Interview: Jacob Tækker

Jacob Tækker: Cave and Reality, 2010. Video still

Hvad kan man opleve på udstillingen?

I udstillingens ene rum kan man bl.a. opleve de to videoværker Keep running up that hill og IAMY. Det er dog udstillingens tredje værk, der er det centrale, nemlig filmen Cave and Reality - eller det er faktisk forkert at kalde det en film, fordi det egentlig er en performancevideo der tager form af at være en film. Den bliver præsenteret i sit eget rum, som har karakter af en biograf.

Cave and Reality er en fortælling om en hulemand, som jeg har skildret på karikeret vis gennem referencer til populærkulturens stereotype billede af hulemanden. Det gælder også skoven i videoen. Det er en uvirkelig modelskov, men alligevel et arketypisk billede på en skov. I videoen ser man hulemanden arbejde på et hulemaleri, mens der sideløbende vises flashbacks af nogle af de prøvelser, han har gennemgår i sit liv. Man ser fx, at han møder en dinosaur, hvilket egentligt er absurd, fordi der jo ikke levede mennesker samtidig med dinosaurerne. Det billede han er i gang med at male, ser man dog aldrig. Han er hele tiden i tvivl og bliver aldrig rigtig færdig med det. På den måde rummer værket også referencer til det at skabe set i et kunsthistorisk lys.

Hvorfor skal hulemanden møde en dinosaur?

Mødet peger på, hvordan man af og til kæmper med kunsten. I og med det kun er skyggen af en dinosaur, som han kæmper mod, bliver den et abstrakt billede på en kraftfuld magt. Hulemanden i filmen vælger så at løbe væk. Han er jo i det hele taget lidt hjælpeløs. Man ser han også jage, men han kan ikke rigtig finde ud af at fange noget. I stedet finder han nogle svampe, som giver ham en psykedelisk oplevelse. Det peger på nogle andre centrale myter om dét at skabe kunst, der handler ikke som sådan om brugen af euforiserende stoffer, men jeg ser det mere som reference til det at skabe ”kunst” i et åndsfravær. Og netop de myter eller klichéer, synes jeg, er dybt fascinerende. Tilsammen med spørgsmålene om, hvorfor man har behov for at udtrykke sig. Malede fortidens hulemand for at blive husket, var det udtryk for en dødsangst, eller var han bare påvirket eller…? Der må jo være en grund til at han begyndte på det. Og er det måske nogle af de samme årsager, som ligger til grund for, at jeg laver kunst i dag?

Jacob Tækker: Cave and Reality, 2010. Video still.

Du sagde før, at dine værker ikke er film, men performancevideoer. Hvorfor?

Det er forkert at kalde det film, fordi jeg jo hverken er instruktør eller skuespiller. Jeg har optaget det hele selv samtidig med, at jeg befinder mig foran kameraet. Derudover har mine værker også mange gange en postuleret karakter, der gør at mine videoer fremstår som 'for meget' sammenlignet med film. I de fleste af mine værker forsøger jeg alligevel at mime - eller måske at overdrive - filmens udtryksform. Der er noget meget imødekommende ved filmens rytmiske form, som blandt andet bliver til i klipningen og gennem lydsiden. Ved at trække på de filmiske greb kan jeg skabe forskellige stemninger - enten en intens stemning, en deprimeret stemning eller spændende stemning.

Du siger, at dine værker nogle gange er 'for meget'. Hvad mener du med det?

Det, jeg mener, er, at værkerne mange gange bliver så postulerede og fulde af klichéer, at de bliver komiske. Men jeg prøver at gøre det med et stone-face, så det ikke bare bliver fald-på-halen-komik. Jeg forsøger også at presse udtrykket ud et sted, hvor det ikke holder sin form, så mediet peger på sin egen tilblivelse.

Jacob Tækker: Keep running up that hill, 2009.

Har du lavet værker uden en tragi-komisk tilgang?

Nej, det er altid tilstedeværende. Gentagelsen er et væsentligt element i min måde at arbejde på, og det er måske en af grundene til, at det bliver lidt komisk, fordi jeg på den måde puster de trivielle og kliché-prægede ting op til noget stort. Et godt eksempel er skydespillet Today I Died, hvor man skyder efter en figurer, der ligner mig. Hver gang figuren bliver ramt, dukker der en ny mig op og stiller sig hen ved siden af dyngen af døde mig'er. Det er jo egentlig tragisk, men det bliver samtidig komisk. Sådan er det også i Keep running up that hill, der skildrer den evige kamp om at nå toppen af bjerget. I det værk fremstår de små mig'er som lemminger, der ihærdigt forsøger at bestige bjerget, men de falder hele tiden ned, før de når målet - og sådan bliver det bare ved og ved.

Hvorfor er der så mange dig'er i dine værker?

Det er et udtryk for repetitionen, men det er også et billede på, at jeg opfatter individet som en splittet størrelse. Man er ikke bare ét individ, men mange. Ikke at jeg føler mig dybt skizofren, jeg mener bare, at der er flere personligheder og stemmer i én person.

Jacob Tækker: IAMY (2010), 2010.

Men de gør alle sammen det samme?

Ja, de gør det samme. Men de gør det måske med forskellige tilgange, og alligevel ender det på samme måde. Alle mine værker er cirkulære, og der sker ikke rigtig nogen udvikling. Der er hverken konklusioner eller fremdrift.

Sådan er det vel egentlig også med Cave and Reality, selvom det er en fortælling?

Ja, selvom Cave and Reality er en narrativ fortælling, men hulemanden ikke rigtig klogere. Han sidder bare og stener i sin hule og kan ikke beslutte sig for noget. Han udvikler sig ikke. Det er også derfor, at det bliver tragi-komisk. Man tænker: 'Det er da synd for ham, at han aldrig kommer videre'. Jeg er meget inspireret af de klassiske tragedier, hvor man kender slutningen på forhånd. Det er fascinerende, når en hovedperson kender sin skæbne, men alligevel ikke gør noget for at ændre den.

Tak.

Jacob Tækker: Cave and Reality, 2010. Video still.