Interview: Kirsten Dehlholm

Undercover, 2010. Installationsview.

Det ligger eksplicit i udstillingstitlen Undercover, at I har været nede og grave i arkiverne, hvorfor det?

Oprindeligt tog jeg kontakt til Det Kongelige Bibliotek for at spørge, om de ville lave en udstilling om Hotel Pro Forma i forbindelse med, at vi har eksisteret i 25 år. Det kunne de ikke, fordi udstillingerne i søjlesalen hører under Kulturafdelingen og skal tage udgangspunkt i Det Kongelige Biblioteks samlinger og værker. Derfor blev vi enige om, at vi, med Hotel Pro Formas blik, skulle gå ind og se konkret på deres arkiv. Med denne udstilling åbner vi dørene, og jo dybere vi går ind, jo mere får vi at vide og bliver beriget af alle de utrolige ting og sager, der findes her. Samtidig ville vi gøre opmærksom på, at her findes nogle mennesker, der både har en passion for det, de laver, og er gode til at fortælle om og dele den store viden, som de sidder inde med. Så det var vores koncept, at vi ville åbne døren til de konkrete rum for at synliggøre al den viden og erfaring, der ligger gemt i biblioteket, i de mange bygninger, som udgør denne store organisme. Vi valgte seks afdelinger: håndskriftsafdelingen, kort- og billedafdelingen og det natur- og sundhedsvidenskabelige fakultetsbibliotek samt tre andre afdelinger, der ellers aldrig er udstillet: digital bevaring, bevaringsafdelingen og sikringsafdelingen. De udgør en stor del af biblioteket, men det tænker man ikke umiddelbart på.

I din åbningstale talte du netop om Det Kongelige Biblioteks labyrint af bygninger og rum, af samlinger og værker, som en uendelig stor organisme. Mener du med det, at det arkitektoniske og selve kulturarven, fx bøgerne, udgør en samlet organisme?

Ja, for vi ser på det netop som et samlet hele. Udstillingsrummet i sig selv er blot en lille celle, måske kun et atom, ud af denne kæmpemæssige organisme, som biblioteket udgør. Det er en organisme, der er i evig forandring. Det ses især i Afdelingen for digital bevaring, hvor de skal ud at høste ny viden hver eneste dag, hvert eneste minut, hvert eneste sekund. Biblioteket som organisme afspejler en verden i evig forandring. Men herudover har vi også valgt værker, der viser forskellige historiske tider. Fra Naturvidenskabelig afdeling har vi fx taget en bog fra hvert århundrede, fra det 15. og op til det 20. århundrede, og lagt dem i hver sin montre, beklædt med prints, der viser MR-scanninger fra 2010. Således ser vi igennem nutiden ind i fortiden. Udstillingen er en fysisk fortælling, der kan aflæses i materialer, farver og former samt i selve sammensætningen.

I 'fysiskgør' altså det lag, der er mellem fortiden og fremtiden, og de mange rum og passager, men hvis man tænker på mellemrummet i en mere abstrakt forstand, hvordan forholder du dig så til det i dit arbejde?

Jeg har altid været interesseret i at balancere på tærsklen; på tærsklen mellem inde og ude, mellem det to- og det tredimensionelle, mellem det fineste og det groveste, det højeste og det laveste.

Undercover, 2010. Installationsview.

Som balancegangen mellem udstillingens Nettokatalog fra 2009 og den håndskrevne bibel fra 1100-tallet?

Ja, præcis. Denne ’tærskel-situation’ eller `relief-situation´ har jeg altid været interesseret i at fremhæve. Et relief, der stadig hænger fast til væggen, men er på vej ud i rummet, så man som beskuer er medskabende i forhold til fuldendelsen af formen. Det er for mig det eneste interessante sted at befinde sig, når man beskæftiger sig med kunst; at invitere til og at skabe et sted, hvor beskueren har plads nok til selv at gøre noget færdigt. Sådan vil jeg selv have det, når jeg ser på kunst eller oplever forestillinger og film. Jeg vil have megen plads, stor plads. Jeg vil have plads til at gå rundt i rummet. Der må gerne være en guide, men ikke noget, der på forhånd er gennemtygget.

Du vil ikke have fortolkninger, men gerne udlægninger?

Ja, hvis de er åbne nok til, at jeg kan få plads til at gøre mine egne opdagelser. Der er uendelig mange måder at forstå på. Verden er så kompleks, og vi mennesker er så komplekse, og det kan man godt blive helt rundtosset af. Men så er det godt indimellem at gribe fat om én ting, en detalje, og fordybe sig for et øjeblik. Det kan være noget immaterielt eller noget meget konkret, som et Nettokatalog, der sættes over for en håndskreven bibel fra 1100-tallet. Begge dele, og alt det midt imellem, hører med til kulturarven. Det sætter tingene i perspektiv, også selvom det måske er lidt firkantet at sidestille de to eksempler. Men samtidig bliver man også helt himmelfalden af forundring: Nå, findes det også, altså Netto kataloget, på Det Kongelige Bibliotek? Jeg har taget det med, fordi jeg selv blev så forundret og glædeligt overrasket over, at det helt ordinære også findes i deres samling som en repræsentation af vores kulturarv.

Selve navnet 'pro forma' betyder jo også 'a matter of form', men i det begreb ligger der vel også en fortolkning af virkeligheden?

Man kan sige, at med Hotel Pro Formas værker iscenesætter vi verden. Vi trækker et element ud af dens naturlige sammenhæng og sætter den ind i en anden, fx på scenen eller sammen med noget helt andet, så man kan opfatte dette element, denne detalje af verden. Det er vores arbejde. For vi bliver blinde som mennesker, vi er jo nogle vanedyr, så vi skal have hjælp. Vi skal rykkes ud af vores vaner, skubbes til, for at kunne se verden igen, hele tiden på ny.

På den måde har jeres kunst måske stadig et kritisk potentiale?

Om den er kritisk, det ved jeg faktisk ikke. Nogle gange er den kritisk. Men i hvert fald aldrig satirisk, aldrig ironisk. Det kan jeg ikke bruge til noget. Det er snarere denne beskæftigelse med forundringen; tænk at det findes, denne detalje, dette element. Forundringen over alt det, der findes, det der sker i verden.

Undercover, 2010. Installationsview.

Hvordan forstår du et begreb som gestus i den sammenhæng?

Jeg forbinder det med noget meget generøst, men der er også en præcision forbundet med begrebet. Jeg har altid været optaget af, hvor rent et udtryk man kan skabe. En renhed der samtidig skal være flosset i kanten for at gøre renheden endnu større. Det handler ikke kun om ’less is more’ og minimalisme, det gør det sådan set mindst af alt. Derimod handler det om at docere, om at udvælge, og om at være åben over for de ting, der kommer til, og som tilfældet byder på. Indimellem får man nogle helt uventede gaver, der virker bevidst valgte, som fx når et par hvide handsker fra montren for bevaring spejler sig i montren med den håndskrevne bibel et kort øjeblik. Det er magisk.

En slags tilfældets ornamentik?

Ja, et poetisk tilfælde, der får betydningsindhold.

I selve udstillingen spiller døren helt konkret en stor rolle, hvorfor?

Døre er jo så dejligt konkrete, men kan selvfølgelig også gå hen og blive meget symbolske. Dørene har været en del af det koncept, der skal vise udstillingsrummet som en del af hele biblioteket. Den første dør, man møder, er den dør, som fører ind til selve rummet og til udstillingen. Døren er lukket, men man ser et billede på den, som illustrerer dét, man ser, når den automatisk åbner sig, og man træder ind i udstillingsrummet. Derudover er der alle dørene, der forbinder udstillingsrummet med de omkringliggende rum såsom værksteder, lageret og fotomuseet. Hver dør er forbundet med forskellige restriktioner og sikringer. Nogle er derfor stadig lukkede, men åbnet ved hjælp af filmprojektioner, en er helt åben, flere andre er åbnede, men lukket igen med farvede plader af plexiglas. Når man ser ind igennem det farvede plexiglas, opstår der faktisk en tærskel-situation, fordi man står udenfor og ser ind i rummet, der fremstår som et fladt billede. Det er fascinerende at være i dette mellemfelt, hvor der først tales til sansningen og bagefter til intellektet. Forundringen er vakt, og hjernen eller intellektet sætter ind af sig selv lige bagefter. Vi arbejder med perceptionen. Et godt sted at være.

Undercover, 2010. Installationsview.

Så forundringen virker som en drivkraft?

Ja, bestemt. Denne forundring, der kan føre til tanker og refleksioner. Det er en evig drivkraft, fordi det giver energi og liv, hver gang man oplever og ser på ny. Selvom det oplevede er hundredvis af år gammelt eller måske har eksisteret altid, men blot er nyt for dig. Hvis man har et projekt, så er det altid interessant at finde ud af, hvordan brikkerne i puslespillet skal lægges. Det er en evig undersøgelse. Derfor skal jeg, så snart jeg er færdig med én ting, i gang med noget nyt. Det er en stærk trang i mig. Der findes så megen energi i kreative kræfter, det er jeg meget optaget af. Igennem disse undersøgelser, som er mine værker, lærer jeg meget om verden. Jeg laver megen research og møder helt konkret verden og nye mennesker på den måde. Det fungerer som en kommunikationsform for mig, som en måde at komme ud og rundt i verden på.

På den måde fungerer det måske også som en måde at konsumere på, at fordøje og omsætte liv?

Ja, det gør det. Jeg lærer at forstå noget ved at sætte mig ind i det, i forhold til et nyt ærk, i forbindelse med en proces. Der findes jo ufattelige mængder stof, som man kan beskæftige sig med. Vi får alle mulige informationer, og vi flakser rundt, har lyst til alt muligt og skøjter hen over ting, selvfølgelig gør vi det. Det er et grundvilkår som vågent menneske i verden. Derfor er det godt nogle gange at blive ét sted og lære noget og dykke ned for et øjeblik. Her åbner sig hele tiden nye lag, man ikke umiddelbart ser med det blotte øje. Opgaven er så at komme tilbage fra denne lagdelte undersøgelsesrejse og bringe det med sig, man skal bruge, til at fortælle og formidle en specifik historie. Opgaven er at udtrykke de mange lag i et mere forenklet, forståeligt sprog.

Og der bruger du æstetikken som rammesætning?

Ja, vi skal sørge for, at det bliver simpelt, men ikke forsimplet. Det skal have en enkelhed, der fortæller noget universelt. Vi skal rammes, vi skal berøres - ikke befamles!

Louise Bourgeois har på et tidspunkt sagt, at ”kunst er manipulation uden indgriben”. Altså det absolut mest manipulerbare rum, man kan være i, fordi man kan få lov at give form uden nogen restriktion. Er kunsten for dig også et manipulerbart rum?

Det er i hvert fald forførerisk. Jeg har ikke tænkt på, at det er manipulation. Men det er måske to sider af samme sag. Jeg bliver i hvert fald altid slået af hendes værker, manipulation eller ej. Jeg synes mere, at jeg fører en samtale. Enhver samtale er ikke manipulation. Og jeg fører en samtale.

Undercover, 2010. Installationsview.

Så du skaber ud fra et sted, hvor det handler om lydhørhed?

Jeg skaber egentlig ud fra en lydhørhed især for restriktioner. I mit arbejde med teater, udstillinger, performance er der rigtigt mange restriktioner, som både handler om indhold, om sted, om logistik, om økonomi selvfølgelig, og endelig om tradition. Det er en stor del af arbejdet. Man kan måske sige, at jeg prøver at manipulere restriktionerne. Restriktionerne er noget, som jeg spiller bold med. Hvorfor findes de lige præcis sådan, i dén form? Verden er jo fyldt med restriktioner, og det skal den også være. Men disse restriktioner kan jeg godt lide at manipulere i en undersøgelsesproces. Dem forfører jeg ikke, dem manipulerer jeg, men når det så handler om modtageren, beskueren, der vil jeg hellere bruge udtrykket forførelse.

I forhold til det æstetiske udtryk og forførelsen har teksten altid betydet meget i Hotel Pro Formas værker, ligesom der også synes at være en stor fascination af ordet i denne udstilling. Har det altid været et element i dit arbejde?

I Billedstofteater arbejdede jeg faktisk i ni år helt uden tekst. Det hed billed-stof, og der var intet verbalt sprog, bortset fra når der stod en radio og kørte tilfældigt i baggrunden til en forestilling. Det var rum, figurer, mennesker og farver, der dominerede. Jeg havde ikke behov for ordet. Det kom først med Hotel Pro Forma, der startede i 1985. Her har vi til gengæld fået de bedste digtere og forfattere i landet til at skrive til et visuelt koncept i en undersøgelse af ord, billede og lyd. Jeg vil have ord og billede til at blive noget tredje. Jeg undersøger hvordan ord og billede på scenen sammen kan skabe nye betydninger. Det er det, der sker, når otte-årige børn fx fremsiger tekster af digteren og semiotikeren Per Aage Brandt, så sker der noget tredje, gennem forskydningen af børns umiddelbare nærvær og de komplekse tekster.

Forskydningen af rummet både i konkret og abstrakt forstand spiller en markant rolle i jeres forestillinger, bl.a. i kraft af samspillet mellem ord, lyd og billede. Hvor bevidst er du om brugen af forskydningen som en generator?

Jeg er meget bevidst om forskydningen. Man kan ikke forvente, at folk skal opleve stor kunst, hvis man sætter dem foran den virkelighed, de kender i forvejen. Virkeligheden skal indrammes. Det velkendte skal sættes sammen i en ny form, der skal en kile ind, som under et stort hus, for så har man pludselig det skæve tårn i Pisa. Var der nogle, der ville komme til Pisa, hvis ikke der var et skævt tårn? Nogle gange skal man skævvride og fordreje for at få en ny verden frem, et nyt blik, vække en nysgerrighed. Eller bare blotlægge verden så man ser de enkelte dele. Det er vores opgave.

Tak.

Undercover, 2010. Installationsview.