Interview: claus ejner

claus ejner: Vrøvlets polemik (installationsview), 2010.

Når man fordyber sig i dine værker, føler man sig mere som en forbruger end noget andet. Du benytter dig af reklameverdenens barnagtige sprog. Hvorfor er du som kunstner optaget af konsumsamfundet?

Det, jeg er interesseret i, er at skabe udsagn, der kommunikerer og som kan forstås af alle lige fra skraldemanden til en, der interesserer sig for kunst. Jeg er interesseret i at skildre det almindelige menneskes hverdag. Min optik er ikke rettet mod en kritik af konsum-samfundet. At jeg i mange værker kritiserer konsumsamfundet, er et resultat af indfaldsvinklen i min praksis. Jeg ser ikke mig selv som en politisk kunstner, der er talerør for et bestemt sæt politiske holdninger. At mange af mine værker har politiske over- og undertoner, er en anden sag. Men intentionen er ikke at skabe politiske udsagn. Det centrale er at sætte fokus på forskellige samfundsforhold og eksistentielle problematikker. Jeg er interesseret i at skabe et rum for refleksion frem for at formidle et budskab om, at det og det er forkert. Et typisk eksempel på denne indfaldsvinkel er fx tegningen ”uretfærdighed set i perspektiv”, hvor ordet ”uretfærdighed” set i perspektiv til sidst ender med at være en prik jo længere væk det ses. Jeg peger ikke på, hvad der er uretfærdigt - altså udtrykker en konkret og genkendelig holdning til en given problematik. Jeg pointerer, hvordan følelsen af uretfærdighed opleves og agerer, hvilket selvfølgelig udtrykker en holdning, men på et mere abstrakt plan.

claus ejner: Tallerkenhjerte, 2009. claus ejner: Kondom, 2009. claus ejner: Burger, 2009.

claus ejner: Western von gestern, 2009. claus ejner: Uretfærdighed, 2009.

Fortæl om den performance du gennemførte til åbningen...

Faktisk opførte jeg ikke en performance, men flere. De var alle nye performances på nær to - en med en tommestok og en med en plastikspand. Hele forløbet var planlagt og kalkuleret, intet var overladt til tilfældighederne. Forløbet var opbygget således, at jeg præsenterede et demonstrationsslogan og så en performance og så igen et demonstrationsslogan osv.. Demonstrationssloganene havde form som ”Vi vil have”- udsagn, opstillet som regnestykker. Som fx: Vi vil have: længsler ikke fængsler + fængsler ikke længsler = børnearbejde og ulandsbistand i 3D. Intentionen med demonstrationssloganene var at provokere og vække til eftertanke.

En anden af de nye performances var et performanceforedrag i anførselstegn, som handlede om det dyre og det billige eller forskellen mellem hvilestol og lænestol af forskellig fabrikat. Udgangspunktet var en sammenligning mellem Arne Jacobsens lænestol ÆGGET og en kopi af Ekornes ASA stressless hvilestol, der blev solgt af BIVA Møbler omkring 2004-05. BIVAs stressless-kopi medførte, at de måtte betale en kæmpe erstatning på over 600.000 til Ekornes ASA. Performancen startede med, at jeg læste domsafsigelsen fra retssagen mod BIVA Møbler op, hvoraf det fremgik, at BIVA Møbler var blevet straffet for at have kopieret Ekornes timeglasformede understel til fodskamlen og stolen. Selvfølgelig ud fra den intention, at kunderne i BIVA skulle tro, at de købte en Ekornes stressless hvilestol. Derefter fortsatte jeg med at give en karakteristik af, hvad der kendetegner de mennesker, der køber Ægget og dem, der køber BIVA stressless kopien. Af forskellige omveje kom jeg frem til, at kunderne i BIVA lever som burhøns, hvorimod ÆGGET-segmentet lever som fritgående høns. En anden performance, jeg opførte, involverede min iphone, et stykke hæfteplaster og en opvaskebørste. Det var en temmelig grænseoverskridende performance, hvor jeg dansede til en youtube udgave af ”Words don´t come easy” af F. David med opvaskebørsten hængende ud af tissegylpen i mine cowboybukser i forskellige positioner. Og så et lille reklameindslag: i forbindelse med Kopenhagen Contemporary vil der i Møstings Hus lørdag den 4. september mellem kl. 14-16 være performance af mig og oplæsning ved Thomas Krogsbøl, Sternberg og Louise Harbo.

claus ejner: Modgang, 2009.

Du refererer til kendte kunstværker, bl.a van Goghs soveværelse, i din satiriske kritik af nutiden. Hvorfor?

Jeg har igennem mange år haft ”diskussioner” kørende med forbilleder, som jeg nærer stor beundring for. Det drejer sig om blandt andet Magritte og Sven Dalsgaard. Hvad angår van Gogh må jeg tilstå, at jeg synes, han er irriterende. Hans værk er i dag ren kitsch, hvilket selvfølgelig skyldes den kommercielle voldtægt som IKEA, Føtex, Bilka og alle mulige andre kommercielle led har udsat ham for. Men jeg har længe haft lidt ondt af van Gogh. Som ung synes jeg virkelig, at han var sej, det er han i og for sig stadig! Derfor har jeg lavet en opgradering af van Gogh i stil med, at man foretager en opgradering af sin virusscanner, så van Gogh kan begå sig i 10erne! Resultatet af denne opgradering blev den tegning, du nævner. Desuden synes jeg, der er en udfordring i at anvende det kitschede. Det indeholder et provokatorisk element, der helt i stil med fluxus og dadaistisk ånd udfordrer forestillingen om den gode smag, om hvad man kan lave kunst af, og hvad man kan lave kunst om. Det er i samme perspektiv mine skulpturer af trivielle hverdagsobjekter skal ses. Som fx skulpturen af en oprejst ølkasse og 30 tomme ølflasker, der danner et imaginært kvadrat.

Eller en søjle med Karl Marx´s "kapitalen" i selskab med en gummisko og en fejebakke?

Ja, skulpturen hedder i øvrigt konformitet!

claus ejner: Flag, 2010.

Ét værk dominerer det første rum, man træder ind i. Det består af røde og hvide spande formet som dannebrog og en europalle. Hvordan skal man tolke dette værk?

Der er ingen bestemt tolkning. Men man kan vælge at tolke det, at dannebrogsflaget består af plastikspande helt bogstaveligt, som at Danmark er på spanden, tynget af sit medlemskab af EU repræsenteret ved den smadrede europalle. Men man kan også vælge at lade tankerne følge det spor, at spandene vender på hovedet, der spiller på den forestilling, at spandene ikke kan eller vil rumme noget osv. Mere ønsker jeg faktisk ikke at sige om det værk. I stedet vil jeg henvise til udstillingens titlen. Udstillingen hedder Vrøvlets polemik, og det mange af værkerne gør, er at lægge op til diskussion af eksistentielle og samfundsorienterede problematikker. En yndet indvending fra højrefløjen mod venstrefløjen er at karakterisere alt, hvad venstrefløjen siger som vrøvl. I forlængelse af det perspektiv kan man sige, at jeg i udstillingen/i de enkelte værker opstiller x antal præmisser for, om det værkerne udsiger, er noget vrøvl. Helt revisoragtig kan man så til sidst lægge præmisserne sammen og med sig selv afgøre, om det er noget vrøvl eller om man måske har nået til en erkendelse eller to.

Hvis du havde et budget på en million dkr. til at lave en udstilling, hvad tror du, du ville lave?

Den udstilling vi planlægger at lave: Konfrontation. Den handler jo om, hvorledes kunstnere de sidste små 100 år har forholdt sig til virkeligheden. Omdrejningspunktet bliver Terry Zwigoff´s dokumentar Crumb om tegneren Robert Crumb. Af uoplyste bliver Crumb opfattes som en sexfikseret galning, men af de oplyste som en genial satiriker, der siger tingene, så det er til at forstå!

claus ejner: Hotdog, 2010.

Grunden til, at jeg stiller dig det spørgsmål, er egentlig, fordi jeg vil tale med dig om den lo-fi æstetik, der præger dine værker. Hvor vigtigt for dig er det, at materialerne du arbejder med er billige eller fundne?

Det er ikke et kriterium. Hvis det var/er, så er regler til for at blive brudt! Regler låser tankerne fast. Jeg synes, det drejer sig om hele tiden at udfordre sig selv, gøre det svært for sig selv, udforske nye udtryksmåder/muligheder. Af samme grund er jeg begyndt at arbejde med performance, hvilket for mig er en ekstrem udfordring. Jeg er den lidt generte og asociale type, der helst står i et hjørne og piller mærkaterne af en ølflaske. Men jeg tvinger mig selv til at lave performance, fordi mediet rummer utrolig mange muligheder for at kombinere forskellige elementer på et helt naturligt plan. Fx er det helt naturligt at snakke! Og der er et nærvær og kontakt med publikum, der er en lige her-og-nu respons, og der mulighed for at inddrage publikum. Og så er det et helt nyt felt, hvor jeg ikke har opstillet regler for mig selv, alt er i spil! Nu har jeg snart tegnet i mange år og elsker det, men jeg ved grundlæggende også godt, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør - og hvorfor.

Lo-fi æstetik spiller trods indvendingen ovenfor en meget stor rolle i min praksis. Anvender man billige materialer, minimerer man sine omkostninger, og minimerede omkostninger er = mindre afhængighed af salg og indtjening andetsteds fra, fx arbejde, legater osv. Billige materialer er endvidere = stor sandsynlighed for at værket kan realiseres fysisk. Dertil er der også et kommunikativt aspekt på spil i forbindelse med at lave skulpturer af hverdagsobjekter. De fleste mennesker forstår trivielle hverdagsobjekters funktion, hvorved der på forhånd er etableret et forståelsesrum, som kan sættes i spil, understøttes eller modsiges. I forhold til eksempelvis skulpturen Konformitet, vil de fleste kunne forstå at en bog, der er tilpasset en stolpe og har fået skåret en firkant ind i sig, har tabt noget af sin betydning som bog. Der er simpelthen noget tekst/indhold, der er gået tabt, hvorved der er opstået visse områder af uforståelighed i bogen. Derudover trækker lo-fi æstetikken selvfølgelig linjer tilbage til dada og fluxus, som jeg synes, er de mest spændende og inspirerende kunsthistoriske perioder. Sidst, men ikke mindst er der dovne-faktoren. Det er da en del mere sjovt at drikke en kasse øl og flytte lidt rundt på et par flasker og rejse en ølkasse på højkant end at hugge 30 ølflasker og en ølkasse ud i sten.

Tak.

claus ejner: Anonyme mænd, 2010.

claus ejner: Konformitet, 2010. claus ejner: Sejrsskammel, 2010.