Interview: Camma Juel Jepsen - Internationalistisk Ideale

Ce n'est pas une image juste, c'est juste une image, 2010. Installationsview.

Kan I kort skitsere udgangspunktet for jeres projekt?

Vores projekt udspringer af arbejdet omkring samtidskunstavisen Internationalistisk Ideale. Den blev til, oprindeligt som teoretisk appendiks, til det traditionelle EXIT-udstillingskatalog, der blev produceret til Kunstakademiets afgangsudstilling i 2008. Konstellationen var altså fra starten, at vi ville udfylde et hul, en mangel, på den uetablerede del af den danske kunstscene. Udgangspunktet var at bringe forskellige positioner inden for samtidskunstens felt i dialog og samtidig skabe et forum, hvor de bredere tanker om kunstens væsen, funktion og status – der marginaliseres til stadighed, ikke blot i samtidens mediebillede, men også i samtidens kunstkritik – kunne foldes ud i større sammenhæng og finde et frirum, så at sige. Det blev især tydeligt i de to numre af Internationalistisk Ideale, der fulgte EXIT-udgivelsen. I andet nummer fokuserede vi på utopierne i dag, mens vi i det tredje nummer, som netop er udkommet i forbindelse med udstillingen på IMO, har fokuseret på en for os presserende problematik: den allestedsnærværende og altdominerende informations- og billedkultur.

Marie Kølbæk Iversen: RETROACTION lll, 2010. Dimensions variable. Closed-circuit video-installation.

Hvordan skal udstillingens titel, citatet af Jean-Luc Godard, ”Ce n’est pas une image juste, c’est juste une image” (It is not a just image, it is just an image) læses i forhold hertil?

Marie Kølbæk Iversen og jeg arbejder henholdsvis kunstnerisk og teoretisk med at undersøge og udforske idéer om det ukodede rum. Louise Hold Sidenius arbejder tilsvarende med grafisk design som en undersøgende praksis, snarere end som en æstetisk formgivning af vores omgivelser. Gennem sit arbejde retter hun en kritik af denne æstetisering, som til stadighed dominerer ikke blot det grafiske felt og arkitekturens praksis, men også de transdisciplinære grænser, der for tiden rives ned mellem kunst og design, og som får alt til at smelte sammen i en tilstand af intethed, i en æstetiseret designart uden tyngde – og, hvad værre er: bliver model for en bredere samfundsmæssig praksis med fokus på æstetiserede budskaber.

Man taler om, at det æstetiske nu har rykket sig fra kunstens felt, og qua disse æstetiseringstendenser inden for kunstens egne rækker nu er diffunderet ud i samfundet, hvor det er blevet model for subjektivitet, socialitet og økonomi. Og ligeledes taler man om en generel æstetisering af hverdagslivet. Ud fra de arbejdspræmisser fandt vi, at Godards berømte citat var rammende for en undersøgelse af det ukodede billede. Det spørgsmål, vi vedblivende stillede – ikke mindst til os selv – var, hvordan kunstneren som betydningsarbejder, og som en anden type billedproducent end de øvrige kulturelle ”billedmaskiner” som tv, internet, design- og reklamebranchen osv., kan operere i en billedkultur tæt på mætningspunktet uden blot at lægge til billedstrømmen? Hvordan undgår man at bidrage til overstimuleringen og dermed udtrætningen? Hvordan kan man arbejde med kritik, der ikke blot bryder ned, men også bryder om og op? Er der et andet spor end det nedbrydende, når man arbejder med billedkritik – et andet end det rekupererende, hvor man forsøger at skabe modbilleder? Er det muligt at optegne en positiv retningsangivelse af, at det er ad den vej, vi skal gå, i stedet for at definere sig væk fra noget?

Ud fra en antagelse af, at den kritiske position ligger lige for – og at den til stadighed er i fare for en rekuperation, når den bliver en stil i sig selv – satte vi os for at gå en anden vej. Vi ville undersøge, om der fandtes en vej for en ”positiveret” billedproduktion? Hvordan kan man sætte nye og andre billeder på verden? Denne tilgang dannede grund for vores arbejde med udstillingen, hvor vi forsøgte at give et bud på et momentant frirum ved at udstille kunstværker, der er betinget af deres fysiske konstitution og medier og derved forsøger at undsige sig repræsentationsrummet. Her er det vigtigt at understrege, at alle fremtrædener – ligesom verden i øvrigt – er dynamiske, og at vi dermed ikke mener, at man kan finde og konstituere én identisk form/ét identisk billede, da både kunsten og tanken er dynamiske. Forskellige former og traditioner kan til forskellige tider udgøre og tænkes som frirum.

Internationalistisk Ideale nr. 3, 2010.

Det der overordnet set er avantgardens analyse er vel, at kunsten har fået til funktion at skabe billeder af en anden verden. Så det der kendetegner avantgarden er, at den hele tiden prøver at adressere forskellige kunstinstitutionelle forhold og samtidig knytte det til kommentarer af forskellige politiske forhold. Således er avantgarden måske det sted, hvor den selvkritiske gestus når sin kulmination indenfor kunsten. Opfatter I jer selv og jeres projekt som en forlængelse af denne tradition?

Når vi arbejder med det ukodede eller forsøget på at skabe nye tegn og begreber, ligger der også implicit et værn mod prædikater. Hvad angår avantgardediskussionen er den så behæftet med interesser – se blot, hvordan alle businessfolk for tiden går rundt og ligner kunstnerbohemer (og hvordan kunstnere har transformeret sig til businessfolk og rekupereret deres kanaler) – at den i vores øjne ikke er anvendelig at arbejde sig op imod i dag. Den kommercielle mainstream-kultur, der er strømmet ind over os det seneste årti, og som vel i sit udspring går helt tilbage til neoliberalismens tilkæmpelse af den globale orden for årtier tilbage, har skyllet enhver mulighed bort for, at man kan operere inden for et etiketteret felt, som fx avantgardebevægelserne. Hvad enten vi taler om avantgarde, neoavantgarde, transavantgarde, antiavantgarde eller neo-neo-avantgarde eller hvad der ellers har fandtes af bevægelser, ser horisonten i dag ud til at være lukket ned for at arbejde inden for disse rammer. Det har den kommercielle mainstream-kultur udvandet. I dag har disse begreber det med at størkne i tom stil. Som Baudrillard engang sagde – jeg husker kun sentensen i dens engelske version: ”All of it is design. Nothing escapes design: that is its fate.” I bogen For a Critique of the Political Economy of the Sign fra 1981, hvor han taler om ”the political economy of design”, beskriver han netop, hvordan alt der i dag ønsker at være marginalt, irrationelt, oprørsk, anti-kunst, anti-design osv., fra popkunst til street art, adlyder den samme tegnets/stilens økonomi, om det vil eller ej. For os er den frie tanke – den helt radikalt frie tanke – kun mulig i et så kodningsfrit felt som muligt, og det er derfor det, vi efterstræber.

Guy Sherwin: At the Academy, 1974. 5 mins B/W Sound 16mm.		Pamela Rosenkranz: Room, 2007-09. 200 x 80 x 80 cm. Object from plexiglass, fabric and frames.

Mener I i forhold til jeres eget projekt, at billedkunsten, selvfølgelig sammen med en række andre diskurser i samfundet, burde kunne agere systemkritisk, burde kunne provokere, og være med til at sætte nogle af de politiske udviklinger i perspektiv og er det dét, I forsøger? Er I idealister i den kontekst?

Ja, med vores trykpresse for eksempel, der forsøger vi helt klart at skabe et konkret modtræk og et alternativ til den etablerede form for produktion, distribution og cirkulation af viden og information i samfundet – helt konkret ved simpelthen at eje vores egne produktionsmidler. Målet bag trykpressen såvel som Internationalistisk Ideale som gratis kunstavis er at dele og lade viden gro og dermed bidrage på vores eget mikroniveau til at demokratisere både viden og publikationsprocesser i vores samfund. I den forstand kan man vel godt kalde os idealister.

Tak.

Jacob Jessen: Press, 2010. 200 x 305 x 80 cm. Mixed media installation.

Ulrik Heltoft: Revolver, 2009. Dimensions variable. Dias projection.