Interview: Jesper Dalgaard

Jesper Dalgaard: A New Direction - Towards a Land of Opportunity (installationview), 2010.

Kan du giver en kort introduktion til de værker, du viser på udstillingen? Hvordan hænger de sammen?

Udstillingen består bl.a. af 5 hængende skulpturer og 6 reliefstrukturer, som hedder Rekognoscering – ordet stammer fra militærets terminologi og betyder overflyvning, lære at kende/skabe sig et overblik ved hjælp af luftbilleder. Ud over det viser jeg to sammenhængende arkitektoniske modeller med indbyggede videoskærme.

Jeg har arbejdet med noget tilsvarende for 4–5 år siden, hvor jeg lavede et par værker i samme stil, men de var knap så konceptuelle. De to værker med videoskræme fungerer som en slags forlængelse af en arkitektur. Det ene værk er en stue, hvor man ser gennem et vindue – som er videoskærmen – ud på en terrasse. Mens man i den anden model omvendt kigger fra terrassen ind i en stuen.

Så de er en slags spejl af hinanden?

Ja. Også i forhold til det enkelte værk, hvor jeg har forlænget centralperspektivet, så det fortsætter ind i videoskærmen, så man ser, hvad der foregår længere inde i denne verden. Her har jeg indsat nogle af de hængende værker, for at man som beskuer får en ide om, hvordan arkitekturmodellerne er forbundet med de hængende skulpturer.

Jesper Dalgaard: Stue – Min udsigt er fantastisk! Jeg bor i forbindelse med en af de største oxygenkapsler, og nyder dagligt den fantastiske naturrigdom udenfor mine vinduer. Det er en fornøjelse at overvære de mange fartøjer, som fragter arbejderne til og fra modulerne. Og så er der jo også dyrelivet, som er et kapitel for sig, 2010. 42 x 61,5 x 42,5 cm. Mixed media, inkl. dvd film (5 min.) og 19’’ skærm.		Jesper Dalgaard: Altan – Min udsigt er fantastisk! Jeg bor i forbindelse med en af de største oxygenkapsler, og nyder dagligt den fantastiske naturrigdom udenfor mine vinduer. Det er en fornøjelse at overvære de mange fartøjer, som fragter arbejderne til og fra modulerne. Og så er der jo også dyrelivet, som er et kapitel for sig, 2010. 42 x 61,5 x 42,5 cm. Mixed media, inkl. dvd film (5 min.) og 19’’ skærm.

Hvorfor hænger dine skulpturer i luften?

Det er for at illustrere ideen om den vægtløse tilstand, de er ”skabt” til at indgå i. Man ser også på videoen, hvordan skulpturerne flyver i kredsløb rundt i rummet.

Men der er en kontrast mellem en science fiction verden, som er associeret med højteknologi og så en arkaisk verden bestående af lavteknologiske materialer?

Ja, i min verden indgår både det høj- og lavteknologiske, som fx i skulpturen Brændeforsyningsmodul. Hvis man beholder science fiction brillerne på og forestiller sig en rumstation, der er flere hundrede år væk fra jorden. Måske er 4-5 generationer født der og har brug for nogle meget grundlæggende ting som fx ild. Hvis man ikke har set levende ild og får alt sin energi fra en stor atomreaktor, så kan det godt være, at man ville mister noget som menneske. Før var mine værker mere fokuseret på science fiction, men nu prøver jeg at åbne det lidt op. De hængende skulpturer kan eksempelvis også ses i relation til den kultur, der udførte de meget berømte statuer på Påskeøen. Der er en teori om, at de havde brug for ekstremt meget træ for at bygge skulpturerne, og derfor fældede de alle træerne på øen. De var så fordybede i at få deres monumenter op at stå, at de glemte at tænke over, at de samtidig ødelagde deres eget eksistensgrundlag. Et lignende scenarie vil sikkert kunne udspille sig i et af mine værker.

Jesper Dalgaard: Rekognoscering – Nu da stilladserne er opbygget, kan vi endelig komme ind til sagens kerne. Eller sagt med andre ord: nu kan udgravningen begynde, 2010. 109 x 46 x 46 cm. Piletræ, ledning, akryl, træ, flamingo, sand, lim, fibergræs.		Jesper Dalgaard: De kalder dem de hængende haver, 2010. 28 x ø13 cm. Flamingo, træ, fibergræs, akryl og mixed media.

Jesper Dalgaard: Brændeforsyningsmodul – Man skulle umiddelbart tro, at det var et forældet system. Men det har gang på gang vist sig, at efterspørgslen stiger og stiger. Og forklaringen er vel den, at vi altid søger tilbage til noget oprindeligt, 2010. 70 x 67 x 67 cm. Piletræ, akryl, træ, flamingo, sand, lim, fibergræs, silicone.

Fortæl noget om udstillingens titel A New Direction - Towards a Land of Opportunity?

Den refererer bl.a. til, at vi står midt i en finansiel krise, hvor ingen tør afprøve noget nyt. Netop i en situation som denne har vi brug for science fiction, for nye og langt ude tanker og ideer. Det kan være, at jeg kan videregive noget til folk, som åbner op for alternative ideer til, hvad vi som menneskehed kan gøre for at komme ud af det moras, verden befinder sig i. Hvem ved, måske er der kommet en forsker fra D.T.U. forbi, som er blevet inspireret af min udstilling og har fået en ide til en ny teknologi. For det er ny teknologi, der skal til, hvis der skal komme ny efterspørgsel og optimisme i samfundet. Kun på den måde kan vi generere et ny forbrug og en ny vækst. Verden har simpelthen brug for nogle tanker, som er lidt “crazy”.

Vil du skabe utopier i dine værker?

De er både utopiske og lidt dystopisk. Det veksler hele tiden. Men utopier har jeg altid arbejdet med. Det ligger i science fiction: En eller anden tro på et bedre samfund.

Jesper Dalgaard: Med denne nye konstruktion har vi formået at skabe et overfladeareal som er fire gange større end tidligere, så hvis vores beregninger holder stik, betyder det minimum en tredobling af udbyttet – eller sagt med andre ord tre gange så meget græs som sidste år., 2010. 60 x 60 x 60 cm. Papmaché, polystyren, akryl, lim, spray, fibergræs.

En karakteristisk træk i dine værker er, at du arbejder med modeller på mange planer. Du skaber en fiktiv samfundsmodel, arbejder med arkitektoniske modeller og materialer fra fx modeltogbaner. Modeller er ofte en konstruktion bygget eller udtænkt med det formål at reducere kompleksitet og at skabe overblik. Kan du uddybe, hvad der tiltrækker dig ved modellen, og hvad dine hensigter er med denne form?

Jeg ville slet ikke kunne overskue at udtænke en helt samfund uden- ikke som enkelt person. Så modellen fungerer helt klart som en forenkling, der måske er lidt tegneserieagtig. Arbejdet med modellen har også noget med økonomi at gøre. I mange år jeg har haft et ønske om at se mine værker realiseret i fuld størrelse, men det har jeg ikke haft midler til. Men hvis man tænker på, hvordan oplevelsesøkonomien er begyndt at spille en større og større rolle inden for kunstens verden, kunne mine værker sagtens indgå i en anden kontekst. De vil være knap så elitære og mærkelige, som de er, når de hænger her som små modeller. Hvis de blev udført i fuld størrelse, kunne der pludselig kravle en hel børnehave rundt i dem, og så vil de få en mere direkte appel. Det kan godt være, at det hele vil falde til jorden, men jeg vil i hvert fald gerne prøve det, bare en enkelt gang for at se hvordan det virker.

Jesper Dalgaard: Det var en lang og opslidende proces. Hele arbejdsenheden var presset til det yderste. Men det lykkedes til sidst, - eller det troede vi i hvert tilfælde. For så kom der nye ordrer ovenfra, 2010. 82 x 105 x 70 cm. Piletræ, ledning, akryl.

Du giver dine værker ekstraordinært lange titler, der virker mere som et tilfældigt udvalgt tekstuddrag end som en reel titel. Hvad er ideen med det?

Man ser fx ofte et formelt maleri af en rød firkant på en blå baggrund, som hedder “rød firkant på blå baggrund”, og det er ret let at se. Det vil jeg gerne væk fra. Også fordi mange af mine skulpturer er en slags modeller eller ramme for menneskelig aktivitet. Hvis man er åben over for værkerne, kan man forestille sig selv gå rundt i dem. Derfor bruger jeg titlerne som en slags fiktive dagbogsfortællinger, der kunne være skrevet af personer, som kunne leve i de her verdener, eller på anden vis kunne have en relation til modellerne.

Så titlerne er der for at knytte modellerne til en fiktiv virkelighed?

Ja. Nogle titler bidrager til at forklare tingene, mens andre skaber mere forvirring. Men på denne udstilling har jeg prøvet at gøre dem mere forklarende for bedre at beskrive den interstellare kontekst.

Skriver du titlerne selv, eller låner du dem fra andre?

Jeg skriver dem selv. Det kommer sig nok af, at dengang jeg var 17 år, ville jeg gerne være forfatter. Det var jeg ikke så god til, bl.a. fordi jeg var dårlig til at sætte komma og til retskrivning. Men den drøm udlever jeg nu i mit arbejde med titlerne. På den måde får man også to værker i et, for titlen skal forstås som et lille værk i sig selv, der nogle gange overlapper med det skulpturelle værk og andre gange bevæger sig i en anden retning.

Jesper Dalgaard: Der er aldrig nok – brænde, 2010. 20,5 x 20,5 x 7 cm. Mixed media på lærred.

Nu har du nævnt science fiction og militæret som inspirationskilder, men når jeg ser dine værker kommer jeg også til at tænke på bibelsfortællinger, myter eller kollektiver i dyreverden som myrer og bier. Spiller det nogen rolle for dig?

Det, du nævner, er også meget vedkommende i forhold til det, jeg laver. En gang forsøgte jeg at definere mit projekt således: Hvis man forestiller sig en ø med et uoptaget ø-samfund, så er jeg både indbyggerne, øen og antropologen.

Hvad er det, der fascinerer dig ved arkaiske kulturer?

Jeg kiggede engang på en hjemmeside med asiatiske tempelkomplekser og fik en mærkelig fornemmelse af, at jeg har været der før. Det fascinerede mig utrolig meget. Vi snakker meget om alle de nybrud, der finder sted i dag, men hvis man går tilbage og kigger på gamle fresker fra den tidlige middelalder, er de mange måder mere moderne og udsyrede end meget moderne kunst.

Uanset hvilket medie, du arbejder, er dine værker en manifestation af et sammenhængende univers – en stor fortælling om en fiktiv samfundsstruktur. Hvis du ser dig selv som etnolog, og ikke som kunstneren Jesper Dalgaard, der har skabt dette univers, hvordan vil du beskrive dette samfund?

I 2001, da jeg var blevet færdig på akademiet, lavede jeg faktisk en hjemmeside, der beskrev ideen bag det her fiktive samfund, herunder en grafisk model over dets magtstruktur. Der var en slags parlament og alle mulige forskellige organer. Der var fx et organ, som hed „Institut for infrastrukturelle anliggender“ - det var et slags boligministerium, som bl.a. var ansvarlig for design og produktion af møbler, indbo og hvad man ellers kunne få brug for i denne verden.

Jesper Dalgaard: Towards a Land of Opportunity (installationview), 2010.

Det lyder lidt som et kollektivistisk samfund?

Meningen var, at hvis denne vision kunne realiseres, så skulle man droppe tankegangen om forskellige landes særinteresser og fokusere på, at hele verden skulle stå sammen. Alle ønsker de samme ting, og alle har de samme interesser. På den måde var det en utopi ligesom Karl Marx eller Engels', men ikke betonkommunisme.

Nu har du snakket lidt om strukturen. Hvad karakteriserer så de enkelte beboer?

Det med de enkelte beboer er jeg gået lidt væk fra. I starten opfandt jeg en række fiktive figurer, men det snævrede projektet for meget ind. Det skulle jo forstås som et kæmpe interstellart samfund, hvor der boede flere millioner mennesker. Men jeg havde bl.a. udtænkt en figur, som var en slags astro-agronom, der stod bag en tekst om brugen af et forsyningsmodul - en slags svævende marker, hvor man dyrkede råvarer til beboerne såsom korn, hvede, kød osv. Da jeg havde skrevet teksten, var jeg lige ved at kontakte nogen forsker fra Landbohøjskolen for at høre, om de ville være med til at udvikle ideen, for at det kunne blive lidt mere videnskabeligt. Men jeg besluttede alligevel at lægge det til side. Men måske genoptager jeg det igen.

Jesper Dalgaard: Towards a Land of Opportunity (installationview), 2010.

Kan du som skaber af din egen verden identificere dig med at være Gud?

Ja! Det er en meget tillokkende tanke at kunne fordele sol og vind i min egen lille, beskyttede verden (griner).

Er du så en kærlig Gud eller mere ubarmhjertig og straffende?

Nogen gang går det frygtelig galt, så det kan gå begge veje.

Du har udtalt i et interview, at skønhed er en vigtig del i din verden. Kan du uddybe det?

Det er måske mere i forhold til de arkitektoniske skulpturer. Jeg ved ikke, om jeg har lyst til at bo i en af de hængende skulpturer, men samtidig er der indbygget en drøm eller længsel efter en federe og smukkere måde at bo på, end vi gør nu. For mig er skønhed en romantisk længsel efter noget, som rækker ud over vores hverdag. Den er jeg nu også rigtig glad for, men mange ting kunne være meget bedre og mere behagelig for os mennesker. Min næste projekt er at designe nogle køretøjer, og jeg har engageret to arkitekter til at hjælpe mig med at udforme og bygge dem.

Jesper Dalgaard: Arbejde med træ – skoven gav dem alt deres velstand, 2010. 29 x 21 cm. Akvarel på papir. Jesper Dalgaard: Fortid og nutid – lykken er lunefuld, 2010. 29 x 21 cm. Akvarel på papir.

Du arbejder både med maleri, tegning, skulptur og film. Hvordan bruger du de forskellige medier i forhold til hinanden? Er der nogen facetter i din verden som bedre synliggøres i en bestemt medie?

Ja. Filmene giver fx bedre mulighed for at skabe fortællinger, mens skulpturerne er knap så direkte, hvad angår det narrative. Brugen af de forskellige medier har selvfølgelig også betydning for den overordnede fortælling, så jeg har skabt og hele tiden videreudvikler. Gennem det intermediale skabes et usynlig rum eller nogle ekkoer, som ikke ville opstå, hvis jeg kun lavede hængende skulpturer eller tegninger.

Men det har også noget med min arbejdsproces eller måske nærmere mit temperament at gøre. Jeg ville miste energien, hvis jeg altid skulle lave det samme. Derfor har jeg i min praksis brug for at arbejde med forskellige medier. I overførelsen af energi fra det ene medie til det andet får jeg en mere en flydende og kreativ proces. I forhold til kunstverdenen kan det måske godt være et problem at arbejde med mange forskellige værkkategorier i forhold til en samlet tolkning. Men omvendt hvis en kunstner er meget trofast over for et bestemt udtryk og arbejder målrettet med det gennem mange år, kan det også betyde at man får malet sig op i et hjørne, hvor der ikke er nogen udvej, fordi man kun er kendt for den ene ting. Det vil jeg gerne undgå.

Man kan godt komme til at grine over dine beboer, som stræber efter lykken, men fejler undervejs. Er humor en vigtig del i dit arbejde?

Det er nok min personlighed, der skinner igennem. I nogle af mine værker er det meget direkte tilstedeværende, især i filmene indgår der bevidst komiske ting. Jeg synes generelt, at humor er en god måde at kommunikere på. Det skaber en form for hjertevarme, men det behøver ikke at være hylende morsomt.

Tak.

Jesper Dalgaard: Rekognoscering – Jeg har aldrig forstået, hvorfor de kunne gøre det, 2010. 50 x 42 x 12 cm. Mixed media på lærred.