Interview: Nina Beier - Statens Kunstfonds 3-årige arbejdsstipendie

Nina Beier: Morphological Mimicry and Mympathetic Magic, 2010. Variable mål. Gardin. Nina Beier: Trauerspiel (performed by Marisa Rigas), 2010. Skulptur 20 x 30 x 35 cm/ metal stander 35 x 35 x 120 cm. Ler, pigment.

Hvordan vil du med egne ord beskrive dit kunstneriske projekt?

Jeg arbejder med forskellige former for iscenesatte benspænd og fysiske manifestationer af handlinger, der har fundet sted. Mine værker har det med enten at bearbejde en allerede eksisterende historie eller skabe præmisser for, at en ny historie kan udspille sig. De tager både form som skulpturer og performances og består ofte af indgreb, der skubber til etablerede formater af forskellig art. Men måske det er nemmere at snakke mere konkret om det projekt, jeg arbejder på nu. Jeg er ved at lave et værk til min Statement præsentation på Art Basel, der placerer sig i rummet mellem intention og fortolkning. Jeg har lavet en publikation, som fungerer som en overordnet ramme for projektet. Den består af tre skribenters tekster, skrevet fra hver deres perspektiv på projektet. I udstillingen kommer disse tekster til at ligge i en blandet bunke som normale handout-sheets, men alt efter hvilken tekst, man får fingre i, får man en forskellig indgang til udstillingen. Projektets centrale værk, Trauerspiel, tager udgangspunkt i en skulptur, som jeg har lavet, der vil blive lavet igen på stedet under opbygningsfasen af en skuespillerinde. Baseret på min genfortælling af skulpturens proces og resultat, gennemspiller hun alt det, som jeg gjorde, mens jeg lavede skulpturen, fx holder hun de samme pauser, laver de samme fejl osv. Til trods for at hele processen bliver gentaget, er der ingen garanti for, at resultatet på nogen måde kommer i nærheden af udgangspunktet. Til gengæld er der et stort råderum for at hun kan bruge sin faglighed og evne til at oversætte følelser til handling og måske vil der i gentagelsen blive fremhævet nogle aspekter, som jeg ikke selv var i stand til at indpode i skulpturen. Skulpturen vil derefter indgå i udstillingen, som en slags udstillingskopi, eller et højst sandsynligt misforstået portræt af dens egen intention. Bag ved skulpturen kommer der til at hænge et bagtæppe, som iscenesætter skulpturen og udpeger den som aktør. Men i og med at gardinet er præcis samme farve som skulpturen, ender det med at udfordre muligheden for at affotografere eller dokumentere skulpturen for eftertiden. Så værket vibrerer imellem to modsatrettede intentioner, og udstiller sit eget paradoks.

Herudover udstiller jeg et performativt værk, Repertoire, der dels består af en animeret modellervoksfilm og et antal skuespillere, som jeg har hyret til at stå enkeltvis og se på filmen, mens de reciterer alle de replikker, som de kan huske fra deres repertoire. Skuespilleren bliver en slags container for en kulturel referenceramme, i og med at vedkommende kommer til at stå og projektere de erindrede fortællinger over på den abstrakte animation. Værket spejler på en måde lerskulpturen, og den gængse beskuersituation der foregår der, hvor der på samme måde læses materiale ind i et kunstværk der i sig selv bærer mere eller mindre intention.

Nina Beier: Paint, Painting, Picture, 2009. Variable mål. Oliemaling. Under "The Improbability of Common Sense" (2009) af Mario Garcia Torres Nina Beier: Paint, Painting, Picture, 2009. Variable mål. Oliemaling.

Er det et projekt, som du laver alene, eller er det et samarbejde med Marie Lund?

Det er mit eget værk. Marie og jeg arbejder hovedsagligt individuelt nu. Vi bor i to forskellige lande og har ikke den samme daglige udveksling, men vi prøver på at finde nye måder, hvorpå vi stadig kan samarbejde i andre formater.

Er der forskel på det du laver, når du arbejder alene, og når I samarbejder?

Det er der sikkert, men den er ikke bevidst formuleret. Lige nu er vi faktisk ved at lave en dobbeltudstilling på MUDAM i Luxemburg, hvor vi viser individuelle værker sammen med et nyt værk vi laver i samarbejde. Projektet tager udgangspunkt i en udstilling, vi lavede i Holland sidste år. Dengang bad vi en skribent om at rejse ned og se vores udstilling og efterfølgende skrive en roman baseret på hans oplevelser. Han skrev så en historie om en stenhugger, som bor i Holland og laver nogle værker, som med et lidt forskudt perspektiv portrætterer dem, vi havde lavet til udstillingen. Hans fiktive værker, tager alle udgangspunkt i det samme tankegods som de oprindelige værker, men tager ofte en helt anden fysisk form. Til udstillingen i Luxemburg laver vi hver en række nye værker som en slags svar på hans tekst, som vil blive præsenteret som illustrationer til bogen. Men det, der slog os begge, da vi læste hans tekst, var, at de projekter, som vi hver især var gået i gang med siden udstillingen, i den grad korresponderede med dem, han var kommet op med i sin proces. Så han må virkelig have forstået essensen af det, vi er i gang med, eller også er vores arbejde så forudsigeligt, at alle og enhver kan afkode, hvad næste skridt er! I hvert fald har vi nu sat gang i en stafet, og man kan jo aldrig vide, om han skriver en bog mere efter denne udstilling.

Du har refereret meget til tekst, og det lyder som om, at det indgår meget i dine værker. Hvilken rolle spiller det som element?

Jeg trækker på flere forskellige udtryksformer udenfor billedkunsten, og tekst figurerer nok på samme plan med genrer som musik, teater og dans. Egentlig handler det mest om, at det kan bruges som sprog. Det er ikke så meget det specifikke udtryk, der optager mig, som dets evne til at indeholde de historier eller spændinger, jeg prøver at frembringe.

Nina Beier: Friendship Fountain Non Finito, 2010-. 24 x 30 x 14 cm. Egetræ. Nina Beier: Sculpture to be Seen from Mars Non Finito, 2010-. 50 x30 x 30 cm. Egetræ.

Der er en grad af uforudsigelighed i dit arbejde. Kan du fortælle lidt om det?

Det værk, der indfanger det uforudsigelige på den mest konkrete måde, er nok en serie træskulpturer, jeg arbejder på. Skulpturerne bærer alle undertitlen Non Finito, som er lånt fra et begreb, der oprindelig blev anvendt af kunstnere som Donatello og Michelangelo til at beskrive den skulpturelle stil, de udviklede, hvor figuren ser ud til at træde halvvejs frem fra den stenblok, den er hugget ud af. Mine skulpturer ser dog ikke bare ufærdige ud, men er det også. Og selv hvis de bliver udstillet eller solgt, forbeholder jeg mig retten til at arbejde videre på dem. Denne præmis stiller sig i vejen for at værket kan forstås som objekt, der uafhængigt kan gå i cirkulation og indskrives i kunsthistorien eller på anden måde indfinde sig i et system, der dikterer, at værket ikke længere er del af livet og justerbart i forhold til det. Livet er jo uforudsigeligt, og jeg er for eksempel ikke enig i alt, hvad jeg har produceret indtil nu, og jeg håber forresten, at det fortsætter på den måde. De her skulpturer prøver at favne den situation på godt og ondt, selv hvis jeg kommer på vildspor undervejs.

Men for at vende tilbage til skulpturerne, så har de allerede titler. Hvordan hænger det sammen med, at de er under udarbejdelse? Er der ikke allerede plantet en intention i dem?

Jo, det er der på en måde. Samtidig er titlerne bare lånte titler fra andre kunstneres skulpturer eller projekter, som ikke er blevet realiseret. Derfor skal titlerne mere ses som et udgangspunkt eller som en slags udfordring, og lige præcis fordi de er lånte, peger det også på, at de sagtens kan blive skiftet ud undervejs.

Nina Beier: Background og Spectacle #2, 2009. Variable mål. Lærred, kasse. Foto: Massimo Valicchia. Nina Beier: Spectacle #1, 2009. 84,5 x 68,5 cm. Indrammet fotografi.

Du har også lavet en serie fotografier, der hedder Spectacle, hvor man ser forskellige folk betragte kunst. Hvad handler den serie om?

I serien Spectacle har jeg brugt dokumentation af værket som medie og kunstoplevelsen som en situation i sig selv. Udgangspunktet er en skulptur, som er lavet specifikt til mødet med en beskuer, og derefter overtager fotografiske dokument værkets status. Mere overordnet handler det om historieskrivning, men igen også om at stikke en kæp i hjulet på nogle af de mekanismer, som omgærder kunsten fra den bliver lavet, til den bliver udstillet, affotograferet og skrevet om. Alle de anordninger, som nogle gange føles helt naturlige, og andre gange meget konstruerede. I et andet værk, The Imprint, som jeg har lavet i samarbejde med Marie Lund bliver genfortællingen af usynlige processer en måde at indramme udstillingens egen konstruktion. Værket er en instruktion til udstillingsstedets galleriassistenter om at beskrive de værker, som kuratoren oprindeligt havde tænkt sig at have med på udstillingen, men som alligevel ikke kom med. Et kunstværk tager konstant verbal form, både som tekst og i daglig udveksling mellem kunstnere, formidlere og beskuere, og jeg synes der sker noget virkelig interessant i denne demokratisering eller måske udvanding af kunstoplevelsen.

Du har også lavet en serie fotografier, der hedder Spectacle, hvor man ser forskellige folk betragte kunst. Hvad handler den serie om?

I serien Spectacle har jeg brugt dokumentation af værket som medie og kunstoplevelsen som en situation i sig selv. Udgangspunktet er en skulptur, som er lavet specifikt til mødet med en beskuer, og derefter overtager fotografiske dokument værkets status. Mere overordnet handler det om historieskrivning, men igen også om at stikke en kæp i hjulet på nogle af de mekanismer, som omgærder kunsten fra den bliver lavet, til den bliver udstillet, affotograferet og skrevet om. Alle de anordninger, som nogle gange føles helt naturlige, og andre gange meget konstruerede. I et andet værk, The Imprint, som jeg har lavet i samarbejde med Marie Lund bliver genfortællingen af usynlige processer en måde at indramme udstillingens egen konstruktion. Værket er en instruktion til udstillingsstedets galleriassistenter om at beskrive de værker, som kuratoren oprindeligt havde tænkt sig at have med på udstillingen, men som alligevel ikke kom med. Et kunstværk tager konstant verbal form, både som tekst og i daglig udveksling mellem kunstnere, formidlere og beskuere, og jeg synes der sker noget virkelig interessant i denne demokratisering eller måske udvanding af kunstoplevelsen.

Nina Beier: The Complete Works, 2009. Danser: Roberta Escamilla Garrison. Produceret af Nomas Foundation at MACRO, Rome. Foto: Altrospazio.

Stafetsprøgsmål fra Ebbe Stub Wittrup: Hvilke af dine værker har du haft mest glæde ved at lave?

Hård konkurrence. Efter nærmere omtanke må jeg nok sige The Complete Works, som er en performance, der er direkte relateret til Repertoire, som jeg nævnte tidligere. I denne sammenhæng bad jeg en pensioneret moderne danser om at gennemgå alle de bevægelser og dansetrin, som hun kunne huske nogensinde at have danset, i kronologisk rækkefølge i bevægelse gennem museet. De begrænsninger, som hendes hukommelse og krop satte på udførslen af opgaven, skabte en ret indadvendt og rørende koreografi. Hendes personlige historie udspillede sig foran os og blev på en eller anden måde i museets regi, et billede på både dansens eller måske endda vores kulturs historie generelt.

Til sidst skal vi bede dig om at stille et stafetspørgsmål til den næste kunstner i interviewserien om modtagerne af de 3-årige arbejdsstipendier. Hvad vil du gerne spørge Ivan Andersen om?

Jeg tror, at jeg tyvstjæler mit yndlingsspørgsmål fra Prousts Questionnaire: Hvilken reform beundrer du mest?

Tak.

Nina Beier: Shelving for Unlocked Matter and Open Problems, 2010. Variable mål. Modificerede skulpturelle objekter, glas. Foto i baggrunden "At the End of the Day" (2008) af Mandla Reuter.

Nina Beier: The Extreme and Mean Ratio of (Head of Man), 2009. 18 x 14 x 14 cm. Bronze, marmor.