Interview: Erik Steffensen

Erik Steffensen: High Five (installationsview), 2010.

De billeder, du viser her, refererer til kunst fra museets samling. Kræves der en særlig viden, en særlig kvalifikation for at opleve din udstilling?

Det skulle ikke være nødvendigt. Enhver, der går på museum, har vel lyst til at bevæge sig ind i sin samtid og kan vel betragte al gammel kunst lige så samtidig som ny kunst. Man oplever på samme niveau hele tiden, så det at tro, at den gamle kunst kræver en særlig viden eller kendskab, fx til de gamle egyptere og deres måde at tænke på, er ikke noget, som jeg kan tilslutte mig.

Hvad er din indgang til den kunst, du viser her på Glyptoteket?

Altid det, som jeg ser og mærker. Hele udstillingen er bygget op omkring min interesse for lys, rum og kropslighed. F.eks. har Louise Bourgeois-skulpturen her jo ikke noget hoved, så det bliver en anden slags krop - og man kan også tænke med kroppen. Louise var vel 80 år da hun lavede skulpturen. Hun lever endnu, og indtil for få år siden inviterede hun unge kunstnere til sit hjem hver søndag for inspiration og debat. For mig er hun en ganske særlig og meget interessant person, hvis værker, hvis man tillader sig lidt frihed, kan give en forbindelse til fotografiet.

Erik Steffensen: High Five (installationsview), 2010.

Men det må vel være en fordel for beskueren at have et kendskab til den kunst, der ligger til grund for din udstilling ?

Det mener jeg faktisk ikke. Behøver man at have en baggrundsviden for at gå i zoologisk have? For mig er det det samme at gå i zoologisk have som at gå ind og se en kunstudstilling. På det store billede, som jeg har lavet af en elefant, er halvdelen et billede, jeg lavede, da jeg var sytten år, så det er en slags erindringskunst, som jo næppe var kunst, da jeg tog det som ung. Det har jeg valgt at bruge på samme fod som et helt nyt billede, der er lagt oveni – og dermed er der skabt et mellemrum mellem det gamle og det nye elefanthus.

Du er snart et halvt hundrede år. Bygger du på en erfaring?

Jeg er stadigvæk en dreng. Sidste uge bevægede jeg mig mere, end jeg har gjort hele mit liv.

Zoologisk have?

Hør her! Det, jeg siger nu, har jeg ikke sagt til nogen før. Jeg har endda skrevet fem lange essays i min bog, som slet ikke handler om det, som jeg fortæller dig nu. Jeg har en anden oplevelse af, hvad jeg skal sige , mens vi står midt i min udstillings orange rum. Se, det store orange billede netop her, The House of the Rising Sun, der er lavet inde i elefanternes hus i Zoo. Det er nok ikke for kønt for øjeblikket, men elefanterne fik jo et nyt hus her for nyligt, så lad os forestille os det gamle rum og stille os der og mærke den fornemmelse af at være nær ved, ja… Elefantmanden. Og oven i købet at opleve, hvor ufatteligt smukt lyset viser sig at være. I dag står her en bekendt af mig, elefanten Ida, som jeg har kendt fra jeg var dreng – men fra den anden side af gitteret. I dag kan jeg komme så nær på, at jeg kan glæde mig over min model og den psykologiske og kropslige nærhed, jeg er så optaget af.

Erik Steffensen: Green Nude, 2009. 130 x 120 cm. Metallisk papir/Diasec, ed. af 5. Erik Steffensen: Blue Nude, 2009. 160 x 120 cm. Metallisk papir/Diasec, ed. af 5.

Du mener fysisk?

Jeg dyrker sport osv. Træningsophold med 16 timers cykling, løb, svømning – fordi der en kropslig effekt i, at man pludseligt føler sig som en tolvårig, der kører på cykel for første gang. Man kan genskabe et rum i sig selv. Men: Det er, hvad vi siden har gjort med vores liv, der danner den fysik, der derefter bekymrer os så meget. Hele den måde, vi bevæger os på, er væsentlig.

Men erfaring kontra spontanitet?

Det har ikke noget med historien at gøre. ”Kunsthistorie er for kunstnere, hvad ornitologi er for fuglene”. Man kan godt være kunstner og have en umiddelbarhed overfor en verden, der ikke har noget med kunsthistorie at gøre overhovedet – ligesom fuglene er ligeglade med hvilket system, vi har sat dem ind i. De flyver bare ind og pipper.

Kan du lægge din viden og erfaring fra dig og pludselig blive spontan?

Det er en del af bestræbelsen. Der sker ting i processen, der er meget effektfulde. Det, man i starten har tænkt sig at gøre, bliver ikke det samme. Det udvikler sig hen ad vejen, alt skrider, du kommer et helt andet sted hen, end det der var planen. Og projektet vil udvikles, så det bliver meget bedre end det, du kunne have tænkt dig til. Det er effektfuldt at blive klogere under processen. Og grunden til, at denne udstilling hedder High Five, er at fortælle, at man kan opleve den umiddelbarhed at se tingene og sige YES - her er noget der tiltaler mig! En fysisk forløsning for de tanker, man har gjort sig.

Erik Steffensen: High Five (installationsview), 2010.

Mister man sin spontanitet med alderen?

Jeg tror ikke, at man mister den, jeg tror, man kan finde den, hvis man har lyst til at lede efter den. Jeg synes, at det, der er mest interessant, er fremtiden. Hvad er det næste møde, hvordan kan man vide, hvor man befinder sig i morgen. Man er kun, det man er.

Forsøger du at undervise dit publikum?

Grafikeren, der har lavet bogen til min udstilling - og i øvrigt har gjort det helt fantastisk - fortæller mig, at han godt kan lide, at der er en vis opdragende effekt i den. Det har jeg jo ikke tænkt over, da jeg skrev den, men jeg kan nok ikke sige mig fri for den tanke, at jeg skylder verden at bringe opbyggelige og oplysende temaer frem. Ikke mindst for at fortælle, hvorfor jeg skaber de værker, jeg udstiller. Og baggrunden: Jeg arbejder med tid og rum. Selve fotografiet udløses på brøkdele af et sekund, mens den grundlæggende proces har taget år.

Erik Steffensen: Seven Fathers (Aubergine), 2009. 160 x 120 cm. Metallisk papir/Diasec, ed. af 3. Erik Steffensen: Manet (Absinth), 2009. 160 x 120 cm. Metallisk papir/Diasec, ed. af 5.

Det mest interessante er fremtiden, siger du. Men udstillingen henviser til fortiden?

For mig er det ikke fortid, men en udfordring. Det er ikke nemt for mig at hænge mine billeder ved siden af Manet og Gauguin, og slet ikke nemt med et ”fattigt” stofligt materiale som et fotografi. Der er en udfordring, og man skal sætte sin udfordringer lidt højere i forhold til sine evner med netop det materiale. Det her er next level med den Rodin, der var mig for tyve år siden.

Fortolker du dine oplæg, Manet, Gauguin…?

Marcel Proust siger, at den ægte opdagelsesrejse ikke består i at finde nye landskaber hele tiden, men i at have nye øjne. Du kan efter en snes år stå og betragte en Gauguin og se ting i billedet, du ikke lagde mærke til før.

Erik Steffensen: High Five (installationsview), 2010.

Og præsentationen?

Det betyder meget for mig, at der er orden, harmoni og struktur i det, jeg laver. Ellers er jeg en rastløs og urolig sjæl, men jeg søger balance. Og skønhed. Og energi. Jeg tror meget kunst er ren energi, der bliver bundet i en eller anden form. Nok prøver jeg altid at bryde hierarkier ned, men jeg vil gerne fastholde og beskytte værdier. Udgangspunktet for præsentationen ligger i, hvad der er inde i stoffet, inde i mørket, inde i os. Så må værkerne være, hvad de er.

Fremtiden?

Fremtiden for mig, det er lige om lidt. Forberedelserne til næste Tour, sagde Lance Armstrong, starter, når man kører over målstregen. Jeg er færdig med den her udstilling, jeg har hængt billederne op, jeg har lavet rummene så godt, jeg kunne – og så kan jeg ikke gøre mere. Det er, hvad jeg har at tilbyde. Jeg begynder nu at bygge basen op til den næste ting.

Tak.

Erik Steffensen: Vogue #6, 2010. 160 x 120 cm. Metallisk papir/Diasec, ed. af 5.