Interview: Ismar Cirkinagic

Ismar Cirkinagic: Bricks of Enlightment, 2010.

Kan du fortælle lidt om baggrunden for udstillingen, og hvorfor du har valgt at beskæftige dig med Georgs Orwells roman 1984?

Jeg havde kendt til bogen i mange år, men til trods for at jeg har haft den stående i reolen, fik jeg først læst den for et par år siden. På det tidspunkt havde jeg i lang tid arbejdet meget med krigen i Bosnien, som har optaget mig meget, men jeg begyndte at føle, at jeg blev brand'et som ham, der kun arbejder med massegrave og massedrab, og derfor ville jeg gerne videre. Efter jeg havde læst romanen, syntes jeg, det var oplagt at arbejde videre med den, fordi den både adskiller sig og forholder sig til de samme problematikker, som jeg har arbejdet med tidligere.

Det har så udviklet sig til et større projekt, som spænder over tre år. Udstillingen Bricks of Enlightment er første fase, der meget konkret tager udgangspunkt i bogen, og den består bl.a. af en arkitekturmodel af Kærlighedsministeriet, som jeg har lavet i samarbejde med tegnestuen A-Lab fra Norge. De to øvrige faser er også baseret på samme kilde, men på en lidt anden måde, i og med at vi gradvist bevæger os ud i fremtiden.

Ismar Cirkinagic: Bricks of Enlightment, 2010. Ismar Cirkinagic: Bricks of Enlightment, 2010.

Så vidt jeg ved, er det er første gang, du har samarbejdet med en gruppe arkitekter, kan du beskrive, hvordan det samarbejde har været, og hvad det har givet dig i den kunstneriske proces?

Ligeså spændende det er at arbejde sammen med andre, ligeså svært er det også. Som kunstner har man normalt et produkt, som man løbende kan se udvikle sig i processen, men i forbindelse med denne udstilling havde vi ikke et færdigt produkt før en uge op til åbningen. Det var ret frustrerende, ikke mindst fordi der altid sker så meget lige op til en åbning. Men det var selvfølgelig fint at arbejde sammen med nogle, der er professionelle.

Ismar Cirkinagic: ML 2090 - Bricks of Enlightment, 2010.

Udstillingen består foruden modellen af Kærlighedsministeriet og et vægfragment, som er placeret udenfor, også af et opskaleret udsnit af bygningens hovedindgang med en stor, bred trappe – hvorfor har du valgt at gribe det an på den måde?

Først og fremmest var det et praktisk spørgsmål. Da vi i sin tid indgik aftalen om at lave udstillingen her på Nikolaj, var vi ikke helt skarpe på, hvordan udstillingen i sin helhed skulle se ud. Vi havde selvfølgelig nogle overordnede ideer om, hvordan den skulle se ud, og hvor vi ville placerer de forskellige elementer. Men det ændrede sig undervejs i processen, og det var faktisk først langt henne i forløbet, at vi besluttede at lave trappen. Det var oprindeligt planen, at modellen og vægfragmentet skulle vises i Nikolajs øvre galleri, men senere blev vi i tvivl om, hvorvidt det ville passe sammen, og derfor er udstillingen kommet til at se ud, som den gør nu. Og så kan jeg godt lide den måde som trappen arkitektonisk tilpasser sig rummet; det forhold, som opstår mellem kirkens negative og trappens positive form.

Derudover er det meningen, at den skal give en bedre fornemmelse af Kærlighedsministeriet og dets forbindelse til magt, for når man bygger noget så stort skaber det uvilkårligt en eller anden fornemmelse af magt, som udstillingen jo handler om. Men det er også en måde at hjælpe beskueren mentalt ind i bygningens indre, som bliver meget detaljeret beskrevet via en audio guide.

Ismar Cirkinagic: ML 2090 - Bricks of Enlightment, 2010.

Nu siger du, at udstillingen handler om magt, men magt bliver jo defineret på rigtig mange måder, kan du præcisere, hvordan du har brugt begrebet?

Jeg har ikke tænkt så meget over det, det har mest været en intuitiv proces. Undervejs forsøger man selvfølgelig at forklare for sig selv, hvad det handler om, og i det intuitive ligger der jo også en masse intellektuelle overvejelser. Men for mig symboliserer Kærlighedsministeriet en enorm kontrol over liv, ikke så meget i form af et konkret parti eller en specifik politisk bevægelse, men mere det politiske forstået som overordnede magtstrukturer, der udøver kontrol. Kærlighedsministeriet som arkitektonisk model har ikke så stor kunstnerisk værdi som værk i sig selv, det er snarere det at insistere på at virkeliggøre sådan et symbolsk objekt, der har haft den største kunstneriske værdi for mig i processen. Som sådan rummer kærlighedsministeriet en uundgåelig symbolsk betydning i vores tid (hvis publikum kender til bogens tematik), uanset om man fortolker det som symbolet på den ultimative magt, totalitarismens monster eller som demokratiets dystre/mørke hjørner.

Ismar Cirkinagic: ML 2090 - Bricks of Enlightment (detalje), 2010.		Ismar Cirkinagic: ML 2090 - Bricks of Enlightment (detalje), 2010.

Men er det ikke på nogen punkter problematisk at trække på en så belastet arkitekturform, som uvilkårligt vækker associationer til det 20. årh.’s totalitære regimer, for så vidt jeg forstår, indeholder din udstilling også om en kritik af demokratiet og magtstrukturer i det hele taget?

En del af arbejdet med den her arkitektoniske form har handlet om at få indblik i, hvordan man opbygger den slags institutioner, så når vi kommer længere frem i projektet bliver det nemmere at gøre sig nogle tanker om, hvordan sådan en institution kan tage sig ud i fremtiden. Men jeg mener også, at det er åbent for fortolkning. Der skabes selvfølgelig et udgangspunkt, men det er jo op til beskueren at reflektere over værkerne, over hvorfor er det er lavet sådan, og hvad det repræsenterer. For mig har det været vigtigt at synliggøre, at der er mange paralleller mellem den verden, som Orwell beskrev, og den verden, som vi ser i dag. Værkerne rummer selvfølgelig referencer til totalitære systemer, men også til demokratiske samfund, hvor vi i højere og højere grad øger kontrollen over liv ved fx at opsætte kameraer rundt omkring i byen og på skoler for at begrænse kriminaliteten. Det er både noget som koster mange penge og et indgreb i vores frihed, så spørgsmålet er, om man måske skulle løse problemet på en anden måde .

For at åbne op for de perspektiver jeg har til udstillingen udvalgt nogle citater af bl.a.John Dewey og Sven Hezel, som er placeret ved indgangen til Øvre Galleri. De handler bl.a. om, hvor vigtigt det er at stille spørgsmålstegn ved, hvordan et samfund fungerer - uanset om det er et totalitært eller demokratisk system. Mange har en tilbøjelighed til bare at være tilfredse med vores demokrati, fordi det i sammenligning med diktaturer fremstår som en perfekt samfundsmodel, men på en række områder nærmer vi os faktisk de totalitære systemer. Hver gang vi strammer vores regler for at beskytte os selv, bliver vi samtidig mere ufri. Så i stedet for altid at pege fingre af andre, bør vi i højere grad vende blikket indad. Også for at forklare eksistensen af totalitære samfund. Har vi selv gjort noget i processen, der har tilskyndet til mere radikale samfund og grupperinger, som fx terrorister. Det er jo ikke noget, der bare er opstået ud af ingenting. Det er lidt ligesom en sygdom, men frem for at symptombehandle, bør vi i stedet prøve at finde ud af, hvorfor den er opstået.

Ismar Cirkinagic: ML 2090 - Bricks of Enlightment, 2010.

1984 er Georg Orwells mest desillusionerede roman, for ham er der ikke rigtig nogen vej udenom magten; deler du den pessimisme?

Både-og. Jeg mener ikke, man kan lave udstillinger, der handler om det politiske, hvis ikke man har bare en lille smule optimisme og tro på, at det kan blive bedre i fremtiden. På den anden side ser jeg helt sikkert også på verden med en pessimisme, men det er svært at afgøre, om verden historisk set er blevet et dårligere eller bedre sted. Det afhænger også af, hvor i sit liv man befinder sig; fx når man bliver ældre, begynder man at tvivle mere på den retning, som vi bevæger i. Men det er som sagt virkelig svært at afgøre ud fra den korte tidsperiode, som et menneskeliv udgør.

Her til slut kan du løfte sløret lidt mere for, hvad de næste faser af dit projektet kommer til at handle om?

Man kan sige, at projektet er bygget op omkring en cirkulær historisk bevægelse, hvor jeg gradvist forsøger at føre Orwells samfundsmodel frem til 2090. Næste del består hovedsageligt af en slags undersøgelsesfase, hvor jeg vil forsøge at udvikle nogle subjektive bud på, i hvilken retning vores samfund kunne tænkes at bevæge sig, og hvilke problematikker, som kan opstå med den bevægelse. På baggrund af anden fase vil jeg - igen i samarbejde med A-Lab - til sidst i fysisk form visualisere, hvordan fremtidens Kærlighedsministeriet kunne tænkes at se ud.

Tak.