Kopenhagen.dk - kunsten kommunikerer!fredag d. 03. september 2010. 10:24
KE 2010Kopenhagen Contemporary 2010
Kopenhagen - info om samtidskunst > Interviews > Interview: Hvass&Hannibal

Annoncer:

Danske Grafikere 08_10
Charlottenborg 09-10
c_m_l
Kunsthøjskolen Ærø 09 første
Krabbesholm_std
Hollufgård 2

[20. januar 2010]
Interview
Hvass&Hannibal: Losing the Plot, 2010. Installationsview.

Interview: Hvass&Hannibal

Kunstnerduoen Hvass&Hannibal byder med deres første udstilling i London på en række farverige og energiske værker. Værkerne og udstillingens titel Losing the Plot udklækkes gennem et karismatisk narrativt landskab af illustrationer, plakater, prints og træskulpturer, som tager udgangspunkt i de utallige navigationer og informationsstrømme, vi bevidst og ubevidst udsættes for i dagligdagen. Duoen har gennem en kreativ proces vendt disse strømme på hovedet og er nået frem til et inddragende og udtryksfuldt grafisk univers.
Kemistry Gallery er lokaliseret i hjertet af Londons kreative hub Shoreditch. Galleriet har ry for at vise opsigtsvækkende grafiske udstillinger med unge internationale kunstnere, og alle udstillingernes værker er til salg.

Hvass&Hannibal består af Nan Na Hvass (f. 1981) og Sofie Hannibal (f. 1981). Begge er uddannet fra Danmarks Design Skole og har siden 2006 arbejdet i et bredt spektrum af kreative medier indenfor grafisk design, illustration, prints, interiør design, musikvideoer, pladecovers og kunst. Duoen har arbejdet for Vega, Efterklang, Sony Music og Adidas. Hvass&Hannibal har haft stor international opmærksom og er bl.a. blevet omtalt i Creative Review og Wallpaper.

Interview:Louise Rytter
Foto:Kemistry Gallery
Hvass&Hannibal
Losing the Plot
15. januar - 27. februar 2010
Kemistry Gallery
43 Charlotte Road, London EC2A 3PD
Monday–Friday 10–6, Saturday 11–4


Hvass&Hannibal: Losing the Plot (Installationsview), 2010.



Hvad associerer I med:

Humor og farver?

Vi har meget svært ved at begrænse os, når det gælder farver! Det ender altid med, at vi har ca. 150 plastikkopper med forskellige farveblandinger. Der kan fx være 10 forskellige nuancer af farven mint. Det er ofte meget forvirrende. Til vores sidste udstilling på MOHS i København tidligere i år arbejdede vi hos Nan Na's forældre, mens de var ude og rejse. Vi brugte deres samling af gamle National Geographic-blade som låg til plastikkopperne, der fyldte et helt bord - og det finder de forhåbentligt aldrig ud af. Som tak fik de et surprise makeover af deres gamle brune 70'er køkken.

 

2010?

Sci-fi, syreregn og Ellertens genkomst - og forhåbentlig året hvor vi begynder at sortere affald, ligesom svenskerne.

 

Information?

Visualiseringen af mængden af information er grundlaget for vores udstilling Losing the Plot.



Hvass&Hannibal: Assorted Specimen #1-6, Each 60 x 60 cm. Træ og maling.


Hvass&Hannibal: Let's Twist Again, 150 x 165 cm. Træ og maling.



Hvad betyder det for jer at udstille på Kemistry Gallery i London, og hvordan er udstillingen blevet til?

Galleriet kontaktede os, og det er fedt at komme udenfor Danmarks grænser og vise, hvad vi arbejder med. Vi veksler mellem at løse kommercielle designopgaver og lave personlige projekter, og en udstilling er altid et fantastisk frirum til at udvikle vores ideer og billedsprog. Vi har allerede haft en del interviews og arbejde i engelske designblade, men vi har ikke haft et decideret projekt herovre endnu. Så det er virkelig spændende for os og forhåbentligt noget, der kan give os flere projekter i udlandet.


Hvad betyder udstillingens titel Losing the Plot?

Det er et engelsk udtryk, som betyder 'at gå fra forstanden' eller 'at tabe tråden'. Udstillingen tager udgangspunkt i informationssortering og -grafik, men i det univers, vi har skabt, er den bagvedliggende data forsvundet, og det er kun diagrammet, der står tilbage i en stærkt fortolket udgave. Med andre ord er det et redskab til at aflæse et system, men ingen nøgle til at forstå det og heller ikke noget system for den sags skyld. Derfor titlen. Og så betyder 'plot' jo graf eller diagram, så det er også et lille ordspil.



Hvass&Hannibal: Topographic Reflection, 60 x 60 cm. Træ og maling.


Hvass&Hannibal: Black and White Swarm, detail. 130 x 130 x 130 cm. Træ og maling.



Kan I beskrive udstillingens opbygning og fremhæve tre værker?

Udstillingen består af en række grafiske eksperimenter, som alle er en slags 'visuelt ordspil' på det her data-koncept. De er alle en form for fordrejet diagram uden kontekst og information. Der er dels nogle værker af bemalet træ og dels nogle serigrafier og offset trykte plakater. Derudover er der også en slags mobile, der består af 600 små malede pinde.

 

3 værker:

- Et værk består af tredimensionelle 'lameller' i træ, der former en slags landskab, som ligner et topografisk kort. Hvert af lagene er malet i en særskilt farve, og fordi resten af værket er hvidt, reflekteres hver farve over på en hvid flade. Så det er både en grafisk parafrase på et topografisk kort, men også et ’farve-lys’ eksperiment.

- Billedet på en af plakaterne er et net af røde og blå tråde med et stort hul i midten. I hullet er et tomrum, som også indrammer udstillingens titel meget godt. Hullet er på en måde en pointe, der mangler, og samtidig er hullet selve billedets pointe.

- Et andet værk er en slags mobile, der består af en masse små pinde malet med forskellige striber. På afstand ligner de en sky af markeringer, lidt som punkter i et punktdiagram, som potentielt kunne afspejle en mængde data, men som også kan ses som et abstrakt grafisk værk.



Hvass&Hannibal: Study of a Place, detail. 60 x 60 cm. Træ og maling.


Hvass&Hannibal: Assorted Specimen #6, detail. 60 x 60 cm. Træ og maling.



Hvilke problemstillinger og tematikker adresserer udstillingen?

Inspirationen for vores udstilling er informationsgrafik - hvordan data, mønstre, information osv. fortolkes og gengives visuelt for at skabe et overblik for modtageren. Vi er til daglig omgivet af dette i form af skilte, tavler, diagrammer, forklaringer, flag, vejrudsigt, diverse statistikker m.m. Men når man ser på informationsgrafik udefra, kan det være ligeså forvirrende , som det er informativt, og set udenfor sin kontekst fremstår det mest af alt som abstrakte mønstre. På samme måde har mange af vores værker til denne udstilling udgangspunkt i en eller anden form for informations-sortering såsom topografiske kort, månediagrammer og punktdiagrammer m.m. Men i vores værker mangler informationen, og det er kun mediet, der er tilbage. Vi har ikke arbejdet med en konkret dataindsamling, men grebet det an med mere "fri hånd". Til at begynde med havde vi planer om at indsamle data, som vi kunne skabe værker ud fra, men det blev for forvirrende, konkret og begrænsende. Vi opdagede, at det var sjovere at gribe det mere åbent an for at skabe plads til at fabulere videre i det her visuelle univers og på den måde skabe nogle billeder, som har et åbent indhold.

Derudover er udstillingen også et studie i farvesammensætninger og mønstre - som det næsten altid er for os. Vi er mere end noget andet æstetikere. Vi drives af og finder stor glæde i det sanselige omkring valg af farver og materialer.


Hvordan adskiller værkerne i denne udstilling sig fra jeres tidligere arbejde indenfor kunst og grafisk design?

Billedsproget er mere enkelt og mindre illustrativt. Vi har forsøgt at barbere vores udtryk ned til rene former, farver og en enklere grundidé. Det har været udfordrende for os at arbejde på den måde. Vi har førhen lavet billeder med mange små historier og detaljer, men denne gang er det en mere mønster-baseret stil. Det er en udvikling, vi har været igennem over noget tid. Vores udstilling af vægmalerier i Stockholm i august var også store mønstre af ren farve og form og måske et skridt på vejen til den her udstilling.


Hvor udstiller I næste gang?

Der er samme dag, 14. januar, fernisering på en gruppeudstilling i London, som hedder If you could collaborate, hvor vi i samarbejde med danske Anne Werner har skabt et op-art inspireret og middelalderagtigt vægtæppe. Herudover udstiller vi på Din Nye Ven i Skt. Peders Stræde i København til Marts. Vores værksted ligger lige overfor caféen, så det bliver en hyggelig naboudstilling, hvor vi ikke nødvendigvis laver noget nyt, men måske hiver en masse op af gemmerne til en slags opsamlingsudstilling, hvad vi har lavet de sidste par år.

 

Tak.



Hvass&Hannibal: Hologram, 60 x 60 cm. Træ og maling.



Related:

fra kopenhagen.dk:

[22. november 2009]


 

Send side

 

© 2000 - 2006 kopenhagen publishing
kopenhagen har modtaget tilskud fra Kunstrådets fagudvalg for billedkunst, Kulturministeriets Tidsskriftstøtteudvalg og MONTANA