Interview: Bjørn Nørgaard

Bjørn Nørgaard: Re-modelling the World (installationview), 2010,

Du har en retrospektiv udstilling. Risikerer man at blive gammel, når man bliver ældre?

Det at blive gammel er flere ting. Den ene del af det er de rent fysiologiske celleforandringer, der sker, og i den forstand bliver vi selvfølgelig gamle, når vi bliver ældre. Men hvis vi bruger os på en forholdsvis begavet og fornuftig måde, bliver vi som regel mere begavede og fornuftige ældre. Så kan vi jo få udnyttet vores lidt mere sparsomme intellektuelle og fysiske resurser mere effektivt.

Når man er yngre har man det med at sjuske, dels fordi man har oplevelsen af at leve evigt, det har unge mennesker, og dels har man jo en eller anden sturm-und-drang trang til at kaste sig ud i fuldstændigt håbløse projekter af enhver art, hvad der bestemt kan være glimrende. Men når man så bliver ældre og ligesom bliver pustet i nakken af en kold vind og vennerne begynder at falde fra rundt om en, så begynder man at blive mere økonomisk med, hvad man bruger dagen og vejen til. Så i den forstand bliver man selvfølgeligt ældre, men om man bliver gammel rent spirituelt, det kan man ved almindelig daglig øvelse og fornuftig levevis udsætte.

Så man erstatter døde hjerneceller med erfaring?

Da jeg var ung fik man at vide, at man er født med et vist antal hjerneceller, der blev færre gennem livet. Det er forkert. Hjerneceller bliver gendannede ligesom alle andre celler. Hvis du bruger dine muskler, bliver de trænede og holdt i live, og hvis du bruger hovedet bare nogenlunde rimeligt, så kan du holde mekanikken nogenlunde i gang hele livet igennem. Jeg tror på det lange seje træk. Vi tror ofte, at der er en nem løsning på alting. Men det at ting tager tid, at livet er en lang proces, det har vi det frygteligt svært med.

Bjørn Nørgaard: Kan et rugbrød være socialistisk? Kan kunst?, 1975. Tilhører: privateje.

Er ny dansk kunst synonymt med ung dansk kunst?

I dag kalder man det jo samtidskunst. Men samtidskunst kan jo forstås på flere måder: Den ene måde er den generelle for anmeldere, kunsthistorikere, gallerier, biennaler og hvad der ellers er af del slags. Samtidskunst er ikke blot, at du er en ung kunstner, men også at du som ung kunstner forholder dig til en ganske bestemt tidsmæssig måde, du følger en ganske bestemt tidsånd i din måde at omgå kunstbegrebet. Det er en ideologisk opfattelse af samtidskunstbegrebet, der i høj grad er generationsbestemt. En anden måde at forstå samtidskunst er fænomenologisk. Samtidskunst er det, der bliver lavet samtidigt. Verden er der, fordi jeg oplever den. Når det er mig, der sanser verden, er alt det jeg sanser i øjeblikket, om det så er Det Sixtinske Kapel eller et gravkammer i Luxor eller Akropolis eller den sidste nye installation af Olafur Eliasson alt sammen samtidskunst. For det er mig, der oplever det nu og her, og jeg er her nu. Samtidskunst er et begreb, man kan arbejde videre på, og jeg synes det er vigtigt at man gør sig klart, at alle begreber på den måde kræver, at man afdækker forudsætningen for det begreb man anvender.

Og kunstopfattelsen ændrer sig fra år til år?

Fra minut til minut!

Kan man dermed afvise en gammel kunstopfattelse?

Det er der mange, der gerne vil. Jo mere ideologisk man er, jo højere har man behov for at ens opfattelse af, hvordan verden ser ud, er den rigtige. Den udelukker andre måder og andre forklaringer på, hvordan verden hænger sammen. Jeg vil hellere have en mere organisk måde at være ”ideologisk” på. Jeg kan sagtens have en opfattelse af, hvordan tingene hænger sammen, samtidigt med at jeg erkender og oplever en anden måde at opleve verdens sammenhæng på. Det er vigtigt, især i den meget komplekse verden vi lever i, hvor vi, på grund af de nye teknologier, formår at opleve ting samtidigt. Men den internationale samtidighed må forudsætte, at en mand i New Delhi, en i New York og en i København har nøjagtigt den samme måde at opfatte verden på – og det kan man vel ikke for alvor mene. Så vi må leve i en verden med forskelligheder. Når de gamle ideologier ikke dur, er det fordi de hele tiden skal leve med én sandhed.

Bjørn Nørgaard: Kuplen, 1978. Tilhører: ARoS.		Bjørn Nørgaard: Portræt af Lene, 1975. Tilhører:ARoS.

Kunstopfattelsen ændrer sig fra minut til minut. Er samtidskunst så en døgnflue?

Nej. Ældre kunst er en del af vores kunstneriske vokabularium, de lange fortællinger om menneskets forhold til kunst.

Skal man skal gå så frygteligt meget igennem, før man bliver berømt?

Sådan har jeg det ikke. Jeg har ingen forestilling om, at jeg har gået meget ondt igennem. Jeg har levet et vidunderligt liv!

Men hvad angår penge, var du vel en fattig ung kunstner?

Det, der nok er svært at begribe for unge mennesker i dag, er, at op gennem halvtredserne, tresserne og en stor del af halvfjerdserne var der ikke en rød reje til nogen ting. Først i slutningen af halvfjerdserne begyndte man at få legaterne. Man fik solgt en enkelt ting hist og pist, men det var alt, så man overlevede på alle mulige mærkelige måder. Men jeg har aldrig oplevet det som hårdt i den forstand. Så alle de erfaringer jeg har fået med det hav af småjobs rundt omkring på maskinfabrikker og hvad det kunne være, var en utrolig skole i, hvordan livet egentlig er, når man er helt dernede, hvor man banker panden ind i muren. Jeg tror, det er et problem for mange uge mennesker i dag, at de ikke har været i den situation. Det giver dem en slags boble, der flyder ovenpå hele tiden. Men for mig har det været en berigelse.

Hele livet og bedre end sex?

Ikke bedre. Men ligeså godt.

Bjørn Nørgaard: Børsaktionen 29.5.1969, 1969. Blad fra serien "Den kvindelige Kristus". Tilhører: Statens Museum for Kunst.

Er kunst stivnet liv?

Det var det jo inden tresserne, hvor vi mente, vi fik lavet om på det. Men det må være op til den enkelte at afgøre.

Det er en meget stor udstilling, du har her?

Ja, men det er jo ikke mig, der har lavet den, det er museet, og jeg har med vilje blandet mig så meget udenom, jeg overhovedet kunne. Så er det jo også morsomst for mig selv at se, hvad andre kan få ud af at glo på det, jeg har foretaget mig.

Så det er ikke en selvbiografi?

Nej, overhovedet ikke.

Men kan man bruge udstillingen som en historiefortælling om Bjørn Nørgaard?

Ja, det er jo mig, der haft fingre i det alt sammen. Men den er næppe fyldestgørende. Jeg har tidligere sagt, at i en historiebog er ingen begivenhed for lille til at blive noteret, og hvis ikke alle begivenheder er noteret, så er det ikke en sand historie, for så har nogen censureret virkeligheden.

Skal vi slutte her?

Ja, med et citat: If life is art, why not go for a beer!

Tak.

Bjørn Nørgaard: Den sovende mand, 1987. Tilhører: Ny Carlsberg Glyptotek

Bjørn Nørgaard: Overhældning, 1967. Tilhører: Statens Museum for Kunst.

Bjørn Nørgaard: Symbiotisk væsen, 1987. Tilhører: Horsens Kunstmuseum. Bjørn Nørgaard: Formummet figur, 1988. Tilhører: privateje.

Bjørn Nørgaard: Allegorisk figur 1. variation, 1985. Tilhører: privateje.