Interview: Christian Vind - Statens Kunstfonds 3-årige arbejdsstipendie

Christian Vind: And we have come to know all …, 2005. 14 x 9 x 257 cm. Leporello: gouache på papir.

Hvordan vil du med egne ord beskrive dit kunstneriske projekt?

Der er flere simultane spor i det, jeg laver. Men jeg har beskæftiget mig en del med bogformatet, som er ideelt i forhold til min interesse for, hvordan billeder organiseres. Den tilgang går igen i de seneste udstillinger, jeg har lavet, fx Tryktanken, Silkeborg-fortolkningen og Ekstrakt. De har lidt på samme måde været udformet som en bog med mange sider i, og jeg tror, at alt det jeg laver, bliver til med henblik på at ende i en bog eller på anden vis at indgå i en slags splintret kronologi eller narration. Derfor arbejder jeg meget med collagen, der formmæssigt er som en åben hånd eller en fingerplan, der giver mulighed for, at man kan tage forskellige ruter ind i et materiale, og i det ligger der en generøsitet, som jeg godt kan lide. Men det er også en refleksion af eller over det massive billedbombardement, som kendetegner nutiden.

Så man kan måske sige, at det er en fortløbende collage, du arbejder på?

Ja, bestemt.

Christian Vind: Uden titel, 2008. 10 x 15 cm. Gouache på papir. Christian Vind: Horror vacui, 2010. 150 x 200 cm. C-print.

Du gør meget brug af allerede eksisterende billedmateriale, som du inddrager i dine værker. Hvad ligger bag din indsamling og udvælgelse, og er der nogle forbindelsespunkter i materialet, der er afgørende for måden, du sammensætter det på?

Jeg tror ikke, der er andre muligheder i dag end at redigere og bearbejde eksisterende billeder, og det er, som I siger, det, jeg i vid udstrækning gør. Det er nok kendetegnede for majoriteten af nulevende kunstnere. Men hvordan jeg skaber sammenhænge og forbindelser er meget vanskeligt at forklare på en meningsfuld måde, og det kan til tider også overraske mig selv. Det er nok et koordinatpunkt mellem erfaring og intuition.

Hvilken rolle spiller tilfældighed, når du arbejder?

For mig handler det om at holde mulighederne for forandring åbne og om at have en lydhørhed over for tilfældighederne. Det er selvfølgelig ikke fuldstændigt vilkårligt, hvilket materiale der ender i mine billeder, men jeg har det nok lidt ligesom egernerne på Assistens Kirkegården, der samler nødder til vinteren. De kan ikke huske, hvor de har gemt deres nødder, men det gør sådan set ikke noget, fordi alle de andre egern samler også på nødder og kan heller ikke huske, hvor de har gjort af dem, så de finder altid nogle. På samme måde har jeg rigtig mange notesbøger og skitsebøger med ideer, der ligger overalt, og selvom jeg sjældent kan finde lige præcis det, jeg leder efter, finder jeg altid noget andet. Så man kan måske kalde det en styret form for tilfældighed.

Christian Vind: 32 tegninger, 1996/97. 5 x 58 x 78 cm. Pen og blæk på papir.

Hvordan griber du dit arbejde konkret an i forhold til en udstilling som fx Silkeborg-fortolkningen?

Det var det daværende Silkeborg Kunstmuseum, som spurgte mig, om jeg havde lyst til at lave en udstilling, der gik i dialog med Asger Jorn-samlingen. Det var på mange måder oplagt, fordi jeg kender samlingen ekstremt godt, men måske så oplagt, at jeg ikke selv ville have fået ideen. Jeg har i mange år været interesseret i samlingen, fordi den i modsætning til mange andre museer har en associativ, springende karakter med mange brudte ender, som langt fra er kunsthistorisk stringent. Det optog mig meget og inspirerede mig til på idéplan at arbejde med udstillingen som en slags asymmetrisk Rorschach-test. Desuden interesserede det mig, at en stor del af værkerne i samlingen er mindre ting såsom grafiske arbejder, og derfor begyndte jeg at lave billeder i postkortformat. Fx en kasse, som hedder Boxsæt 117, der som en art numerologisk vittighed består af 117 collager. Når folk spurgte mig, hvad jeg lavede, så kunne jeg svare, at jeg lavede 117 forskellige ting. Men der var altså en pointe med, at jeg arbejdede i små formater, og så var det også et forsøg på at spejle den generøsitet, der ligger i det klyngebombardement af billeder, som man normalt kan opleve på museet.

Christian Vind: Boxsæt 117, 2007. 7,5 x 21,5 x 30 cm. 117 collager.

Men du har også arbejdet med små formater i andre sammenhænge, hvorfor passer det særligt godt til dig som kunstner?

Jeg tror, det handler om, at der er en særlig intimitet forbundet med det. Det er et rigtig godt format til fordybelse. Man må stikke næsen i det, ligesom det rummer en uhøjtidelig skitsemæssig direkthed. Man kan også sige, at jeg insisterede på det lille formats berettigelse i en tid hvor jeg så, at folk arbejdede større og større og mere højtråbende. Men jeg har simultant arbejde med enkelte store billeder, og det er ikke sådan, at jeg foretrækker det ene frem for det andet. Ekstrakt-udstillingen på Tom Christoffersen er måske et meget godt eksempel på det, i og med at jeg havde lavet en masse små tryk i samme størrelse, som set i sammenhæng blev til en serie større billeder. Det refererede også til den situation, at man sidder ved computeren og har alt for mange billeder åbne på skærmen på samme tid, som et slags billede på en overordnet tilstand.

Christian Vind: Ekstrakt (installationsview), 2009. Christian Vind: Ekstrakt 1, 2009. 45 arbejder, blandede materialer i ramme.

Foruden Jorn har du bl.a. også arbejdet med Albert Mertz. Er du meget velbevandret i dansk kunsthistorie?

Jeg har lige kurateret en Mertz-udstilling, men ligesom i forbindelse med Jorn-udstillingen, blev jeg inviteret til at lave den i anledning af, at Tom Christoffersen havde erhvervet 40 billeder af Mertz. Så det var lidt en tilfældighed, men det skal så siges, at Mertz, ligesom Jorn, er en kunstner, jeg har været meget optaget af. Det er nu ikke, fordi jeg har en særlig præference for dansk kunsthistorie, det næste man tænker er tålt ophold, madpakkecirkulærer og et rum, hvor der ikke er så højt til loftet. Jeg er nok bare generelt optaget af kunst, deriblandt kunst lavet i Danmark. Eller mere overordnet af billeder, for det behøver ikke nødvendigvis at være 'high art'. Det kan være hvad som helst, så længe man kan lave billeder ud af det.

Men hvilket syn har du på kunsthistorien?

Det er det, jeg prøver på at finde ud af. For mig er kunsthistorien i konstant foranderlig, og på samme måde kan det, jeg synes om, ikke indplaceres i et hierarki. Jeg synes fx, at Daniel Richter er en spændende kunstner, og jeg kan godt lide hans lidt radioaktive konturlinjer, der nogle gange ser ud som om, de er lavet med en rystepudser. Men jeg ser noget af den samme sitrende materie hos en kunstner som Harald Leth.

Christian Vind: Sauherad, 2006. 29,5 x 20,5 cm. C-print, ed. af 3.

Da vi snakkede om Silkeborg-fortolkningen, gav du indtryk af, at du er meget fortrolig med samlingen. Har du en særlig tilknytning til netop det museum, eller er du fortrolig med flere danske samlinger?

Jeg synes, alle former for samlinger eller sammenhænge er ekstremt spændende. De rummer både muligheder, tilfældigheder og begrænsninger, og så er det vel bare et naturligt næste skridt fra at man har set noget, som interesserer en, til at man gerne vil vide, hvad det er, og hvorfor det eksisterer i netop den sammenhæng. Sådan var det blandt andet med Silkeborg Kunstmuseum, hvor jeg er kommet, siden jeg var 16-17 år, og det har været meget uddannende. Museet er lidt som en brumbasse; i virkeligheden burde den ikke kunne flyve, fordi den er for tung. Ligeså fuldstændig ubegribeligt er det, at der i det inderste af Jylland findes en samling, der rummer 150 tegninger af Henri Michaux, et næsten komplet grafisk œuvre af Jean Dubuffet, og i mange år fandtes det eneste maleri af Francis Picabia i Danmark i Silkeborg side om side med dansk mørkemaleri. Den sammensathed er en form for rejse igennem tid og rum, som jeg fandt og stadig finder ekstremt inspirerende. Men sådan har det været med mange samlinger, fx også Richard Winthers, der blev vist på Glyptoteket en overgang. Den kan jeg stadig tage en virtuel rundtur i. Jeg kan genkalde præcist, hvor og hvordan værkerne var placeret, så det har gjort et stort indtryk.

Kan du fortælle lidt om, hvad du er i gang med at lave lige nu?

Jeg arbejder på flere ting lige nu. Jeg er fx i gang med at udvælge materiale til den sidste del af Papirfeber-trilogien. Første del hed Hvidpapirfeber og udkom i 2004, mens nummer to udkom i 2005 under titel Bøf er stegt, og forhåbentlig kommer den sidste inden for de næste par år. Ved siden af det er jeg i gang med nogle Leporello-bøger og konvolutter, og så er jeg ved at planlægge arbejder til min næste udstilling, som bliver en art opfølger på både Silkeborg-fortolkningen og Ekstrakt.

Christian Vind: Hvidpapirfeber, 2004. 13 x 17,5 cm. Bog, oplag: 500 ex. off set.		Christian Vind: Bøf er stegt – enveloops and resend editions, 2005. 17,5 x 12,5 cm. Bog, oplag: 500 ex off set,,

Stafetspørgsmål fra Marie Lund: Hvilke slags bøger læser du mest af, fiktion, poesi, teori eller faglitteratur, og hvordan påvirker det dit arbejde?

Jeg tror, at læsningen er bestemmende for mit arbejde på en afgørende måde. Jeg læser for det meste samtidigt med, at jeg skriver i en eller flere notesbøger. Jeg forsøger at læse bredt, men associativt og lystbetonet. På det seneste har jeg læst en del lyrik af fx Durs Grünbein, Klaus Høeck og Anne-Louise Bosmans. Af faglitteratur Sternersens bog om Edward Munch og Sadie Plants bog om narkotika. Undertiden siver ideer afstedkommet af læsningen direkte ned i mit arbejde. Så vidt jeg ved.

Til sidst skal vi bede dig om at stille et stafetspørgsmål til den næste kunstner i interviewserien om modtagerne af de 3-årige arbejdsstipendier. Hvad vil du gerne spørge Jeanette Ehlers om?

Jeg tror, jeg stjæler jeres første spørgsmål: Hvordan vil du med egne ord beskrive dit kunstneriske projekt?

Tak.

Christian Vind: 7 kobbertryk for Radeerforeningen, 2007.