Interview: Michael Thouber

e-Types kunstsamling, 2010. Installationsview.

Hvorfor har e-Types valgt at opbygge en kunstsamling?

Det, der har været interessant ved at opbygge en kunstsamling til e-Types, er, at der lige fra begyndelsen har været en tro på, at man kan bruge kunsten til noget. Det er i mine øjne en fin optik at se det igennem, fordi kunst tit bliver trukket hen et sted, hvor den er hævet over det funktionelle. Nogle vil sågar hævde, at i det øjeblik man begynder at bruge kunsten til noget, så er den holdt op med at være kunst. Men på e-Types insisterer vi på, at man kan bruge kunsten til noget, og det er i virkeligheden også det, der gør, at kunsten bliver taget alvorligt her på stedet. Jeg sagde for sjov i åbningstalen ved ferniseringen, at jeg var glad for, at der ikke var kommet så mange af vores kunder, for der ville måske være flere af dem, der i mødet med kunsten ville kunne se, hvor inspirationen til nogle af de løsninger, vi har leveret, er kommet fra. Det ser vi nu ikke som et problem, men som en fordel. Der er fx et værk af kunstneren Mads Lynnerup i samlingen, der hedder If You See Anything Interesting, Please Let Someone Know Immediately. Det afspejler meget godt den måde, som vi arbejder på, i og med at vi suger en masse information ind, som vi så omsætter til løsninger, som vores kunder eller samarbejdspartnere kan bruge. Dér har kunsten vist sig at være et væsentlig redskab. Både som inspiration indadtil, men sådan set også i forhold til dem, der kommer og besøger os.

Kan man ikke også komme ud for det modsatte. Altså at kunsten kan overskride nogle grænser, som I overfor jeres kunder ikke kan overskride, fordi at I trods alt skal sælge et produkt til dem?

Jo, og vi leverer heller ikke kunstværker til vores kunder. Vi oversætter den inspiration, som vi blandt andet får igennem kunst, til løsninger, som fungerer for kunderne. Hvor kunstnere stiller spørgsmål, er det ofte opgaven for designere at komme med svarene.

Ed Templeton: Tos Signing A Chest, 2002.

Men er der noget kunst, som I ikke køber ind, fordi det er for hård kost for kunderne?

Nej, det mener jeg ikke. Et af de første værker, jeg købte, var et fotografi af Vanessa Beecroft. Det er en dokumentation af en performance, som hun har gennemført i Tyskland. Hun er en amerikansk, feministisk kunstner – sådan opfatter jeg hende i hvert fald. Hun arbejder ofte på den måde, at hun finder 20-30 kvinder, som alle er lyshårede, rødhårede eller mørkhårede og har nogenlunde samme højde og statur. Så stripper hun dem nøgne og giver dem den samme rekvisit. I vores tilfælde er det høje, lyshårede piger, der alle er iført ens højhælede sko og ens sandfarvede kasketter. Under ferniseringen lukker hun så alle disse nærmest ens udseende, nøgne, høje og smukke kvinder ud blandt publikum. På den måde sætter hun fokus på kvindens identitet, og især mandens blik på kvindekroppen. Men hun undersøger også kvindens identitet i kunsten. Kvindelige kunstnere er underrepræsenteret, hvis man ser tilbage historisk. Men hvis man ser på motiverne i kunsthistorien, så er kvinden overrepræsenteret. Og det er typisk nøgne kvinder, der er blevet portrætteret.

Fotografiet, som vi købte, er et udsnit af denne performance, hvor man ser 4-5 af de nøgne kvinder sidde på gulvet til ferniseringen. Da jeg stillede værket ind i vores store mødelokale, hvor de fleste kundemøder bliver holdt, skabte det faktisk en diskussion på e-Types – Kan vi tillade os at vise billeder af nøgne kvinder lige op i ansigtet på vores kunder? Hvilket signal vil det sende, og er der nogle, der vil føle sig intimideret? Der er to interessante ting at sige om det. Den første er, at der gik 14 dage, og så var den diskussion lagt død. Alle havde vænnet sig til, at det var en naturlig del af interiøret på e-Types og en del af vores personlige udtryk. Den anden ting er, at jeg kunne forklare, hvorfor jeg havde indkøbt værket. På e-Types lever vi af at rådgive kunder om deres identitet, i forhold til hvordan de tager sig ud overfor omverdenen. Det er jo lige præcis, hvad dette værk handler om. Hvordan opfatter man de ting, som man ser? Hvordan bliver kvindens identitet udlagt? Den historie kunne vi jo fortælle kunderne, så det blev ikke bare et stykke, ligegyldigt udsmykning, som stod i et hjørne for at provokere. Der var faktisk en tanke bag, som dels handlede om vores relation til omverdenen, men også om hvordan vi så på os selv og på det felt, som vi udforsker hele tiden – identitet.

Men der er ikke rigtig andre værker, der virkelig har skabt den slags diskussioner. Vi har også AES Groups manipulerede portræt af Frihedsgudinden med en burka over hovedet og Jens Haanings dobbeltplakat med en Side 9 pige overfor nogle arabiske vittigheder. De værker kom ind i samlingen noget senere, og det er der ikke nogen, der har taget anstød af, så jeg tror ikke det provokerende fylder så meget. Men når jeg har købt noget nyt til samlingen, så spørger folk interesseret hvorfor? Det er jo i virkeligheden en drømmesituation, synes jeg.

Vanessa Beecroft: VB08-36, 2000. Ed. af 100.

Har e-Types ressourcer til at være en spiller på den lokale kunstscene?

Det tror jeg faktisk ikke, men det må du jo spørge gallerierne om. Vi har et årligt budget på 50.000-100.000 kr., og det er jo ikke ret meget. Vores bidrag handler måske ikke så meget om, hvor mange penge vi køber ind for, men mere om hvordan vi formår at iscenesætte og formidle den kunst, vi køber. Kan vi få nogle andre målgrupper i tale? Til udstillingen her har en af vores designere lavet et katalog, og Cathrine Raben Davidsen har lavet et særligt litografi i 100 signerede eksemplarer til det. Kataloget er blevet trykt i et stort oplag, men til 100 heldige lå der altså et gratis kunstværk, når de åbnede det. Vi har også skabt en visuel identitet til denne udstilling, som vi kan stå inde for, og det er måske noget af det, der nogle gange mangler på andre udstillinger. Den form for iscenesættelse - den kommer ofte til sidst på kunstmuseer og kunsthaller, men det er ofte det, der er afgørende for om folk kommer eller ej. Ved at iscenesætte kunsten på en anden måde kan måske vi fungere som en slags døråbner. Det ville da være fantastisk, hvis vi kunne have det lille bidrag.

Men der er jo ikke så mange større private samlinger i Danmark …

Nej, jeg kan jo godt høre, at det lyder flot med en privat samling. Men vi er jo ikke sådan en typisk ’Private Collection’. Vi har ikke de samme midler som private samlinger i USA eller Tyskland eller et andet sted. Vi er ikke blevet Siemens endnu, så vi kan desværre ikke bare gå ud og købe de store ting. De værker, vi køber, må derfor ikke koste for mange penge, og det er en konstant udfordring for os, fordi samtidskunst er steget meget i pris de seneste år. Vi er jo meget fascinerede af store udenlandske kunstnere som Araki, Jenny Holzer, Tracy Emin – folk som har en stor kunstnerisk karriere internationalt. Det er folk, hvis værker tit koster halve eller hele millioner kroner, og det har vi simpelthen ikke penge til. Men vi kan godt lide deres kunst alligevel, og så køber vi deres editioner, multiples, litografier, osv. Vi har fx et Nan Goldin fotografi, der er lavet i 100 eksemplarer. Vi har købt det gennem Phaidon, et stort engelsk forlag, som har udgivet denne edition sammen med en bog om Nan Goldin. Det har kostet 10-15.000 kr., hvor et fotografi af hende normalt ville koste op mod en halv million. Det er et meget godt billede på, at hvis man kan acceptere, at der er 99 andre mennesker i verden, der har samme værk som dig, så kan du sgu komme ret langt, uden at det behøver koste dig en bondegård.

Nan Goldin: Valérie in the taxi, Paris, 2001. Ed. af 100.

Hvad har ud over prisen været kriterierne for jeres indkøb?

Vi køber først og fremmest det, som vi tror kan inspirere os. Det vil også sige noget, som kan udfordre os. Derfor har vi købt rigtig mange grafiske værker, som er det medie, vi selv arbejder med. e-Types er jo oprindeligt et grafisk designbureau, og derfor har det været ret naturligt at se på de kunstnere, som arbejder seriøst med grafik. Hvordan udfordrer de vores fag? Hvad er deres starting point? Har de et andet ståsted? Og bruger de det grafiske medie til at sige noget fra en anden vinkel, end vi selv formår en gang i mellem?

Derudover så køber vi ofte kunst, der handler om identitet — og det er der jo rigtig meget kunst, der gør. Enten kønsidentitet, som Vanessa Beecroft, eller national identitet som fx i Lisa Harlevs værker. Eller personlig identitet – det er der jo også mange kunstnere, der kredser om. Og så er der mange værker med typografi – med sætninger og udsagn. e-Types er grundlagt i slutningen af 1990'erne af nogle unge, dygtige grafikere fra designskolen, der som udgangspunkt havde en fælles interesse i skrifttyper. Der er mange af vores designere, der nørder med at tegne egne skrifter. e-Types har efterhånden tegnet omkring 200-300 unikke typografier. Det er klart, at når kunstnere arbejder med typografi, er det også noget vi lægger mærke til. Men nu skal det jo heller ikke lyde mere planlagt, end det er. Nogle gange køber vi selvfølgelig også noget, fordi det gør ondt i maven. Fordi vi bliver overraskede og fordi vi bare synes, at noget er uforklarligt interessant. Så får det også en plads, men helt typisk er de værker, vi kigger efter, dem hvor kunstnerne udfordrer det felt, vi selv arbejder indenfor.

Hvor længe har e-Types været interesset i kunst?

Jeg tror, e-Types altid har haft en interesse i kunst. Allerede dengang, hvor det blev grundlagt, var mange af vores første kunder inden for kunst- og kulturverdenen. Det er tit her nybruddene sker. Det er tit her, man tør tage chancen og prøve de nye, unge, vilde designere af. Så jeg tror, at kunsten fra day one har ligget meget dybt i e-Types’ egen identitet, sammen med ønsket om at være en del af og bidrage til et kunstnerisk miljø. Så da vi havde en lille smule overskud, var det ret naturligt at blive enige om at købe nogle kunstværker. Og så købte vi det første, og så det næste og nu har vi efterhånden en 60-70 stykker.

Cathrine Raben Davidsen: Uden titel, 2010. Litografi, ed. af 100.

Har du en forestilling om en udvikling i e-Types’ forhold til kunst?

Ja, det har jeg. Nu har vi opbygget en grundsamling, og næste skridt bliver nok, at vi laver en form for bibliotek for medarbejderne på e-Types, hvor de kan låne kunsten med hjem. Så kan det vandre ud af virksomheden og få lov at leve i deres hjem. Ligesom en god bog, som man giver videre til en god ven. Derudover tror jeg, at vi i fremtiden vil købe værker, der griber mere aktivt ind i de rum, som vi færdes i. Vi har faktisk lige bestilt nogle tapetruller af Jake & Dinos Chapman, som skal sættes op på et af vores toiletter. Jeg har også mailet med Goodiepal om, at han skal lave et lydværk til et andet rum. Det vil være nogle ting, som griber helt anderledes ind og er permanente. Altså noget som definerer rummet, og som vi ikke kan stille væk.

Du har ikke haft nogle negative reaktioner på samlingen?

Folk er jo så venlige, at de holder det for dem selv, hvis de bliver vrede (griner). Hvis vi havde udstillet nøgne kvinder og arabiske vittigheder og en side 9 pige på en virksomhed i USA, ville der noj være nogen, som ville reagere. Ligesom en tilsløret Frihedsgudinde ville få nogen til at råbe op. Men i Danmark holder man det nok mere for sig selv. Når man går ned af trappen, tænker man måske ’hvad fanden var det for noget mærkeligt noget det der?’ Men forhåbentligt lever det videre, så det alligevel er det, man fortæller om til kæresten, når man kommer hjem.

Tak.

Mads Lynnerup: If You See Anything Interesting Please Let Someone Know Immediately, 2007. Ed. af 15.

Identity & Art, 2010. Katalogforside. Kataloget er designet af Jess Andersen fra e-Types.