Interview: Marie Lund - Statens Kunstfonds 3-årige arbejdsstipendie

Marie Lund: Marine Painting, 2010. 76 x 76 cm. Marmor.

Hvordan vil du med egne ord beskrive dit kunstneriske projekt?

Et gennemgående træk er, at værkerne på forskellige vis er et produkt af en intervention i et allerede eksisterende materiale. Det udspringer af en interesse i, hvordan det, der er til stede, både trækker tråde tilbage i historien og samtidig rummer et potentiale for forskellige fremtidige udfoldelsesmuligheder.

Skal det også ses som et udtryk for en mistillid til forestillingen om autencitet?

Det handler i hvert fald om at stille spørgsmål til, hvordan eksempelvis en situation eller et fysisk materiale præsenterer sig, hvilke historier der ligger lagret i det, man møder, og hvordan de historier kan genlæses på en ny måde. Ved at introducere en forskydning kan man bryde med den forankrede forståelse og præsentere en ny mulig læsning, når man ikke længere umiddelbart genkender det, man ser.

Du har længe arbejdet tæt sammen med Nina Beier, men I er på det seneste begyndt at arbejde mere individuelt. Har det haft nogen indflydelse på dit arbejde?

Interessefeltet og metoden er stadig den samme, men denne udvikling har nok været en mulighed for at træde et par skridt tilbage fra nogle af retningslinjer, vi havde lagt ud. For tiden kan jeg mærke en særlig interesse for selve materialet og undersøgelse af det skulpturelle. Men udgangspunktet er som sagt stadig en interesse i materialet eller situationens iboende historie, og værkerne er et produkt af et ret simpelt indgreb i en proces eller format.

Marie Lund: Silhouette, 2010. 30 x 30 x 60 cm. Træ, beton.

Kan du eksemplificere din interesse i det skulpturelle?

Et eksempel er en skulptur, Silhouette, hvor jeg til at begynde med har hugget en skulpturel form ud af en massiv træblok som efterfølgende er støbt ind i en betonblok med samme størrelse som den oprindelige blok. På den måde bliver alt det materiale, som er blevet fjernet, tilføjet igen, hvilket fremhæver skulpturens udgangspunkt og selve processen mere end skulpturen som et endelige udtryk, i og med at den indre form kun bliver antydet i overfladen.

Hvorfor vil du gerne fremhæve værkernes processuelle karakter?

Jeg er interesseret i at bringe processen ind som en del af præsentationen. Fx det skulpturelle projekt, Some Perform Others Watch, som portrætterer tilblivelse af form. Udgangspunktet for formen er en simpel gipsform, som jeg laver den første afstøbning af, så en afstøbning af den form og så videre. På den måde bliver alle de fejl og det slid, der opstår undervejs overført fra form til form. De forskellige dele skal forstås som en figur, som både taler om opbygningen og nedbrydningen som formgivende elementer.

I et andet værk med titlen The Very White Marbles har jeg taget en række allerede eksisterende, slidte og ødelagte skulpturer, som jeg har underlagt en slags rå restaureringproces. Lidt som en brugtvognsforhandler har jeg hugget deres slidte overflader og ødelagte dele af i et forsøg på at præsentere et nyt, ’perfekt’ materiale. Projektet er inspireret af The Elgin Marbles fra Akropolis, som nu står på British Museum, hvor de med tiden er blevet restaureret i flere omgange ud fra forskellige overbevisninger om, hvordan materialets autencitet bedst blev bevaret. Fx var man i 30’erne overbevist om, at marmoret burde være helt hvidt, så man sleb en stor del af skulpturernes overflade af og udviskede dermed deres former. Siden har man fundet ud af, at marmor altid bliver mørkere, når det kommer i kontakt med ilt, og lige meget hvor meget man sliber af, vil man aldrig få dem kridhvide. Projektet placerer sig et sted mellem at skue fremad og tilbage. På den ene side skruer processen op for materialets naturlige ældningsproces og gør opmærksom på, hvordan tiden ændrer overflade og form. Samtidig præsenteres de som et åbent, anonymt materiale med nye potentialer, fordi deres oprindelige form og stilistiske karakteristika er blevet fjernet. Som nostalgi, der lægger et slør over detaljerne, fjernes tidens stil og specifikke features og præsenterer dem som en sammenhængende serie. Så i forhold til det processuelle er jeg interesseret i sporene fra den behandling materialet har været igennem som historiefortælling og forestillingen om den form, der ligger gemt enten inden i skulpturen, som i træblokken, eller uden om det tilstedeværende materiale, som i de afslebne skulpturer.

Marie Lund: The Very White Marbles, 2010. Variable mål. Marmor, alabast, cement, sæbesten, træ.

Marie Lund: The Very White Marbles, 2010. Variable mål. Marmor, alabast, cement, sæbesten, træ.		Marie Lund: The Very White Marbles, 2010. Variable mål. Marmor, alabast, cement, sæbesten, træ.

Når man ser dine nye værker, virker det, som om du er ved at fjerne dig fra det performative?

Det føler jeg egentlig ikke. Jeg er interesseret i at tænke materialets proces som noget performativt og, ved at fremhæve sporene af den proces, lade det endelige materiale være et dokument af de handlinger. Jeg er optaget af udspændingen mellem et eventbaseret, immaterielt virke og en meget materiel, skulpturel produktion. Fx tænker jeg, at Some Perform Others Watch er relateret til performanceværket A Circular Play, som Nina og jeg har lavet sammen. I det værk fremfører en skuespiller et manuskript, mens en scenograf noterer alt ned, og i næste opførelse gennemspiller han det nye manuskript, som er blevet noteret ned og så videre. Dermed sættes der fokus på udvekslingen mellem hans udtryk og hendes opfattelse, som så virker tilbage på hans udførelse, på samme måde som ændringerne udveksles mellem gipsformene og genererer nyt materiale.

Forbindelsen mellem det materielle og performative er også helt konkret til stede i et andet projekt, som jeg arbejder på til Tumult Kunstfestival, som finder sted i Vordingborg her til sommer. Jeg skal lave en slags skulpturel performance i samarbejde med en stenhugger. Ud af en stenblok, der bliver opstillet på en plads centralt i byen, skal han i kronologisk rækkefølge hugge kopier af byens offentlige skulpturer, således at han begynder med den ældste, og ligesom en russisk dukke hugger han den næste ud af den og den næste ud af den, sådan at skulpturen bliver mindre og mindre. Det kommer til at løbe over to måneder, og stenhuggeren instrueres i ikke at stoppe ved de enkelte skulpturer, men at lade stenen være i konstant proces, så den det meste af tiden både indeholder former fra den forrige og den kommende skulptur. Projektet fremhæver de offentlige skulpturer som fælles arv og stenen som et meget langsomt forgængeligt materiale, der bliver så permanent en del af bybilledet, at man næsten ikke lægger mærke til det. Det bliver en slags lokal kunsthistorieoplæsning, og når folk går forbi skulpturen på forskellige tidspunkter, genkender de måske fragmenterne, som noget der tilhører dem selv.

Marie Lund: Some Perform Others Watch, 2010. Hver 8 x 10 x 32 cm. Gips, pigment.

Nina Beier & Marie Lund: A Circular Play, 2010. Event/Installation, CCA Wattis.

Er det også et forsøg på at genaktivere folks blik og bevidsthed i forhold til de værker, der er opstillet i byrummet?

Ja, det er et forsøg på at gøre opmærksom på de offentlige skulpturer og lave et snit ned gennem historien, aflæse dem som et udtryk for hvad der sker i et samfund, både økonomisk, politisk og æstetisk. Så man kan sige, at det er en form for omvendt arkæologi, hvor nutiden nøjsomt graves frem fra fortiden.

Har du arbejdet i det offentlige rum før?

Nej, egentlig ikke. De events og performances, som Nina og jeg har lavet sammen, har mest udspillet sig i museer og gallerier. Men nogle museer bliver så store, at de ikke nødvendigvis kun er forbeholdt aktiviteter, der relaterer sig til kunst. Fx Tate i London, der jo indeholder megen anden social aktivitet, som nærmest kan sammenlignes med det, der foregår på en offentlig plads eller et byrum. Men det skal selvfølgelig tænkes med, at folk møder værket med en helt anden forståelsesramme, når de kommer forbi det foran et rådhus frem for bevidst at have opsøgt det på et museum.

Hvad er det, der har tiltrukket dig så meget ved at arbejde med kunstens rum som ramme for dine og jeres værker?

Det er opstået ud fra en naturlig stillingtagen til den kontekst, som kunsten, og dermed vores arbejde, bliver placeret i. Derfor har det været oplagt at undersøge og anvende de rumlige og sociale strukturer og ikke mindst det fysiske materiale, som kunstens rum indeholder.

Nina Beier & Marie Lund: Autobiography (If these walls could speak), 2009. Udgravede huller i væggen fra ophængning af kunstværker i tidligere udstillinger.

Hvordan ser din arbejdsplads ud?

Det er et par år siden, at jeg har haft et rigtigt studie. For tiden er min arbejdsplads mest et mobilt kontor, der kan rejse med mig eller sprede sig ud som et værksted i resten af huset. Idet min arbejdsproces i høj grad er idébaseret, udliciterer jeg ofte arbejdet til andre, fx har jeg lavet nogle af mine skulpturer sammen med en stenhugger i London, og for tiden arbejder jeg på et nyt værk sammen med en gruppe museumskonservatorer. Det er både lidt frustrerende, men også inspirerende ikke at være ekspert inden for noget felt og hele tiden skulle opsøge folk, som har den ekspertise, jeg skal bruge. Jeg kan mærke, at med denne interesse for materialet og skulpturen bliver der i højere grad behov for et rigtigt studie, hvor jeg måske selv skal have fingrene lidt mere i materialet.

Stafetspørgsmål fra Ivan Andersen: Hvad betyder humor i/for dit arbejde?

Humor er egentlig sjældent et fokus, men nogle af projekterne, når situationer og sammenhænge forskydes fra deres normale funktion og logik, kan måske godt opleves komiske eller absurde.

Til sidst skal vi bede dig om at stille et stafetspørgsmål til den næste kunstner i interviewserien om modtagerne af de 3-årige arbejdsstipendier. Hvad vil du gerne spørge Christian Vind om?

Hvilke slags bøger læser du mest af, fiktion, poesi, teori eller faglitteratur, og hvordan påvirker det dit arbejde?

Tak.

Nina Beier & Marie Lund: The Remains (The Making Of), 2010. 160 x 120 x 45 cm. Kalksten, metalstander, David Roberts Arts Foundation.