Interview: Malene Dam & Julie Galsbo

CRW - Contemporary Reflections on War, 2010. Installationsview.

Vil i starte med at introducere udstillingen. Som jeg har forstået det, omhandler den krig set fra et vestligt synspunkt? 

Julie Galsbo: Udstillingen er et resultat af vores egen frustration over og distance til, at Danmark er i krig, og af andre konflikter rundt om i verden, som vi på den ene eller anden måde har en del i. Når vi har fortalt om, at vi skulle lave udstillingen, har de fleste spurgt os hvorfor. Det spørgsmål er et eksempel på den fjerne tilgang, der generelt er til emnet. Derfor valgte vi at vinkle udstillingen, så den blev en udstilling om de konflikter vi har del i som et vestligt land, og som vi derfor bør forholde os til. Vores afsæt er konflikterne i Afghanistan og Irak, men vi har også taget værker med fra Balkan, da de er tæt på både tidsmæssigt og geografisk.

Malene Dam: At tage værker med fra en europæisk konflikt viser, at det også kan gå galt her i Europa, og at det ikke altid er et andet sted. Det er et forsøg på at vise, hvordan de konflikter omkring os har påvirket os på forskellige måder.

Julie Galsbo: Et meget godt billede er, at man sidder på afstand og er en del af et fællesskab af folk, der ikke rigtig ved, hvad de skal gøre. Det er et alternativt fællesskab, hvor man sidder bag computerskærmen og ikke ved hvad man skal stille op med det man på en eller anden måde er involveret i. Det har vi brugt som en vinkel i udstillingen, da det langt hen ad vejen er den tilgang publikum kommer med.

Lina Dokuzovic (tv.): The Cold War as a Gestation Phase for the Development of Neoliberalism, 2009. 84 × 119 cm. Diagram. Helén Vigil (th.): Pants on fire, 2004/2009. Video, 2.07 min.

Vi har snakket lidt om, hvor svært det kan være at forholde sig til krig, men i hvor høj grad er manglen på en kritisk tilgang til krig gældende for kunstmiljøet? 

Julie Galsbo: Man kan sige, at inden Goloss lavede sin udstilling om Irak, var der ikke meget dansk kunst, der berørte krig - udover måske John Kørners Afghanistan-malerier. For os drejer det sig om at lave kritisk kunst på en måde, der inddrager ekstremt mange billeder. Vi tror på at billeder, der omhandler krig, kan noget, men det skal nok enten være ved at skabe nogle andre billeder end dem, vi sædvanligvis bliver præsenteret for i medierne, eller ikke mindst ved at reaktualisere de billeder, der allerede findes.

Malene Dam: På et udstillingssted som BKS er det vigtigt, at der bliver lavet denne her slags udstillinger, for det er noget, vi savner. Til gengæld er det enormt positivt, at de langsomt begynder at poppe op. Der har været flere udstillinger på det sidste, der forholder sig kritisk til samtiden. 

Hvordan har det kuratoriske arbejde fungeret, og hvordan har det bidraget til udstillingen? 

Malene Dam: Vi valgte tidligt at sende et open call ud via e-mail, hvor vi løst definerede, hvilke slags værker vi ledte efter, og hvilken slags udstilling, det ville føre til. Det var tænkt som en måde at åbne udstillingen op på. Vi sendte det ud til alle, vi kendte, og bad om at få den sendt videre. Vi fik enormt mange forslag, også for udlandet, fra mennesker hvor man tænker, hvordan har de fået den? Det var en enorm dejlig proces, at det blev spredt så meget ud. Ud fra det relativt brede open call har vi så defineret, hvad udstillingen mere præcist skulle fokusere på.

Julie Galsbo: Andre, der arbejder kuratorisk laver mange studio visits, hvilket vi ikke har haft så megen mulighed for. Derfor har det været en dialog mellem de indsendte værker og udstillingen, hvor vi så kunne kigge på, hvad vi synes var interessant i forhold til vores ideer om udstillingen.

Stephanie Misa: Uden titel, 2010. 22 x 16 cm. Stephanie Misas historiebog fra hendes skoletid i Filipinerne med hendes tilføjelser til og ændringer af historien.

Udstillingen har et fragmenteret præg, den belyser mange forskelligartede problematikker forbundet med krig, og viser især krigens kompleksitet. Hvorfor har i valgt den tilgang, og hvad er potentialet i en kritik, der bygger mere på analyse end klar protest?   

Malene Dam: Vi var interesserede i at brede udstillingen ud, så der ikke var nogen entydig position. Give beskueren mulighed for selv at finde rundt i de forløb og indgangsvinkler, der er i udstillingen. Vi synes, at mange af værkerne har en åbenhed, som giver plads til, at man selv kan gå ind, reflektere og associere.

Julie Galsbo: Det værkerne har tilfælles, som der også refereres til i udstillingens titel, er, at de prøver at skabe refleksion, ofte med en ret skæv vinkel der peger på noget mere generelt. Værkerne har en mere analytisk karakter end et fokus på en decideret form for protest. Vi var ikke interesserede i en patosladedet form for krigskunst, som udpeger noget som ondt, uden samtidig at give en ny vinkel på en problematik. Vi mener, at det at anspore en refleksion er en meget mere konstruktiv måde at skabe kritik på end bare at give sin mening til kende. Mange af værkerne arbejder med en stærk distance, det bliver sjældent privat, især da meget få af kunstnerne har været i krig. De få værker, der arbejder med indlevelse, gør det flertydigt og uden et direkte budskab.

Audrey Chan: BOOMERANG, 2006. Video, 23:23 min. Still.

I skriver i pressemeddelelsen, at i ikke har til hensigt naivt at bekæmpe billederne, men i stedet modsvare de nuværende billedregimer. Hvordan bidrager kunstnerne på udstillingen til det mål? 

Malene Dam: Jeg tror, at man har en blokade over for de normale krigsbilleder. Både fordi man bliver konfronteret med dem hver dag, men også fordi de er så ekstremt voldsomme. Mange af værkerne viser på forskellig vis andre billeder eller billeder, der refererer til eller kommenterer på mediebillederne. De viser andre sider af dem, så man derfra kan forholde sig til dem igen med en form for øget råderum. De reaktualiserer så at sige de eksisterende billeder.  

Julie Galsbo: Audrey Chan bruger for eksempel tekst til at beskrive halshugninger, som hun ser på nettet, hvilket rører mig på en anden måde, end hvis det var billederne.  

Malene Dam: Hun sammenligner også de billeder, som hun finder på nettet, filmet i håndholdt og i dårlig opløsning, med billeder hun ser i TV-avisen. Nyhedskriterierne har ændret sig, nu bruger nyhedsmedierne materiale fra facebook og twitter, hvilket er blevet underligt legitimt.   

Julie Galsbo: Det berører Eva La Cour, når hun sammenligner Neda’s nu ikoniske billede fra opstanden i Irak med det berømte fotografi fra Mai Lai massakren i Vietnam. Forskellen er bare, at billedet fra Vietnam var et magnum foto, det andet er et netfoto en tilfældig person har taget og lagt op. 

Malene Dam: At reaktualisere det visuelle sprog og dets betydninger og konnotationer er noget en række af kunstnerne gør. For eksempel Simon Damkjær, hvis store Law Not War-foto kommer til at ligne en western plakat, men som originalt er fra 30’ernes depressionsramte USA. Han arbejder med billedernes mange forskellige betydninger - fra lovløsheden i det vilde vest til 'Make Love Not War'-bannere i 1970’erne, men også aktuelt med en stillingtagen til Irak krigens lovlighed.  

Julie Galsbo: En række andre kunstnere skaber i modsætning hertil nye billeder ved at forholde sig til geografiske steder, hvor der har været krig. Det gør fx. Johanna Tinzl og Stephan Flunger i deres værk. Mens andre værker er nye billeder af de fysiske spor af krig, der er på andre geografiske steder end der, hvor krigen føres. Det gælder fx. Frauke Materliks fotos af militær områder i England.

Frauke Materlik: White areas, 2009. 10 x 15 cm./150 x 90 cm. Colour print.

Det virker på mig som om, der er et forhold mellem udstillingens fysiske form og dens tematik – man kan overalt i udstillingen høre et højt, stakket åndedræt. Hvad er jeres tanker om udstillingens lidt dystre opsætning? 

Julie Galsbo: Jeg tror, når man laver en udstilling med så mange videoer med lyd, er det vigtigt at tænke, på hvilken form for lyd fra videoerne, man vælger, skal fylde rummet. Det var vigtigt, at det var en lyd, der kunne skabe en form for grundstemning, men ikke havde en masse tekst eller andre fokuspunkter. Det bliver et soundtrack til udstillingen, som består af noget, der ånder, men man kan ikke helt definere, hvad det er. Det er blevet til en slags åndende mekanisme, der står midt i det hele og er med til at skabe indlevelse i kraft af dens både alvorlige og abstrakte karakter.

Nogle af værkerne på udstillingen er næsten direkte blevet taget fra deres originale medie og bruger i høj grad allerede eksisterende materiale. Hvordan bruger udstillingen kunstkonteksten? 

Julie Galsbo: Mange af værkerne fungerer lidt som readymades i den forstand, at man tager noget udefra, oftest fra internettet, og bringer det ind i et kunstrum. Kunstnerne udnytter, at folk ser reflekterende og kritisk på værkerne, fordi de er på en kunstudstilling. Man giver på den måde videoerne eller billederne et rum for refleksion, som de ikke har på eksempelvis youtube. Udstillingen er et udtryk for, at vi tror kunsten og kunstrummet kan give rum til de refleksioner, der ofte ikke er plads til i andre medier. Der ligger fx mange videoer om krig på youtube, men der ligger ikke ligefrem mange, der minder om Eva la Cours kunstvideo. På den måde er der ekstremt mange af en bestemt type billeder, og andre der er underrepræsenteret i medierne.

Malene Dam: Og de billeder og den refleksion, som man ikke oplever i andre medier, vil vi gerne være med til at udbrede.

Tak. 

Asmund Havsteen-Mikkelsen: Permanent War (Thule), 2009. 38 x 29 cm. Olie på MDF. Foto: Asmund Havsteen-Mikkelsen.

Eva la Cour: Autoetnography, 2009. Video, 12.16 min. Still.

Nanna Abell: Linkup of Two Moving Forces, 2009. Variable mål. Harley Davidson forlygte, Mercedes-Benz kølerfigur.

Hannes Zebedin: Das ausheben und vertauschen dreier Kanaldeckel, 2006. Videoperformance i Medjedja i Østbosnien, 4.58 min.

Malene Dam: Constructing an architecture for peace 1919, 2010. 31 x 39 cm. C-print. Fotomanipulation af plakat over Folkeforbundet, forløberen for FN, stiftet på baggrund af Versailles traktaten i 1919.

Wiktor Dyndo: Disintergration, 2009. 110 x 150 cm. Olie på lærred.

Julie Galsbo: Forestillinger om et sted, 2010. Variable mål. Installation, tekst og videoloop 3.41 min.		Julie Galsbo: CRW – contemporary reflections on war, 2010. Installationsview.

Stephan Machac: Get rich or die tryin’, 2007. Video, 3.44 min.

Frauke Materlik: White areas, 2009. 10 x 15 cm./150 x 90 cm. C-print.

Markus von Platen: The Beauty of our Weapons, 2009. 33 x 40 cm. Lamdbaprint i ramme med paspartout.

Simon Damkjær: Law not war, 2010. 150 x 180 cm. Inkjet-print. Anne Langgaard: Uden Titel, 2007. 18 x 13 cm. C-print og tekst.

Søren Thilo Funder: Those Who Are Held In Waiting, 2010. Video, DVD sat på pause.

Lena Bergendahl: 8.16, 2008. video, 8.16 min.

Flaka Haliti: Our death/ their lunch, 2006. videoinstallation: projektion 6.11 min og fladskærm 8.52 min. Still.

Helmut Smits: The End, 2009. A movie that depicts all military fatalities in Afghanistan until 14 th. of April 2009 in the form of a film end-title sequence. Video, 4.20 min. Still.

Johanna Tinzl og Stefan Flunger: Jutro – Sutra, 2006. 75 x 100 cm. C-print.