Kopenhagen.dk - kunsten kommunikerer!tirsdag d. 07. september 2010. 03:07
KE 2010
Kopenhagen - info om samtidskunst > Interviews > Interview: Frank Altschul Jensen

Annoncer:

c_m_l
Charlottenborg 09-10
Krabbesholm_std
Kunsthøjskolen Ærø 09 første
Danske Grafikere 0810

[04. juli 2010]
Interview
Frank Altschul Jensen på Rådhuspladsen, 2010.

Interview: Frank Altschul Jensen

Frank Altschul Jensen har i mere end ti år konsekvent arbejdet med hybriden mellem fodbold og kunst. Senest i værket På vej, et stedsspecifikt værk, der fredag den 11. juni kunne opleves på Politikens lysavis på Rådhuspladsen i København. Med hvid tekst på en rød baggrund stod skrevet: Frank Altschul Jensen på vej til Liverpool. Dette statement blev præsenteret på lysavisen i alt 200 gange a 15 sekunder i 24 timer. Mellem visningerne rullede den sædvanlige blanding af reklamer og dagens nyheder.

Se videodokumentation af værket her

Frank Altschul Jensen (f.1965) er autodidakt som kunstner. Han deltager aktuelt på udstillingen KICK OFF i Kunsthallen Nikolaj, og i 2009 skabte han ”torpedo18”, et website for svært tilgængeligt samtidskunst.

Interview:David Grimberg
Foto:Jens Peter Krumm
Frank Altschul Jensen
På vej
11. juni - 12. juni 2010
Politikens lysavis
Rådhuspladsen
web site:


Frank Altschul Jensen: På vej, 2010.



Hvilke tanker har du gjort i forhold til værket?

Udgangspunktet var at skabe et værk i krydsfeltet mellem reklame og medienyhed. Til at begynde med kontaktede jeg Dagbladet Politiken for at købe reklameplads på bladets lysavis. Reklamepladsen skulle bruges til at formidle en nyhed. Politikens lysavis på Rådhuspladsen viser 24 timer i døgnet konstant reklamer og nyheder og er på den vis et ideelt sted at placere værket. På vej forsøger at mime en stor medienyhed, som vi kender dem præsenteret i aviser, tv eller fx på en lysavis. For at gøre udsagnet så troværdigt som overhovedet muligt har jeg forsøgt at ramme tonen i en typisk fodboldnyhed. Ved at udrulle nyheden på lysavisen, som dagligt ses af mere end 200.000 mennesker, skabes der et rum, hvorfra undren og eftertanke hos beskueren kan udspringe. Værket stiller spørgsmålstegn ved begrebet nyhedsværdi. Hvem har - og hvad er nyhedsværdi? Et oplagt undersøgelsesfelt er, om værket er i stand til at generere en nyhed. I den forbindelse affødte På vej en del skriverier på forskellige blogs om, hvem denne Altschul Jensen mon var, og jeg blev faktisk nævnt som kandidat til trænerjobbet i Liverpool FC.


Er det en drøm, der går i opfyldelse, når man ser sit navn på lysavisen?

Ja da. Faktisk er det hele to drømme der går i opfyldelse. Drengedrømmen om at blive sat i forbindelse med sin favoritklub og kunstnerens drøm om berømmelse. Andy Warhol snakkede om 15 minutters berømmelse – jeg nøjes med 15 sekunder, men til gengæld hele 200 gange.



Frank Altschul Jensen: På vej, 2010.



Er du på vej til Liverpool?

I forbindelse med at få skabt det rette statement har det igennem hele processen været vigtigt for mig at holde mig til sandheden. I august 2005 gæstede jeg Liverpool for første gang nogensinde, og ved den lejlighed lovede jeg mig selv at vende tilbage igen. Jeg har pt. en løs plan om at besøge byen inden for de næste par år.


Du har jo igennem en årrække arbejdet med fodbold i din kunst, hvorfor?

Lidenskaben for fodbold kan spores tilbage til drengeårene, og kunsten fangede min interesse et par år derefter. De første år hvor jeg arbejdede med kunst, var det først og fremmest det formelle billedsprog der interesserede mig, men senere fik jeg øjnene op for konceptkunsten. I takt med det kan man sige, at jeg i mine værker skruer ned for det formelle billedsprog og op for det indholdsmæssige. Det er her fodbolden bliver det indholdsmæssige i mine værker. Først og fremmest vælger jeg fodboldkulturen, fordi den bestandig har haft min interesse. Dernæst fordi fodboldkulturen og kunsten har områder hvorpå de er uens. Kunsten opfattes ofte som elitær og opleves af et smalt publikum, hvorimod fodboldkulturen opfattes som folkelig og opleves af et massivt større publikum. Disse og andre kontraster fungerer som brændstof i arbejdet med mine værker.

 

Tak.

 


Related:

fra kopenhagen.dk:

[28. april 2010]
[01. juli 2009]
[20. juni 2007]
[30. marts 2005]


 

Send side

 

© 2000 - 2006 kopenhagen publishing
kopenhagen har modtaget tilskud fra Kunstrådets fagudvalg for billedkunst, Kulturministeriets Tidsskriftstøtteudvalg og MONTANA