Interview: Karin Lorentzen

Karin Lorentzen: Cultivator (Installation view), 2010.

Med titlen Cultivator peger du på vores forsøg på en forædling og dermed en beherskelse af naturen. Skal dit værk forstås som en måde at formulere et tab af naturen på?

Ja, det kan man godt sige. Jeg synes, der er et paradoks i det, som går begge veje. Både socialt og samfundsmæssigt mener jeg, at kultur er vigtig. Og samtidig er der i kultiveringsprocessen et tab af noget uskyld og umiddelbarhed, som bare på en eller anden måde gør ondt. Det er et paradoks, som vi må leve med. Installationen er forhåbentlig med til at vise dette paradoks på et følelsesmæssigt og kropsligt/fysisk plan og som metafor. Så det handler også om forholdet mellem mennesket og naturen. Natur som begreb kan forstås på så mange niveauer. Det er jo ret interessant – vi lever i et højteknologisk samfund, og samtidig er vores krop organisk på samme måde, som plantedelene er udenfor. Jeg har tidligere lavet nogle skulpturer, hvor jeg har hældt varm voks ind i munden og ganen og lavet en afstøbning af det hulrum, hvor sproget skabes, og den ligner fuldstændig skarabæer eller fossiler, som er millioner af år gamle. På den måde er vi jo stadigvæk meget mere forbundet til den organiske verden, end vi tror.

Karin Lorentzen: Cultivator (detalje), 2010.

Som du var inde på før, har du bl.a. arbejdet med at omsætte kroppens organiske former til skulpturelle former og har særligt arbejdet med mellemrum eller hulrum. Med værket Cultivator har du i gips støbt hundredvis af blomster. Hvordan hænger det sammen?

At bruge blomster som støbeforme er opstået som eksperiment og formel undersøgelse under et legatophold i en kunstnerbolig på Bornholm. Jeg har bare knækket en blomst af stilken, viklet lidt køkkenrulle omkring og hældt gips i. Og når gipsen er hærdet, så har jeg pillet kronbladene af. Det man ser, når man kigger op på blomsterne, er blomsternes inderside. Man tror, at det er ydersiden, men det er det ikke. Blomsterne er afklædt deres kronblade, så man kan kigge ind i de små huller, hvor støvdragerne har siddet. Det giver en fornemmelse af at kunne kigge ind i blomsternes indre - i hulrum. Det er en blotlæggelse af et indre rum, som interesserer mig – at blotlægge noget, som man alligevel ikke kan afdække helt. På samme måde som med metaforer og sproget.

Karin Lorentzen: Cultivator (detalje), 2010.

Jeg ved, at du er meget optaget af begreber. Hvordan ser du forbindelsen mellem sprog og værk i denne udstilling?

Vi navigerer jo gennem sproget på samme måde, som vi navigerer gennem vores øjne og vores bevægelser rundt i rummet. Sproget danner rammer for, hvordan vi tænker verden. Titlen Cultivator peger hen på den her kultiveringsproces, det er, at masseproducere de cirka 800 individuelle udgaver i gips af blomsterne.

I værket indgår også de oprindelige blomster som itu-trådt affald på gulvet, mens de vrangvendte udgaver i gips nu omtales som 'blomsterne'. De har tillige en symbolsk betydning, som debatteres ved, at de vender åbningerne væk fra beskueren.

På den måde forsøger jeg at arbejde med værkets fysiske fremtoning, dets overførte betydning og sproglige forståelsesrammer. De forskellige lag af betydninger fletter sig ind i hinanden og er et forsøg på at skabe mening.

Karin Lorentzen: Cultivator (installations view), 2010.

Kan du fortælle om din arbejdsproces, som træder meget tydeligt frem?

Jeg er meget optaget af handling – det, at arbejde med værker. For mig er håndteringen og handlingen i arbejdsprocessen en vigtig del af indholdet i det endelige værk. Værket bliver til i en vekselvirkning mellem bevidste og ubevidste handlinger. Hænderne fungerer for mig som kroppens værktøj og er i det hele taget ret vigtige, mens handlingen er en aktiv ageren i verden og en måde at deltage i sine omgivelser på, som jeg ret godt kan lide. På samme måde er jeg optaget af bevægelsen rundt om værkerne, som er en meget vigtig del af oplevelsen.

Karin Lorentzen: Cultivator (detalje), 2010.

Så det betyder, at beskueren bliver en vigtig del af værket?

Bestemt! Beskueren har en meget central rolle i det her værk. Værket bliver først rigtigt til, når beskueren indtager det. På gulvet ligger affaldet fra afstøbningsprocessen, som jeg tænker som en sublimeringsproces. Affaldet består af kronbladene og støvdragerne fra blomsterne og af gipsresterne fra støbearbejdet. Når beskueren går rundt, så kvaser han eller hun simpelthen gipsresterne og de indtørrede kronblade. Så man smadrer faktisk det oprindelige værk, som egentlig er naturens værk når man går rundt og kigger op i blomsterne. Det bliver meget skrøbeligt og sårbart på en helt konkret måde – og det skaber støj i rummet.

Karin Lorentzen: Cultivator (installations view), 2010.

Du arbejder ikke kun med kroppen og den organiske form, du arbejder også med den arkitektoniske ramme. Kan du sige noget mere om dit forhold til arkitektur?

Jeg arbejder i et felt, der ligger mellem arkitektur og menneske. Man kan godt se mine værker som en ambassadør mellem mennesket og så de arkitektoniske ideelle former, som rummet omkring os har. Grunden til, at jeg griber fat i arkitekturen og i det rum, jeg udstiller i, er, fordi jeg gerne vil skabe en situation. Jeg vil gerne binde udstillingsrummet, som er det konkrete rum, sammen med mit værk og beskuerens egen oplevelse. Jeg vil gerne binde de tre elementer sammen til én og samme oplevelse eller til én og samme situation. Det er derfor, at jeg er interesseret i det stedsspecifikke. Der bliver skabt en situation, hvor beskueren starter med at kigge på værket og derigennem får øje på rummet, som jo er det rum beskueren selv befinder sig i og dermed bliver bevidst om sin egen situation. Det er en situation, der består af tre dele: Værket, rummet og beskueren.

Derudover har jeg altid været optaget af ”mennesket i verden”. Og en installation åbner jo op for et rum for beskueren forstået på den måde, at nu bliver beskueren hovedpersonen. Helt oprindeligt, da jeg lavede figurative skulpturer, var det menneskefiguren, der var hovedpersonen, som beskueren så kunne kigge på og spejle sig i. I de senere værker arbejdede jeg med skulpturen som et rumligt korpus. Her i installationen bliver beskueren den eneste krop, der er til stede, og relaterer sig dermed direkte til rummet. Der er her en mere direkte forbindelse mellem rummet, værket, mig og beskueren, som træder ind i rummet. Man kan sige, at vi træder ind i det samme rum. Jeg ved godt at vi ikke har samme position, men alligevel.

Det er tydeligt, at der er en sammenhæng mellem din måde at arbejde med skulptur på og dit arbejde med Cultivator, som er en installation. Kan du sige noget mere om det?

Jeg tænker, at vi som beskuere, hvad enten vi er bevidste om det eller ej, relaterer os til verden omkring os. Vi reflekterer over den via vores krop og vores tilstedeværelse. En skulptur taler til os som skulptur-krop, og et rum taler til os som et indre. Vi ved godt, at vi er inde i en bygning. Jeg tænker altså begge dele som kropsligheder og rummeligheder/rumligheder.

Tak.

Karin Lorentzen: Cultivator (installations view), 2010.