Interview: Charlotte Sprogøe & Jesper Elg

Hanna Liden: Bathers, 2002. C-print. Courtesy Hanna Liden.

Hvordan er Copenhagen Photo Festival blevet til? Og hvad er jeres rolle i projektet?

Jesper Elg: Det ved du vist mest om, Charlotte.

Charlotte Sprogøe: Initiativtagerne bag fotofestivalen er de to fotoagenturer, Sumo og Blink. De har gennem en årrække rejst rundt i hele verden med deres fotografer og har oplevet, at de får meget mere opmærksomhed i udlandet end i Danmark. Derfor har de gerne villet skabe en platform til formidling af fotografi herhjemme, ikke mindst fordi vi har mange dygtige fotografer her i landet. Jeg er så efterfølgende blevet ansat til at undersøge, om der var grobund for at lave en festival, bl.a. i forhold til om der var interesse for at deltage blandt museer, gallerier og forskellige andre kunst- og kulturinstitutioner. Helt overordnet er festivalen et forsøg på at give et bud på, hvad spændende fotografi er i dag. Og på at vise bredden inden for det fotografiske felt. Jeg har tidligere været på en række kunstprojekter, og der har været kæmpe forskel på at arbejde med dette projekt sammenlignet med eksempelvis en samtidskunstfestival. Alle forstår umiddelbart, hvad det går ud på. Det har også betydet, at vi har kunnet tiltrække partnere lige fra Dansk Arkitektur Center og Cinemateket til Bymuseet og Naturhistorisk Fakultet på Københavns Universitet.

Selve festivalen er bygget op om en tredelt struktur. Der er dels hovedudstillingen Day & Night - et slags public art projekt inspireret af Creative Time - som jeg har kurateret sammen med Jesper. Konceptet bag denne del er at vise billeder af livet i samtiden, som det udspiller sig om dagen og om natten. Udstillingen vil derfor blive vist 24 timer i døgnet, så Day-billederne står i dagslys, mens Night-billederne bliver tændt, når mørket falder på. Vi har gerne villet være synlige på steder, hvor folk færdes, så det var oplagt at lægge denne del af festivalen ud i byens rum. Det virker også som reklame for festivalen som helhed. Så er der en række gallerier og store institutioner, der som partnere på projektet viser hver deres udstilling, mens en masse uafhængige fotografer fra bl.a. mode- og presseverdenen har kurateret deres egen udstilling i Kødbyen, hvor Københavns Kommune har stillet 2000 kvadratmeter udstillingplads til rådighed.

Kan i fortælle lidt mere om jeres udstilling Day & Night? Hvad har i hver især lagt vægt på i kurateringen?

Jesper Elg: Som Charlotte sagde, har målet med Day & Night været at få projektet ud i det offentlige rum og præsentere det på steder, hvor folk ikke er vant til møde at kunst. Det har også været vigtigt for os at udvælge noget, som ikke har været vist i Danmark før og at have så bred en tilgang til temaet som muligt. Hvad angår Night-temaet, som jeg står for, har jeg forsøgt at udforske de ting, der kendetegner natten, lige fra det hedonistiske og festen til det drønkedelige. Jeg har bl.a. valgt at vise en ældre japansk fotograf, Kohei Yoshiyuki, som har lavet et fantastisk projekt i 1960'ernes Japan. Det går kort fortalt ud på, at han med et infrarødt kamera har fotograferet folk, der er på stævnemøde rundt om i Tokyos parker. På det tidspunkt kunne man ikke bare tage folk med hjem, når man var på date, og derfor mødtes man i stedet i de her parker. Det var alment kendt, så foruden de folk, som var på stævnemøde, mødte alle mulige andre op for at lure på parrene. Herudover har vi verdenspræmiere på en spændende serie af en anden japansk fotograf, Shizuka Yokomizo. Serien hedder Strangers og er baseret på, at hun har udset sig en række stuelejligheder i Berlin og London, som man kan kigge lige ind i fra gadeplan. Efterfølgende har hun så sendt et brev til de mennesker, der bor i lejlighederne, og informeret dem om, at hun gerne ville fotografere ind gennem deres vinduer. Hvis de havde lyst til at deltage i projektet, skulle de på en særlig dag inden for et bestemt tidsrum sørge for at tænde lyset i deres lejlighed. En af pointerne er, at de aldrig ser hende, fordi det er mørkt udenfor. Hvis de så gerne ville møde hende bagefter og vide mere om projektet, var det en mulighed, men så ville billedet aldrig komme med i serien. Det var et valg, man måtte træffe. Der vil også være værker af Dash Snow, som jeg længe gerne har villet lave en udstilling med. Han døde jo desværre alt for ung, men jeg har i samarbejde med hans enke kurateret en serie værker, hvoraf mange aldrig har været vist før. Det leder videre til mit valg af Jacob Holdt. Der er nok ikke mange, der ved det, men Jacob Holdt var en af Dash Snow's inspirationskilder. Jeg er også meget begejstret for ham og har valgt at vise en anderledes serie af hans værker. Udstillingen spænder altså meget bredt i forhold til, hvad fotografiet kan.

Charlotte Sprogøe: Jeg har valgt at lægge vægt på poetiske øjebliksbilleder og mere skæve verdener. Noget, jeg overvejede meget, da jeg skulle udvælge værker til Day-versionen var, at de billeder, som jeg ville vise, ikke skulle være for abstrakte eller svært tilgængelige. Et kriterium var derfor, at det skulle være noget, man kunne forholde sig til helt konkret, et fysisk rum eller et menneske, man kunne kigge i øjnene, men det skulle stadig være billeder, der har et twist. Derfor har jeg udvalgt nogle meget gennemslagskraftige billeder, der på den ene side spiller op mod de mainstream billeder, som vi kender fra byrummet, men som på den anden side virker forstyrrende, når man kigger på dem. Et godt eksempel på det er den unge amerikanske kunstner Laurel Nakadate, som både laver fotografi og film. Hun tager udgangspunkt i den klassiske situation, hvor en ung kvinde udstilles som objekt for betragtning, som fx i reklamer med halvafklædte kvinder. I sine projekter arbejder hun meget med selviscenesættelser, bl.a. bevæger hun sig rundt i byen med sit kamera, og hver gang en mand inviterer hende med hjem, siger hun ja for at vende kameraet mod ham og få ham til at udlevere sig selv på forskellige måder. Enten ved at danse en lille dans, strippe eller fortælle om sine længsler. Så er der Anne Hardy, som fotograferer nogle store installationer, som hun har bygget op i sit hjem. De kan minde lidt om nogle Fritzl-agtige kælderlokaler, hvor der er spor efter mærkelige ritualer, symboler eller små-sadistiske begivenheder. I den anden ende af spektret er der kunstneren Tim Davis, der bl.a. har lavet nogle ret klare og realistiske billeder af samtidskulturen i USA. Hans værker har et meget skulpturelt eller over-æstetiseret udtryk, som når han fx får lyskegler, supermarkeder eller bare vandpytter til at fremstå som hard-core minimalistiske skulpturer. På den måde minder nogle af de værker, jeg har med, en lille smule om populærkulturen billeder, men har netop et twist, som jeg talte om før. Det skulle gerne blive tydeligt, når de bliver forstørret op og placeret ved siden af de almindelige reklamer.

Mark Hunter, titel og årstal ukendt. Courtesy Mark Hunter.

Henvender jeres udstilling sig mest til fagfolk, eller er den for alle? Og hvordan finder man i øvrigt de mange steder, hvor værkerne bliver vist?

Jesper Elg: Det har været vigtigt for os at lave en udstillingen, som man kan møde på sin vej gennem byen og blive fanget af, uden at man har læst kunsthistorie. Så den er absolut kurateret for alle, hvis man ellers er nysgerrig. Det er selvfølgelig et grundpræmis. Men hvis man er det, så tror jeg, man vil få en god oplevelse, der måske også kan få en til at se sin hverdag fra et lidt andet perspektiv.

Charlotte Sprogøe: Udstillingen er bygget op lidt som en skattejagt eller en opdagelsesrejse. Nogle værker er placeret på meget synlige steder i forhold til gågaderuter og trafikknudepunkter, og andre er man nødt til lede lidt efter andre. Fx er et værk af Hanna Liden placeret ved udmunding af Nyhavn, så man nærmest kun kan se det, når man sejler ind med kanalrundfarten, mens nogle af projektionerne er placeret ud til de helt store veje, så man tydeligt ser dem, når man kører forbi i bil. På den måde er udstillingen både tænkt i forhold til dem, der kommer tilfældigt forbi, og til dem der virkelig er art lovers og har lyst til aktivt at opsøge de enkelte værker. I forbindelse med udstillingen har fået lavet en masse bykort, som bl.a. ligger i metroen, der også er en udstillingspost.

Der vil være en officiel åbning af udstillingen den 12. maj, hvor Jespers Night-sektion bliver vist for første gang inde på Amagertorv. Herefter vil der hver aften bliver vist to store projektioner to forskellige steder i byen, så man kan bevæge sig rundt og se forskellige bidder af serien. Herudover har vi så tre-fire faste night-sites, bla. ved Skuespilhuset, Cinemateket og Kødbyen, der er åbne hele natten. Så hvis man er virkelig ivrig og gerne vil se det hele på en gang, så er det også en mulighed. Udstillingen er dog først og fremmest tænkt som en udstilling i bevægelse, der skal opleves, når man tranporteres rundt i byen.

Hvad har det betydet for processen, at i har valgt byrummet som udstillingsted?

Jesper Elg: Jeg har været enormt priviligeret i den forbindelse. Jeg har bare fået lov til at ønske, og så har Charlotte sørget for, at mine ønsker er gået i opfyldelse. Der ligger et kæmpe stykke arbejde bagved, som jeg ikke har været en del af. Så vidt jeg har mærket, har alle dog været meget interesseret i fotofestivalen og har i den grad bakket op om projektet.

Charlotte Sprogøe: Rent praktisk har det selvfølgelig været en udfordring. Vi har fx siddet og tegnet stilladser, ligesom vi har arbejdet med nogle partnere, der aldrig har beskæftiget sig med kunst før. Vi samarbejder bl.a. med nogle af de største firmaer inden for bannerprint, og Dansk Stillads Service bygger alle vores stilladser. Derudover skal der tages højde for regnvejr, arrangeres kabletræk og tilladelser. På den ene side er det mere kompliceret end at have et udstillingsrum, men på den anden side er det jo meget gunstigt i forhold publikum. I annoncen for en af de plakatpladser, vi har købt inde på strøget, står der, at den dagligt bliver set af 220.000 folk - det er 30 gange så meget som det årlige besøgstal på et provinsmuseum. Så hvis det lykkes, har man virkelig et publikum. Placeringen af udstillingen i byrummet har også vakt kunstnernes interessere i projektet, fx har Anne Hardy vandret København tynd i snevejr for at finde sine yndlingspladser, mens vi til andre har sendt billeder af de forskellige lokationer. Udstillingen skulle gerne komme til at virke som en række gigantiske fremmedlegemer, der indtager alle de mest nuttede steder i København.

Kommer nogle af de deltagende kunstnerne til byen?

Charlotte Sprogøe: Ja, udstillingen er støttet af Statens Kunstråd, og vi har fået penge til at invitere alle kunstnerne til byen. Det er ikke alle, der kan komme, men otte af de internationle og fire af de danske kunstnere har taget i mod invitationen. Dem vil vi på forskellig vis forsøge at integrerer i både kunstmiljøet og fotomiljøet. Vi afholder bl.a. et symposium inde på Kunstakademiet og en række artist talks på Statens Museum for Kunst.

Vil fotofestivalen blive en tilbagevenden begivenhed?

Charlotte Sprogøe: Ja, det er tanken, at den skal afholdes hvert år fremover. I følge Rasmus Ranum og Julie Klitbo, der er initiativtagere til festivalen, skal den udvikle sig fra år til år, så det hele tiden er en festival formet af miljøet i Danmark. I år har det været kunstinstitutionerne, som har stået for at præge den, og hvis der så næste år er nogle stærke presseorganisationer, som har lyst til at lave nogle store events, så bliver det dem, som kommer til at stå for det.

Her til sidst, handler festivalen mest om at skabe national opmærksomhed omkring fotografiet, eller er den også blevet til for at tiltrække mere international opmærksomhed?

Jesper Elg: Igen er det vigtigt at fremhæve, at selvom vi er et lille et land har vi enormt mange talentfulde fotografer. Det vil vi meget gerne sætte fokus på, og det håber vi på at kunne gøre, blandt andet med denne festival.

Charlotte Sprogøe: Vi vil dels gerne signalerer indadtil, at vi har nogle stærke kompetencer på området, og dels vil vi gerne vise verden, at vi mestrer et internationalt niveau, og at de er velkomne til at lege med. Derfor har vi været meget bevidste om også at vise internationale bidragsydere, ellers ville det blive et ret selvforherligende projekt. Vi håber selvfølgelig, at hvad der starter som lokal begivenhed kan udvikle sig til noget regionalt for til sidst at blive en kæmpe international event.

Tak.

Anne Hardy: Unity, 2009. 143.5 x 177 cm. Diasec mounted c-type print. Courtesy Maureen Paley, London.