Kopenhagen.dk - kunsten kommunikerer!lørdag d. 11. februar 2012. 17:34
Kunststyrelsen 2112Statens Kunstraad 0212
Kopenhagen - info om samtidskunst > Interviews > Interview: Ebbe Stub Wittrup

Annoncer:

Kunstnernes Påskeudstilling 2012
Kunsthøjskolen Ærø
Det Fysnke Akademi
Andersens 0212
Gl. Holtegaard - showtime
Kunsthøjskolen Holbæk

[03. marts 2010]
Interview
Ebbe Stub Wittrup på Martin Asbæk Gallery, 2010.

Interview: Ebbe Stub Wittrup

Det uafkodelige og gådefulde er et gennemgående tema i Ebbe Stub Wittrups aktuelle udstilling. Allerede med titlen Burning in Water, Drowning in Flames åbnes op for et univers af spejlinger, loops og forskydninger. Med udgangspunkt i sin fascination af, hvordan steder omgærdes af myter, har Ebbe Stub Wittrup bl.a. fotograferet otte middelalderbroer, som er opført i Sydeuropas uvejsomme, bjergrige egne. Som nærmest fysisk umuligheder strækker broerne sig over floder, afgrunde eller slugter, og på grund af den vanskelige konstruktion har de fået tilnavnet, djævlebroer. Ud over at fremhæve motivernes umiddelbare pittoreske kvaliteter, peger fotografierne også på de arkitektoniske konstruktioner som gådefulde tegn i landskabet, der befinder sig i et udefinerbart felt mellem mytologi og virkelighed.
Udstillingen består herudover af et objekt formet som en overskåret meteorsten, et neonværk af udstillingstitlen samt en 16 mm. film i farve, der ligeledes udspiller sig ved en af broerne. Selvom filmens udtryk fremstår lidt gammeldags og blegt som følge af det valgte smalfilmsformat, genfinder man samme nøgterne, registrerende blik som i de knivskarpe fotografier, og med beskrivelsen af mødet mellem en sortklædt genfærdsagtigt kvinde og en helt almindelig teenagedreng, føjes nye narrative lag til værkernes fælles motiv.

Ebbe Stub Wittrup (f. 1973) er uddannet på The Acadamy of Fine Arts, Prag, i perioden 1995-99. Han har udstillet på flere museer og gallerier i ind- og udland, og han værker er repræsentret på Det Nationale Fotomuseum, Gemini Collection, Thyssen-Bornemisza Contemporary Art Found., Madrid, Foto Colectania Foundation, Madrid. Burning in Water, Drowning in Flames er hans fjerde soloudstilling på Martin Asbæk Gallery.

Interview:Anna Holm
Foto:Galleri Martin Asbæk & Anna Holm
Ebbe Stub Wittrup
Burning in Water – Drowning in Flames
06. februar - 06. marts 2010
Martin Asbæk Gallery
Bredgade 23, 1260 København K
Mandag-fredag 11-18, lørdag 11-16


Ebbe Stub Wittrup: Burning in Water, Drowning in Flames (installationsview), 2010.



Hvad er baggrunden for udstillingen, og hvorfor du har valgt at give den titlen Burning in Water, Drowning in Flames?

Udstillingen her hænger sammen med nogle idéer, som jeg arbejder med i øjeblikket, der relaterer sig til forholdet mellem myter og steder. Eksempelvis nogle landskabsbilleder af steder, hvor man har haft planer om at opføre en række arkitektoniske værker, heriblandt et museum, som af forskellige årsager aldrig er blevet til noget. Samt nogle film, som heller ikke er blevet realiseret, og lidt på samme måde er jeg i gang med at lave en serie interiørbilleder af udvalgte locations, som skulle have indgået i filmene. Overordnet er det, der interesserede mig, selve ideen om, at selvom hverken bygningerne eller filmene er blevet lavet, er der alligevel opstået nogle myter omkring dem, som bliver ved med at være åbne og nye, netop fordi de er knyttet til noget, som ikke er. På et tidspunkt stødte jeg så på en af de her "djævle"-broer, og jeg forsøgte at finde ud af, hvorfor den hedder, som den gør, og hvem der egentligt har bygget den. Men det kunne jeg ikke finde svar på; der eksisterede bare den her myte om, at broen var bygget af djævelen. Til gengæld fandt jeg ud af, at der var flere, og i forhold til de andre projekter var det ret interessant i den forstand, at jeg på samme måde kunne lave en serie billeder, som på den ene side dokumenterer noget fysisk og på den anden side indeholder noget mytisk.

 

I forhold til titlen er jeg generelt optaget af forskellige sætninger og kiasmer, og jeg har valgt Burning in Water, Drowning in Flames til den her udstilling, fordi jeg synes den passer godt til temaet på en række punkter, mens den samtidig åbner feltet op. I og med at 'drowning' og 'burning' er byttet rundt, opstår der et modsatrettet billede i sætningen, som gør, at man ikke 100 pct. kan aflæse den, og netop denne uafkodelighed hænger for mig sammen med det mytiske - og med forholdet mellem broernes skønhed og de grumme historier, som ligger bag. Så kan man måske helt abstrakt sige, at sætningen, der kan læses fra begge retninger, har en figur, der svarer til broens.



Ebbe Stub Wittrup: Devils Bridge #8, 2009. 43 x 54 cm./160 x 205 cm. Fiber print, ed. of 5 + 2 AP./ed. of 3 + 2 AP.



Du var kort inde på de myter, der omgærde de forskellige broer; kan du uddybe, hvad de handler om?

Hvis man ser bort fra nogle små variationer, er det faktisk mere eller mindre den samme myte, der knytter sig til alle broerne. Grundlæggende går de altid ud på, at nogle bygherrer gentagne gange har forsøgt at bygge en bro, som hver gang er brast sammen, bl.a på grund af smeltevandet, der kom ned fra bjergene eller noget andet i den dur. Til sidst kommer djævelen så, gerne forklædt som forretningsmand, og han tilbyder dem at bygge broen mod til gengæld at få den første sjæl, som krydser den. I ren desperation går de med til aftalen, men da den endelig er bygget, kan de alligevel ikke få sig selv til at sende et menneske over, og derfor forsøger de at snyde ham ved i stedet at sende et mindre husdyr afsted, eksempelvis en kat eller høne eller en bjergged.


Er du i løbet af din research stødt på nogen forklaringer på, hvordan det kan være at både broerne og myterne er så forbløffende ens, til trods for at de rent geografisk er blevet til ret langt fra hinanden?

Jeg ved faktisk ikke så meget om den rigtige historie bag. Men jeg tror, at dengang man fandt ud af at bygge de her smalle broer tilbage i det 12. og 13. århundrede, har man nok haft svært ved at tro, at de komplicerede konstruktioner kunne være skabt af mennesker, fordi man aldrig havde set noget lignende. Og i kombination med den tro, man havde i middelalderen, er de her myter om djævelens indblanding så opstået, som en form for forklaring.



Ebbe Stub Wittrup: Devils Bridge #3, 2009. 43 x 54 cm/160 x 205 cm. Fiber print, ed. af 5 + 2 AP./ed. af 3 + 2 AP.



I modsætning til dine tidligere fotografier, som har en snapshot karakter, er dine nye værker meget gennemkomponerede og superskarpe - kan du fortælle om nogle af de formelle overvejelser, som du har gjort dig i forbindelse med dette projekt?

Alle billederne er i sort/hvid, og jeg har valgt at lave dem med et storformatskamera, som man bruger til arkitektur, fordi det gengiver perspektivet mere korrekt. Det har været vigtigt for mig at lave en ensartet undersøgelse af broernes konstruktion, og derfor er de taget lige på eller med en lille vinkel, som understreger, at de er hovedmotivet. Herudover er de alle sammen fotograferet i skygge, i tidsrummet lige efter solen er gået ned bag horisonten, og på den måde skabes der et neutralt rum omkring dem, lidt på samme måde som i Bernd og Hilla Bechers fotografier.


Ud over at broer er meget æstetiske, er de jo også i høj grad symbolsk ladet som tegn for transition; hvor meget har du tænkt over det i dit arbejde med motivet?

Det har jeg ikke tænkt så meget over. Billederne er selvfølgelig meget pittoreske, og et eller andet sted er jeg også interesseret i selve formen på broen, men fra en lidt anden indgangsvinkel end deres umiddelbare udtryk og de symbolske betydninger, som motivet normalt fremkalder. Som jeg sagde før, er det det mytologiske stof, som omgærde forskellige steder, der interesserer mig. Og bl.a. gennem filmen og neonværket af udstillingens titel forsøger jeg at vise, at der er andre indgange ind i mine billeder, end dem man normalt ville tage.



Ebbe Stub Wittrup: Devils Bridge #5, 2009. 43 x 54 cm./160 x 205 cm. Fiber print, ed. af 5 + 2 AP./ed. af 3 + 2 AP.



Med filmen virker det, som om du også gerne vil placere broerne i en samtidig kontekst og ikke bare i et mytologisk rum, fx gennem personernes påklædning?

Ja, det var et spor, som jeg gerne ville have med, netop for at pege på, at der er nogle historier forbundet med de her broer ud over, at de bare er flotte. Og så er filmen baseret på en virkelig hændelse, som fandt sted, da jeg var ude og fotografere. Jeg havde min nevø med på en af turene, og vi gik rundt omkring en af broerne for at finde ud af, hvilken vinkel jeg skulle fotograferer den fra. Mens jeg stod lidt længere væk og betragtede stedet, gik min nevø ned i en hvælving lige under broen, og pludselig dukkede der en mærkelig goth-agtig kvinde op, som man kunne fornemme havde en eller anden form for forbindelse til stedet. Hun havde åbenbart observeret, at vi var der, og hun skyndte sig ned til det sted, hvor min nevø befandt sig, og på vejen passerede de hinanden. Som for at skræmme ham gik hun meget tæt forbi ham og vendte kort efter tilbage med en pakke, hun havde gemt dernede, og som hun troede, han havde fundet, hvorefter hun igen forsvandt hen over broen. Så ved nogle af broerne har der udviklet sig forskellige subkulturer, mens andre bare er gledet ind i det nye landskab, der er opstået med tiden.



Ebbe Stub Wittrup: The 3rd Person, 2010. 3 min. film (looped). Fremvises på 16 mm projektor, ed. 1/3 + 2. A.P.



Kan du fortælle lidt mere om filmen, fx hvem er den tredje person, som titlen refererer til?

Helt praktisk er den lavet på en 16 mm film, og selve handlingen er bygget op som et loop, så starten ligeså godt kunne være slutningen. Titlen refererer delsvist til, at vi, som jeg nævnte før, blev betraget af en tredje person, mens vi var der - altså den sortklædte kvinde. Men det handler i virkeligheden mere om den måde, som den er filmet på. Stilen tager udgangspunkt i min erindring om optrinnet, og derfor er den optaget frontalt på en lidt voyeur-agtigt, distanceret måde. Det skaber en fornemmelse af, at det er en tredje person til stede, som observerer de to personer, der går ind og ud af den her kulisse.



Ebbe Stub Wittrup: Untitled, 2010. Unika - gipsonit og grafit.



Du har også valgt at udstille en rekonstruktion af en halv meteorsten, hvordan hænger det sammen med udstillingens overordnede tema?

Det handler også om myter - om end af en lidt anden slags. Jeg fik engang fortalt en historie om, hvordan en af mine venners far så en meteorsten styrte ned et sted i Sverige, og dagen efter tog han ud og hentede den for at aflevere den til Lunds Geologiske Institut. Her savede de den over og gav ham den ene halvdel med hjem. Det billede, som historien fremkaldte, har jeg aldrig glemt, og på en måde svarer det til min fotografiske indgangsvinkel i denne serie af billeder. Broerne har jeg jo heller ikke lavet, jeg har bare lavet et billede af dem, og på samme måde har jeg bare lavet et billede af denne her historie om meteorstenen. Derudover skabes der en forbindelse gennem formen, for ligesom broerne udgør den en halvcirkel, der samtidig gør opmærksom på den del, der mangler, lidt ligesom spejlingerne i vandet. På den måde hænger det sammen, men uden at man kan afkode forbindelserne helt.

 

Tak.

 



Ebbe Stub Wittrup: Devils Bridge #1, 2009. 43 x 54 cm./160 x 205 cm. Fiber print, ed. af 5 + 2 AP./ed. af 3 + 2 AP.




Ebbe Stub Wittrup: Devils Bridge #4, 2009. 43 x 54 cm./160 x 205 cm. Fiber print, ed.af 5 + 2 AP./ed. af 3 + 2 AP.




Ebbe Stub Wittrup: Devils Bridge #6, 2009. 43 x 54 cm./160 x 205 cm. Fiber print, ed. af 5 + 2 AP./ed. of 3 + 2 AP.




Ebbe Stub Wittrup: Devils Bridge #7, 2009. 43 x 54 cm./160 x 205 cm. Fiber print, ed. af 5 + 2 AP./ed. of 3 + 2 AP.



Related:

fra kopenhagen.dk:

[10. januar 2011]
[13. april 2010]
[24. marts 2010]
[02. januar 2010]
[24. juni 2009]
[10. juni 2008]
[20. november 2007]
[31. oktober 2007]
[07. maj 2007]
[01. maj 2007]
[30. januar 2007]
[16. august 2006]
[22. februar 2006]
[18. juli 2005]
[17. maj 2004]
[08. oktober 2000]

fra www:

[01. februar 2010]

 

Send side

 

© 2000 - 2006 kopenhagen publishing
kopenhagen har modtaget tilskud fra Kunstrådets fagudvalg for billedkunst, Kulturministeriets Tidsskriftstøtteudvalg og MONTANA