Interview: Jeannette Ehlers

Jeannette Ehlers: The Invisible Empire, 2010. Installationview.

Du har i dine seneste værker beskæftiget dig med den danske slavehandel på de Vestindiske øer, som du har en personlig relation til pga. dit kulturelle ophav. Bl.a. har du sat fokus på den betydning, som den danske slaveindustri har haft, for meget af det vi forbinder med dansk kultur, men som har været et overset kapitel i historiebøgerne. I disse værker dykker du ned i historien for at reaktualisere og gøre fortrængte dele af fortiden nærværende i nutiden. I The Invisible Empire synes bevægelsen at være omvendt, idet du tager udgangspunkt i den samtidige problematik vedr. human trafficking. Kan du fortælle lidt om, hvordan værket henholdsvis lægger sig i forlængelse af dine tidligere værker og adskiller sig herfra?

Som du selv nævner, arbejder jeg med slavetematikken igen, så her er der selvfølgelig en klar sammenhæng mellem mine værker fra Atlantic og The Invisible Empire. Ligeledes bruger jeg personligt materiale i værkerne, men hvor jeg i Atlantic brugte mig selv som aktør, har jeg denne gang valgt at bruge min far. Han er efterkommer af slaver fra Vestindien så ved at bruge ham, får jeg på ny en personlig tilgang til projektet, og jeg får knyttet bånd mellem fortiden og nutiden og mellem det historiske og samtidsrelaterede. Det har været meget lærerigt at behandle et så aktuelt tema som human trafficking, og det har berørt mig meget. I forhold til arbejdsmetoden adskiller The Invisible Empire (TIE) sig markant fra Atlantic. Hvor jeg ofte arbejder med at manipulere billedet frame by frame, har vi i TIE lavet studieoptagelser. Her har vi arbejdet med lyset og derved med at manipulere billedet i optagelsen i stedet for bagefter. Derudover har jeg brugt en voiceover i værket, hvilket også er et nyt greb for mig. Udgangspunktet for voiceoveren er dokumentarisk materiale, som jeg har bearbejdet og sammensat til en historie, som min far fortæller. Det har været en utrolig interessant arbejdsprocess.

I værket fortæller din far i jeg-form en gribende historie om en person, der har været udsat for trafficking. Hvor har du fået materialet fra, og hvordan har du bearbejdet det?

Jeg har været i forbindelse med foreningen ”Christians venner”, som hjælper ofre for human trafficking. Det er her, jeg har fået størstedelen af det materiale, jeg har brugt i værket. Jeg har sammensat en fortælling baseret på flere menneskers fortællinger. På den måde har jeg forsøgt at give ofre for human trafficking én stemme.

Hvorfor har du valgt at bruge din far som fortæller og ikke ofrene selv?

Jeg har ikke været interesseret i at lave en dokumentar omkring emnet. Det er den første grund til, at jeg ikke har valgt at bruge ofrene selv. Det ville nok heller ikke være muligt at lade dem være aktører, da de er enormt traumatiserede og derfor ikke stiller op til alt muligt, hvilket er temmelig forståeligt. Jeg har ville lave et kunstværk, som tematiserede slavehandel anno 2010, og som samtidig trak tråde tilbage til kolonitiden i Vestindien. Som jeg nævnte tidligere, arbejder jeg ud fra en personlig vinkel, så ved at lade min far fortælle historien skaber jeg sammenhæng mellem fortid og nutid og mellem det personlige udgangspunkt og de samfundsmæssige betingelser.

Jeannette Ehlers: The Invisible Empire, 2010. Installationsview.

Har du i den forbindelse tænkt over, hvordan du fastholder det personlige ved ofrenes beretninger, når du lader en anden tale for dem?

Det er jo som sagt en fortælling, der bygger på flere menneskers oplevelser. Fortællingen er skrevet i jeg-form, og derved mener jeg, at det personlige udtryk fastholdes. At min far er fortæller, tror jeg kan være medvirkende til at gøre beretningen endnu stærkere. Eller i hvert fald er med til at give en anden dimension til temaet. Det er jo her, at jeg som kunstner kan arbejde med forskellige virkemidler og på den måde påvirke beskueren i flere retninger.

I værket ledsages din fars stemme af en langsom sort-hvid optagelse, hvor man ser ham artikulere og gestikulere i slowmotion-agtige bevægelser. Filmningen virker næsten helt teatralsk og skaber sammen med den rolige fortællerstemme en næsten meditativ oplevelse, som adskiller sig meget fra den dokumentariske form. Kan du fortælle lidt om dine kunstneriske valg og greb?

Jeg har valgt at bruge optagelser af min far i færd med at synge. Han er tidligere crooner, og sangen er hans rette element. Derfor var det naturligt for mig at bede ham om at performe på den måde foran kameraet. Samtidig er optagelserne kørt meget ned i tempo, hvilket har en utrolig effekt. Man ser alle små bevægelser i kroppen og ansigtet. Der opstår nærmest en meditativ stemning, som du nævner. Samtidig med det, er det en stor kontrast til fortællingen men er også med til at føre én igennem fortællingen på denne meditative facon. Indholdsmæssigt er der en sammenhæng i at bruge sang- performancen, da sang var en måde at overleve på for slaverne under det hårde arbejde i fx sukkerrørs- eller bomuldsmarkerne.

Kan der ikke være en fare for at den kunstneriske bearbejdelse af et dokumentarisk materiale, fjerner sig så meget fra virkeligheden, at fokus flyttes fra indhold til form?

Jo, det kan der selvfølgelig sagtens være en fare i men ved at lave et kunstværk udfra dokumentarisk materiale, har man jo allerede truffet et valg om, at det ikke skal være ren dokumentar. Jeg har virkelig gjort meget ud af at arbejde med disse forhold i TIE, og jeg synes i al beskedenhed, at det er lykkes mig at skabe en ligevægt mellem form og indhold.

I forhold til dine tidligere værker har du valgt at holde optagelsen i sort-hvid. Hvorfor?

Jeg foretrækker at arbejde med et enkelt og rent udtryk. Og til dette værk, som har et så tungt og umenneskeligt tema, fandt jeg det naturligt, at billedet skulle være helt renset for ”forstyrrende elementer” som farve. Det er ikke altid så nemt at svare på, hvorfor man gør det ene frem for det andet , men det var altså en klar fornemmelse, jeg havde fra starten. Inden jeg gik i gang med at lave værket, og faktisk før jeg havde udviklet konceptet, havde jeg en idé om, at min udstilling hos Rohde Contemporary skulle være hvid. Dette var en slags mantra under hele tilblivelsen af værket.

Jeannette Ehlers: The Invisible Empire, 2010. Installationsview.

I forlængelse af det kan du så sige lidt om den transformation som figuren, din far, undergår i den visuelle del af værket, hvor han fra at være helt synlig opløses mere og mere i en mørk silhuet, som til sidst opsluges af den hvide baggrund? Hvordan hænger denne bevægelse sammen med fortællingen?

Det er en ret enkel måde at skabe en visuel fortælling på. Det sker jo over meget lang tid, og det hvide lys sniger sig ind på hans skikkelse for til sidst at dække eller opsluge ham helt. Der er mange fortolkningsmuligheder i den handling, og jeg har bestemt ikke nogen entydig udlægning af billedet, men jeg har tænkt meget over, hvordan den følges af fortællingen. Det lyder lidt banalt, når man skal forklare det med ord, men at han fx er tydelig i starten af videoen underbygges af, at han i starten af fortællingen beretter om sin tidlige barndom, før alt det grufulde.

Hvad er det, værket skal efterlade beskueren med?

Jeg har ikke noget entydigt budskab med værket, men jeg håber at påvirke beskueren til at reflektere over, det samfund vi lever i. Mange anser nok slaveri som noget fortidigt, som noget der hører en anden tid til. Men ikke desto mindre er det en virkelighed for et stort antal mennesker i dag. Faktisk er det den tredje største verdensomspændende industri i dag. Det er uhyggeligt.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på symbolværdien i det hvide lærred. Er det et tomt dokument, som giver mulighed for indskrive ofrene for nutidens menneskehandel i vor tids historie? Eller er det netop et tegn på, at historien gentager sig, og at dokumentet forbliver uskrevet?

Ja, sådan kan man godt se det - det er en meget fin fortolkning. Som jeg nævnte tidligere, har jeg hele tiden haft et mantra om hvidt, mens jeg arbejdede på værket. Jeg synes, det kan aflæses på mange måder, og jeg har bl.a. selv set det som et billede på, hvordan disse mennesker negligeres og fratages alle former for selvstændighed.

Jeannette Ehlers: The Invisible Empire, 2010. Installationsview.

Hvad er din optik på samtidens mentalitet, i forhold til det tema du behandler?

Jeg er blevet meget overrasket over, hvor lidt vi har udviklet os siden kolonitiden. Vi har et samfund, som bygger på oplysning og menneskerettigheder, og alligevel får sådan noget lov til at ske for ussel mammon. På mange måder er vi ikke et hak bedre end for 200 år eller mere siden. Det er den samme brutalitet og grådighed, der styrer os. Det er de samme kræfter, som får frit spil, hvilket foranlediger én til at tænke over menneskets livsbetingelser og natur.

Du har tidligere sagt, at kolonitiden var starten på globaliseringen. Kan du uddybe det? Og hvilken betydning har det i dag?

Kolonitiden starter jo helt tilbage i slutningen af 1400 tallet, da Columbus genopdagede Amerika, Den Nye Verden. Hans opdagelse medførte handel over flere kontinenter bl.a. trekantshandlen, hvor man fragtede våben fra Europa til Afrika som betaling for slaver, som man bragte til Amerika, hvor man satte gang i bl.a. den økonomisk gunstige sukkerproduktion. Denne industri er ensbetydende med, at mange Europæiske lande deriblandt Danmark, koloniserede områder i Den Nye Verden og i Afrika, som den dag i dag er påvirket af datidens forfatning. Verden åbner sig, og at vi i dag lever i en tid præget af multikulturelle samfund og storindustri, er bl.a. et resultat af den periode. Det er globaliseringen på godt og ondt.

Man kan vel godt sige, at du grundet din baggrund, har haft en personlig interesse i at undersøge den danske kolonihistorie. Men du er jo også billedkunstner, som beskæftiger dig med et samtidsrelevant emne. Hvis du skal være lidt selvrefleksiv her til sidst, hvor placerer du dig så i den post-koloniale kritik? Er det primært et personligt anliggende eller et kunstnerisk projekt, som på mere overordnet plan kritiserer den vestlige verdens kolonihistorie?

Jeg håber, at mit kunstneriske arbejde kan inkluderes i begge motiver. Det har været det personlige anliggende, der har været drivkraften, og det har været en måde at få indblik i verden på. Den indsigt har sat tanker og spørgsmål i gang. Disse tanker og spørgsmål har været grobund for udformningen af værkerne, som jeg har haft et ønske om, skulle være af poetisk karakter i stedet for fx teoretisk orienteret. Og jeg håber selvfølgelig, at mine værker har en vis styrke, så de kan være et nyt indspark i en post-kolonial kontekst.

Tak.