Interview: Jeannette Ehlers - Statens Kunstfonds 3-årige arbejdsstipendie

Jeannette Ehlers: Atlantic (installationsview), 2009.

Normalt kommer stafetspørgsmålet fra den forrige kunstner i serien først til sidst, men fordi Christian Vind har stjålet vores indledende spørgsmål, starter vi derfor med det: Hvordan vil du med egne ord beskrive dit kunstneriske projekt?

Jeg er interesseret i, hvordan man med enkle greb kan skabe en kompleksitet i betydningrummet. Jeg har gennemgående arbejdet med at gribe ind i en allerede eksisterende billedflade ved enten at fjerne noget eller lægge noget til, så billedet ændrer sig i forhold til, hvad man forventer at se. Men jeg arbejder nok i to parallelle spor, hvor jeg i det ene behandler et tema som tager udgangspunkt i noget personligt, mens jeg i det andet undersøger nogle rent tekniske ting. Men nogle gange mixer jeg dem for at se, hvordan det fungerer i en ny kontekst. Jeg synes min udstilling Atlantic på Århus Kunstbygning samler meget godt op på mange af de ting, som jeg har lavet i tidens løb, sat i scene med et fælles tema.

Jeannette Ehlers: Black Magic At The White House, 2009. Videostill.

Kan du uddybe det?

Atlantic tager udgangspunkt i Danmarks deltagelse i slavehandlen, som jeg har forsøgt at lave et personligt dokument over, fordi jeg selv har rødder i den historie. Jeg har bl.a. lavet videoen Black Magic At The White House, hvor jeg danser en voodoo-inspireret dans på Marienborg, men jeg har retoucheret mig selv bort, så jeg kun fremstår som en antydning. Marienborg er bygget for slavepenge tilbage i 1744, som var en storhedstid i dansk historie. Mange handelsmænd fra den tid, har boet her og sat deres præg på stedet, men det er ikke rigtig noget man kender særligt til idag. Faktisk er hele periodens grusomheder et fortrængt kapitel. Det er ikke længere en del af den danske selvopfattelse og af vores officielle historie, og det har det nok i virkeligheden aldrig rigtig været. I forbindelse med projektet rejste jeg til De dansk-vestindiske øer. Jeg har aldrig været der før, selvom jeg har været i Caribien mange gange, fordi min far kommer derfra, og det var virkelig interessant at se, hvordan stedet er blevet præget af de danske kolonialister. Det er fx rent arkitektonisk meget tydeligt, at vi har været der. Ligesom en stor del af den arkitektur vi omgiver os med, især i det indre København, også stammer fra den periode og dermed er opført for kapital fra slaveindustrien. Som modsvar til videoen på Marienborg lavede jeg en video i en af bygningerne på Skt. Croix, hvor jeg danser vals i spejlsalen i det gamle regeringshus, hvor generalguvernøren Peter von Scholten har boet. Det var ham, der ophævede slaveriet og han var desuden meget venligtsindet overfor de sorte og havde selv en sort elskerinde i over tyve år, selvom han var gift med en dansk kvinde. Til stor provokation for borgerskabet inviterede han frie slaver til bal på stedet, og det er det, jeg refererer til i videoen. Så igen har jeg med meget simple greb forsøgt at visualisere og kaste lys over den del af historien, som på mange måder er fuldstændig glemt, men som alligevel har stor betydning for, hvor vi er i dag.

Jeannette Ehlers: Three Steps of Story, 2009. Videostill.

Hvordan har det været at lave netop det projekt? Det må have berørt dig meget, i og med at det griber ind i din personlige historie?

Det har berørt mig ekstremt meget. Specielt da jeg var i Ghana, hvor projektet faktisk opstod. Jeg har tidligere arbejdet med min kulturelle baggrund, men det blev på en helt ny måde denne gang. Jeg blev simpelthen så chokeret og målløs over det, jeg så i Ghana og pludselig kom en fjern fortid meget tæt på. Dengang havde vi en masse forter dernede, fordi vi jo selvfølgelig skulle have slaverne et eller andet sted fra. De fleste af os ved godt, at vi har ejet De dansk-vestindiske øer engang, men hvad det indebærer, og at vi også bærer på den brutale historie i Ghana, tror jeg, er en stor overraskelse for mange. Det var en voldsom oplevelse at besøge forterne og se fangerummene, hvor slaverne har levet under de kummerligste vilkår, og samtidig vide at man er et produkt af den begivenhed. Det er du jo også, det er vi alle sammen, men i og med at jeg har en tvekulturel baggrund, har jeg en fod i hver lejr.

Talte du med befolkningen på De dansk-vestindiske øer om kolonihistorien, eller har du udelukkende taget udgangspunkt i dit eget blik på det?

Det blev mest mit eget blik på det. Jeg tog udgangspunkt i historiske facts og var udelukkende interesseret i at bearbejde dem udfra et personligt, men overordnet perspektiv. Jeg opsøgte sites, hvor forskellige historiske begivenheder havde fundet sted på øerne og forsøgte at udvinde min egen fortælling dér.

Jeannette Ehlers: Atlantic (endless row), 2009. C-print.

Som du nævnte, har du arbejdet med din kulturelle baggrund før. Hvordan relaterer Atlantic sig til de tidligere værker med samme tema?

Atlantic har et langt større perspektiv, og de tidlige projekter ser jeg udelukkende som en slags pilot-projekter. Her tænker jeg især på mine værker fra Exit 2006, hvor jeg viste Dannebroget, der på humoristisk vis og med et politisk islæt inkorporerer min flerkulturelle baggrund i et Dannebrogsflag skabt ud af ca. 500 flødeboller. Derudover viste jeg en video, som ikke var specielt vellykket, men ikke desto mindre et skridt på vejen til der hvor jeg er i dag. I værket morfedes et billede af min mor og min far sammen til ét portræt, der var under konstant transformation, så der nogle gange var flest træk fra min far, andre gange fra min mor og til tider 50-50. For at inddrage en anden dimension end bare min egen, ledsagedes portrættet af et lydspor med en dansk mand og en kvinde fra Trinidad, som er min fars hjemland. I starten var min interesse i temaet særligt forbundet med sprog. I Trinidad taler man Lingo, en slags engelsk med en virkelig stærk accent, så når jeg kommer derover skal jeg lige vænne mit øre til det. Det samme gælder for den dialekt, der tales, hvor min mor kommer fra. Hun kommer fra Vestjylland, og vestjysk synes jeg faktisk kan være temmelig svært at tyde, og derfor var mit udgangspunkt en sproglig undersøgelse af mødet mellem de to dialekter. Mens det projekt havde et lokalt perspektiv, så er Atlantic langt mere globalt orienteret. Kolonitiden er jo også starten på globaliseringen, og på den måde griber det både tilbage og fremad.

Jeannette Ehlers: Ghost Rider 1, 2000. Videostill. Jeannette Ehlers: Ghost Rider 6, 2000. Videostill.

Du manipulerer ofte dit materiale. Kan du beskrive din arbejdsproces mere konkret?

Først og fremmest handler det for mig om at få en ide, som rent udtryksmæssigt er ret simpel. Som sagt arbejder jeg ofte med enten at retouchere eller fylde noget ind; at ændre på billedets karakter ved enkle greb og dermed pirre til billedforståelsen. Når jeg rent praktisk går i gang, er det en meget omstændelig proces, fordi jeg som regel arbejder med 24 frames pr. sekund, så hvis en video varer tre minutter, er det faktisk ca. 4.500 frames. I forbindelse med Atlantic var jeg så privilegeret at have nogen til at hjælpe mig. Det har jeg længe drømt om, for selvom udførelsen tit er meditativ, kan man godt være helt radbrækket i armen efter sådan en omgang. Med støtte fra Billedkunstrådet var det muligt for mig dels at have en assistent herhjemme, og så outsourcede jeg noget af materialet til Pakistan, hvilket også var interessant i forhold til tematikken. Det betød, at jeg kunne koncentrere mig om nogle andre ting - fx at tage mig af min nyfødte datter og stadig bevare overblikket - men det var samtidig lidt nervepirrende, fordi jeg var i tidsnød og ikke vidste, om de nu lavede det præcis, som jeg ville have det. Men jeg synes nu, at de gjorde det godt. Det var en stor oplevelse at arbejde på den måde, og det tror jeg også, at jeg vil benytte mig af i fremtiden.

Det lyder som om, at dine projekter gradvist vokser sig større?

Ja, de seneste år er de vokset, og det er både spændende og lærerigt at få det op i skala og skulle skabe en helhed bestående af mange værker.

Jeannette Ehlers: Ventilate (part two), 2007. Videostill. Jeannette Ehlers: Cruel Geometry, 2008. Videostill.

Arbejder du med andet end video? Og hvad er det, det medie kan i forhold til, hvad du gerne vil udtrykke?

Jeg arbejder også lidt med foto,og nogle gange tager jeg en afstikker til andre medier, men jeg arbejder fortrinsvis med video. Jeg har tænkt meget over, hvorfor det lige blev video, jeg kom til at beskæftige mig med. En af årsagerne er nok, at jeg er en elendig maler, men en anden ting er, at jeg som barn af 70'erne og 80'erne jo er vokset op med både video og tv, og derfor falder det mig meget naturligt at arbejde med det medie. Og så var det også et rent teknisk aspekt, der afgjorde mit valg dengang, jeg lavede mit første videoværk. Det var værket med fodboldkampen, hvor jeg havde bortretoucheret spillerne. Jeg fik ideen og prøvede at udføre den på forskellig vis, men det fungerede kun i videoform, og så fandt jeg ud af, at det var der, jeg hørte hjemme. Efterfølgende begyndte mine ideer af sig selv at forme sig ud fra det medie. Der er sindssygt mange muligheder i de tidsbaserede medier, som jeg personligt synes, det er svært at finde i andre medier.

I forhold til dengang er det rart at se, at der vises så meget video i dag. Da jeg begyndte at arbejde med det, var der selvfølgelig mange, som havde beskæftiget sig med det før mig, men det var alligevel ikke særlig udbredt herhjemme. Specielt ikke på min årgang på akademiet, hvor de fleste malede. Nu har det endelig gennemtrumfet sig selv, især internationalt. Jeg har lige været på LOOP, en messe og festival for videokunst i Barcelona, hvor folk er indstillet på at se video. Derfor var mange barrierer nedbrudt på forhånd, og alle gik lige til værkerne og var åbne og positive. Det var en meget bekræftende oplevelse. Selvom video er blevet mere udbredt herhjemme, er folk stadig lidt skeptiske også i forhold til at købe den type værker. Sådan var det slet ikke dernede. Samlerne købte ganske enkelt det de kunne lide, uden bekymringer om ”hvad man stiller op med den slags værker”.

Er de barrierer noget, du tænker over, når du arbejder – fx i forhold til hvor lange dine videoer er? Eller er det noget, du ignorerer?

Det forsøger jeg faktisk at ignorere. Nu har det faldet mig naturligt at lave meget korte videoer, fordi det tager så lang tid at producere dem. Den korteste varer vist 19 sekunder. Selvfølgelig overvejer man om det, man laver, er for langtrukkent og skal kortes ned, men det er jo bare en del af processen, og altså ikke noget jeg kalkulerer med. Hvis jeg føler en video kræver meget tid, så får den det. Jeg har fx lavet en film, der varer to timer, fordi det var vigtigt i forhold til ideen, selvom man ikke behøver at se den fra ende til anden.

Jeannette Ehlers: Crossroads, 2008. Videostill.

Hvorfor var det vigtigt?

Fordi værket består af to spillefilm, som jeg har blandet sammen, så jeg skiftesvist viser en frame fra den ene og en fra den anden. De to film er Faster, Pussycat! Kill! Kill! af Russ Meyer og Andrei Tarkovskys Stalker. For at være tro mod begge film ville jeg gerne vise dem fra start til slut, og for at de fik samme længde - den ene film varede 2 ½ time og den anden 1 ½ time - var jeg nødt til at lade dem mødes på midten, så den ene blev speedet op, mens den anden blev sat ned i tempo.

Hvad ville du gerne have ud af mødet mellem de to film? Og hvorfor netop de to?

I udgangspunktet var det ligegyldigt, hvilke film det var, for det, jeg var interesseret i, da jeg startede på projektet, var at undersøge, hvad der ville ske, hvis man blandede billeder på den måde. Det var et teknisk eksperiment. Kunne man overhovedet følge med i historien og nå at opfange den? Så det, jeg var mest optaget af, var det perceptionsmæssige. Men det var spændende at finde to modpoler, hvad angår indholdet. Begge er road movies, men i Russ Meyers film følger man de hårdtslående og storbarmede kvindelige hovedpersoner, der myrder løs og hvad ved jeg, mens Tarkovskys film handler om tre søgende, indadvendte, intellektuelle mænd. Det er der rent billedmæssigt kommet nogle interessante ting ud af. Det kan være ret provokerende for øjet at se på, fordi værket flimrer på stroboskopisk vis. Da jeg lavede værket, blev jeg også meget bevidst om det dramaturgiske, for selvom filmene har forskellig længde, er der nogle helt klare lighedspunkter i opbygningen.

Hvad arbejder du med lige nu?

Jeg har en soloudstilling på Rohde Contemporary til august, og den er jeg ved at forberede. Ideen udspringer af samme interesse som i Atlantic-projektet. Det bliver igen med en personlig optik på slave-tematikken bare set gennem andre og fuldstændig updaterede briller.

Til sidst skal vi bede dig om at stille et stafetspørgsmål til den næste kunstner i interviewserien om modtagerne af de 3-årige arbejdsstipendier. Hvad vil du gerne spørge Peter Martensen om?

Hvorfor maleri?

Tak.

Jeannette Ehlers: Fuzzy Logic (Titles. After Kuball), 2007.