Interview: FOS

FOS: Osloo (Københavns Havn), 2010.

I dine projekter arbejder du næsten udelukkende med det, du kalder Social Design. Kan du forklare dit syn på, hvad begrebet dækker over og, hvordan du arbejder med det i kunsten?

Jeg troede i et stykke tid, at jeg var den eneste, der beskæftigede mig kunstnerisk med begrebet Social Design, men selv naive mig arbejder jo også i en forlængelse af sidste arm. Udvikling er jo lig med bevidstgørelse, og allerede i den tidligere modernisme gik tankegangen i den retning. Eksempelvis startede østrigske Frederick Kiesler med at give design en menneskelig og videnskabelig dimension. Kiesler var optaget af krop og funktion, og det afspejlede sig i hans design. I 50’erne ses det samme i klassisk dansk design, hvor funktionalitet afspejler den nye, moderne måde at leve på. Men min kunst ligger også i forlængelse af den relative æstetik, der kom frem i 1990’erne. Her var processen mere i centrum end det færdige værk, og det processuelle blev på den måde mere værket i sig selv. I dag lever vi i en meget æstetiseret verden, hvor billedfrekvensen og konkurrencen om den er høj. I mine projekter handler Social Design om, hvorledes man kan benytte sig af de her æstetiske løsninger og strukturer til at opnå en forståelse af sociale systemer og omvendt. Man kan sige, at forskellen på kunst og design er, at design er noget, der skal skabe en løsning, hvorimod billedkunsten skaber muligheder.

Kan du uddybe den forskel i forhold til sociale relationer i det offentlige rum?

Forskellen ligger i, at når det gælder kunst, skal muligheden ses som selve kunsten, hvorimod design er udformet med ønsket om at løse et bestemt problem. Så selvom det kan se ens ud, skal billedkunsten ikke leverer en løsning for, hvordan mennesker kan mødes i det offentlige rum, men derimod åbne op for flere muligheder. I Osloo-projektet har rummets æstetiske udformning betydning for interaktionen og er på den måde udslagsgivende. Rummet er for eksempel mere sandt end det, vi siger; fx er det sandt, at jeg kan få næseblod, hvis jeg løber ind i væggen. Hvorimod hvis jeg siger, at nu får du næseblod, er det slet ikke sikkert, at det er udslagsgivende. Vi ved, at psykologien har en indvirkning på, hvad vi siger, og hvordan vi kommunikerer, men rummet har en lige så stor indflydelse! Det er ét udgangspunkt for, hvorfor jeg syntes, det er spændende at arbejde med Social Design. Derudover finder jeg det interessant, hvad det er der gør, at vi taler og bevæger os sammen. Dér syntes jeg, at billedkunsten har et særligt potentiale. Det er nemlig igennem andre, at vi selv bliver til som mennesker – sådan helt banalt.

FOS: Oslo, 1999.

Du skaber med andre ord et eksperimenterende rum for menneskelige møder?

Det handler nok snarere om at lave en kæde, som binder eller kobler rum og bevægelse sammen, og så må vi se. Jeg tager jo på den ene side udgangspunkt i det fysiske, rummet, som en del af fortællingen. Derudover lægger jeg nogle æstetiske overvejelser ind i projektet. Eksempelvis ud fra et behov eller et socialt system for at undersøge, hvad der sker, hvis jeg gør tingene på en bestemt måde. Så æstetikken spiller en vigtig rolle i udformningen af det fysiske rum. Udformningen, placeringen og designet af de forskellige elementer varierer således fra projekt til projekt for at skabe netop de muligheder, som passer til den enkelte hensigt.

Du siger selv, at vi i dag i højere grad er ved at miste ansvarsfølelsen over for det offentlige rum. Er Osloo, som et offentligt rum, en måde, hvorpå du prøver at skabe en ansvarsfølelse?

I dag isolerer vi os i langt højere grad. Vi indgår mere og mere i asymmetriske, sociale systemer, som vi selv vælger. Disse fællesskaber befinder sig i, på tværs og igennem det offentlige rum, hvis man kan sige det sådan. Det er derfor rigtigt, at Osloo skal ses som en ramme i det offentlige rum, hvor de forskellige sociale systemer kan sidestilles. Men det er lidt farligt at anvende billedkunsten til et moralsk ærinde. Jeg ser lidt det offentlige i dag som et forældreløst barn – hvem har egentlig ansvaret for det? Osloo skal derfor ses som en mulighed for at skabe en ramme i det offentlige rum, hvor den enkelte, i samkvem med andre og rammen, kan kommunikere - ligesom i en hvilken som helst anden bar.

Ligger der nogle nye og anderledes tanker bag denne version af Osloo i forhold til den i Køge Havn?

Osloo 2010 er ikke en treer. Jeg ser mere Osloo i Køge Havn som en slags prøveballon for Osloo på Christianshavn. Der var en lang række praktiske og kedelige årsager, der gjorde, at det ikke fungerede efter hensigten. Det lå langt væk, et forkert sted og der var kun kort tid til at lave pavillonen og skabe programmet – men skabt blev den. Denne gang er programmet nøje planlagt og tilrettelagt med sproget som udgangspunkt for de elleve arrangementer. Ikke sprog som fonetik eller grammatik, men som det, der ligger før sproget og skaber det, altså interaktionen. Det er dét, jeg prøver at indfange. Det er ikke umiddelbart tydeligt, men gennem alle arrangementerne bliver sproget belyst fra flere perspektiver og går op i en højere enhed. Modsat Oslo og den relationelle æstetik, som den var skabt ud fra, er formen denne gang meget lukket, og programmet er diktatorisk sammensat, så det kan indeholde den sociale væske – skål!

FOS: Oslo, 1999.

Er der en bestemt grund til, at placeringen lige er Christianshavn?

Nu, hvor vil taler om en slags offentlighed, skal den være tilgængelig og synlig. Derfor er placeringen mellem Udenrigsministeriet og Dansk Arkitekturcenter ideel. Vi ville først have placeret Osloo ved Knippelsbro, der er et mindre sted og ville skabe mere intimitet omkring Osloo pavillonen, men af praktiske årsager blev det 30 meter derfra. Stedet er også lidt mere åbent og derfor mere synligt, hvilket kan have en positiv virkning.

Hvilket publikum henvender du dig til denne gang?

Der er en tendens til, at de steder vi færdes er meget segmenterede. Med Oslo, One Layer For Social Difference var hensigten at skabe interaktion blandt forskellige samfundslag, på tværs af hierarkier og status. Rammen var meget åben, og ved at lave mange typer af arrangementer, der appellerede bredt, ville jeg gerne skabe en anden sammensætning end den segmenterede. Denne gang tager jeg mere udgangspunkt i en fast og lukket ramme, hvor programmet definerer en målgruppe. Hensigten er at skabe specifikke situationer af interaktion, hvor maskinen er sproget. I selve rummet er der dog en åbenhed, hvor det spontane kan opstå og observeres. Osloo er dermed den fysiske og æstetiske ramme, mens sproget og de forskellige arrangementer er den mentale ramme.

Du siger, at kunstværket Osloo er selve processen. Men hvad så bagefter – slutter processen og dermed dit kunstværk?

De projekter, der har Social Design som omdrejningspunkt, kalder jeg for situationskomposition, og det er meningen, at processen skal fortsætte efter Osloo. Derfor er radiostationen Grotta Nuova etableret på pavillonen og skal optage lydklip fra arrangementerne. Efterfølgende bliver optagelserne lagret og ligger tilgængelige på radioens website. Ligesom jeg har komponeret udvalget af arrangementer i et forsøg på at kontrollere og sidestille de forskellige måder at snakke om det samme emne, kan man på radioens website sidestille de forskellige optagelser fra Osloo projektet med optagelser fra mine andre projekter. Det enkelte indlæg kan derved få en ny betydning alt efter, hvad det bliver sat sammen med. På den måde kan mine projekter fortsætte kontinuerligt som en on-going proces med kompositioner af situationer.

Tak.