Interview: Nikolaj Recke

Nikolaj Recke: Kicking Up Dust (installationsview), 2010.

Alle værkerne på din nye udstilling Kicking Up Dust tager udgangspunkt i den klassiske, amerikanske land art. Hvad er det, der fascinerer dig ved denne kunstform?

Jeg har faktisk et lidt ambivalent forhold til land arten. På den ene side er den for mig forbundet med både frihed og skønhed, men på den anden side synes jeg også, at den nogle gange kan virke kold og betydningsløs. Et godt eksempel er Spiral Jetty, som er lavet af Robert Smithson. Da jeg som ung kunstner første gang stødte på værket, kunne jeg sagtens sætte mig ind i de bagvedliggende tanker om at flytte kunsten ud af institutionerne - ud i naturen, men samtidig så jeg også bare et billede af en spiralform, som lå ude i noget vand. Det havde jeg lidt svært ved at forholde mig til, for hvad skal man egentligt stille op med det. Jeg savnede allerede dengang, at land arten på en eller anden måde forholdt sig til den tid den opstod i.

Det samme gælder den tidlige konceptkunst, som jeg bl.a. beskæftigede mig med, da jeg boede i New York. På det tidspunkt lavede jeg et værk, som var tænkt som en kommentar til Kosuths berømte værk Three Way Chair. Jeg var provokeret af, at han lavede det her værk samme år, som amerikanerne påbegyndte Vietnam-krigen. Værket handler udelukkende om kunsten selv, dens natur og analysen af den frem for at pege på nogle af de vigtige begivenheder, som finder sted uden for kunstens egen verden. Derfor erstattede jeg Kosuths stole med en kørestol som et forslag til, hvordan han kunne have kommenteret krigen i Vietnam. Samtidig er det også en henvisning til at USA stadig sender folk hjem fra krigszoner i kørestol.

Det handler altså om det forhold jeg som kunstner har til kunsthistorien. Jeg bliver altid grebet af og fascineret af kunsthistorien. Det gælder også de her land art-projekter, hvor kunsten bliver en matrice at betragte landskabet gennem. En måde at begribe det på og samtidig gribe ind i det på. Men ud over at ville udtrykke min store kærlighed til dem, får jeg også lyst til at kritisere dem. Ikke af personlige årsager eller som en kritik af kunstnerne, men ud fra et ønske om at problematisere kriterierne for at skabe kunst. Mange værker forbliver i deres eget univers uden at åbne op for den verden, der er omkring dem. Det er ikke, fordi jeg kræver, at al kunst skal være politisk, men jeg synes nogle gange kunsten bliver for let, hallucinerende og udelukkende betydende i sit eget univers. Jeg tror det er derfor, at jeg ofte beskæftiger mig med en slags reenactments af værker fra kunsthistorien, som jeg forsøger at tage op og genindspille på min egen måde for at tilføje dem nogle lag, som jeg synes mangler.

Hvordan kommer det til udtryk i de værker du har lavet til denne udstilling?

En af de ting, som slog mig i opstarten af projektet var, at land arten i dag på mange måder bare ligger ude i det amerikanske landskab som lidt museale og tomme former. Landskabet i dag handler meget mere om miljø og om, hvad vi mennesker gør ved det. Set i det lys bliver land arten meget let til en nostalgisk og romantisk historie om nogle fantastiske kunstnere, der alle havde private flyvemaskiner og var i stand til at rejse en masse fondspenge til at lave de her for så vidt fuldstændig vanvittige projekter. Derfor startede mit projektet også med, at jeg ville lave et institut for land art, og det kunne være interessant at lægge det et sted, som ikke bare har en kunsthistorisk, men også historisk kontekst.

Derfor tog jeg til New Mexico for at bygge mit institut for land art på det sted, hvor man testede verdens første atombombe i 1945. Denne sprængning kaldte man for Trinity (Treenigheden) og var den eneste man gennemførte inden man kastede 2 bomber over Japan 3 uger efter. Jeg forestiller mig, at Oppenheim og hans crew fra Los Alamos dengang har stået og jublet i stedet for at tænke lidt over, hvad de egentlig har lavet. De her prøvesprængninger er jo en historisk begivenhed, der ligesom land arten har ændret det amerikanske landskab, og de har haft en langt større indvirkning på verden end de kunstværker, der er blevet lavet derude.

Nikolaj Recke: Insecurity Zone, 2009. 60 x 40 cm. Edition 1/5+1.

Men det må alligevel være svært ikke at bliver påvirket af land art-projekterne, når man rent faktisk står derude. Kan du fortælle lidt om mødet med de her værker, og nogle af de tanker du har gjort dig i forbindelse med din bearbejdning af disse møder?

Mødet med Spiral Jetty er et længe ventet møde, der er meget tilrettelagt i sin form. Det er blevet til et videoværk med referencer til en performance af Vito Acconci, som hedder Security Zone. Hans værk udspiller sig på en havnekaj i New York, hvor han bagbundet og med bind for øjnene lader sig guide rundt af en ven, som han har et ambivalent forhold til. De er vist blevet uvenner på grund af en kvinde eller sådan noget. Men pointen er, at vennen i princippet kan lade ham falde ud over havnekanten og drukne, hvis han vil. Så værket handler om at have tillid til noget, som man er usikker ved. I mit værk er det Spiral Jetty og land arten, der er det usikre moment, som jeg forsøger at overgive mig til. Allerede før vi nåede ud til Spiral Jetty fik jeg bind for øjnene, og da vi så ankom blev jeg af min guide, Jacob Lillemose, ført ned til begyndelsen af spiralen, hvor jeg så blev sluppet fri foran videokameraet. Det tog mig næsten 2 timer at gå spiralen igennem med bind for øjnene.

Hvad tænkte du, da du gik der med bind for øjnene og famlede dig frem?

Jeg ved helt ærligt ikke, hvor meget jeg egentlig gik og tænkte på kunst. Jeg tænkte nok mere, at det var fuldstændigt åndsvagt, det jeg havde gang i, for det gjorde helt vildt ondt. Men jeg ville gerne finde min egen tilgang til det her værk, som man jo har set gengivet så mange gange og derfor også har mange forventninger til. Der lå til dels en slags ydmyghed overfor spiralen og Smithson ved at tage bind for øjnene, samtidig med at jeg havde et brændende ønske virkelig at indfange og forstå dette værk. Jeg synes det er vigtigt nogle gange at møde kunsthistorien på en lidt anden vis. Det behøver selvfølgelig ikke nødvendigvis at være med bind for øjnene, men det var oplagt med Spiral Jetty, fordi den er så kendt, det er vel verdens mest fotogene værk. Faktisk gør dets repræsentation gennem utallige fotos det umuligt at opleve værket on-site. Så det er både et humoristisk men også ægte følt forsøg på at opleve værket uden dets repræsentation. At underspille dets visuelle fremtrædelse og i første omgang forbinde sig med det kropsligt. I Smithsons egen film om tilblivelsen af Spiral Jetty, iscenesætter han den kropslige oplevelse af værket meget markant med en 5 minutter lang løbetur ud af spiralen.

Nikolaj Recke: Waking Up to Roden Crater, 2009. 60 x 40 cm. Edition 1/5+1.

Og værket Waking up to Roden Crater?

Det sidste værk er baseret på James Turells projekt Roden Crater, som blev påbegyndt i 1972. Han var på det tidspunkt blevet smidt ud af sine gallerister i LA og manglede et sted, hvor han kunne udfolde sig. Da han så fløj hen over det her vulkankrater, besluttede han sig for at lave et projekt her. Det har han så gået og bygget på i cirka 38 år - og det er jo ikke færdig endnu. I løbet af årene er der blevet annonceret mange åbninger, som ikke er blevet til noget, og nu varsler de endnu en i 2011. Mens jeg boede i New York var der meget hype omkring projektet, jeg læste en artikel i New York Times, der beskrev det som Amerikas svar på Det Sixtinske Kapel. Projektet er efterhånden blevet sin helt egen institution. Området er totalt hermetisk lukket, der er afspærringer hele vejen rundt, og Turell bestemmer 100 % hvem, der må komme ind, og hvilke billeder, der må slippe ud derfra. Derfor har jeg måttet filme hans projekt på afstand. Som en kommentar til, hvordan Turrell selv inde i vulkanen arbejder med fænomener som stjerner, sol og måne, begynder min video kl. 4 om morgenen og viser en solopgang henover Roden Crater. Det er dog ikke et forsøg på at lave en Turrell, men måske snarere et forsøg på at finde tilbage til hans oprindelige tanker bag Roden Crater-projektet, som bl.a. handler om områdets storslåede natur og det umulige i at indfange de fantastiske lysfænomener vores solsystem sender ned til vores planet. Selvom jeg med mit værk ikke som sådan forsøger at levere en kritik af Turrell, synes jeg alligevel, at det er tankevækkende, at et værk, der i den grad har forsøgt at undslippe institutionerne, selv er blevet til en institution.

Men fandt du også ud af, hvorfor du var så tiltrukket af land arten, da du stod ude ved værkerne?

Ja. Det er bare så fedt at være derude! Det er fantastisk at rende rundt med cowboy-hat på ude i de her landskaber. De har ligget her i millioner af år, og alt lige fra indianerliv til bombesprængninger har fundet sted her. Land arten er en cowboykunst, fuld af gode historier og masser af macho i form af dynamit og store maskiner. Trods al min skepsis er det er jo helt fantastisk, at kunsten kan gå ind og påvirke vores forhold til og oplevelse af naturen. Når jeg stod i det landskab, og sparkede ned i jorden, følte jeg at jeg selv lavede land art, deraf kom titlen til udstillingen.

Nikolaj Recke: Trinity Land Art Institute #2, 2009. 60 x 40 cm. Edition 1/5+1.

Når man snakker om land art spiller naturen selv sagt en stor rolle, men hvad betyder den for dine egne værker?

Jeg er for så vidt ikke mere naturelsker end så mange andre, og det er heller ikke altid, at jeg arbejder med den. Men når jeg gør det, handler det nok mest om, at det er noget vi alle sammen har en relation til. Jeg synes, det kan være problematisk at arbejde med et kunstsprog, som der kun er ganske få der forstår. Det kræver, at man skal bruge enormt meget tid på at formidle sine værker. Ved at arbejde med naturen, hvad enten det er i form af en solopgang, en fuldmåne eller begrebet om datolinjen, føler jeg, at jeg kan etablere en slags fællesnævner, der åbner op for, at flere mennesker kan få en føling med mine intentioner i værkerne.

Hvordan vil du i korte træk beskrive dit kunstneriske projekt?

Jeg kom på akademiet som 20 årig, og jeg har aldrig lavet andet end kunst. Som jeg var inde på før, synes jeg, at det kan være både besværligt og kedeligt at følge rent formelle dogmer. Jeg har altid haft et stort behov for at være mærkbart til stede i mine værker. Tidligere optrådte jeg gerne selv som person i værkerne for på den måde at kunne bringe den verden, som jeg lever i, og alt det jeg forstod, så og lærte om kunst med ind i mine værker. Det er selvfølgelig en balance. Ligesom jeg ikke bryder mig om værker, der kun er form og farve, bliver det også kedeligt, hvis der er for meget føleri eller selvbiografi i det.

Hvad er så et godt kunstværk i dine øjne? Kan du give et eksempel?

Det er et værk, der både er politisk, poetisk og nyskabende, men som samtidig forholder sig til traditionen. Denne kombination ser jeg fx i flere af Francis Alÿs' værker. Jeg synes, han formår at berøre enormt mange felter uden at låse sig fast på nogen af dem. Og så kan jeg godt lide, at han tit lader en vildt naiv og skærende poesi skinne igennem. Min ambition, når jeg laver kunst, er ikke at belære folk om noget, men jeg vil gerne røre dem - derfor må det gerne handle både om kærlighed og frygt og forundring.

Tak.

Fotos af området, hvor atomprøvespængningen Trinity fandt sted. Taget i henholdsvis 1945 og 2009.

Nikolaj Recke: Trinity Land Art Institute #2, 2009. 60 x 40 cm. Edition 1/5+1.