Interview: Dorte Jelstrup, Ursula Andkjær Olsen, Lars Bent Petersen og Erik Øckenholt

Categorization, 2010. Installations view.

Til udstillingen har du, Dorte Jelstrup, arbejdet med både tegning og det du kalder montager. Kan du ikke fortælle lidt om baggrunden for og indholdet i dine arbejder?

Mine arbejder til Categorization tematiserer nogle for så vidt ret klassiske problematikker, nemlig mennesket, dets væren og bevidsthed samt dets tilstande af drøm, længsel, begær, erindring og melankoli. Mine arbejder nærmer sig de emner ud fra en specifik feminin vinkel. En feminin erfarings-horisont, kan vi kalde den. Det skyldes jo selvfølgelig, at jeg selv er en kvinde. Mange kunstnere har op gennem kunsthistorien arbejdet med de her emner. Men da det historisk mest har været mænd, der har lavet kunst, er det også mest værker, der er lavet ud fra en mandlig optik, som vi kender fra kunsthistorien. Det særlige ved mine arbejder er imidlertid, at de har et andet udgangspunkt.

Det betyder også, at de tager fat i nogle ting, som ellers er ret underbelyste billedmæssigt set. Manden, den unge, nøgne mand fremstillet som en smuk længselsgenstand, er fx. til stede i de tegninger og montager, som jeg viser på Categorization. To af montagerne, der bærer titlen Still You Are Gone (Now Broken Into Pieces), viser bl.a. en ung, nøgen mand gengivet ved den klassiske pen – og blæktegning, som kobler skønhedsbegrebet til manden. Det rykker jo lidt ved vores vante kategoriseringer af manden. Traditionelt associeres kvinden jo til skønhedsbegrebet, mens manden historisk mere kobles til det sublime og til noget, der har med styrke at gøre. Titlen på montagerne har også et feminint jeg som udsigelsespunkt. Der er tale om en mand, som er væk – som er “gone” – set fra en kvindes synspunkt. Og der er tale om noget, der er gået i stykker, “broken into pieces”, en slags ruinøs relation, et forhold, der smerteligt er ophørt.

Dorte Jelstrup: Untitled (Boy with Roses), 2009. 76 x 56 cm. Pen, blæk og gouache på papir.		Dorte Jelstrup: Untitled (Definitely Standing), 2009. 76 x 56 cm. Pen, blæk og gouache på papir.

Dorte Jelstrup: Definitely Standing (Now Broken Into Pieces, 2009. 105 x 148 cm. Gouache, pen og blæk på papir, satinbånd og methylcellulose på stof.

På Categorization viser jeg også et par montager, hvor kvinden er i fokus. De hedder Definitely Standing (Now Broken Into Pieces) og viser bl.a. en stående kvinde, der er indhyllet i langt hår, hvilket jeg ser som en slags symbol på sorg. Samtidigt berører kvinden sit hår og sin krop, mens hun selvbevidst kigger på beskueren med det ene øje. Frem for at være genstand for den mandlige kunstners blik er kvinden her selv et subjekt med en aktiv rettethed mod beskueren og den tabte længselsgenstand, som den smukke mand udgør. Kvinden er absolut og definitivt stående, selvom hun er part i en ruinøs relation. Herved fremviser hun en slags styrke – og det er igen et udtryk for en omvenden af vores vante og kunsthistorisk set gængse kategoriseringer, som jeg var inde på før. På montagerne er der også nogle tegninger og gouacher, der mere symbolsk og abstrakt refererer til femininitet og åbninger, men også til blokade og uigennemtrængelighed. Bunden i montagerne består af sorte udspændte satinbånd, og det markerer klart splintring og brud. Disse elementer indgår som narrative, symbolske stykker i den samlede visuelle fortælling.

Samtidigt har de her sidstnævnte elementer formelt set også referencer til et modernistisk formsprog og en modernistisk tradition. Og det er det andet store problemkompleks, som mine arbejder tager fat på, nemlig spørgsmålene om hvad modernisme er for en størrelse, og hvorledes femininitet og modernisme relaterer sig til hinanden. Historisk er den feminine erfaringsvinkel jo kørt noget ud på et sidespor i forhold til modernismen. Selvom at der er markante kvindelige modernister som fx. de kvindelige, russiske konstruktivister, som jeg er meget optaget af. I de montager, jeg viser på udstillingen, kan man meget overordnet sige, at jeg forsøger at indsluse en feminin erfaringsverden eller koble den til en modernistisk ramme i en sondering af en måske mulig, ny og kontemporær modernistisk position, som indlemmer noget af det, modernismen ellers historisk har udspaltet. Som giver plads til det feminine inden for en modernistisk præget form.

Når alt dette er sagt, vil jeg også gerne lige understrege, at ligesom meget af den kunst, der er lavet af mandlige kunstnere, og som tager udgangspunkt i et mandligt blik, er super interessant at se også for kvinder, så er de værker, som jeg fx. viser på Categorization, og som altså har et mere feminint afsæt, også lavet for både den mandlige og den kvindelige beskuer. Netop når vi snakker kategoriseringer, så skal vi helst – vi mænd og kvinder – ikke sidde så meget fast i begreberne, at vi helt går fejl af hinanden og lukker hinanden ude. Kunst er jo for alle uanset køn, heldigvis! Et billede er en invitation til at se og digte med – og den invitation gælder både mænd og kvinder uanset, om billedet adresserer femininitet eller ej. Et kunstværk er et fælles referencepunkt, som kan danne udgangspunkt for både en tolkning og en samtale mellem mænd og kvinder til alles glæde og fornøjelse. Det er noget af det fede ved kunst, synes jeg, altså at kunst er noget, som vi kan være fælles om at se og opleve, og som kan danne grundlag for, at vi nærmer os hinanden – og måske, hvem ved, kommer til at forstå hinanden lidt mere og lidt bedre.

Ursula Andkjær Olsen: Himmel, 2008. 35,5 x 27 cm. Blæk på papir.		Ursula Andkjær Olsen: Helvede, 2008. 35,5 x 27 cm. Blæk på papir.

Ursula Andkjær Olsen, du viser på udstillingen fire af dine digte fra din bog Havet er en scene. Noget af det første, der slår en, når man ser på dem og læser dem, er deres form. Du har udformet dem nærmest som skydeskiver. Hvorfor har du valgt dette greb?

Nu er der jo andre runde ting end skydeskiver i verden, fx verden selv (forstået som jorden), og det var sådan set dén rundhed, jeg helt banalt lænede mig op ad i disse tekster. Hver især udgør de et verdensbillede - nemlig himmel, helvede, pacificering og civilisation. Den sammenhæng, hvori de forekommer i bogen, Havet er en scene, repræsenterer de hvert sit verdensbillede forstået som hver sin specifikke relation mellem drøm og virkelighed.

Lars Bent Petersen: Broken b (petit a) - Broken p (petit a), 2010. Variable mål. Sort MDF, olie. Lars Bent Petersen: Love Before First Sight, 2010. Variable mål. Neonrør.

Jeg kunne godt tænke mig at høre noget om dine to helt nye værker, Lars Bent Petersen. Er det helt forkert at værkerne Love before first sight og Broken b (petit a)/ Broken p (petit a) begge har begær som tema?

Jo, men det er vigtigt at påpege, at begær skal opfattes som en bestemt og ubevidst måde, hvorpå subjektets ideer og ønsker formes på, og ikke som noget, der nødvendigvis peger på det seksuelle, hvad det selvfølgelig også kan gøre. I værket Love Before First Sight er det på sin vis den dobbelthed mellem det ubevidste, der strukturerer subjektet og den umulighed, der sprogligt ligger i sætningen; at begære et objekt før det fremtræder fysisk i virkeligheden. Og det kan så både være et kunstværk i en gallerikontekst, eller en person, som er genstand for det begær. Min interesse ligger et langt stykke hen af vejen i, at det blik der optræder i sætningen, "Love before first sight", er det samme blik, hvad enten "blikket" begærer et kunstværk, et hvilket som helst andet objekt eller et andet menneske. Men jeg synes også selv, at det var sjovt at tage en af de måske mest banale tekster i verden (og i populær kultur generelt) og give den et lille twist, der ændre en super simpel banalitet til et lidt mere komplekst udsagn, der stadig er genkendeligt, både i en kunstsammenhæng, men også i en populærkulturel sammenhæng.

I værket Broken b (petit a)/ Broken p (petit a) har jeg forsøgt at give en traditionel maskulin modernistisk skulptur en lille psykoanalytisk behandling, i stedet for den social/økonomiske dekonstruktion som jeg tidligere har arbejdet en del med. Den er lavet på baggrund af b'et i det amerikanske stormagasin bloomingdale's logo. bloomingdale's er jo et lidt posh stormagsin i New York fyldt med begærsobjekter.  Derfor er det også en ekstra pointe, at værket står i vinduet som et dekorativt objekt. b'et (som er et lille b) er designet af den ikke så kendte, men super seje amerikanske billedhugger og vinduesdekoratør, Ruth Vollmer, der arbejdede som vinduesdekoratør i bloomingdale's. Jeg har så taget b'et og knækket stregen i b'et, så det er blevet et lille a og stillet dem op, så den ene bliver en "feminin" form, rund, åben og gennemtrængelig. Den står og hviler på knækket eller fallos om du vil. Den anden "maskuline" ligger ned så knækket står fallisk op. I virkeligheden handler værket om mit eget vildt – og sjove for mig selv i det mindste – ambivalente forhold til modernistisk skulptur. Den store far i skulptur, der altid er der og altid på en eller anden måde er uomgængelig, fordi den er skulptur. På den ene side elsker jeg modernistisk skulptur som Anthony Caro, bare fordi jeg synes det ser vildt godt ud som "ren" nydelse og på den anden side står det jo som en historisk patriark og fortæller hvad skulptur er, som en streng far. Så måske er redningen for (modernistisk) skulptur, at gøre den kvindelig før den kan noget igen.

Erik Øckenholt: Afrika II, 2009. 115 x 105 cm. Akryl med lærred. Erik Øckenholt: Boxes, 2009. 125 x 105 cm. Akryl og spray på lærred.

I flere dine arbejder, Erik Øckenholt, lægger jeg mærker til, hvordan de er komponeret over en form for grid-struktur – hvorfor?

Identitet er et tema, jeg har arbejdet med længe og angrebet ud fra forskellige vinkler. I mine arbejder til Categorization, er jeg bl.a. blevet inspireret af en memoteknik, udviklet af en norsk forsker. Han har specielt fokuseret på teknikken til undervisningsbrug, men det der er interessant for mig er, at han erstatter dele i f.eks. lange indviklede formler med billeder. Det handler altså om at styrke sin erindring og hukommelse ved hjælp af billeder. Det er det jeg har arbejdet med i mine billeder, at give en kompleks og indviklet størrelse, som identitet, en visuel struktur. For at understrege kompleksiteten, og sammenhænge mellem billedelementer, har jeg så valgt net- eller grid-strukturen i de fleste af malerierne.

Identitetsbegrebet ser jeg som en plastisk størrelse under stadig forandring. I disse tider synes jeg der en tendens mod det flade og forskelsløse. For at forstå os selv og vores omgivelser kategoriseres der småligt og fantasiløst. Alt der stikker en lille smule af fra det gængse bliver identificeret pga. negativ kategorisering. Så en del af mine arbejder opererer helt klart med en kritik af dette.

Tak.