Interview: Krista Rosenkilde

Krista Rosenkilde : Not So Square, 2010. Installationsview.

Vil du med dine egne ord forklare, hvad Not So Square handler om?

Not So Square handler om at undersøge og videreudvikle maleriets illusoriske muligheder og perspektiviske effekter. Min idé er at overføre det flade maleri til tredimensionelle vægobjekter. Jeg har forsøgt at skabe en oplevelse af, at maleriet delvist vokser ud af lærredet og udover rammen. Jeg vil gerne fremhæve maleriets muligheder for at ’snyde’ øjet ved delvist at male rumligt og delvist bruge en rumlig konstruktion. På den måde skal mine værker sætte spørgsmålstegn ved, hvad der er virkelighed, og hvad der er illusion.

Jeg er blandt andet inspireret af 60’ernes ’op art’, hvor kunstnere som Bridget Riley og Vasarely udnyttede, hvor let menneskets syn kan bedrages med optiske illusioner. Det handler om at se, og om hvordan øjet opfatter verden, men det handler også om, hvordan hjernen fortolker og bearbejder disse oplysninger. Vi har tillært os en logik og nogle regler, som fortæller os, hvad der er muligt, og hvad der ikke er muligt. Men maleri og perspektiviske greb er jo egentlig en illusion, der skal få øjet til at tro, at det flade lærred med farvepigmenter er noget andet. Der er mange kunstnere, som arbejder med den samme undersøgelse. Et eksempel er den tyske Tomma Abst, der arbejder i et stramt abstrakt formsprog, hvor hun med få, helt enkle greb og brækkede farver skaber rumlige illusioner.

Krista Rosenkilde : Terrace, 2010. 70 x 89 cm. Gouache på papir.

Dine tidligere værker tog udgangspunkt i genkendelige hverdagssymboler og var mere narrative end værkerne på denne udstilling. Kan du fortælle lidt om bevægelsen mod mere simple og rendyrkede mønstre?

Det er rigtigt, at jeg har lavet endnu mere skrabede mønsterfigurationer i mine nye værker. Det er dog ikke noget nyt for mig. Jeg søgte ind på akademiet med fem malerier malet på mønstret tekstil, hvor jeg havde flettet en figuration ind i mønstret på stoffet. Allerede dengang var jeg interesseret i en undersøgelse af maleriets illusionsskabende muligheder. Sidenhen har jeg prøvet mange forskellige ting af, men jeg ser en tydelig sammenhæng og gennemgående forelskelse i mønstre og ornamentik i alt, hvad jeg har lavet. Under arbejdsprocessen med mit værk til min Exit på Kunstakademiet i 2009 fik jeg mere og mere smag for at udforske det konkrete maleri og malergreb, samt hvordan mønstre kan skabe optiske billedrum. Jeg besluttede mig ikke fra den ene dag til den anden for at ’ændre kurs’. Det er kommet som en nødvendig og naturlig udvikling i løbet af de seneste år. Mine malerier er blevet mere langsommelige at male, fordi jeg har reduceret, skåret ned og fordybet mig i en nærmest meditativ malerproces. Jeg har på en måde zoomet ind.

Der ligger nærmest en hypnotisering i både at male mønstrene og at se på dem. Jeg synes det er vildt fascinerende, at én lille enkel form kan virke så overvældende og dominerende ved hjælp af simpel gentagelse og udfyldning. Hvor 'op art' virker mere digital og linialstram, er det vigtigt for mig med en sirlighed og en slags håndlavet ’feel’ i mine mønstre, der giver en intimitet og bryder de stramme former og facetter. Desuden indeholder mønstrene og sammensætningen af dem en stemning, der på en måde bliver ’fortællingen’ i mine nye værker.

Hvilken rolle spiller beskueren?

Værkerne bliver delvist til og færdiggjort i hovedet på den, der ser dem. Værkerne er meget svære at gengive på et foto eller forklare, fordi de er ret komplekse og skal, så at sige, opleves live. Det fysiske er blevet vigtigere, de rager helt konkret ud i rummet og opfordrer til, at man også forholder sig mere fysisk til dem, går rundt om dem, går tæt på og langt væk. Mange fægter faktisk også med armene foran dem. Dermed er oplevelsen og beskueren blevet en del af værket, hvilket også gør, at værkerne opleves helt forskelligt alt efter, hvem der ser dem.

Krista Rosenkilde : Concrete Illusion, 2010. 180 x 100 cm. Olie og akryl på lærred og mdf. Krista Rosenkilde : Broken Brake Up, 2010. 124 x 124 cm. Olie og akryl på lærred og mdf.

Hvad inspirerer dig til dine universer?

Jeg er vild med mønstre og kan blive helt opslugt af at kigge på dem. Jeg har det lidt med mønstre, som en ravn har det med glimtende sager. Jeg rejser en del og får meget af min inspiration herfra. Det er ikke sådan, at jeg nødvendigvis tegner og skriver ned, mens jeg er af sted. Når jeg kommer hjem og kigger mine billeder igennem får jeg indprentet de mange forskellige former, farver og mønstre, så de ligger et eller sted i hovedet. Når jeg så arbejder på mine værker vil hvert enkelt værk ikke være decideret udsprunget af én af mine inspirationskilder, som fx det jeg så i Mexico eller Afrika. Min kunst er nærmere en god blanding af alt det, jeg har set rundt omkring i verdenen. Det, jeg ser herhjemme af både kunst, arkitektur og design, er også inspirerende for mig. Under modeugen i København så jeg fx Henrik Vibskovs show i H.C. Ørstedparken, hvilket var meget inspirerende. Det er tydeligt, at moden forsøger at være mere kreativ og lægger sig op af kunsten, men omvendt er det ikke særlig anset den anden vej rundt. Jeg er ikke interesseret i mainstream mode og tøjbutikker og sidste nye trends i forhold til min kunst, men jeg synes, at der er inspiration, historier og noget at tænke over i forhold til modens evige søgen efter identitet og individualisme.

Krista Rosenkilde : Uden titel, 2010. 180 x 230 cm. Olie og akryl på mdf.

Kan du forklare, hvad der ligger bag dit valg af titler?

Jeg syntes det var fint at bruge titlerne til at sige noget, om det værkerne gør, både i form og farve, men også udover. For eksempel viser Broken Breakup noget, der er helt smadret, som man ser igennem en flade, der også er gået itu. Titlen siger altså noget helt konkret om denne gentagelse eller dobbelteffekt, men jeg synes også, at titlen henviser til den stemning eller sindstilstand, som billedet beskriver. Jeg ønsker ikke kun at undersøge billedkunst i forhold til rum og perspektiv, men lige så meget at vække noget hos den, der ser værket. Titlerne afspejler derfor ikke kun den måde, jeg har lavet værket på, men også formerne, farverne og mønstrene, der er med til at udgøre en helhed. Titlen på mit seneste værk i udstillingen, Formal Trap, udsprang af, at jeg gerne ville lave et værk, der var lidt mere dystert og tungt, hvor der så var noget, der stak ud og var stik modsat. Først tænkte jeg den farvestrålende flade, som noget hemmeligt, der forsøgte at skjule sig i alt det mørke, men det endte med at virke som noget, der var fanget i det mørke og konforme mønster. Same Mistake Twice var det første værk, jeg lavede. Det er faktisk mere prøver for at se, hvordan de følgende værker skulle laves, og hvordan de fungerede. De er nu blevet til et lille værk i sig selv placeret sammen skævt på væggen. Selvom det er et lille værk, kræver det en hel væg og er i alt sin enkelthed egentlig essensen af min udstilling. Titlen kom ret hurtigt til mig, mens jeg lavede dem. De er helt skæve i formen og er ret svære at blive kloge på. Jeg synes, at det var morsomt at se dem som en slags gentagen ’fejl’. Er det dem, der er fejlen, eller er det måden man opfatter dem på..?

Krista Rosenkilde : Sick Room, 2010. 90 x 96 cm. Gouache på papir.		Krista Rosenkilde : Collection, 2010. 90 x 69 cm. Gouache på papir.

Dine værker er meget tekniske. Hvordan griber du processen an?

Det er en lang proces, der starter med skitser og i nogen tilfælde modeller, som jeg tager med i træværkstedet. Her kan jeg efter meget møje og besvær med beregninger, mdf-plader og save slæbe objektet, eller skulpturen, hjem i atelieret. Så bestemmer jeg mig for, hvilke mønstre og hvordan jeg skal bemale værkerne. Det er meget vigtigt, at tonerne er den samme efter, hvordan de enkelte firkanter vender for at skabe skygger og dermed perspektiv og rum. Selve den lange malerproces er ret praktisk, hvorimod hele ideen og den røde tråd skal bestemmes, inden jeg begynder at male. Derfor laver jeg også nogle gange noget på papir for at få et afbræk og lidt afveksling, da de store værker kræver mange ugers arbejde.

Her til sidst, har du et budskab med din kunst?

Jeg er meget optaget af den oplevelse, som den enkelte får ved at se på kunst, og synes, det er interessant at lave noget, der griber ud. Kunst, der eksempelvis skaber undren eller overraskelse, der kan få folk til at snakke eller diskutere. Noget, som jeg syntes, er sjovt ved netop denne udstilling, er at alle uanset baggrund, kultur og kendskab til kunst kan blive optaget af værkerne og få en oplevelse. Værkerne kræver ikke nødvendigvis, at du har læst bøger om kunsthistorie eller sat dig ind i de mange forskellige genre. Det er ikke, fordi jeg siger, at kriteriet for min kunst er, at det netop skal kunne nå alle, men det gør den måske, fordi jeg netop går ind og leger med noget så banalt og universelt for mennesket som vores logik og sanser. Det er især noget, som jeg godt kunne tænke mig at arbejde endnu mere med i fremtiden og i endnu større projekter.

Tak.

Krista Rosenkilde : Formal Trap, 2010. 122 x 122 cm. Olie og akryl på mdf.