| ||||||||||||||||
| ||||||||||||||||
|
||||||||||||||||
|
|
||||||||||||||||
| Kopenhagen - info om samtidskunst > Interviews > Interview: Kristofer Hultenberg | ||||||||||||||||
Annoncer: | [06. april 2010] Interview ![]() Kristofer Hultenberg: The Influential Monkey (installationsview), 2010. Interview: Kristofer HultenbergBilledkunstneren Kristofer Hultenberg er aktuel med udstillingen The Influential Monkey på Henningsen Contemporary. I sine malerier arbejder han med et rationelt og sagligt formsprog, der placerer sig i forlængelse af en konkret malerisk tradition, men så alligevel ikke helt. I billedsituationen konkretiseres de især vageste og mest irrationelle idéer. Kristofer Hultenberg (f. 1971 i Lund, Sverige) er uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i perioden 1993-99 og har siden udstillet på bl.a. Overgaden, Kunstverein Rügen, Århus Kunstbygning, Fabrikken for Kunst & Design, Rogalands Kunstmuseum, Danske Grafikeres Hus, Kunsthal Charlotteborg og Bucharest Biennial. Interview:Mikkel Niemann Foto:Anders Sune Berg & Kristofer Hultenberg Kristofer Hultenberg The Influential Monkey 13. marts - 09. april 2010 Henningsen Gallery Fredericiagade 17, 1310 København K web site:www.henningsengallery.com Tirsdag - Fredag kl 12-18, lørdag 12-16 I forbindelse med udstillingen har du skrevet en tekst, som du kalder Abens indflydelse, hvor du prøver på at lokalisere nogle afgørende principper for billedfremstillingen. Vil du fortælle noget mere om dem? Jeg er generelt meget interesseret i udformningen af den "grammatik", som styrer billedfremstillingen. De principper og retningslinjer, som indgår i den, kan se meget forskellige ud. Visse er tydeligt formulerede, mens andre mere har karakter af en fornemmelse. Man kan selvfølgelig tænke over dette på forskellige måder, men jeg synes, at det er interessant at tale om en grammatik, som kan konstrueres med samme saglighed og på samme bevidsthedsniveau, som jeg konstruerer det enkelte billede. Ét af de mere fremtrædende principper i mine billeder er, at jeg giver de valgte billedelementer en udtryksmæssig vægt, som de egentlig ikke kan bære. De er så at sige artikulerede i en grad, som ofte fremstår urimelig set i forhold til, hvor lidt mening de afslører. Dette greb hænger sammen med, at jeg synes, vores fysiske omverden er helt sensationelt fantastisk, idet den indeholder så svimlende mange muligheder. At vælge et abstrakt og umiddelbart intetsigende billedelement og kigge nærmere på det i en malerisk artikulationsproces giver for mig en ret intens oplevelse af tilværelsens mangfoldighed; dens temmelig rystende potentiale, hvad angår mulige tilstande. Du skriver også om det forskruede bliks uvurderlighed. Gør du noget specielt for at opnå det blik? Det gad jeg faktisk godt selv vide mere om. Men mon ikke det er en fordel at have det godt. Der skal jo nogle kræfter til, hvis det skal lykkes én at ryste konventionerne af sig. Dine værker tager oftest udgangspunkt i et geometrisk system eller en struktur, som bliver nedbrudt. Relaterer det sig på nogen måde til din dagligdag på værkstedet? Nej, sådan er det nu ikke. Men det er rigtigt, at der forekommer en del brud på formelle strukturer og andre former for afvigelser. Jeg plejer at sige, at afvigelsen er noget som præger billederne - på forskellige niveauer. Nogle gange på en åbenlys måde ved at en struktur forstyrres af afvigende elementer, men det kan også forekomme, at begrebet mere fungerer som et slags mentalt miljø, hvori billedidéerne kan tage form. En anden form for afvigelse er de dele af billederne, som jeg tegner med bly. Det er steder, hvor tingene kunne være anderledes. Her lader jeg "de andre muligheder" - d.v.s. dem, der ikke er realiserede i det pågældende maleri - gøre opmærksom på sig selv. Når jeg ser udstillingen The Influential Monkey kommer jeg til at tænke på arkitektur. Har det noget på sig? Der er ingen tilsigtede referencer til arkitektur, men jeg kan nu godt forstå, at du får associationer i den retning. I fremstillingen af arkitektur blandes æstetiske overvejelser jo med rent praktiske, hvilket skaber en modstand i forhold til den visuelle harmoni. Jeg prøver at bygge en tilsvarende form for modstand ind i mine billeder. Især i dette projekt har jeg sigtet mod mere kontrastrige og konfliktfyldte kompositioner. Det har været interessant at undersøge, hvordan man kan etablere forskellige former for modstand i en arbejdsproces. For eksempel ved sådanne grammatiske modifikationer, som jeg var inde på tidligere. Du har brugt dit eget notat i form af en hidsig abe til at definere den “grammatik”, som du ville bruge til denne udstilling. Kan du fortælle noget mere om aben? Har den drillet dig? Jeg har ikke været ude for noget drilleri fra abens side. Tværtimod. Tegningen er et notat, som har støttet min hukommelse i arbejdet med de nye malerier. Den repræsenterer - på en helt præcis måde - den ånd, hvori jeg ville udføre malerierne. At dette er muligt, skyldes jo nok, at jeg selv har været både afsender og modtager i den kommunikation. Jeg forventer naturligvis ikke, at den vil afsløre samme indhold overfor publikum som overfor mig. Men da denne type notater er vigtige redskaber for mig, syntes jeg, at det var både relevant og interessant at lade aben komme til syne. At skubbe den så meget i forgrunden for projektet, og dermed lade den få indflydelse på publikums opfattelse af malerierne, er vistnok at forlade fast grund - men det er et velovervejet skridt. Farveholdningen i dine billeder er generelt meget nedtonet. Hvorfor det? For mig at se er det i et visuelt mådeholdent miljø, at det irrationelle får sine skarpeste konturer. Det er nok den primære grund til sparsommeligheden. Jeg bruger det antal farver, som jeg synes er nødvendige for at kompositionerne skal fungere. Flere farver ville gøre billederne mere dekorative og formentlig flytte beskuerens fokus væk fra det, som jeg selv synes er væsentligt.
Hvor bevæger Kristofer Hultenberg sig hen nu? I det kommende år vil jeg bruge en del tid på min udsmykning Arrangement for Mindre Afvigelser på Aarhus School of Business, der skal udføres i 2011. Men jeg vil også gerne arbejde med nye malerier i forlængelse af projektet The Influential Monkey. Jeg har ligesom kørt mig selv i stilling til flere ting i den ånd.
Tak.
| Related:fra kopenhagen.dk: [11. november 2010] [05. oktober 2010] [28. august 2010] [11. februar 2009] [14. januar 2009] [28. maj 2008] [05. august 2006] fra www: [09. marts 2010] | ||||||||||||||
© 2000 - 2006 kopenhagen publishing kopenhagen har modtaget tilskud fra Kunstrådets fagudvalg for billedkunst, Kulturministeriets Tidsskriftstøtteudvalg og MONTANA | ||||||||||||||||