Interview: Kajsa Gullberg

Kajsa Gullberg: Womanity (installationsview), 2010.

Hvad handler projektet Womanity om?

Der er tre dele i projektet. Den personlige del, som mest handler om mig selv, hvem jeg er og hvem jeg gerne vil være. Den universelle del, som handler om liv og død, og de spor som livet afsætter på kroppen. Og så er der den politisk-feministiske del, som grundlæggende handler om den kontrol samfundet har over os, og som vi ofte underkaster os. Hvordan tilbageerobrer vi retten til vores egen krop? Vores kultur ønsker et samfund uden ridser, ønsker at vi skal have perfekte liv.

Hvorfor begyndte du på dette projekt?

For to år siden blev jeg kvinde, kunstner, mor, søgende, åben, sensitiv, stærk, hektisk og rummelig ... og skarp. I mange år har jeg levet ret isoleret og følt mig lille, hvilket jeg selvfølgelig ikke var. Alt mit overskud gik til hjemmefronten, og ikke til mig selv. Jeg var ansat i en design virksomhed, men følte mig aldrig tilpas. Hvis man er anderledes, bliver man nødt til at forstå, at man er anderledes. Hvis du ikke forstår det, sammenligner du dig hele tiden med normen, og så bliver du forkert. Hvis du forstår, at du er anderledes laver du dine egne rammer og søger de steder hen, som kan bekræfte dig i, at du er anderledes. Så bliver du ikke forkert, men bare anderledes. Jeg bliver nødt til at definere mine egne rammer, for ikke at føle mig forkert.

Jeg har altid følt mig som kunstner, men i 10 år har jeg undertrykt det. I 2008 fik jeg en slags klarsyn, nemlig at jeg lige så godt kunne bruge al den energi, jeg brugte på at undertrykke mig selv, til at udtrykke mig selv. Så jeg besluttede, at jeg i 2009 skulle acceptere, respektere og fokusere på mig selv som kunstner. Et halvt år senere sagde jeg mit job op og udgav min anden bog selv. Billeder af mennesker som var på Roskilde Festivalen. Jeg beslutter at gå fra min mand og begynder på projektet Womanity.

Kajsa Gullberg: Caesarean, 2009. 33 x 50 cm/100 x 150 cm. Digital print, ed. af 12.		Kajsa Gullberg: Mija 4, 2009. 33 x 50 cm/100 x 150 cm. Digital print, ed. af 12.

Det universelle og det intuitive, hvad betyder den for dig?

Jeg tror ikke på Gud, men jeg føler, at jeg har hul op til noget, jeg kalder det Universelle, det som binder mennesker sammen. Den samme adgang har jeg også til andre mennesker. Det har været svært at leve med, jeg er meget åben over for folks sindsstemninger, og det påvirker mig nogle gange meget voldsomt. Til gengæld betyder det også, at jeg kan lave de billeder, jeg kan. Jeg kan være sammen med et menneske i to minutter og derefter lave nogle meget nærværende billeder. Billederne i Womanity er åbne og blottede, synes jeg. Derfor går jeg til sangundervisning, hvor jeg arbejder med at synge tanker jeg har skrevet ned. Så improviserer jeg. Og når jeg gør det, skammer jeg mig som en hund, fordi jeg synes, at det er pinligt, at jeg blotter mig totalt. Men for mig handler det om at forstå, hvad det faktisk er kvinderne gør for mig, når de tager tøjet af, og jeg fotograferer dem. De blotter sig og udstiller det, som vores kultur gør alt for at glemme, nemlig det uperfekte, det grimme eller det pinlige. Vi vil gerne elskes, som vi er, men får hele tiden at vide, at det ikke kan lade sig gøre, at vi skal lave os om.

Du prøver altså at udsætte dig selv for noget af det, du udsætter modellerne for?

Måske behøver jeg ikke synge de tekster, for jeg tror, at jeg ved rigtig meget om sårbarhed og blottelse. Men måske gør jeg det for at minde mig selv om, hvordan det er at stå der og tage al tøjet af og vise ting, man altid har prøvet på at skjule.

Kajsa Gullberg: Johanne 3, 2009. 33 x 50 cm/100 x 150 cm. Digital print, ed. af 12. Kajsa Gullberg: Mamma, 2009. 33 x 50 cm/100 x 150 cm. Digital print, ed. af 12.

Hvad tror du på?

Jeg er ateist. Jeg tror, at det vi har, er det, som findes her og nu. Kvinderne jeg fotograferer har spor af livet. Ar og rynker. Den side vi viser, skal ikke kun være den gode, og alt det vi har klaret, for der findes ikke succes uden nederlag. I USA tror man på folk, der har to konkurser bag sig, for de ved hvad de taler om, fordi de har været igennem alle processerne.

Du siger, at de kvinder du fotograferer er modeller, og at du bruger dem. Er det en bevidst metode?

Jamen, det gør jeg jo. Det er jo ikke portrætter af dem, selvom nogle af dem, jeg fotograferer, oplever, at det er portrætter af dem, det ville jeg sikkert også gøre. Men jeg bruger deres ansigter og deres kroppe til at fortælle mine egne historier. Det er en fortælling, jeg søger, det er ikke en fortælling jeg har, eller har haft i mit hoved. Og det er det, jeg godt kan lide ved dette projekt. Der er hele tiden sammenstød. Og det er også det det handler om, når jeg går til sang. Jeg prøver at lave projektet nede fra maven af, men mit hoved blander sig helt vildt meget. Men hvis jeg kan fortsætte med projektet og gøre det færdigt, så er jeg sikker på, at jeg kan trække maveessensen ud og få dem anbragt i billederne.

Hvordan gør du?

Det er nyt for mig at fotografere hjemme hos folk og uden sort baggrund. Først fortæller jeg om projektet, så fortæller de om deres ar, og så går jeg rundt i deres lejlighed. Så finder jeg et sted, der egner sig, et hjørne eller en stol. Så beslutter jeg mig for, hvilket lys jeg vil bruge, så beder jeg dem om at løsne op, lade kæben falde ned og at trække vejret helt ned i maven. Se den vej, drej hovedet, løft hagen, luk øjnene, vis mig dit ar. De gør ikke noget selv, jeg forvirrer dem og får dem til at glemme, at de skal fotograferes.

Kajsa Gullberg: Chest, 2009. 33 x 50 cm/100 x 150 cm. Digital print, ed. af 12. Kajsa Gullberg: Rikke, 2009. 33 x 50 cm/100 x 150 cm. Digital print, ed. af 12.

Ved du, hvordan det skal ende, når du begynder, eller lader du dig lede af dem?

Nej, jeg ved det ikke, jeg søger, søger, søger. Jeg ville gerne kunne hvile mere i mig selv, det er jeg ikke kommet til endnu, jeg synes jeg er alt for hektisk. Jeg kunne godt tænke mig, at jeg kunne sætte mig ned og se på dem og tale endnu mere med dem.

Hvorfor gør du så ikke det?

Fordi jeg bliver så blufærdig.

Gemmer du dig bag kameraet?

Ja.

Du siger, at Womanity har tre dele, men kunne du ikke også tilføje seksualitet som en fjerde del?

Mange af de kvinder jeg fotograferer nu er ligesom mig selv midt i 30’erne og de er meget optaget af seksualiteten, og det er derfor, jeg er så optaget af det lige nu. Deres tanker spejler mange af de tanker jeg selv har haft det sidste halve år. Derfor har jeg fokus på det nu, men projektet kan sagtens se anderledes ud om et halvt år. Men uden seksualitet findes der ingen mennesker. Spise, sove, synge, kneppe. Det er ikke kun en bevidst handling, men jeg kan mærke, at jeg ofte bliver meget glad for de billeder der opstår. Womanity er en søgen. Jeg vil tilbage til et sted hvor jeg ikke ser mig selv med andres øjne men til den gang da min krop og min nydelse tilhørte mig selv.

Kajsa Gullberg: Olivia 1, 2009. 33 x 50 cm/100 x 150 cm. Digital print, ed. af 12.		Kajsa Gullberg: Jette 1, 2009. 33 x 50 cm/100 x 150 cm. Digital print, ed. af 12.

Hvad betyder ordet frihed for dig?

Så tænker jeg i hvert fald ikke på to-somhed. Men jeg synes, at jeg har alt den frihed man kan ønske sig. Jeg bor i Danmark, jeg laver lige præcis det jeg gerne vil. Til gengæld synes jeg, at der er et problem med den frie vilje. Jeg har levet sammen med en gammel punker i 8 år, som syntes, at det med at fjerne hår, var noget pjat. Det er kommet meget bag på mig, hvilket tabu det er. Ikke at fjerne hår, altså. I dag er det et valg ikke at fjerne sin kropsbehåring. Normen er, at man gør det. At jeg slet ikke har overvejet at fjerne min kropsbehåring, bliver et ufrivilligt statement fra min side. Det er selvmodsigende i vores kultur, at vi tilsyneladende sætter den individuelle frihed så højt, uden at vi i virkeligheden har den. Det er på en måde en sygelig kontrol med kroppen, men også en kontrol, som måske ikke er frivillig. Og jeg er usikker på, om det er kvindeligt, at være så kontrol fikseret?

Tak.