Interview: Lilibeth Cuenca Rasmussen

Lilibeth Cuenca Rasmussen: The Present Doesn't Exist In My Mind... The Future Is Already Far Behind..., 2010. Performance.

Hvad er dit forhold til futurismen?

Performancen er jo lavet til Performa 09 i New York, hvor temaet var futurisme. Jeg begyndte at læse om futurismen, og så fandt jeg ud af, hvor meget af mig, der var i det. Det havde jeg aldrig vidst. Lige pludselig kunne jeg genkende mine kunstneriske rødder - det er sgu da her, jeg kommer fra! Uden at jeg vidste det. Det var virkelig fedt, jeg blev simpelthen så optaget af det. Futuristerne ville også gerne nå meget bredt ud og arbejdede på tværs af kunstarterne - crossover - dem, der malede, skrev også digte og designede, osv. Sådan var det med hele bundtet.

Hvordan har det påvirket denne performance?

Jeg havde en ide om, at jeg skulle lave et værk, hvor alle artistiske komponenter, ikke bare det visuelle, skulle indgå - altså kostumedesign, koreografi, arkitektur, poesi, musik, billedkunst, grafisk design. Så vidt det har været muligt, har jeg integreret alle kunstarter. Der har ligget et meget stort research arbejde bag.

En ’totalperformance’ – er det en manglende evne til at vælge fra eller et ønske om at overvælde beskueren?

Det er et superbevidst valg. Jeg ville lave en bombastisk opsummering af alle kunstarterne - prøve at få dem til at glide sammen. Men det har også været en udfordring at arbejde med så mange elementer, at få dem udjævnet til en naturlig enhed.

Lilibeth Cuenca Rasmussen: The Present Doesn't Exist In My Mind... The Future Is Already Far Behind..., 2010. Performance.		Lilibeth Cuenca Rasmussen: The Present Doesn't Exist In My Mind... The Future Is Already Far Behind..., 2010. Performance.

Anden del af din performance, hvor du rapper og bærer paryk og solbriller, bærer - ligesom andre af dine værker - præg af musikvideoformatet. Er du optaget af det?

Nej, det er jeg egentlig ikke. Jeg betegner mig selv som huleboer, jeg ser fx ikke TV, så det er ikke noget, jeg støder på. Det er mere det der med, at det udtryk har så meget gennemslagskraft. Som en megafon. Et gennemtrængende talerør til folket. Musikken er bygget op om indtalingerne af mine ord. Jeg bruger musikken som en slags narration. Jeg vil gerne nå ud til mange. Fanger man ikke alt det, jeg siger og synger, så kan man måske fange et eller andet igennem stemningen, musikken og det visuelle.

Performancen er præget af æstetisk minimalisme og former – hvad ligger der i det?

Det grafiske design er båret af geometriske former og udviklede sig senere til arkitektoniske strukturer. Og kostumet, som jeg kalder for ’et minimalistisk, ekspressivt kostume’, forsøger at mime grundformerne - cirklen, rektanglet, firkanten, osv., men det kan også morfe formerne og skabe mere kropslige figurer. Jeg vil gerne skabe det her stærke billede af kvinden, som er hovedtemaet i det her værk. Kostumet kan skabe systematiske, ’maskuline’ former, men kvindeligheden skulle også kunne gøre den amorf. Arkitektur er stadig primært et mandsdomineret felt. I det arkitektoniske ligger der en ide om at inkooperere et maskulint udtryk i det kvindelige. Som i mange af mine performances arbejder jeg altid med kontraster.

Lilibeth Cuenca Rasmussen: The Present Doesn't Exist In My Mind... The Future Is Already Far Behind..., 2010. Performance.

Kan du fortælle om de tekster, du reciterer fra?

Ja, det er jo en meget litterær performance. Jeg har brugt ord fra en daværende meget anerkendt forfatter, der hedder Mina Loy (1882-1966). Hun var virkelig hot dengang og var en del af den akademiske kreds i New York. Hun hang ud med Marcel Duchamp og Ezra Pound. Men hun blev faktisk glemt efter et stykke tid. Alle hendes digte var nærmest blevet smidt i skraldespanden, men der var en - Roger E. Conover - der opdagede og udgav dem. Så blev hun genopdaget lidt igen for ca. 5-10 år siden, og jeg blev helt forelsket i hendes ting. Det er meget poetisk og romantisk, men samtidig helt råt. Der var noget ved det, jeg virkelig kunne identificere mig med. Og så var der en anden frontfigur indenfor futurismen, som hed Valentine de Saint-Point (1875-1953), fra Frankrig. Hun skrev to kendte futuriske manifester - det ene var et manifest for begær, A Futurist Manifesto of Lust, og det andet var et kvindemanifest, Manifesto of Futurist Woman. Futuristerne skrev jo sindssygt mange manifester, men hun er den eneste kvinde, der har fået udgivet sine.

Hvorfor bruger du de referencer?

Det er jo kvinder, der var på for hundrede år tilbage! Jeg havde brug for at have en historisk reference. I mange af mine tidligere værker og performances har jeg også arbejdet meget med køn og feministiske statements, men mere som et lag i værkerne fremfor som et primært fokus eller mål. Nu ville jeg simpelthen lave et værk, hvor kvinden var hovedtemaet. Jeg begyndte at skrive ned, hvad feminisme handler om for mig - gør jeg overhovedet en forskel? Jeg følte ikke rigtig, at jeg bare kunne tale ud fra mig selv. Der skulle nogle andre stemmer til, og derfor dykkede jeg ned i ’fortidens stemmer’.

Lilibeth Cuenca Rasmussen: The Present Doesn't Exist In My Mind... The Future Is Already Far Behind..., 2010. Performance.

Kan man sige, at du nu har et overvejende akademisk diskursivt afsæt, hvor du før havde en mere subjektiv tilgang?

Ja, det kan man godt sige. Også med mine re-enactments. Men jeg prøver stadig at gøre det lidt pop. Selvom man arbejder med akademiske ting med vildt mange referencer, vil jeg altid gerne have, at der er en eller anden umiddelbarhed til stede. Der er mange oplevelseselementer i min performance. Hvis man ikke ved så meget om referencerne, vil det stadig kunne tale til én.

Hvilke overvejelser har der ligget bag dit feministiske fokus?

Jeg er jo tilhænger af, at vi er meget forskellige - mænd og kvinder. Men kvinder møder stadig flere forhindringer, når de prøver at komme op på det samme niveau som mænd. Som kvinde må man arbejde mere. Sådan er det bare. Det er ikke noget med at lade som om, at sådan er det ikke mere. De kvinder, jeg refererer til i den her performance, var jo anerkendte og store - de var noget! - og de var respekteret af mændene. De var macho-kvinder. Men de forsvinder alligevel. I kunsthistorien og historiebøger er de næsten ikke dokumenteret. Og jeg tror, de var mange flere! Men det er blevet en meget smal litteratur i dag.

Er du bange for heller ikke selv at blive tilstrækkeligt dokumenteret?

Ja. Det er jo farligt, det jeg laver. Performance er her og nu. Hvordan skal det leve videre, hvis ikke der er nogen, der hjælper og støtter mig i det her projekt? Ikke bare her og nu - det skal dokumenteres! Ellers så forsvinder det. I 60'erne og 70'erne, var man meget på, at det fede ved performancekunst var, at det var her og nu - fuck dokumentation! Men det ærgrer vi os over nu. For man har også et ansvar for at levere det videre - til historien, nutiden og de kommende generationer. Det er vigtigt.

Tak.

Lilibeth Cuenca Rasmussen: The Present Doesn't Exist In My Mind... The Future Is Already Far Behind..., 2010. Performance.

Lilibeth Cuenca Rasmussen: The Present Doesn't Exist In My Mind... The Future Is Already Far Behind..., 2010. Performance.