Interview: Christian Finne

Christian Finne: Foreningen Til Livets Beskyttelse, 2009/10. 240 x 225 cm. Posca, tusch, farveblyant og blyant på papir.

Skal vi gå i gang?

Jeg åbner lige en øl. Der stod en hund og bjæffede af mig i morges, da jeg vågnede. En ølhund.

Den har måske bjæffet hele dagen?

Det kan man godt sige.

Det hvide papir, du arbejder med, er meget uprætentiøst, ligesom ølhunden og selve titlen på din soloudstilling også er meget ligefrem, hvorfor?

Titlen er egentlig inspireret af en gammel plade med Furekåben, der har lavet nummeret "Kom lad os dulme vores nerver lidt". Teksten bliver skreget ud nogenlunde sådan her: ”hvem er det egentlig, der bestemmer, hvem der er normaaale, hvem er det egentlig, der bestemmer, hvem der er geniaaale...” og derudaf. Der er en klar sammenhæng mellem Furekåbens musik og den måde, jeg arbejder på. Begge dele er meget orienteret i forhold til det forhåndenværendes princip. Kom lad os dulme vores nerver sammen leder samtidig hen til en konkret opfordring: Så kom og se! Kom og kig!

Er der noget, som du på samme måde gerne vil råbe ud eller bare have os til at få øje på?

Jamen, i det eksakte øjeblik, hvor man kigger sådan rigtigt og bliver opslugt, der glemmer man sig selv. Med mindre man selvfølgelig går i decideret chok over det eller får Stendahl syndrom, men hvis ikke, så dulmer man faktisk sine nerver med kunst, fordi man er opslugt i en ren væren, og dermed automatisk trukket ud af sit eget rum og ind i et andet og en anden foreløbighed. Det er vigtigt, at man her adskiller dulme fra bedøve. Det er ikke det samme. Jeg forestiller mig, at der flyder sådan en blød moltone fra billederne, som man kan forsvinde ind i og lade sig dulme af, ikke bedøve.

En tonal afspænding i abstrakt forstand?

Ja.

Så din kunst er én stor afspændingsøvelse eller hvad?

Det er måske lige lidt... Jo, jeg tror faktisk, at det, i hvert fald for mig, handler om at give slip på en eller anden måde. Grunden til, at jeg virkelig elsker at tegne, er jo det der med, at der pludselig er gået syv timer. Det plejer ellers at knalde rimeligt hurtigt rundt oven i hovedet på mig, så at slippe for mig selv på den måde og bare kunne sige ahhh... nu er der gået syv timer, uden at jeg har haft en eneste uhyrlig tanke om verdens undergang. Det er rart.

Hvad betyder ornamenteringen og detaljen i den sammenhæng?

Jeg er virkelig interesseret i detaljen. Jeg udvider den hele tiden og arbejder meget konkret med den i alle afskygninger. Jeg har jo før lavet de små tegninger, men nu laver jeg dem større og større, men med samme detaljerigdom, for så begynder det at forandre sig jo mere det kommer op i fysikkens rum, og det er interessant at prøve af. Det folder sig ud og bliver nærmest fysisk overvældende. Samtidig er det på en måde næsten ubehageligt at skulle sidde og tegne på så stor en flade, for jeg har jo allerede billedet på nethinden, inden jeg går i gang, og så tager det bare oceaner af tid derfra og til, at det føles færdigt. Men det er måske også meget godt. Så har jeg noget andet at tænke på, for det kræver et enormt nærvær i processen.

Hvorfor er papiret særligt interessant at arbejde med som materiale?

Fordi det er umiddelbart. En blyant, noget papir, så er man kørende. Det er lige meget, hvilken skala det er. Det er bare direkte på, bang. Et eller andet sted kunne man også sidde og skrive, men det har aldrig rigtigt sagt mig noget, hvorimod det at tegne altid har givet mig en fantastisk tilfredsstillelse. Jeg tror i virkeligheden, at det går helt tilbage til da man var barn og lynhurtigt kunne få bekræftelse ved at løbe hen til mor og sige: Se her, se her! Se hvad jeg kan!

Christian Finne: Kom Lad Os Dulme Vores Nerver Sammen, 2010. 240 cm x 240 cm. Feltpen, farveblyant og spray på papir.

Du bliver ved med at vende tilbage til tidsdimensionen i processen. Virker den som et anker eller forsvindingspunkt for dig?

Efterhånden er det ikke længere Foucaults pendul, det drejer sig om, det er ikke sådan et fast fixpunkt i universet. Det er derimod evigt ekspanderende, altid udvidende, en fænomenologisk konstant nærmere. Men jeg tror også, at det er forankret helt ned i sådan noget som selve dannelsen af det voksne menneske, af identiteten. Her spiller tidsdimensionen en enorm rolle, loopet om man vil, gentagelsen.

I forhold til loopet, så virker det som om, at du også har tænkt værkerne på selve udstillingen meget i forhold til en indbyrdes dialog, hvis man fx tager Moses som hænger med en meget kort afstand overfor titelværket Kom lad os dulme vores nerver sammen, er det rigtigt?

Ja, det er feedbacket, et ekko, loopet, som jeg arbejder med. Jeg har faktisk lige siddet og snakket en masse med Rikke Benborg om loopet og styrken i selve repetationen. Det er et meget mere gældende princip i dag, end det har været nogensinde før. Loops, repetation og gentagelse af alle mulige former for meninger og holdninger og udtalelser; en slags ’progression of novelty in time’. Det nye sker så hurtigt i loops i dag, at det kommer til at lave et ræsonans feedback på sig selv hele tiden, og det har kørt sådan op igennem det 20. og fortsat i det 21. århundrede med en styrke, der hidtil har været uhørt.

Vel især i kraft af en evig billedstrøm gennem internettet og de visuelle medier generelt. Netop gentagelsen bliver måske det eneste gældende princip, fordi alting altid er set før, alting er altid sagt før?

Ja, jeg har især lagt mærke til, at på mange punkter har teknologien gået ind og har overtaget det psykedeliske rum og præmissen om boundary desillusion, altså grænsenedbrydende virksomhed. Teknologien nedbryder grænser hurtigere og hurtigere, grænserne for viden og ikke-viden bliver hele tiden nedbrudt, ligesom teknologien hele tiden prøver på at skille de vægge og mure, som folk bygger op. Det er derfor man ser en masse radikalisme i dag; folk forsøger på alle måder at fastholde de magtstrukturer, der hjælper til at bibeholde deres position. Men teknologien, som vi ser den i dag, vil hele tiden forsøge at nedbryde og underminere den magtstruktur, der foreligger.

Enten får man enormt aktivistiske mennesker, eller også får man enormt apatiske, fordi det hele bare er en strøm. Men kan enten være nej-positiv eller nej-negativ overfor den strøm, men man er nødt til at forholde sig til den. Der bliver loopet også interessant. For at navigere i det, så bliver man nødt til at sætte de grænseagtige mure op, som man kan loope indenfor. Man bliver nødt til at sige: jeg bygger en mur her og her, og det her er mine yderpunkter, og så looper jeg indenfor den ramme. Måske giver det mening her at tale om loopet som et samtidsvilkår, fordi man simpelthen ikke kan favne al den information.

Her kiler alvoren sig måske ind, for når man kigger efter, så er der et lag af ret stor alvor i dine tegninger. Kan du sige noget om det?

Jamen, det er jo enormt alvorligt at være til, at være et menneske. Bob Dylan er måske dén, der har sagt det bedst.: ”He, not busy being born is busy dying”. Der har du loopet igen.

Du trækker også en Bibelreference ind med titlen Moses?

Lige i dét tilfælde, så var der bare sådan noget brændende busk, tube, tunnelsyn over den tegning... Jeg var så uheldig, eller heldig, at jeg engang prøvede at tage DMT i Indien. Midt under oplevelsen satte jeg mig op og kiggede rundt på folk, og de havde allesammen sådan nogle flammeagtige spiraler omkring sig og blev hele tiden yngre og ældre; der skete simpelthen en total opløsning af tid, og vi var alle sammen blevet to kilometer brede og en kilometer høje, du ved. Solen var blevet til otte eller ti eller tolv sole, der bare væltede omkring den her klode, som var lillebitte, og vi sad og var helt store på det.

Jeg har tænkt meget over det efterfølgende, og den har optrådt i virkelig mange af mine tegninger siden hen; det her tværsnit af et øje og et kranie, som samtidig også er et billede på flammesværdet, der vogter indgangsporten øst for Paradis sammen med keruberne.

Christian Finne: Moses, 2010. 235 cm x 230 cm. Spray, posca og tusch på papir.

Jeg skal bare lige forstå referencen til Moses. Så vidt jeg husker, er det er noget med menneskets uddrivelse af Paradis?

Ja, men hvad var det egentlig for en busk, der brændte dengang Herrens engel viste sig for Moses? Der er er jo foretaget mange studier i, hvad det var for en slags tornebusk, der brændte dengang. Der er mange forskere, der er enige om, at det simpelthen må have været en akaciebusk. Akaciebuske er smækfyldte med DMT. Moses har jo simpelthen stået og været helt blæst på en ordentlig omgang DMT-røg, som har givet ham et voldsomt hallucinatorisk roadtrip, det er dét DMT gør.

Man skal kun tage et-to-tre hiv, og så kommer der sådan en hyletone, som man bare bliver sendt afsted på, og lige pludselig er der en overdøvende, rasende lyd; som cellofan der bliver trukket af hud. Der bliver simpelthen lige klippet hul igennem til hele universet, membramen bliver revet op, og så sidder man i et rum, der er to gange større, mindst, end det her rum, vi står i lige nu. Imens alting er én stor krysantemumform. Men det, der så er det sjove ved DMT, det er, at på det her tidspunkt, der føler man slet ikke, at man har taget noget stof endnu. Man er bare blevet revet ud af virkeligheden og sat ind et andet sted. Der kommer kuplen ind i billedet. Den taler DMT freaks meget om. Den kommer kun, hvis man virkelig er kommet godt afsted. Den kom i mit tilfælde.

Det der var min kosmiske oplevelse med DMT, det var, at inde i det her flammehelvede, inde i den her kuppel, der dukkede så en Krølle Bølle op, men ikke bare én, der dukkede fem millioner af dem op, så jeg var omringet af Krølle Bøller, der allesammen prøvede at favne mig, og sige: Velkommen hjem! Vi kan huske dig fra dengang, du var lille! Derefter blev jeg trukket helt ind i centeret af jordkloden, ned i magmamassen. Og så forsvandt det ligeså pludseligt, som det var kommet. Så er man tilbage og kan i princippet gå hen og holde et møde med sin revisor ti minutter efter. Det er et vildt stof, DMT. Det vildeste i verden. Det er det kortest varende, og det stof, der er sværest at få fat på overhovedet.

Hvordan manifesterer det sig helt konkret i din kunst - titelværket skiller sig fx ud rent figurativt i sammenligning med de andre, hvorfor?

Den skiller sig faktisk kun ud ved, at det er holdt i to farver. Ellers er detaljerigdommen den samme. Det er kun fordi, at jeg lige med det her billede havde tænkt på noget med en kreds af mennesker, der dulmede deres nerver sammen i et eller andet form for hedensk ritual med en stor stjernehimmel bag sig, i et slags syn. Og så har jeg taget et valg om kun at tegne krusseduller.

Så det er nogle nøgne kvinder, der dulmer deres nerver sammen i noget, som ligner et dionysisk ritual med en stjernehimmel af krusseduller bag sig?

Præcis. I sort/hvid.

Hvad så med Foreningen til livets beskyttelse og Udkoksning i 3 satser. De ligger mere typisk indenfor et psykedelisk skema, hvis man kan udtrykke det sådan?

Det nye sjove er, at jeg er begyndt at få musik ind i hovedet, når jeg tripper. Det er derfor den hedder Udkoksning i 3 satser. Jeg ville ønske, jeg kunne skrive noder. Udkoksning er visualiseret, hård garagerock spændt ud i sådan nogle enorme klangflader på flere tusind lysår. Den psykedeliske form er en grundmatematisk formel, som hjernen egentlig består af, og det aftegnes også rent visuelt, som en slags kosmisk matematik på papir.

Foreningen til livets beskyttelse har jeg lavet før, faktisk flere gange. Det er sådan en tegning, som jeg ofte vender tilbage til og tegner. Hver gang jeg tegner en ny, tilføjer jeg et nyt medlem til Foreningen til livets beskyttelse. De behøver overhovedet ikke at se ud, som det her medlem, vi lige står og kigger på nu. Men det er en tegning, som jeg altid tegner på og aldrig bliver færdig med. Når den enkelte tegning så skinner på en helt speciel måde, så er den færdig. Det vil den også være i andres øjne, det ved jeg, selvom jeg kunne blive ved.

Christian Finne: Udkoksning i 3 satser, 2009/2010. 240 cm x 225 cm. Spray, posca, tusch, blyant, farveblyant og lak på papir.

Det ser ud som om, at du har trukket på Malevitsj i forhold til det kompositoriske i Udkoksning i 3 satser, er det rigtigt?

Det har mere været selve idéen om hans billeder, de hvide flader og konstruktionen af et dimensioneret rum, der har virket som et form for drive. Egentlig har det været ubevidst, og jeg opdagede det først selv, da jeg af synkronitetens veje sad og kiggede i et katalog med hans billeder. Måske er det fordi, at der et eller andet sted i baghjernen ligger en bestemt måde at gøre det på, sådan fra naturens hånd. Jeg sad fx og kiggede på gamle hulemalerier, og der går det også igen; det der skrå, diagonalen. Den samme måde at gøre figurerne større bagved og dem foran mindre og på den måde skabe et enormt rum og en samhørighed med kosmos. Det var jo også det, de ville. Allesammen.

Hvad betyder et begreb som syntaks for dig i den kontekst?

Ideelt set så skal ens egen syntaks jo nærmest blive til en slags legetøj for hele ens livsfærd, ens måde at konstruere en virkelighed på, som er til at holde ud for én selv. Det handler, det jeg laver, meget om. Det at skabe en form for ramme omkring sig selv, hvor man er til stede som et centrum og et grundstof, mens man laders selve rammen være foranderlig sådan, at man har et kaleidoskop af muligheder i forhold til den måde, man arbejder på.

Rammen må ikke blive en fast forankret ting, men noget man konstant udvider og omformer. Man må udfordre sig selv i sin skaben og forsøge at flytte sig i forhold til den afsøgning, det også er. Man kan fx ikke hænge fast i gammel succes, fordi nogen på et tidspunkt har syntes at en tegning var flot eller en bestemt teknik virkede.

Det handler om at sørge for, at ens egen syntaks bliver til et legetøj, en måde at tænke på, som også har indflydelse på, hvordan man gebærder sig i det omgivende rum.

Det fungerer altså som en skabelon for dig i arbejdsprocessen?

Ja, det tror jeg faktisk, at det gør. På samme måde, som hvis man fx taler om teorien om Big Bang. Man har et eller andet stof, der kan udvide sig i alle retninger til alle tider, men man ved overhovedet ikke, hvad det egentlig er eller består af. Man kan ikke ’sproge’ det på nogen som helst måde. Men man kan forsøge at opstille en model eller en formel, en hypotese omkring, hvad det drejer sig om. Det er igen underlagt sådan nogle strukturer som sprog, især sprog, fordi det er sproget, der i høj grad afgør, hvad vi ser, og hvad der er virkeligt.

Fx kan man i Peru få en sygdom, der hedder susto, som egentlig bare betyder ’bad luck’. Hvis man har fået susto, så er det altså bare om at få skrevet testamente og komme i gang med at gå rundt og sige undskyld, fordi det er the straight road to hell. Men ’sygdommen’ findes kun der i Peru, fordi det udelukkende er et sprogligt og kulturelt klassificeret fænomen. Det er en overtro og en selvopfyldende profeti, der går ud på en rigtig dårlig omgang held.

På den måde ligger vi og skvulper rundt i et eller andet ubevidst mellemfelt, hvor der altid allerede er noget, der ikke er opfundet endnu eller har fået form, hvor sproget ikke har fået greb om tingen endnu, hvor alle muligheder er åbne i et stort tomrum af meningsfyldt formålsløshed, sådan helt abstrakt talt.

Du er meget optaget af jeg’ets opløsning?

Det hele er jo en konstruktion oppe i vores hoveder, bl.a. i kraft af sproget. Men i det øjeblik, hvor man oplever egodød og bare er tilstede i en total følelse af at vågne op og komme hjem til et sted, hvor ingen hører hjemme, og alle hører hjemme i én stor, samlet kosmisk energi, der bliver man virkelig sat fri. Når man kan give slip på den måde, så ryger man uden for sproget, og det er noget af det, jeg har sat mig for. Det er det, der har været min strategi her i livet. Jeg synes egentlig, at tegningen er det, der har virket bedst indtil videre. Den hjælper mig til at lave det her helt bogholderagtige katalog over tingene bagefter, et slags bogkatalog til mit eget liv. Netop for ikke kun at sidde oppe på toppen af bjerget og bare kigge ud, men at komme tilbage og ryste hele den dér alienfølelse af sig, for man vil jo alligevel gerne tilbage og deltage i hele det menneskelige cirkus, der foregår omkring én. I forhold til det, så har jeg indtil videre spottet kunstverdenen til at være det mest maliable rum, man overhovedet kan være i.

Tak.