Interview: Brian Ravnholt Jepsen

Brian Ravnholt Jepsen: Socket no. 1/ Socket no. 2, 2010. 120 x 30 x 50 cm. Wood, plaster, fluorescent light.

Titlen på udstillingen er Morbid Angel - hvordan skal den kontrastfyldte titel forstås?

Morbid Angel var en titel, der tidligt dukkede op i processen. Den dækker ret godt over de elementer, som jeg ville have i spil. Det morbide og fascinationen heraf samt det perifert religiøse, som udstillingen også berører. Selvfølgelig på et højere abstraktionsniveau. Derudover er Morbid Angel også navnet på et dødsmetalband, og et af mine værker til udstillingen bærer titlen Carcass, som ligeledes er et dødsmetalband. Jeg har det sidste års tid generelt været optaget af elementer, hvor døden og religiøsitet indgår på sære, finurlige eller underfundige måder, og det er vist kommet for at blive en stund.

Ligger der i dit valg af titel en undergangsstemning - med næsten religiøs valør? Hvem er den styrende hånd, eller hvem sender Dødens Engel?

Titlen er ikke tiltænkt en specifik religiøs karaktér. Det er op til beskueren og bare ud fra de spørgsmål, I stiller, kan jeg se, at som beskuer kan sådan en rummelig titel give anledning til fri associeren. Men der er ganske rigtigt undertoner af religiøsitet tilstede, da jeg gennem tiden er blevet mere og mere nysgerrig på dette punkt. Religiøsitet ejer mange facetter, og for en fuldblods ateist som mig gør det det kun endnu mere interessant at undersøge og researche nærmere, hvad det præcis er, folk forholder sig til, når man snakker om religiøsitet. Min lysstofrørsstol er et godt eksempel på et værk, der byder på mange forskellige tolkninger, og det er interessant at opleve, hvordan folk griber sådant et værk an, og hvad det stikker til i beskueren?

Der er nok ingen ’styrende hånd’ eller ’dødsengle’. Snarere tværtimod er det folks egen fascination af døden og religiøsiteten, der styrer mod eventuelle fortolkninger. Selvfølgelig har jeg udviklet værket ud fra visse standarder og sørget for at gøre det så åbent og rummeligt som muligt, men i sidste ende er det beskueren, der bestemmer følelsen og forbindelsen indenfor den præmis, jeg har opsat.

Brian Ravnholt Jepsen: Chair of Revelation, 2010. 200 x 150 x 70 cm. Woodchair, wood, fluorescent light.

Brian Ravnholt Jepsen: Chair of Revelation, 2010. 200 x 150 x 70 cm. Woodchair, wood, fluorescent light. Brian Ravnholt Jepsen: Carcas, 2010. 180 x 60 x 60 cm. Wood, plaster, fluorescent light.

Vi ser tv-serier baseret på menneskers tragedier, og i det virkelige liv stiller folk sig op og glor på trafikuheld. Der er et eller andet element i katastrofen, der på et bizart - måske netop morbidt plan - virker underholdende eller fascinerende. Er udstillingen en undersøgelse af denne fascination af katastrofen?

Helt klart. Undersøgelse er nok det helt rigtige kodeord for udstillingen. Jeg har sat nogle enkle og dog morbide elementer i spil, hvor beskueren så kan gå på opdagelse i sig selv og finde frem til ting, han/hun måske (ikke?!) vidste om sig selv i forvejen - eller simpelthen blive forarget eller ligefrem decideret overrasket over underholdningsværdien i netop katastrofens tiltrækningskraft, som folk ikke vidste lå på lur i dem selv. Måske vidste vedkommende ikke, at han/hun havde en latent tilbøjelighed til at sluge andre menneskers dødsrallen mere eller mindre råt, og det er et ret interessant element, som jeg er helt overbevist om, at vi alle bærer i os, i en eller anden udstrakt pervers grad. Jeg har altid været fascineret af det, der fx foregår i cockpittet på fly. Dels fordi det er et område, man aldrig kommer tæt på, når man rejser, men også fordi, der hersker en form for vanvittig trang til at betro det styrehus en umådelig tillid som passager. Hver gang, der lyder et bip eller lignende fra højttaleren, er man på dupperne – lige med det samme. Derfor er det endnu mere morbidt fascinerende, at man kan sidde og nærlæse piloternes samtale, når lortet virkelig brænder på.

Når man som mig er lidt af en morbid voyeur i sådanne sammenhænge, finder jeg det uhyre interessant at nærlæse deres sidste reaktioner. Resignerer de? Giver de simpelthen bare op eller er de professionelle til det absolutte sidste? Når de indser, at flyet ikke står til at redde, hvad så? Nogle tilfælde er tragikomiske såsom én af dem, jeg har med på udstillingen, hvor co-piloten spørger kaptajnen, om ikke der er nogle bjerge forude. "Nogle hvad?" spørger kaptajnen, hvorefter flyet smadrer ind i et bjerg, og det eneste, man hører til sidst på optagelsen, er skrig og atter skrig. Andre ender sørgeligt med et: "Amy, I love you". Den slags er ulækkert. Og så er der de helt vilde, hvor man kan forestille sig frygten i deres ansigt, når der råbes: "That’s all guys!! Fuck!!". Tænk at dit sidste ord blev ”fuck”. Det havde man næppe regnet med, da man stod op den dag. Jeg har siddet og lyttet til en del af disse optagelser, men jeg holdt op med igen. Det var simpelthen alt for morbidt og kvalmende i længden. Jeg mener, du sidder og hører andre menneskers dødsrallen. Det er ikke sundt. Eller sjovt for den sags skyld. Flere gange har jeg været på nippet til at knække mig. Men på den morbide front har jeg gennemgået nogle af disse ting netop for at kunne opretholde det stramme koncept i udstillingen og ikke bare ’lege’ et eller andet. Jeg har researchet ret grænseoverskridende, og det har alt andet lige givet ballast og forståelse for, hvordan udstillingen skulle opbygges og samtidig anerkende piloternes arbejde.

Brian Ravnholt Jepsen: Tam 3054/Colgan Air, Continental Flight 3407, 2010. Hver sten: 62 x 30 cm. Engraved, handpolished granite-stone.

Du har gengivet samtaler mellem piloter i fly, der er ved at styrte ned, og du har printet dem på køkkenrulle og brændt dem i træ - begge let forgængelige materialer. Du udstiller også polaroider nedsænket i olie. Uden at vide det går vi ud fra, at det med tiden opløser/forvrænger billedet. Er denne forgængelighed en pointe i værkerne og i udstillingen som helhed?

Da jeg var kommet frem til udstillingens koncept og derefter havde fundet frem til de elementer, som den skulle indeholde, var jeg først og fremmest indstillet og opsat på at prøve at lave nogle unikke og originale værker, som jeg personligt ikke selv har set før. Ikke dermed sagt, at nogle af de metoder/idéer, jeg har brugt, ikke kan have været brugt før, men jeg har ikke har set den slags med mine egne øjne før, og når man ikke har set det, må man jo sørge for at lave det selv - ganske enkelt. Fx har jeg aldrig set print på køkkenrulle før! Træbrænderierne var også helt oplagte at bruge i denne kontekst. Brændt træ, der stadig dufter sødligt af røg, er ikke så langt fra den forklaring, jeg ofte har læst, at de såkaldte ’tin-kickers’ bruger, når de rydder op efter et flystyrt. Om end ikke ligeså kvalm dog. Og så fungerer brænderierne jo i grunden nærmest som små manifestationer ud i disse katastrofer, der står beskrevet på dem. Det brændte, røg, lugt, skrøbelighed. Det virker, når man står og nærlæser dem.

På udstillingen vil man også kunne se to små montre, der begge indeholder seks små slimlysstofrør. Inde i hver af disse montre er der derudover også et polaroid, der har relation til flystyrt. Disse polaroider er affotograferet fra en computerskærm, og det giver for det første et fantastisk flot foto, der er grumset og semisløret, og for det andet kan man se det som en videreudvikling af Richard Princes affotograferingsperiode bare uden kønsdiskursen. Det ene foto viser et American Airlines fly, der kort efter takeoff mister den ene motor samt den pylon, som turbinen er monteret på, hvilket resulterer i et direkte styrt mod jorden. Dette styrt blev foreviget af en amatørfotograf og er vanvittigt skræmmende, sådan som flyet bare hænger dér sidelæns i luften, og passagererne kan kun vente på døden - det er helt sygt. I den anden montre ser man et foto, der er blevet taget indefra kabinen af et fly. Flyet er et Japan Air Lines, der efter en eksplosion i luften mister deres haleror og derfor ingen mulighed har for at kontrollere flyet længere. Det lykkedes dog de dygtige piloter at holde flyet i luften i ca. 25-30 minutter, inden de banker frontalt ind i et bjerg således, at passagererne kunne nå at skrive et par afskedsord. 520 mennesker dør. Og en af dem var altså denne person, der mente at have overskud eller overblik nok i situationens alvor til lige at tage et foto indefra den dødsdømte maskines mavesæk, hvor man ser iltmaskerne hænge nede og en stewardesse giver instrukser. Samtidig er begge disse montrer fyldt til randen med olie, hvilket giver et svagt farvet lys, og igen er det en blanding af min formelle eksperimenterende interesse, der gør sig gældende i materialevalget, og samtidig er der flere religiøse associationer forbundet som Den Sidste Olie eller tanken om flybrændstof. Rummelighed. Evnen til indlevelse. Den slags.

Det er klart, at summen af alle disse forskellige skrøbelige materialer og sammensætningen af dem arbejder sammen med udstillingskonceptet. På et vis abstraktionsniveau er der tale om en spejling af vores, dine og mine, gensidige kår som værende små skrøbelige individer, der ikke kan tåle særlig meget. Vi går meget let i stykker både fysisk såvel som psykisk. Derfor fandt jeg det interessant at prøve at skabe både skrøbelige værker rent fysisk, men også mere organiske værker såsom olie/polaroid-værket. Fotoet er komplet indkapslet i lys og varme og vil med tiden degenerere og måske fragmenteres totalt. Det vides ikke. Men processen er spændende. Som en slags lo-fi DIY Damien Hirst, bare uden formaldehyd og dyr.

Brian Ravnholt Jepsen: AA 191/JAL 123, 2010. Akryl glasdisplay, polaroid, olie, fluoriserende lys.

Du bruger mange forskellige materialer, fundne genbrugsmaterialer og organiske materialer. Hvilke tanker ligger der bag dit materialevalg? Hvad bidrager materialerne med i deres udtryk, og hvilken rolle spiller det for dit kunstneriske udsagn?

Min overordnede tilgang til mit kunstneriske projekt, hvis man ellers kan kalde dét det, er meget idébaseret og i høj grad inspireret af undersøgelser, der som regel har en underliggende grad af underfundighed eller lignende. Jeg ejer ikke en særlig agenda, og jeg opererer ikke indenfor et decideret specifikt felt, hvad angår emne eller sågar materiale. Jeg er all-in nysgerrig i samtlige henseender, og for mig er det uhyre vigtigt at forbeholde mig retten samt muligheden for konstant at arbejde tværmedialt. Jeg er af den overbevisning at ved at holde alle mine muligheder åbne, er der potentiale for en konstant udvikling mod det bedre. Ingen fastlåsning, der resulterer i ond stagnation, men derimod altid en åbensindet tilgang til stoffet, projektet eller hvad det nu end måtte være for således at bibeholde værkernes friskhed og kvalitet. Det er klart at meget af min motivation for at gøre det, jeg nu engang gør, er en latent tilstand, som jeg adlyder i en eller anden grad. Jeg har altid rodet med kreative ting. Om det så var tidlig skateboarding, der blev overtaget af musik og bands i en periode for derefter at blive afløst som semi-pro breakdancer med shows mange mange steder internationalt såvel som nationalt, og mens jeg stod op og læste filosofi på universitetet, lavede jeg værker i mit værksted, der på et tidspunkt åbnede døren til kunstakademiet.

Brian Ravnholt Jepsen: Installationsview,

Jeg tror det har været en helt naturlig udvikling, at min opmærksomhed tidligt blev rettet mod hele DIY-genren. Det har selvfølgelig også en stor del at gøre med min musikalske inspiration/interesse, der befinder sig i samme segment, og når jeg bliver spurgt om inspiration/forbilleder, har jeg det til tider væsentlig lettere med at referere til DIY-genrens nøglefigurer indenfor musik. Så man kan vel sige, at jeg prøver at finde en form for mellemvej mellem kunsten og musikken, den behøver bare ikke være så let genkendelig. Det kræver en portion abstraktion og evnen til at fabulere. Jeg finder i hvert fald en enorm tilfredsstillelse i at bygge nogle anderledes installationer, hvormed jeg samtidig kan operere med mit lydperformance-laboratoriumsarbejde og se om, der er grobund for at koble de to ting sammen på et tilfredsstillende niveau. Men når det gælder materialer, er det for mig i bund og grund ikke et spørgsmål om at vælge. Jeg tror slet ikke, at jeg bevidst eller strategisk har tænkt mig at arbejde mere mod det ene fremfor det andet. Det er en naturlig proces at gå den vej, jeg går. Man kan måske sige, at jeg er et kunst-DAMP-barn. Jeg kan bare ikke holde mig til en ting eller et materiale. Eller i det hele taget prøve at holde mig inden for en bestemt stil og tema/emne. Meget af mit drive ligger i den dynamiske proces, der opstår, når man sampler og surfer gennem myriaderne af forskellige muligheder for at nå sit mål. Det er en fordel, men godt nok også forbundet med mange ulemper. Der ligger en større strategisk eller taktisk idé i at holde sig til en genre og forsøge at mestre den, for det er jo desværre stadig så uhyre vigtigt (vil nogen mene) at opbygge et brand og altid have noget genkendeligt, så folk aldrig er i tvivl om, at "dét dér, det er en Brian Ravnholt". Personlig mener jeg, at denne generation - min generation - i højere grad gennemsampler og zigzagger mellem samtlige udtryksformer således, at selve idéen med at have et brand bliver afløst af kompleks diversitet. At styrken nu ligger i at mestre kamæleonens taktik og kunne omstille sig og benytte sig af flere spilleregler i stedet for at holde sig på måtten og kende sin læst, som man siger. Det kan stadig give bagslag, bare rolig, for denne branche, denne industri har altid brug for en form for profilering indenfor ens respektive felt, og det kan være svært, hvis man mixer rundt og laver ting og sager i samtlige medier. Men det er kun en overgangfase, tror jeg. Det er jo ikke et valg - eller jo - jeg kunne jo godt prøve at sige at fra nu af, vil jeg kun arbejde i træbrænderier eller lysstofrør, så folk altid ved, hvor de har mig, men det er slet ikke en mulighed for mig. Jeg kan simpelthen ikke holde nallerne væk fra alle de spændende nuancer, der er til rådighed, og da jeg arbejder idebaseret, så er det helt naturligt for mig først at formulere konceptet og derefter gennemtænke mediet til formidlingen af værket.

Tak.

Brian Ravnholt Jepsen: Vladivestania Airlines, Flight 352, 2010. 25 x 33 cm. Pyrography.

Brian Ravnholt Jepsen: Untitled, 2010. 34 x 54 cm. Pyrography. Brian Ravnholt Jepsen: Installationsview (sodetegninger), 2010.