske også lidt morsomme – altså Stalin med stor blenumse! Man står og griner lidt, men kan heller ikke helt holde det ud. Men som jeg var inde på før, er jeg er vokset op med historier om, hvordan valg har konsekvenser. Man må prøve på at bevare sin menneskelighed uanset hvad og prøve at træffe de rigtige valg. For nogle handler værket også om, at man som forældre har et ansvar, og jeg har fået flere mails, især fra italienske kvinder, sjovt og fordomsbekræftende nok, som takker mig for, at jeg har gjort dem opmærksom på, hvor stort og svært, det er at være mor.

Hvordan har din familie det med, at du arbejder med de meget personlige historier?

De tager det pænt, men jeg har fx en tante, som har det meget dårligt med det. Hun er jøde, og meget af hendes familie forsvandt i østeuropæiske lejre under krigen. Dengang jeg udstillede baby-billederne, var hun på besøg fra Norge og så dem ved et tilfælde inde på Galerie Asbæk. Da vi spiste middag om aftenen, fortalte hun, at hun havde set det mest afskyelige og usmagelig kunstværk. Det var lidt tungt. Selvom jeg prøvede at forklare, at der var en mening med det, at det ikke bare var bevidstløs underholdning eller provokation, kunne jeg mærke, at det gik over hendes grænse. På en måde kan jeg inderligt godt forstå hende, men som billedkunstner kan der ikke være de samme grænser; jeg er nødt til at sætte mig ud over dem.

Nina Kleivan: The Past Revisited, 2009. Videostill.

Hvad arbejder du med lige nu?

12. juni åbner udstillingen LABORATORIUM i Kunsthal Brænderigården i Viborg, som jeg er med til at kuratere, og hvor jeg også er blandt udstillerne. Det er en udstilling om arbejder på og af papir, hvor vi har ønsket at belyse kvaliteten og bredden inden for denne kategori set i et kunsthistorisk perspektiv. Mit bidrag er 30 kultegninger, der har fællestitlen Erindringen om en stor overflødighed. Udgangspunktet er en absurd skilsmisse, hvor jeg mistede næsten alt, hvad jeg ejede. Tegningerne er alle sammen meget enkle og gengiver alt fra håndtasker og smykker til møbler og sko.

Til august er jeg med på en udstilling, som hedder Bedlam på Den Frie, der tematiserer normalitet og galskab. Her har jeg lavet et nyt videoværk, hvor jeg igen inddrager Hitler. Det er et lille, absurd værk, som handler om kontraster, og om hvad der sker, når man sætter helt uforenelige størrelser sammen. Da jeg boede i Norge som barn, havde vi ikke så mange penge, og da frugt var dyrt, var det en stor ting, når man fik en appelsin. Dengang var de pakket ind i silkepapir, som vi kunne lege med. Hvis man vred hjørnerne, kom det til at ligne små spøgelser, som kunne ligge på bordet og rokke. Dem har jeg lavet en masse af og printet Hitlers ansigter på. De bliver ledsaget af et lydspor, som består af en oplæsning af en tekst, jeg har skrevet. Den er meget kvindelig, og handler om nogle af alle de hverdagstanker, der løber gennem en kvindes hoved, som fx ”nej, hvor er jeg blevet tyk, jeg skal også huske at købe mælk, og jeg må se at ringe til min mor”. Det er den rene ynk, og sammenstillet med Hitlers ansigt skabes nye fortolkningsmuligheder, ikke mindst fordi teksten bliver læst op af en mandlig skuespiller, som råber og spytter mere og mere undervejs.

Men da jeg i sin tid søgte det 3-årige arbejdslegat, søgte jeg egentligt ud fra et projekt, som jeg har arbejdet på i en del år; en illustreret udgave af James Joyces ”Ulysses”. Indtil videre har jeg læst en masse, og jeg har en stor bunke skitser og idéudkast liggende, som jeg skal til at arbejde videre med. Det er et meget ordrigt værk, og det skifter spor fra kapitel til kapitel. Hver gang man tror, at man har fat i det, folder der sig nye blade ud inde i blomsten, eller der opstår nye stisystemer, man skal følge. Derfor har jeg besluttet at give mig selv frit valg på alle hylder, også hvad angår medier.

Vi skal bede dig om at stille et stafetspørgsmål til den næste kunstner i interviewserien om modtagerne af de 3-årige arbejdsstipendier. Hvad vil du gerne spørge Ismar Cirkinagic om?

Hvordan kom du i sin tid i gang med at arbejde med de ting, som vedrører krigen i Bosnien. Var det helt naturligt for dig eller skulle du igennem nogle barrierer, før du følte, at du kunne tillade dig det? Havde du nogle overvejelser eller kvaler - og hvilke? Og hvordan laver man udsagn så det ikke bliver for personligt, men mere generelt?

Tak.

Nina Kleivan: The Return, 2009. Videostill.