Interview: Christian Schmidt-Rasmussen

Christian Schmidt-Rasmussen: Daywalker, giv slip! (installationsview), 2010.

Vil du præsentere, hvad du udstiller på Overgaden?

Udstillingen består af fjorten malerier, tre store collager og en bogudgivelse. Alle malerierne er spritnye og knap nok tørre – der er et enkelt fra 2008, som jeg simpelthen var nødt til at have med. Collagerne er fra 1992 og 1997. De danner, på lige fod med bogen, et slags spor, som er en forudsætning for resten af udstillingen. De er bindeleddet mellem malerierne og de tekster, jeg har valgt at skrive på væggen.

Hvilken funktion udfylder teksterne på væggen i forhold til dine malerier og collager?

Teksterne er også nye, men de rækker alligevel langt tilbage i min karriere. Det er et spor, jeg har arbejdet med i mange år. Det er ikke rigtig poesi, men en slags poesi – en form for rundtosset, ikke-analytisk digtning. Der er for eksempel en tekst på udstillingen, der indledes med sætningen ”Jeg poster et brev ved at smide det ud af vinduet”. Som tankerække får den nogle konsekvenser, da jeg prøver at tænke handlingen, som en logisk præmis for et eller andet. Det medfører selvfølgelig også noget værre vrøvl, fordi præmissen allerede er skæv i forhold til den logiske virkelighed, vi bevæger os i. Resultatet af det bliver enten skræmmende eller komisk. Nok mest komisk fordi de fleste af teksterne fremstår som afvigelser fra en eller anden form for norm.

Men teksterne skal ikke forstås i direkte forhold til billederne. De er selvstændige elementer – det er bl.a. derfor, at de er installeret, som de er. Tavlen er tekstens eget medium, men den er samtidig også en væg, som maleriet kan være på. Alt hvad jeg laver bevæger sig i et eller andet omfang i det samme univers – et univers, der kredser meget om, hvordan ting kunne være anderledes. Det er dog mere underspillet i malerierne end i teksterne. Begge behandler ikke desto mindre på samme vis den lillebitte forskydning, der i sidste ende kan resultere i at noget virker fuldstændigt fremmed for os.

Christian Schmidt-Rasmussen: Sulten hund/suttetræ/ny verden/etc... (detalje), 2009. Variable mål. Kridt på væg.		Christian Schmidt-Rasmussen: Sulten hund/suttetræ/ny verden/etc... (detalje), 2009. Variable mål. Kridt på væg. Uden titel, 2010. Variable mål. Pinde og maling.

Den visuelle del af udstillingen er ledsaget af en litterær udgivelse i form af en dagbog, hvori du selv indtager rollen som vampyr. Hvad er baggrunden for det?

Det kommer sig faktisk af, at jeg har været meget interesseret i Picasso. Ikke som kunstner, men som figur i kunstverdenen – specielt den måde han er blevet fiktionaliseret på af rigtig mange forfattere. Der er blevet skrevet et hav af biografier om ham, hvori han enten bliver placeret på en piedestal eller også beskrives han som en decideret ond satan. Picassos personlighed kommer dermed til at overskygge hans kunst. Det skaber grundlag for nogle kunstnerfigurer, der er rimelig omsættelige i moderne kunst. Jeg ville lave et tvist på den figur.

Og så blev det til en vampyr?

Ja, dels fordi vampyren er en mellemting mellem en meget gammel og en meget kontemporær kulturel figur. Der er ikke rigtig nogen, der ved, hvad de skal stille op med den. Den er en beholder, man kan putte lidt af hvert ned i. Fx det super moralske, som Wesley Snipes’ rolle i filmen Blade – det er en virkelig tight ass vampyr! Han render rundt og er nærmest ved at dåne over sig selv, fordi han slår andre vampyrer ihjel. Et andet eksempel er fra serien True Blood, hvor man kan opleve en virkelig lummer erotisk teenage-vampyr. Min pointe er, at figuren er formbar. Men samtidig er den også enorm løgnagtig, og det passer jo meget godt på de fleste billedkunstnere. Altså løgnagtig på den facon, at der altid er en forskel på værket og kunstneren. De bliver altid forvekslet, og det er den forveksling, jeg spiller lidt på. Figuren i min bog er på ingen måde mig, selvom jeg i mine dårlige stunder måske nok kan være mindst lige så bitter. Men kort sagt spiller udgivelsen på forskellen mellem værket og kunstneren. Der er tale om en sammenblanding af noget meget offentligt og noget meget privat.

Christian Schmidt-Rasmussen: Le sacre du printemps, 2009. 170 cm x 200 cm. Olie og akryl på lærred.

Så det er kunstneridentiteten, du laver en forskydning eller forvrængning af?

Ikke så meget kunstneridentiteten, men mere publikums brug af kunstneridentiteten, når de fortolker et værk. Det bliver de briller, de læser igennem, når de prøver at gennemskue værket. Jeg vil gerne give folk en mulighed for at se mine værker på en mere rundtosset måde. Det, der irriterer mig allermest ved den moderne kunst, er trangen til at få det hele forklaret og skabe klarhed.

Det tekstlige er et bærende element i din værkproduktion – hvorfor?

I bund og grund kommer det sig af, at jeg læser helt vildt meget – jeg er meget ukritisk i min måde at læse på. Jeg læser nærmest alt, lige fra teksten bag på cornflakespakkerne til kunstteori og en frygteligt masse knald-bang-litteratur. Alt muligt blandet sammen. Jeg har også haft lange perioder, hvor det var popsange på P3, der satte det hele i gang. Musiktekster, som jeg egentlig ikke har brudt mig om, men som har sat tanker i sving og måske ramt en eller anden sentimental tangent i mig. Den litterære side er meget styret af stemninger. Det har så også i høj grad noget at gøre med det rent håndværksmæssige – simpelthen hvad jeg kan. Jeg har lært at male, og jeg har i mindre grad lært at skrive, men begge dele er noget, jeg behersker.

Christian Schmidt-Rasmussen: Bubbles, 2008. 170 cm x 200 cm. Olie og akryl på lærred.

Kombinationen af billede og tekst opstod altså helt naturligt?

Ja. Før i tiden har mine arbejdsprocesser faktisk været meget mere spredte. Jeg har lavet mange flere forskellige mærkelige ting, i mange forskellige medier, men tekst har altid spillet en helt afgørende rolle. Jeg har bl. a. arbejdet med decideret tekst-maleri, og før det beskæftigede jeg mig med næsten tegneserieagtigt maleri. I den forbindelse kombinerede jeg malerierne med separate tekstpaneler nedenunder billederne. Det er faktisk først indenfor de sidste fire år, at billede og tekst har været adskilt fuldstændig. Det er der mange grunde til, men én er, at jeg søgte mod et billede, der var mere tavst.

Dine malerier, specielt dem af Sydhavnen, fremstår motivmæssigt som en form for bizar idyllisering. Er det rigtig opfattet?

Idyllisering er måske et lidt for kedeligt ord at bruge, men i det ligger basalt set en kærlighed til det sted jeg bor. For jeg bor et meget smukt sted midt ude i en park. Sydhavnen er uden sammenligning det sted nærmest København, hvor der er grønnest, så det er meget svært at undgå skildringen af det lidt parkagtige. På den måde kan der godt blive noget pastoralt over det. Men de pastoraler, jeg refererer til, er meget gerne amerikanske pastoraler, specielt med udgangspunkt i nogle ikke specielt gode romaner af Clifford D. Simak – en amerikansk science-fiction-forfatter fra halvtredserne og tresserne. Hans bøger foregår i et enormt idyllisk setting, men altid med et tvist. Bag idyllen var der altid noget, som ikke var rart. Eller noget som virkelig var weird, som fx en port til universet eller en verden invaderet af onde blomster. Det er nærmere den form for pastoralist, jeg er. I idyllen er der altid en åbning mod noget fuldstændig fremmed, der både kan være godt og ondt.

Christian Schmidt-Rasmussen: Minigolf, 2010. 170 cm x 200 cm. Olie og akryl på lærred.

Du veksler mellem motiver af mennesker og motiver af landskaber. Kan du uddybe, hvilken forskel der ligger heri?

Min udstilling er på sin vis delt op i to typer billeder. Er der mennesker på, er det som regel ting eller situationer, som jeg er skeptisk overfor. Det kan være noget, som vækker et socialt ubehag i mig. Mens dem, hvor der ikke figurerer mennesker, omhandler ting, jeg godt kan lide i et eller andet omfang. Det fremgår bl.a. i billedet af en minigolfbane fra Hvide Sande. Minigolf er et meget meget kompliceret spil. Det er kun et par år siden, det lykkedes mig at komme igennem et helt minigolfspil uden at blive rigtig hidsig. Så værket er et forsøg på at skildre den del af minigolf, som jeg ikke gør mig hidsig. Det kræver altså, at der ikke er mennesker tilstede. Billedet udtrykker en mulighed for at interagere socialt på et niveau, hvor udbruddet endnu ikke er sket. Det er helt sikkert et positivt billede.

Det er interessant, at du ser et positivt mulighedsrum i det, de fleste nok ville opfatte og tolke som et melankolsk tomrum. Du vender lidt op og ned på tingene?

Ja, det er derfor, at jeg ofte ender med at snakke og skrive så meget om mine ting. Som sagt er det også grunden til, at jeg bruger den her vampyrfigur. De figurer, man lægger ud til publikum som tolkningsredskaber, er umanerligt snævre og klichefyldte. Jeg vil prøve at give dem nogle figurer, som skaber anderledes og mere blandede følelser.

Så vi skal blive lidt rundtossede og forvirrede?

Man skal i hvert fald ikke føle sig for sikker på, at tingene altid er på en bestemt måde. Det er i hvert fald kedeligt. Jeg var på et tidspunkt i Istanbul, hvor jeg stødte på Julemandens grav! En erfaring som dén får en helt masse ting til at klikke ud af deres sædvanlige huller. Sådan nogle oplevelser vil jeg i hvert fald gerne selv have nogle flere af.

Tak.

Christian Schmidt-Rasmussen: Uden titel, 1997. 270 cm x 200 cm. Collage, inkjet-print.

Christian Schmidt-Rasmussen: Stjernerne falder, 2010. 170 cm x 200 cm. Olie og akryl på lærred.