Interview: Morten Schelde

Morten Schelde: Children of Suburbia #48 (installationsview), 2004. 5 x (150 x 100 cm.) Blyant på papir.

Udstillingen på Rønnesbækholm er en større præsentation af dine værker lavet gennem de sidste 10 år, kan du begynde med at fortælle, hvordan i har grebet udstillingen an, fx i udvælgelsen af værker og selve opbygning?

Jeg blev kontaktet af Dina Feilberg angående udstillingen i sommer, og vi talte så om, hvordan vi kunne gribe det an. Helt praktisk havde jeg simpelthen ikke tid til at lave en stor udstilling udelukkende med nye værker. Rønnesbækholm er et ret stort sted med syv udstillingsrum, der ligger en suite, og for at udfylde stedet ville det have kræve et helt års produktion. Derudover arbejdede jeg sideløbende med et udsmykingsprojekt til Amalienborg, så det har været en ret tidspresset proces. Derfor vidste vi som udgangspunkt, at vi skulle ud og låne en hel del værker af museer og private samlere. Men der blev også tid til at lave nogle nye ting, bl.a. fem malerier og nogle genoptryk af gamle digitale arbejder fra år 2000, der er blevet trykt i nye formater.

Med hensyn til opbygningen, startede vi med at have en ide om, at vi skulle ophænge værkerne tematisk med ét tema for hvert rum, fx rejsen, videnskaben, interiør, trapper, universet osv. Men som det jo gerne er, når man står i lokalerne, viser det sig, at rummene også har noget at skulle have sagt i forhold til, hvordan det er muligt at placere tingene, og derfor er det er ikke blevet helt så stramt tematisk, som vi oprindeligt havde planlagt.

Morten Schelde: Abendland #5 (The Glorious Defeat), 2009. 150 x 200 cm. Olie på lærred. Courtesy Galleri Susanne Ottesen.

Noget som sprang mig i øjnene, da jeg så dine værker, er, at du ofte arbejder med billeder i billederne - hvad handler det om?

Indarbejdelsen af andre billeder i mine billeder hænger sammen med det collageprincip, som jeg talte om før, men der ligger også det i det, at der er så mange historier, som går forud for og danner os som mennesker. Alt det forsøger jeg at tilegne mig og omsætte, og hvis jeg skal bruge en rigtig kurator-kliché, kan man kalde det en slags genskrivning af historien - men på et meget subjektivt plan. Fx har jeg i serien The End of Dinosaurs arbejdet med billeder fra internettet, hvor én af pointerne var en synliggørelse af, hvor billederne kom fra, mens en anden var at konstruere et begrænset univers, hvor man kan forestille sig, hvad der foregår mellem personerne på billederne. De fleste tegningerne fra den serie er i sort-hvide, fordi jeg gerne ville lege med den objektive effekt og det registrerende, men nogen steder får det lov at stikke af forstået på den måde, at jeg digter videre på motiverne eller giver dem andre farver.

Som du selv er inde på, arbejder du med mange temaer, er en eller anden rød tråd, der binder alle dine værker sammen?

Det bærende i alle værkerne er, at de på en eller anden måde fungerer som scener for det dramatiske, hvor det stemningsmæssige spiller en stor rolle. Men der er også to specifikke temaer, som går igen, og de rækker tilbage til de værker, som jeg regner for mit kunstneriske startpunkt. Dengang begyndte jeg at lave tegninger ud fra billeder af gamle danske slotte og herregårde samtidig med, at jeg lavede tegninger af parcelhuse, og den kobling mellem det helt almindelige middelklasselivs værdier og så det foruroligende og snigende, der antyder, hvad der foregår bag gardinerne, er noget som jeg stadig arbejder med.

Mere overordnet kan man sige mit univers handler om at vandre gennem mørke; altså om tilstande og bevægelse . Det hele er på en måde en slags udvidet personlighedsanalyse, hvor jeg konstant arbejder med en udveksling mellem steminger indefra og noget på billedet, som skaber en slags spejlinger, der kan være meget forføreriske. Derfor arbejder jeg også generelt med en collageform, der peger på, hvordan vi mentalt skaber og afbalancerer spring og associationer mellem virkelighed, drøm og erindringer, eksempelvis når man står og vasker op samtidig med, at man tænke på en rumrejse.

Morten Schelde: Children of Suburbia #23, 2000/2009. 42 x 56 cm. Lamdaprint, ed. af 5.

Morten Schelde: Children of Suburbia #29, 2000/2009. 56 x 42 cm. Lamdaprint. Courtesy Galleri Susanne Ottesen.		Morten Schelde: Children of Suburbia #29, 2000/2009. 56 x 42 cm. Lamdaprint. Courtesy Galleri Susanne Ottesen.

Så har du også en forkærlighed for det eventyrlige i form af sørøvere og opdagelsesrejsende, og du har selv været med på Galathea-ekspeditionen som 'skibskunstner' - er det udtryk for en eller anden drengedrøm?

Ja, det er det vel et eller andet sted. Min kunst fungerer på et fascinationsplan, men jeg bruger det først og fremmest som metafor for noget, og når jeg arbejder med sørøverskibe og opdagelsesrejsende, så handler det mere om idéen og drømmen om det. Fx da jeg var ude med Galathea, viste det sig ret hurtigt, at ens forestillinger om situationen, og hvordan det reelt var, lå langt fra hinanden. Der var ikke ret meget sørøver-romantik over det, og det var der nok heller ikke dengang, så det er et udtryk for hvordan ens idealverden kommer i clinch med, hvordan verden egentlig ser ud.

Hænger det sammen med, at du anvender den røde farve i stort set alle dine værker? Som et slags drømme- eller stemningsskabende filter?

Ja, det fjerner jo illusionen om objektivitet, som eksempelvis et sort-hvidt fotografi kan have. Den røde farve er helt klart subjektiv og har samtidig en meget dramatisk effekt. Herudover er der mange symbolske betydninger forbundet med rød, som man kan indlæse i værkerne, hvis man vil læse det med hovedet, mens den fremstår agressiv og påtrængende, hvis man aflæser dem med resten af kroppen. Men jeg arbejder faktisk også med andre farver, det er der bare ikke så mange, der ved det.

Morten Schelde: The Heart, 2009. 160 x 120 cm. Lamdaprint, ed. af 3. Courtesy Galleri Susanne Ottesen. Morten Schelde: Backyard Hideout, 2009. 150 x 100 cm. Olie på lærred. Courtesy Galleri Susanne Ottesen.

Kan du fortælle lidt om din brug af andre farver?

Ligesom andre kunstnere også får tildelt et trade mark, som de bliver kendte på, har jeg også fået det, og på et eller andet tidspunkt bliver man træt af kun at lave sine ting på en bestemt måde. Men hvis man bruger det brand til at spille op imod, kan det faktisk blive både betydningsfuldt og sjovt at lave noget, der modsiger det, som folk normalt forbinder med et "Morten Schelde"-værk. Hvad sker der fx, hvis jeg laver det samme motiv i grønt i stedet for rødt? På den måde begynder det at handle om noget med spejlinger og genbearbejdninger af et motiv, der kan få en radikal anden betydning. Det er selvfølgelig svært at måle, men når man står tæt på et værk, der er to gange halvanden meter, så har den farve man benytter uundgåeligt stor betydning for, hvilken stemning, der bliver skabt.

Noget andet, der ligger lidt i forlængelse af det du lige har sagt, er, at du blevet kendt for dine tegninger, og nu er du så vendt tilbage til maleriet som udtryksform - er det også et forsøg på at bryde ud af den kategori, du er blevet placeret i som kunstner?

Ja, jeg begyndte at føle mig en smule begrænset og havde lyst til at prøve noget andet, men jeg synes egentlig, at maleriet ligger i en naturlig forlængelse af mit arbejde med tegningen. Og igen har jeg lavet mange forskellige ting i løbet af de sidste år, men det er hovedsageligt mine tegninger, der er blevet vist. Men mere konkret hænger min tilbagevenden til maleriet bl.a. sammen med, at da jeg skulle lave en udstilling til Vestsjællands Kunstmuseum i 2007, havde jeg en plan om at fylde hele museets første sal med 12 store tegninger, men også dér var jeg i tidsbekneb. Derfor fandt jeg på at lave nogle computertegninger, og det viste sig at være en helt fantastisk opdagelse for mig at arbejde med photoshop og en tegneplade ved computerskærmen i stedet for at stå og arbejde med blyant på papir. Det var en ny verden, der åbnede sig, og på den måde fik jeg også blod på tanden i forhold til at kaste mig over maleriet, men jeg havde samtidig en uforløsthed i forhold til det - Igen var det en helt konkret begivenhed, der gjorde, at jeg kom igang. Jeg blev inviteret til at lave en udsmykning for kronprinseparret inde i Frederiks d. 8's palæ på Amalienborg, og af konserveringsmæssige årsager var jeg nødt til at udføre udsmykningen som maleri. Jeg er så gået til det på en anden måde end dengang, jeg malede på akademiet. I sin tid kunne jeg producere malerierne vanvittigt hurtigt, men det var ikke rigtig tilfredstillende for mig, og derfor fandt jeg hjem i tegningen. Nu har jeg til gengæld kunnet bruge den erfaring, som jeg har oparbejdet igennem de sidste ti år, og den langsommelighed og grundighed som ligger i arbejdet med tegningen har jeg kunnet flytte med over i maleriet.

Morten Schelde: Blurry Night, 2009. 200 x 150 cm. Olie på lærred. Courtesy Galleri Susanne Ottesen.		Morten Schelde: The Castle, 2009. 200 x 150 cm. Olie på lærred. Courtesy Galleri Susanne Ottesen.

Når du står der og kigger på dine værker fra de sidste ti år, hvad tænker du så selv?

Skønt! Jeg synes, jeg har leveret en ærlig indsats, og jeg har arbejdet meget. Og så er det selvfølgeligt også lidt sentimentalt at gense de værker, som jeg ikke har set i et par år. Lige pludselig kan man huske den situation, som de blev til i og nogle af de tanker, man gjorde sig dengang. På den måde har værkerne også lidt et dagbogelement. Jeg synes derudover, at udstillingen meget fint viser en udvikling og sammenhæng i det, jeg har lavet. Jeg er blevet mere sikker, forstået på den måde, at jeg begynder at føle mig mere hjemme i mit univers, og jeg er glad for at se de udvidelser og knopskydninger, der opstår, når man arbejder inde for et løst defineret felt. Mens man er i det, er det jo sådan en slags tåge, hvor man famler sig intuitivt frem, men samtidig med at jeg kan se tilbage på det, jeg har lavet, peger det også fremad, for man er stadig på skideren, når man skal til at lave noget nyt - man både skal finde på det hver gang og genopfinde interessen.

Tak.

Morten Schelde: Crazy Horses Teenage Wasteland, 2007. 4 x (200 x 150 cm.) Blyant på papir. Courtesy Galleri Susanne Ottesen.

Morten Schelde: Children of Suburbia (Alchemy in Reverse), 2003. 2 x (200 x 150 cm.) Blyant på papir. Tilhører Novo Nordisk.

Morten Schelde: The Staircase (viel Glück), 2004. 140 x 100 cm. Blyant på papir