Interview: Hilda Ekeroth

Hilda Ekeroth: Uden titel, 2010. 190 x 240 cm. Projicering på lærred

Hvordan er I komme til at udstille sammen og hvordan synes du I komplimenterer hinanden?

Desiring Subject er et emne, vi begge to arbejder med, men vi har meget forskellige indgangsvinkler til det. Derfor synes vi, at kombinationen er spændende. Rusudans værker kan nærmest mærkes fysisk, de er meget udadrettede. Mine værker er mere subtile og måske nærmere eksistentielle. Mine er mørke og hendes er meget direkte og stramt sat op. Jeg kan godt lide, hvordan en fælles udstilling, under det samme emne, indvirker på værkerne.

I arbejder med ’kødet’ - er det paradoksalt at jeres værker så er endimensionale?

Jeg synes det er en udfordring at gøre det endimensionalt. Der var f.eks. en kunstner, der spiddede en kylling op på en væg. Det vil jeg ikke sige er for simpelt, det er bare noget helt andet, og der ligger en anden udfordring i at gøre det på denne måde. Jeg kan godt lide det her helt traditionelle med olie på lærred - at gøre dét kødeligt.

Kan du fortælle lidt om værkerne?

Der er ikke brugt maling på den lille fotokopi, det er meget tørt. Det giver en slags poesi eller et udtryk af en form for begær. Jeg er optaget af arketyper og klichéer. Motivet her er jo i grunden ret banalt og simpelt, det er en gorilla med et menneske på. Jeg skulle bruge det til at male efter. Da jeg skulle lægge mennesket over gorillaen, gik pels-strukturen tabt. Det skabte en fin flydende struktur, som jeg blev ret glad for. Jeg kan godt lide, at det er helt fladt. Det understøtter det psykologiske i det.

Maleriet blev jo så ikke det, som jeg oprindeligt ville male. Her ser det samme motiv helt anderledes ud. Jeg har arbejdet med forskellige strukturer, akryl i bunden og et tungt lag olie ovenpå, brune og sorte lag. Jeg har valgt at installere værkerne i tre forskellige rum, så man ikke kan se dem samtidig og kun langsomt opdager, at det er det samme motiv, uden at kunne opleve dem samtidig.

Det interessante ved det projicerede værk er, at man kan slukke for det. Det kunne være en projicering af hvad som helst, ligesom hvordan vi mennesker hele tiden projicerer. Det er ikke motiverne i sig selv, der er vigtige, men det er sjovt at udgå fra noget banalt og klichefyldt og så afsløre en kompleksitet i dét.

Hilda Ekeroth: Uden titel, 2010. A4. Fotokopi. Hilda Ekeroth: Uden titel, 2010. 190 x 240 cm. Olie og akryl på lærred.

Hvad er det for psykologiske sammenhænge, du er optaget af?

I relation til de her værker er det det helt, helt banale, at mennesket er som et dyr i forhold til, hvordan vi forholder os til verden. Forholdet mellem sproget, det intellektuelle og det rent kropslige eller dyriske. Det er to yderligheder, der spiller sammen. Jeg er optaget af det psykologiske og subjektive i vores opfattelse.

Kan man sige, at det er alle de her forestillinger om mennesket og psykologien, du forsøger at tilbagelægge i dine værker?

Ja, lige præcis. Jeg er optaget af, hvordan psykologien er konstrueret, ligesom virkeligheden, og hvordan vi aldrig kan have den samme opfattelse af noget. Man kan aldrig helt forstå det samme, der vil altid ligge betydningsforskelle i sprog og virkelighedsopfattelse, både i interaktionen og alene. Det er fascinerende med arketyper og symboler og hvordan vi opfatter hver eneste lille ord forskelligt.

Hvordan har det været at arbejde med Q’s lokaler?

Det projicerede værk blev udstillet i BKS Garage i sidste måned, i et industrielt lokale med mørke skygger på væggene og løbende rust. Det gav værket en anden betydning, fordi rummet var meget samspillende for udtrykket og farverne. Her på ’Q’ får det en andet slags liv, fordi rummene hverken er galleripæne eller rå, og så selvfølgelig fordi det står op mod Rusudans værker. Men jeg synes egentlig det er blevet ret fint. Jeg kan godt lide, hvordan projiceringen løber ned i det grå gulv.

Tak.

Hilda Ekeroth: Uden titel, 2010. 190 x 240 cm. Projicering på lærred.