Interview: Mads Damsbo & Merete Jankowski

Fall Out, 2010. Installationsview: Kirsten Justesen.

Udstillingerne Fall Out er bygget om omkring systemsvigt og kan ses som en kritisk kommentar til myten om det moderne menneskes uafhængighed. I fortæller bl.a. i pressemeddelelsen, at i finder dette tema meget aktuelt i forhold til finanskrisen og klimadebatten. Kan i uddybe på hvilken måde udstillingen bidrager til en forståelse af disse kriser?

Merete Jankowski: Det er ikke intentionen med Fall Out at forholde sig til hverken finanskrisen eller klimadebatten i sig selv. Men både finanskrisen og klimadebatten kan ses som værende relevante at diskutere set i lyset af det, der er udstillingens tematik: Systemer, der bryder ned og/eller ikke kan rumme de mennesker, der er afhængige af de dominerende kulturelle, sociale og økonomiske systemer, som omgiver os. Som Mads og jeg skriver i indledningsteksten til kataloget, så kan det at være ekskluderet fra "systemet" både føre til sammenbrud og til frigørelse. Hvis man magter det, er der styrke i det at tage en "underdog"-position på sig og opfinde sine egne systemer, hvilket mange af kunstnerne på udstillingen arbejder med. Som Larissa Sansour og Oreet Ashery, der fremstiller jødiske og arabiske stereotyper, eller som Carey Young, der på et mere hverdagsligt niveau konkret går imod strømmen i den bevidstløse strøm af mennesker på vej på arbejde i værket Lines Made by Walking.

Carey Young: Lines Made by Walking, 2003. 175 x 263 cm.Looped sequence of 35mm photographic transparencies, projected with 2 second interval. © Carey Young. Courtesy of the artist and Paula Cooper Gallery, New York.

Finanskrisen er - uanset hvor man vil finde årsagen henne - et systemnedbrud. Vi troede vel for en tid her i Vesten, at opsvinget ville vare evigt - det gjorde det så ikke. Mht. klima-debatten, så kan man sige, at den jo i høj grad, senest med det kuldsejlede COP15-møde, viste, at de politiske systemer, som vi er afhængige af, ikke er tilstrækkelige til at løse de problemer, vi har. Måske er det derfor på tide, at vi i højere grad tager initiativet til at ændre verden i egne hænder?

Hertil kommer, at jeg altid har interesseret mig meget for politiske systemers måde at generere konsensus og politisk korrekthed på. I den forbindelse var jeg meget interesseret i selve debatten op til topmødet, da den for mig at se i sig selv udgjorde et system, der i lige så høj grad havde til formål at kamuflere alle de monetære og mere eller mindre selviske politiske dagsordener, som var og er på spil under navnet "klimadebat", som den udgjorde et reelt ønske om at fremme klodens tilstand.

Sophie Calle: The Chromatic Diet, 1997.

I udstillingens undertitel bruger i ordet "desire", hvordan kommer det begreb ind i billedet?

Mads Damsbo: Undertitlen til Fall Out er i sin helhed ’Art, desire and disengagement’. Merete og jeg syntes, at vi med ordene ’desire and disengagement’ ramte præcist den mærkværdige dynamik mellem længslen efter frigørelse og afhængigheden af systemet, som er kernen i udstillingen. ’Desire’ signalerer den higen efter frigørelsen og uafhængigheden, som for os stadigvæk forekommer som lidt af eksistentielt ideal. Herover står ’disengagement’ som den frakoblede – og isolerede – tilstand, det uafhængige menneske befinder sig i. ’To disengage’ på engelsk har også militære konnotationer. Det er fx det, der sker, når en deling soldater afbryder missionen.

Janet Cardiff & George Bures Miller: The Muriel Lake Incident, 1999.

Hvor lang tid har i arbejdet på udstillingen?

Mads Damsbo: Vi har arbejdet på Fall Out i rigtig lang tid. Måske siden 2003, hvis vi tæller fra den dag, hvor Merete og jeg så en udstilling med Pavel Braila på Galerie Yvon Lambert i Paris. Det er i høj grad en udstilling, der er blevet til efter mødet med hvad, der i vores øjne er fænomenale værker og meget, meget dygtige kunstnere – kunstnere, som vi er utrolig glade for og stolte over nu at kunne præsentere. Ser man sådan mere lavpraktisk på sagen, så har vi vel været et godt års tid om at få det hele samlet. De sidste fire måneder har vi arbejdet meget intensivt på katalog, billeder, interviews – og selvfølgelig begge afdelinger af udstillingen. Jeg bliver stadigvæk overrasket over, hvor lang tid det kan tage, at skabe sådan en udstilling.

Fall Out, 2010. Installationsview:Aleksander Komarov.

Som Mads kort var inde på, foregår udstillingen to steder - på Gl. Holtegaard og på Malmø Kunsthal. Hvorfor egentlig det?

Merete Jankowski: Da Mads og jeg begyndte at arbejde på udstillingen, havde vi ingen steder at vise den. Vi kontaktede derfor Jacob Fabricius, idet vi vidste, at han delte vores ønske om at bringe flere gode udenlandske kunstnere til københavns-området, og han var med på ideen om at vise Fall Out i Malmö. Herefter blev Mads direktør for Gl. Holtegaard, og så begyndte vi at lege med tanken om, at det i sig selv ville være et sjovt og skævt institutionelt "fall out" at lade to så forskellige udstillingssteder finde sammen om en fælles projekt på tværs af landegrænser, sprog og kulturelle forskelle. Desuden så tror jeg, at vi begge tilhører en generation, som ser kunstfagligt samarbejde på tværs af institutioner som selvfølgeligt og noget, som er i alles interesse - en kultur vi begge gerne vil være med til at fremme.

Tak.

Vinyl Terror - Horror: urban legend, 2010.

Olivia Plender: At Least Once a Month..., 2009. Printed poster.