Interview: Ismar Cirkinagic - Statens Kunstfonds 3-årige arbejdsstipendie

Ismar Cirkinagic: Cleaning Times, 2006.

Hvordan vil du med egne ord beskrive dit kunstneriske projekt?

Jeg arbejder ikke ud fra nogle på forhånd definerede rammer. Fx da jeg arbejdede med krigen i Bosnien, var det ikke fordi, jeg besluttede at lave en serie om krigen, men fordi jeg lige pludselig faldt ind i processen. Det er som et kæmpe hjul, der bare kører, og som jeg så prøver at styre i en eller anden retning. Det gælder også mit seneste projekt, Bricks of Enlightment. Jeg havde gennem en længere periode læst og set rigtig mange ting, som havde forbindelse til George Orwells roman 1984, og bogen fungerede som en slags ”trigger”, der åbnede op for de problematikker, jeg var interesseret i. Jeg beslutter altså ikke rationelt på forhånd, at jeg skal lave en udstilling om et specifikt emne, det opstår mere som en følelse af, at jeg er nødt til at forholde mig til et særligt emne, som jeg sætter fokus på gennem en masse vinkler eller fortolkninger. Sagt på en anden måde vælger jeg ikke, at slutresultatet skal være rødt eller grønt, resultatet opstår undervejs i processen, og så må jeg se, hvilken farve jeg når frem til.

Så Bricks of Enlightment handlede mere om processen end selve værket?

Ja, selvom murværket, som var placeret udenfor Kunsthallen Nikolaj, havde en skulpturel karakter og vel derfor kan betragtes som et værk. Resten af udstillingen opfatter jeg selv mere som et konceptuelt værk, hvor processen var vigtigere end det færdige resultat. Formålet har været at stille spørgsmål til selve processen og blandt andet undersøge, hvorfor man vælger man at gå ind i så omfattende et projekt, og hvad der er det vigtige i det.

Ismar Cirkinagic: ML 2090 - Bricks of Enlightenment, 2010.

Ismar Cirkinagic: ML 2090 - Bricks of Enlightenment, 2010. Ismar Cirkinagic: Bricks of Enlightenment, 2010.

Er der nogle forbindelser mellem de værker, der omhandler krigen i Bosnien, og så dit seneste projekt Bricks of Enlightment?

Ja, de er forbundne. Værkerne, der tematiserer krigen i Bosnien, handler om noget, jeg selv har oplevet. Noget som jeg har med mig, og som jeg har prøvet at ignorere, men som lige pludselig dukkede op i min kunstproduktion. På sammen måde med 1984. Der er så mange paralleller mellem romanen og den verden, vi lever i i dag, men alligevel prøver vi at lukke øjnene for de problematikker. Vi lever et slags matrix-liv, hvor vi går på arbejde og har familie, og vi vil helst ikke vide af, hvad der foregår. Derfor tog jeg fat i Orwells roman, og især i hans skildringer af kærlighedsministeriet, som er hjertet i det sindssyge system, han beskriver i bogen, for at undersøge, hvad der sker, når man flytter det over i vores egen tid. Folks reaktioner har været blandede, og der har været en del, som syntes, det var uforståeligt, fordi vi umiddelbart lever godt i rolige, demokratiske Danmark. Men det er jo ikke så enkelt. Lige efter 11. september sad jeg og så fjernsyn med en gammel kammerat, og vi fik en masse informationer om, hvad der var sket, men jeg følte der var noget galt. Dengang der var krig i Bosnien tog det rigtig lang tid, før amerikanerne reagerede på krigen, mens man efter terrorangrebene var i Afghanistan med det samme Det sagde jeg til min ven, men han gad ikke diskutere det og svarede, at han var nødt til tro på noget. Jeg synes, det er lidt spooky at sidde sammen med et veluddannet menneske, som bevidst lukker øjnene og helt ukritisk tager de informationer til sig, som vi dagligt fodres med i medierne.

Ismar Cirkinagic: Smoking Gun, 2008.

Men selvom der er en sammenhæng mellem værkerne, fornemmer man også en forskel. Det er som om, der er en bevægelse fra det historisk og geografisk specifikke til det mere strukturelle og almene?

Jeg synes, der er generelle tendenser i begge. I mine værker får du aldrig en forklaring på, hvem der er skyldig eller uskyldig, ligesom ofrenes identitet aldrig bliver afsløret. Det er klart, at når jeg arbejder med Bosnien, er det et geografisk afgrænset område, mens Bricks of Enlightment tager udgangspunkt i verdenslitteraturen, og derfor også har et andet afsæt. Når man arbejder med krigen og massedrabene i Bosnien, er det meget nemt at udnævne det bosniske folk til barbarer. Den slovenske filosof og psykoanalytiker, Slavoj Žižek, er kommet med et fantastisk svar, når folk har spurgt, hvad der egentligt skete i eks-jugoslavien, og om ikke hele befolkningen burde gå i psykoterapi. Men som han siger, er det nærmere resten af Europa, der har behov for psykologhjælp, fordi de ikke forstår, at det bare er en helt almindelig krig, som der har været masser af i løbet af Europas historie. Vi glemmer ofte at se tingene i et lidt længere historisk perspektiv i dag, vi er begyndt at betragte verden ud fra meget korte tidsperioder, især efter at Den Europæiske Union er kommet til. I øjeblikket har vi det godt, og derfor er det mærkeligt for os, når der så er krig. Vi kan ikke forstå, hvorfor folk vil dræbe hinanden, men det er jo ikke, fordi folk hader hinanden, det er spørgsmål om politiske eller økonomiske interesser. Og selvfølgelig også om dominans. Efter min mening ser folk alt for isoleret på de problematikker, og derfor gør man tit mere skade end gavn, som fx når de europæiske politikere har forsøgt at løse konflikten i Eksjugoslavien.

I forhold til mine tidligere projekter, som handlede om Bosnien, har det selvfølgelig givet folk mulighed for at overveje, hvad der var sket dernede, men folk kunne stadigvæk distancerer sig fra det, fordi det er langt væk herfra. I 1984-projektet er det lige omvendt. Her er man nødt til at bringe sine egne tanker og virkelighed med ind i værket og spørge sig selv, om ikke der også er noget galt på vores egen banehalvdel. Det er sværere, det er ”too close to home”, for når man ser nærmere på, hvad der foregår, begynder vores fine selvbillede at kollapse. Vi er fx selv involveret i krig i både Irak og Afghanistan. Det hedder sig selvfølgelig, at vi vil udbrede demokrati, men det ændrer ikke ved det faktum, at vi er i krig, også selvom det er imod FN. Det, som jeg synes, er interessant, er ikke så meget, hvor mange soldater vi sender derned, eller hvad de laver dernede, men det, at vi har truffet en beslutning om at gøre det. Folk herhjemme har helt glemt, hvordan det er at have krig helt tæt inde på livet. Det ville være rigtig spændende, hvis vi udkæmper krig, som man spiller fodbold, hvor første halvdel foregår det ene sted og den anden halvdel det andet sted. Hvis det var sådan, ville folk diskuterer på en helt anden måde.

Ismar Cirkinagic: Farewell My Love, 2004.		Ismar Cirkinagic: Farewell My Love, 2004.

Ismar Cirkinagic: Farewell My Love, 2004.		Ismar Cirkinagic: Farewell My Love, 2004.

Hvilken rolle mener du kunsten spiller i forhold til at sætte en refleksion i gang omkring de problematikker, som du arbejder med?

Jeg er ikke teoretiker, og jeg ser heller ikke mig selv som politisk kunstner, der vil bruge kunsten til at ændrer verden. Kunstkritikere har det med at sige, at kunstnere er klogere og mere visionære end andre, men sådan ser jeg det ikke. Kunstnere er i mine øjne som spejle i forhold til verden. De reflekterer det, der foregår omkring dem.

Stafetsprøgsmål fra Nina Kleivan: Hvordan kom du i sin tid i gang med at arbejde med de ting, som vedrører krigen i Bosnien. Var det helt naturligt for dig eller skulle du igennem nogle barrierer, før du følte, at du kunne tillade dig det? Havde du nogle overvejelser eller kvaler - og hvilke? Og hvordan laver man udsagn så det ikke bliver for personligt, men mere generelt?

I begyndelsen malede jeg krigsmotiver, der ikke direkte havde noget med Bosnien at gøre, men så blev jeg inviteret til at samarbejde med forskellige virksomheder. I den forbindelse fik jeg den ide at lave et tæppe, der lignede en massegrav. For at kunne lave det havde jeg brug for nogle fotografier, der var i så høj opløsning, at jeg kunne printe dem ud, og derfor tog jeg til Bosnien for at fotografere selv eller finde noget egnet materiale. Da jeg kom ind i processen, dykkede jeg automatisk dybere ned i problematikken og blev mere og mere fanget ind. Som jeg var inde på før, forsøgte jeg at glemme, hvad der var sket i Bosnien, efter jeg kom til Danmark. Men på grund af det projekt kom jeg alligevel tilbage, tilbage til kaninhullet, og så følte jeg, at jeg måtte se, hvor dybt hullet var. Det er så blevet til flere ture, jeg har også været der for at fotografere tøj fra krigsofrene og nogle af de steder, hvor massedrabene fandt sted. Når man er der og ser den verden igen, forsøger man at finde nogle svar på de voldsomme ting, der er sket, men hvert svar afføder et nyt spørgsmål.

Hvad angår barriere, er der altid nogle, men det var ikke svært for mig at arbejde med det rent personligt. Første gang jeg kom hen til det sted, hvor ofrenes lig og skeletter er samlet, var det selvfølgelig overvældende at blive konfronteret med, nogle af ligene var halvt opløste, og jeg havde lugten hængende i både mund og tøj i flere dage, men de efterfølgende gange var det ikke længere et problem. Det, der har været besværligt, har været at få tilladelse til at komme ind og fotografere. Man skal kontakte politiet og alle mulige andre instanser, som skal have at vide, hvad man skal bruge det til osv. Så det har mest været forbundet med praktiske frem for personlige problemer. Men man kan måske sige, at jeg arbejder med de emner for at løse nogle personlige problemer, mere end det er et personligt problem. Jeg har ikke mistet nogen i min familie under krigen, så jeg har måske et mere distanceret forhold til det. Jeg kan godt lide det personlige og det lidt patetiske, men ikke på en måde der tager udgangspunkt i min egen personlige historie, men folks personlige historie.

Til sidst skal vi bede dig om at stille et stafetspørgsmål til den næste kunstner i interviewserien om modtagerne af de 3-årige arbejdsstipendier. Hvad vil du gerne spørge Ebbe Stub Wittrup om?

Hvilken betydning har arbejdet med fotografi for dig, og hvad er den største personlige tilfredsstillelse i denne proces?

Tak.

Ismar Cirkinagic: Farewell My Love, 2004.