Interview: Caroline Bøge

João Onofre: Box sized Die featuring Konkhra, 2007-2010, 2010. 183 x 183 x 183 cm. Jern, akustisk materiale, performance af dødsmetalband i skulptur. Ed. af 3.

Du har kurateret udstillingen Freeze, som omhandler begrebet "tid". Kan du indledningsvist fortælle om tilblivelsen af udstillingen og konceptet bag?

Det startede med, at vi havde en ide om at lave en mere ambitiøs sommerudstilling i år, end vi plejer. Vi har fået nye lokaler, som giver plads til nogle større armbevægelser, og derudover ville vi gerne vise nogle kunstnere, som vi normalt ikke præsenterer i galleriet for at udfordre os selv. Da Nils Stærk så spurgte mig om, jeg havde lyst til at arrangere udstillingen, udviklede jeg konceptet ud fra min personlige interesse i eksistentialistiske tematikker, og jeg fandt det interessant at undersøge, hvordan begrebet tid kan artikuleres kunstnerisk. Det er jo et begreb, som filosofien altid har kæmpet med, men der er en grænse for, hvor langt man kan nå i forhold til at tænke og tale om tid. Netop fordi kunsten ikke er indordnet samme kriterier og hypoteser som filosofien, ville jeg gerne undersøge, hvordan samtidskunsten kunne forholde sig til begrebet, ikke mindst fordi kunsten kan ramme beskueren meget mere sanseligt på samme måde som tiden.

Hvordan er du kuratorisk er gået til begrebet "tid"?

Det er jo et gigantisk felt, men jeg har bl.a. sat mig ind i Paul Ricoeurs teorier, fordi han anses for at være den filosof, der bedst har forenet en kosmologisk opfattelse af tiden med en eksistentiel. Han skriver bl.a. om en narrativ tid, der går ud på, at mennesket indskriver sig tidsligt i verden ved hjælp af fortællinger og historieskrivning. Så det har været mit udgangspunkt, men jeg har valgt en meget åben tilgang til tidsbegrebet, for at værkerne kan få lov at tale for sig selv.

Kan du give et eksempel på det?

Jeg synes fx, at Jason Dogdes ugle, som er udstoppet med ædelstene, rummer et meget fint tidsligt aspekt, i og med at den siger noget om vores trang til bevaring og præservering. Idet han putter noget uforgængeligt ind i en krop, som jo er forgængelig, sker der en slags metamorfose. Samtidig går værket rigtig godt i spænd med Joao Onofres kube. De er fuldstændigt forskellige, en helt minimal kube og en udstoppet ugle, det kunne ikke være mere langt fra hinanden, men alligevel komplementerer de hinanden. I det ene værk puttes kroppen ind i en form, som animeres og levendegøres, mens i det andet værk udstoppes kroppen med noget hårdt og forstenet. Det er den slags koblinger, som jeg har gået og tænkt i undervejs, men man behøver ikke nødvendigvis at drage de samme paralleller, når man ser udstillingen.

Jason Dodge: Amethist, Garnets and Rubies inside of an owl, 2008. Højde ca. 55 cm. Balsameret ugle, ametyster, granater og rubiner.

Hvad har du lagt vægt på i udvælgelsen af kunstnere og værker? Og hvordan supplerer de hinanden?

Det har været en meget dynamisk proces, hvor jeg løbende har været i dialog med Nils. Vi havde fra starten en ide om nogle kunstnere, som vi gerne ville arbejde sammen med, og de fleste af dem har skabt nye værker til udstillingen og til konceptet. Andre kunstnere er blevet udvalgt, fordi jeg undervejs i projektet er blevet bekendt med nogle af deres værker, som jeg bare måtte have med. Det gælder fx Joao Onofres kube, der er en replika af Tony Smiths minimalistiske skulptur Die fra 1962. Den er lavet i fuldstændig samme dimensioner og materialer, men adskiller sig ved, at man kan åbne den, og indeni afsløres et næsten lydtæt rum. Onofres koncept er, at skulpturen skal animeres ved at et dødsmetalband skal performe inden i den. På den måde udfordres skulpturens oprindelige hard edge udtryk og tillægges en fornemmelse af kvælning, død og tid. Kunstnerne er dog ikke blevet valgt, fordi de har som projekt at definere tidens ontologi, alle kunstnerne har meget forskelllige visioner og kunstneriske projekter, og nogle af dem ligger meget langt fra hinanden. Hvis man udelukkende havde valgt at vise kunstnere, som beskæftiger sig med begrebet tid, ville det i mine øjne blive alt for snævert og lukket.

Men værkerne forholder sig vel i en eller anden grad til begrebet tid?

Det synes jeg, at de gør. Men det er selvfølgelig ikke sikkert, at kunstnerne selv syntes det, dengang de lavede værkerne. Det er det jo det fantastiske ved det åbne værkbegreb, forstået på den måde at jeg kan få lov at indsætte værkerne i en kontekst, hvor de kan få nye betydninger og skabe nye sammenhænge.

Tue Greenfort: BP Greenwashed, 2006-2010. Tre dele, hver: 29,5 x 44 cm. Indrammet C-print. Ed. af 5.

I udstillingen kobles tidsbegrebet også til aktuelle, eskatologiske problemstillinger såsom klima. Hvorfor har du valgt at fremhæve denne forbindelse?

Jeg synes, det er en meget vigtig tematik. Ikke fordi vi skal blive ved med at se klimaudstillinger igen og igen, men det er en væsentlig udfordring i vores samtid, og den kan jo artikuleres på mange måder. Jeg håber at kunne skabe lidt andre perspektiver på debatten ved at inddrage den i denne sammenhæng. Fx har jeg placeret Tue Greenforts fotografier af en Greenwashed BP-tankstation ved siden af et videoværk af Jorge Macchi, som har et nostalgisk, evighedsaspekt i sig. Jeg håber, at den kobling kan få folk til at fryse tiden et øjeblik og reflektere, uden at det skal opfattes som en løftet pegefinger.

På hvilken måde spiller klimaproblematikkerne ind på vores opfattelse af tiden?

Det er selvfølgelig sat lidt på spidsen i denne sammenhæng. Det er jo ikke, fordi vi går rundt til hverdag og tænker over, at nu går jorden under. Men når der opstår en debat, der handler om, at dele af verden i yderste konsekvens vil forsvinde, så virker det uværgeligt tilbage på vores dødsopfattelse. Normalt har vi et meget personlig forhold til døden, vi har hver især en udløbsdato, som vi godt nok ikke ved, hvornår er, men det er en meget individuel sag. Når vi så snakker om, at jorden går under, eller at der er ved at ske nogle meget dramatiske ændringer, så bliver døden et kollektiv anliggende, som også ændrer den måde, vi opfatter tiden på, og den måde vi reflekterer over, hvor meget tid, vi har tilbage.

Under åbningen vil der være en performance. Kan du løfte sløret lidt for, hvad der kommer til at ske?

Torsdag ved 18-tiden putter vi Danmarks længst eksisterende dødsmetalband, Konkhra, ind i Joao Onofres kube, som måler 183 x 183 x 183 cm. Det er ikke meget plads til fire store mænd plus udstyr. Derefter bliver døren lukket, og så skal de bare give den gas derinde, indtil de ikke kan trække vejret længere. Kuben er som sagt lydisoleret, så dem der står udenfor kan næsten intet høre. Det er et værk, der burde skærpe både beskuerens og Konkhras tidsfornemmelse!

Tak.

Jorge Macchi: The Matsuyama Ballad, 2010. 05:45 min. DVD.